Juventus danser videre, men ingen ved, om musikken spiller
Af Nicklas Degn - 10. december 2022
Spiret på det ikoniske Mole Antonelliana i Torino med de cottiske alper i baggrunden. Foto: J V (via Unsplash).
På banen har Juventus endelig fundet sine gamle dyder tilbage. Men det er en stakket frist, hvis ikke de kan agere i et stormvejr. For sådan et har den afgående bestyrelse netop kastet klubben ud i. Som et lyn fra en himmel, der ellers lige var i gang med at klare op.
Che sollievo!
Hvilken lettelse, må Massimiliano Allegri have tænkt, da han kunne parkere Juventus-jeepen på vinterpause med en stime på seks Serie A-sejre i træk og en målscore på 12-0 efter et år, hvor Torinos mangedobbelte mestre lignede en storklub på afveje. Men de begyndte mod slotnungen på 2022 at ligne det allegriske Juventus, som man kendte fra 2014 til 2019.
Lettelsen og den medfølgende ro varede kort. Blot to uger efter at Allegri vandt over sin både afløser og forgænger i Juventus, Maurizio Sarri, der nu er i Lazio, gik den øverste Juventus-ledelse ud med en overraskelse, der hurtigt blev vekslet til chokbølger, der først lige er ved at lægge sig her to uger senere. Hele Juventus-toppen, inklusiv præsidenten Andrea Agnelli og vicepræsidenten, den tidligere tjekkiske Juve-midtbanestrateg Pavel Nedved, trak sig. Uden at offentligheden havde fået noget praj om, hvad der var på vej.
Sagen, der ligger til grund for den meget drastiske beslutning, er så alvorlig, at Juventus ikke kunne putte med den, ikke engang i den medfølgende pressemeddelelse, selvom omfanget ikke i første omgang blev rullet helt ud. Der er knas med tallene. Og ansvaret går helt op til toppen.
Den norditalienske transfertalmagi
For at forstå, hvordan Juventus endte her, skal vi begynde med at kigge på flere forskellige sager med økonomien som omdrejningspunkt, men hvor det er vigtigt at understrege, at de faktisk godt kan adskilles. Og alligevel ikke for meget. Hvis man kender til det italienske transfermagi-begreb plusvalenza, er det nærliggende at tro, at sagen trækker tråde tilbage til de mange og tydeligvis oppustede handler i den nuværende Tottenham-sportsdirektør Fabio Paraticis storhedstid som Juventus’ transferstrateg for få somre siden. Men selvom Paratici heller ikke kan se sig fri for at blive plettet i sagen (han er faktisk også blevet offer for en efterforskning i samee forbindelse), så handler Juventus-jordsjælvet først og fremmest ikke om Pjanic, Arthur og værdisættelser på €70-€80 millioner. De handler er fortsat kontroversielle, og også offer for granskning, men som New York Times grundigt har afdækket, er det en sag, der er meget svær at gøre konkret, og derfor næppe ender med at blive et relativt stort problem for Juventus.
Det gør til gengæld de lønninger, som klubben fik reduceret og udskudt, da coronapandemien stod på sit højeste i 2019 og 2020. Juventus har angiveligt bogført, at spillere udskød fire måneders lønninger, hvilket dengang også var det, der blev kommunikeret offentligt, men statsanklageren i Torino mener, at der i virkeligheden kun var tale om en måneds lønninger. Det er konkret, og det er isoleret set det, der førte til Agnelli, Nedved og co.’s afgang den 28. november. Der var formentlig ikke særligt meget at rafle om. Klubbens egne revisorer hos Deloitte havde råbt vagt i gevær og plastret det seneste årsregnskab til med røde flag. Det regnskab (der i forvejen viste et rekordstort underskud) skal formentlig skrottes og gentegnes fra scratch. Det italienske børstilsyn, Consob, er også inde i sagen, da Juventus er listet på børsen i Milano.
Juventus gennemgik en større rebranding i 2017, der skulle gøre klubben lækker for et yngre og mere globalt publikum på lige fod med andre virksomheder i EXOR’s portefølje. Her ses det nye logo på en facade på Allianz Stadium. Foto: Maria Bobrova (via Unsplash).
Hertil kaster sagen mange og mere indviklede tråde omkring sig. I dagene efter udmeldingen kunne de italienske medier berette om lækkede lydoptagelser, der lagde kryptiske skygger henover handlen med Cristiano Ronaldo og om de åbenlyse forbindelser til den razzia, som det italienske finanspoliti Guardia di Finanza gennemførte i slutningen af november 2021 - faktisk præcis et år inden Agnellis chokfarvel. Juventus har kontorer i både Torino og Milano, og begge blev gennemsøgt af betjente, der beslaglagde dokumenter på foranledning af statsanklageren. Allerede dengang var førnævnte børstilsyn Consob i gang med en efterforskning sideløbende med Covisoc, en myndighed der fører tilsyn med italiensk fodbold. Det var startskuddet på den sag, der har fået titlen Prisma, og som isoleret set er Juventus’ altoverskyggende hovedpine. Ifølge The Athletics James Horncastle var det dokumenterne, der blev kigget igennem i forbindelse med ransagningen, der gjorde efterforskerne opmærksomme på en markant uoverenstemmelse i tallene. Plusvalenzaen er altså som udgangspunkt et ben i sagen, der dog hviler på noget helt andet, nemlig coronalønningerne.
Et jordskælv kaldet Calciopoli
Nu er det så om at holde tungen lige i munden, for vi skal have endnu en organisation ind i fortællingen. Det italienske fodboldforbund FIGC. De åbnede en sag i forbindelse med ransagningerne, formentlig havde de ikke andre muligheder, hvis sagen skulle tages seriøst, men den blev hurtigt afsluttet uden nogen pletter på Juventus til følge. Men det er svært at se, at fodboldforbundet kan stå og se til, med mindre statsanklagerens sag fiser ud. Og her kommer vi så til de mulige konsekvenser. For de hviler på FIGC’s involvering. Hverken statsanklageren, Consoc eller Covisoc kan sanktionere Juventus sportsligt, og det er primært de mulige sportslige efterskælv, der lige nu optager fodboldverdenen.
Forståeligt nok vandrede manges hukommelse hurtigt tilbage til 2006 og Calciopoli-skandalen, og det er da også den eneste sag fra nyere tid, man kan hive frem for at finde potentiel præcedens. Så alvorlig er situationen. Det er samtidig vigtigt at understrege, at Calciopoli og Prisma er vidt forskellige sager. Den første handlede om påvirkning af dommere og dermed matchfixing. Den nuværende handler om for kreative bogføring. Så kan de reelt sammenlignes? Nej, som minimum ikke før vi ved, om der bliver anlagt en sag, hos hvilke instanser og potentielle strafferammer.
Der er dog allerede blevet taget antrit til sportslige sanktioner i europæisk regi. Tre dage efter nyheden om bestyrelsens afgang, og den efterfølgende medieudredning af problemets afgang, åbnede UEFA’s arvtager til den økonomiske vagthund Financial Fair Play, Club Financial Body Control, en efterforskning af Juventus.
En sag mellem fætre
Et andet vigtigt element at dykke ned i for at forstå sagens indhold og omfang, er persongalleriet. Hele Juventus-bestyrelsen (minus den tidligere Ferrari-chef Maurizio Arrivabene, der. bliver siddende for at holde en eller anden form for kontinuitet intakt) trak sig om aftenen den 28. november. Det var naturligvis formand og præsident Andrea Agnelli, der førte ordet, og det gjorde han i en skrivelse til klubbens medarbejdere, hvori han citerede den tyske filosof Friedrich Nietzsche:
“Og dem, der blev set dansende, blev set som værende sindssyge af dem, der ikke kunne høre musikken”.
Agnellis afskedssalut indeholdt derudover et løfte om fortsat at arbejde for fodboldens fremtidige ve og vel, hvilket er svært at se som andet end en fortsat tillidserklæring til European Super League-projektet, men det er en anden historie til en anden tid.
Læs også:
Længe leve European Super League
Her er fortællingen om European Super League, der slet ikke er slut endnu.
Som nævnt måtte også den tidligere mangeårige Juventus-profil Pavel Nedved gå af som vicepræsident, mens fangrupperinger nu håber, at hans plads bliver overtaget af den mangeårige holdkammerat og en af de få, der overgår Nedveds ikonstatus for spillet på banen inde på Stadio Delle Alpi, Alessandro Del Piero. Noget, som Del Piero selv ikke afviser og noget, som den formentlig kommende Juventus-præsident Gianluca Ferrero selv har bakket op om. Det bringer os videre til netop Agnellis aftager, for klubbens ejere, holdingselskabet EXOR (mere om dem meget snart) har indstillet den uddannede revisor til ny præsident. Ferrero har udover sin uddannelsesmæssige kompetence for tal en fortid med lederjobs hos kaffefabrikanten Lavazza, hvis produkter du sikkert kan spotte i dit nærmete supermarked. Og så er han født i Torino, samt erklæret Juventus-fan.
Ferrero får selskab af Maurizio Scanavino på ledelsesgangene, og sammen skal de føre skibet uskadt forbi høj sø. Scanavino bliver ny daglig leder og kommer fra en karriere i mediebranchen med det adminsitrative ansvar for flere af Italiens største og ældste aviser.
Nu skal han så lede den gamle dame sammen med Ferrero og under opsyn af John Elkann, hvis position som den endegyldigt stærkeste mand i Juventus står tilbage midt i al kaosset. Man ville være tilgivet for at tro, at Andrea Agnelli, nevø til dynastiets patriark Gianni Agnelli, i sidste ende også var manden, der udstak retningen og fremtiden for Juventus uagtet om han havde en officiel rolle i klubben eller ej. Men det synes nu snarere i virkeligheden at være Andreas fætter, amerikanskfødte Elkann, der sidder som administreretende direktør i Agnelli-familiens førnævnte holdningselskab EXOR, og som blev udpeget til at tage over efter Gianni Agnelli i 1997.
Det er nærliggende at tro, at Elkann har prikket sin fætter på skulderen efter at være blevet bekendt med omfanget af statsanklagerens efterforskning. Eller måske det blot har været det endelige incitament til en hovedrengøring eller udskiftning i toppen af Agnelli-dynastiets sportsportefølje? Det er i hvert fald påfaldende timing, at det dagen efter Juventus-toppens afsked blev meldt ud, at Ferraris Formel 1-boss, Mattia Binotto, ligeledes ville stoppe. John Elkann er formand i Ferrari.
Altså har Agnelli-familiens faste greb i Juventus som sådan ikke løsnet sig. Fætter Andrea efterlader sig et umiskendeligt aftryk på en af de mest succesrige perioder for et italiensk fodboldhold, men også med et ry som calcioens Ikaros. Om han går ud af døren på Via Druento med vingerne intakte eller i lys lue, ved vi ikke endnu.
