Tottenham har mistet modet
Af Nicklas Degn - 05. april 2023
Tottenham mod Manchester City i Champions League-kvartfinalerne 2019. Foto: Tim Bechervaise (via Unsplash).
I Tottenham går det godt indtil det ikke gør det mere. Efter afskeden med Antonio Conte står klubben igen identitetsløs tilbage og vil ansætte en dyr og højt besungen træner, men ikke give ham nøglen til klubben. Hvornår vender de om?
Disclaimer: Nicklas Degn er Tottenham-fan på 19. år. Denne tekst er skrevet med det fanforhold in mente og ud fra tilstræbt objektivitet.
En fodboldklub på afveje er en besynderlig størrelse.
De fleste slags organisationer kan vel miste fodfæstet. Glemme, hvem de er, hvad de står for og hvor de kommer fra. Men sjældent ser det så uskønt ud, som når det sker for en fodboldklub. Det skyldes ene og alene den mekanisme, der hedder fans. Modsat store virksomheder i erhvervslivet har fodboldklubber en følgerskare, der ved lige præcis, hvorfor de oprindeligt har valgt at kaste tid og kærlighed på den respektive fodboldklub. Oven i købet er det sjældent, at fodboldfans til fals for penge. Ingen er så romantiske, ingen har så lidet et fundament for at blive magtkorrumperede som fodboldfans. Derfor fungerer fans som fremkaldervæske, når en fodboldklub tager en forkert afkørsel.
Netop derfor er situationen i Tottenham Hotspur lige nu så interessant. Den mest toneangivende fanorganisation, Tottenham Hotspur Supporters’ Trust, er i en diplomatisk om end meget åben og direkte konfrontation med klubbens ejerskab og direktion, der ikke vil give klare svar på noget så basalt som hvad fansene egentlig skal forvente af klubben. Så hvordan endte det her? Svaret på det spørgsmål skal vi tage i etaper.
Ildevarslende stilhed
Meget af den kløft, der eksisterer mellem Tottenhams ledelse og visse dele af fankredsen, kan tilskrives to datoer i april 2021. Eller European Super League-miseren, for at oversætte til noget mere universelt forstående. Det var ganske givet også point of no return, men som i enhver god berettermodel skal vi starte andetsteds og tidligere.
Nu kan det så være, at undertegnedes beskedne alder bliver udstillet, men mig bekendt har Tottenham altid været begunstiget af sympatiske bekendtskaber i det sportslige setup. Ikke at vi snakker samtlige trupsammensætninger gennem årene, så langt vil jeg ikke gå for at være karaktervidne, men Tottenham-årgange har oftest haft en Ardiles, Ginola, Klinsmann, Bale, Modric, Eriksen, Kane. Spillere, der har ladet fødderne tale, og altid haft en gennemgående sympatisk persona på græstæppet og lige uden for i mixed zone, til tider også decideret anonyme uden for banen. Spillere, der ikke har prioriteret pokaler højest (hvorfor ellers vælge Tottenham i første omgang?), men via deres valg og spillestil har vundet indpas i fanhjerter. Hvilket også har været noget af det, man har valgt at købe ind på, når man har truffet det til tider ulogiske valg at holde med Spurs.
Måske har Tottenham blot være heldige på det område med spillerne. Måske har det aldrig været noget, der har været en del af rekrutteringen, men som fan kunne man nemt projicere sådan nogle ønsker over på klubben. Hvis det var tilfældet, så begyndte der at ske noget, eftersom Tottenham fik hul på den sportslige succes i midten af 10’erne. Det kulminerede med andenpladsen i Premier League 2017, og så valgte Tottenham at hente Serge Aurier. En højreback af høj kvalitet, der var uønsket i Paris Saint-Germain, efter at han var kommet med en række lidet flatterende udfald mod sine holdkammerater og andre dele af truppen. Mest grelt var det homofobiske udtryk fiotte, der blev brugt om den tidligere PSG-træner Laurent Blanc. Det gjorde ham uønsket i PSG, men ikke i Tottenham.
Metrostationen Tottenham Hale halvanden mils gåtur fra Tottenhams stadion. Foto: Samuel Regan-Asante (via Unsplash).
Året efter fulgte klubben trop med at hente et andet kasseret PSG-emne i brasilianske Lucas Moura. Det problematiske i den handel kan virke underligt, i og med kantspillerens udtryk på fodboldbanen nemt ville kunne sættes i samme kasse som førnævnte Tottenham-yndlinge. Og - hvilket understreger en fans dilemma i sager som det her - med udgangspunkt i hanshattrick mod Ajax, der gav en Champions League-finale. Men der er også tale om en spiller, der åbent brugte sit navn til at støtte den kontroversielle daværende brasilianske præsidentkandidat, Jair Bolsonaro, der endte med at blive valgt til præsident. En præsidentkandidat, der stod citeret for at sige, at han hellere så sin søn død end homoseksuel, samt som har sagt om en kvindelig politisk modstander, at hun end ikke var værd at voldtage.
Bolsonaro-tilkendegivelsen kom godt nok først efter at Spurs-kontrakten var underskrevet, og det er dog de færreste, der vil påstå, at en fodboldklub skal spørge potentielle nye spillere ind til, hvor langt ude på de politiske fløje, de eventuelt læner sig, men det udslagsgivende i de her to tilfælde er ikke så meget rekrutteringeren i sig selv, som det er Tottenhams håndtering. I både eksemplet Aurier og Moura har ingen af de to været ude at imødekomme kritikken. De har via stilhed stået fast på deres handlinger, og i den forlængelse har Tottenham heller ikke imødekommet den kritik, der kom fra visse fankredse. Et bekymrende varsel om manglende lydhørhed, som blev blæst ud i fuld skala de skæbnesvangre dage i april for to år siden. Som vi så passende kan hoppe ombord i nu.
The Odd One Out
Da 12 klubber satte brand i fodbold-Europa den 18. april 2021 var Tottenham iblandt. European Super League (ESL) blev materialiseret (for en stund) og nogle af verdens største klubber, heriblandt størstedelen fra Premier League, var med ombord. Hvad der siden skete, er en kendt sag, og selvom sagen har skabt rifter i mangt en fodboldklub og dens fanbase, er situationen ekstra prekær i Tottenham. For hvad sagde det her lige om klubbens selvforståelse eller mangel på samme? Klubberne uden for Premier League kunne man forstå. Spanien og Italien kæmper med at komme på omgangshøjde med det monster af en liga, som England har skabt. Manchester-klubbernes ræsonnement skulle man heller ikke lede længe efter, for flere store kampe mod store modstandere er et trækplaster i sig selv. Men hvor var Tottenham i hele ESL-pyramiden? Den eneste ud af de 12 klubber, der ikke havde vundet en eneste titel i hverken 20’erne eller 10’erne.
Man fik hurtigt fornemmelsen af en klub i komplet identitetskrise. Var det de forhøjede kommercielle indtægter og goodwill over det nye, fantastiske stadion, der havde steget dem til hovedet? Var det Champions League-finalen i 2019? Uanset hvad stod Tottenham-formanden siden 2001, Daniel Levy, og dennes ENIC, der ejer klubben, foran mange gode spørgsmål, men udtrykte ikke noget stort ønske om at svare. Modsat Liverpools amerikanske ejer John Henry, der hurtigt havde set skriften på væggen og måtte krybe til korset i en hurtig orkestreret video til de sociale medier.
Den manglende lyst til at svare på spørgsmål har vist sig at være et gennemgående karaktertræk for Tottenham-ejerskabet. At ESL-fejlskuddet har efterladt et sår, der stadig er i gang med at hele, så man tidligere i år. Førnævnte Tottenham Supporters’ Trust, der ikke er kendt for at hoppe hurtigt til konklusioner, var blevet så trætte af en manglende strategi og kommunikation fra klubbens top, kombineret med den offentlige og lignende kritik af fra daværende cheftræner Antonio Conte, at fanorganisationen i fuld offentlighed sendte en række spørgsmål til ENIC og Tottenham-bestyrelsen. Ville klubben dele sine planer og strategi for den lange til mellemlange horisont? Var kritikken fra Conte, der primært gik på manglende investeringer, på linje med klubbens egen filosofi? Og hvor meget og hvad var de egentlig villige til at investere fremover? Alt det ville fansene gerne vide.
Svarene, der kom retur, var banale ikke-svar, hvilket blot tændte yderligere ild under frustrationerne hos visse dele af fansene, og formentlig hev endnu flere fans med i koret. Indtrykket af en klub uden klar idé om en retning blev nu suppleret med indtrykket af en klub uden forståelse for det oprør, der ulmede blandt dens vigtigste relationer. Tottenham havde efter en periode med store sportslige højdepunkter tabt sin identitet i processen. Fra en klub fra et af Nordlondons fattigste områder, en klub, der op gennem 1900-tallet blev kendt for en stærk jødisk fanbase, som måtte stå offer for en utrolig mængde uretfærdighed, til hvad? Det vil selv ikke dem, der bestemmer retningen, svare på.
Tottenhams nye stadion har øget klubbens kommercielle muligheder. Her er det en NFL-kamp på Tottenham Hotspur Stadium, april 2020. Foto: Yannik (via Unsplash).
Det er nu ikke fordi Spurs-toppen har manglet visioner. Det er førnævnte state-of-the-art stadion et bevis på. Med stadion fulgte foruden en unik oplevelse for tilskuere, og så et nyt kommercielt potentiale ulig det klubben havde oplevet indtil da. Oven i købet fulgte en bæredygtigheds- og klimaplan, der ikke er set magen til mange andre steder i fodboldverdenen. På den front har Tottenham måske ligefrem været forud for sin tid. Kulminerende med den Premier League-kamp mod Chelsea i septemer 2021, der efter Tottenhams eget udsagn og egne beregninger blev en klimaneutral topkamp. Men hvordan det udmønter sig i en strategi, der ultimativt skal forbedre selve spillet på banen, er svært at få svar på.
Amatørisme eller arrogance
Så vidt altså rigeligt med udfordringer for Tottenham, men i dette endnu spæde forår har problemerne tårnet sig yderligere op. Først var der afskeden med Antonio Conte i sidste måned, der udfoldede sig som et langsomt biluheld, man anede på kilometers afstand.
Dernæst - og på mange måder endnu værre - er der håndteringen af sportschefen. Den nu suspenderede italiener Fabio Paratici blev hvirvlet ind i det omfattende net af sager mod hans tidligere arbejdsgiver Juventus, der ud af blå eksploderede i november sidste år. Først trak hele Juventus-bestyrelsen sig uden at nogen rigtig vidste hvorfor, og dernæst blev Paratici af det italienske fodboldforbund udpeget som en af hovedarkitekterne bag Juventus' påståede systematiske opskruen af transferindtægter og spillerværdier. En lang række daværende og tidligere lederskikkelser i Juventus fik lange karantæner. Ingen så lang som Fabio Paratici, der blev serveret en karantæne på 30 måneder. Dommen blev mødt af komplet stilhed i Tottenham. Enkelte journalistiske øjenbryn blev rejst, for det var åbenlyst opsigtsvækkende, at en sportsdirektør, der lige havde modtaget en voldsom dom i hjemlandet, kunne arbejde videre i England uden nærmere undersøgelser. Men det gjorde han, og mens stormvejret først lige havde fået fart i Italien, lagde det sig hurtigt i England. Indtil den på et splitsekund gik fra let sidevind til tornado den 30. marts, da FIFA uden forudgående varsel valgte at udvide det italienske fodboldforbunds dom over Paratici fra kun at gælde i Italien til at være verdensomspændende. Paratici måtte hurtigt tage den mest ufrivillige orlov, man kunne forestille sig, og han kan nu ikke arbejde i fodboldverdenen før 2025.
Læs også:
Juventus danser videre, men igen ved, om musikken spiller
Derfor endte Juventus i den suppedas, der ultimativt ført til en pointstraf på minus 15 point.
Tottenham stod lamslåede tilbage på perronen og klagede sin nød. De havde intet forudgående fået at vide fra FIFA. Fansene rettede hurtigt skytset mod klubben, for hvad i alverden lignede det, at man dagen inden FIFA’s udmelding havde lagt en video ud på klubbens hjemmeside og sociale medier, hvor Paratici forklarede afskeden med Conte. Synet af en klub uden retning og strategi blev nu yderligere nedgraderet til det af en klub med amatøragtige tendenser. Måske havde klubben vitterligt ikke fået nogen varsel fra FIFA, men kunne de virkelig ikke forestille sig, at noget lignende kunne ske?
Så nu stå vi her. Tottenham har sagt farvel til mestertræneren Antonio Conte i en gensidig opsigelse, hvor den ene part nok var mere enig end den anden, men ingen nogensinde var enige om noget som helst op til den dag. Contes bror, der var en del af trænerteamet, har taget samme vej, men hans tro væbner Cristian Stellini bliver i klubben og tager foråret som cheftræner med Tottenham-drengen Ryan Mason som ny assistent. Ingen ved sine fulde fem tror på, at Stellini er Tottenham-træner efter sommer, men nu er det, som om Tottenham-fansene for en stund er blevet immune over for både fraværende retning og pile, der peger i hver sin retning.
“En gensidig opsigelse, hvor den ene part nok var mere enig end den anden, men ingen nogensinde var enige om noget som helst”
Tottenham har nu brændt nallerne på to tidligere A-liste-navne i José Mourinho og Antonio Conte og ser ikke ud til at have lært lektien, for rygtemøllen melder om hurtig kontakt til den nyligt fyrede Julian Nagelsmann. Et wunderkind af en fodboldtræner, der kan rykke en klub og et fodboldhold, men som ikke kommer til at få nøglerne til ret meget andet end spillernes omklædningsrum, hvis det altså lykkes Tottenham at overtale ham til at tage til Nordlondon og ikke Chelsea i det vestlige London. Mourinho brokkede sig over Levys spændetrøje, Conte overtog den retorik, og ikke meget tyder på, at en ny træner, der er vant til frihed og transferbudgetter, vil gøre det modsatte.
På de hedengangne Holsten-prægede hjemmebanetrøjer fra Klinsmann-sæsonen i 1994, stod den latinske tekst “Audere est facere” imprægneret i klubbens daværende logo. I dag bruger klubben den engelske oversættelse “To Dare Is to Do”. Hvad det så egentlig er, de tør, kan ikke engang Tottenham selv svare på.
