Længe leve European Super League
Af Nicklas Degn - 10. november 2022
Det imposante Europa-tårn i Castallana-kvarteret i Madrid- European Super League-firmaet A22 Sports Management har hjemme i Castellana - ligesom Santiago Bernabéu. Foto: Sandra Wei (via Unsplash).
Et magtspil om fremtidens europæiske klubfodbold foregår i kulisserne. Det virker som David mod Goliat, men hvem er egentlig hvem? Og hvem holder med hvem? Her er fortællingen om European Super League, der slet ikke er slut endnu.
“Fuck Super League. Fuck Super League. Fuck Super Leeeeeeeeeague”.
Kampråbene gjaldede taktfast i Londons gader efter samme versefødder, som under normale omstændigheder ville lægge toner til lovprisende ord om N’Golo Kanté eller Thomas Tuchel. Men de to dage i april 2021 var scenen noget anderledes. Faktisk helt anderledes, end hvad fodboldverdenen var vant til. Fans fra særligt rigmandsklubben Chelsea havde indtaget gaderne i det vestlige London til en regulær protest. At fans står op imod fodboldejere, -ledere eller nye idéer, er ikke et sjældent syn, men at se deciderede fodboldprotester i den virkelige verden, på de virkelige gader og stræder, er alligvel noget, der ikke rigtig har været fodboldverdenen forundt indtil nu. Måske fordi fodbolden hurtigt er blevet så global, at den ikke rigtig eksisterer og manifesterer sig et fysisk sted i hverdagen, men lever i kraft af eksistensen på stadionerne i weekenderne. Men her havde følelserne så sandelig fået fansene ud af døren lige der, hvor de boede.
Scenen var den samme flere steder rundt omkring i Europa og rammen var den meget kontroversielle European Super League, som 12 storklubber i fællesskab og til stort, fælles chok i Fodboldeuropa præsenterede om aftenen den 18. april 2021. Idéen var som sådan ikke ny. Et alternativ til UEFA’s guldko Champions League, men hvor det europæiske fodboldforbunds magt i stedet udelukkende ville være placeret i klubbernes hænder. Konceptet havde indtil den dag ikke eksisteret som andet end en hypotetisk mulighed i en måske/måske ikke nær fodboldfremtid, men at den skulle materialisere sig i 2021, havde de færreste alligevel set komme. Men nu var den der, nu skulle det ske, måtte man forstå på de 12 klubber fra Spanien, England og Italien ført an af Real Madrid-præsidenten Florentino Perez.
Argumentet var simpelt, måtte man forstå på Perez. De unge havde mistet interessen for fodbold, spillet blev mindre og mindre lukrativt for klubberne og noget drastisk skulle til. Heldigvis lå et koncept klar til at løse alle fodboldens udfordringer. European Super League.
Klubberne havde forberedt sig godt, allieret sig med en partner (den partner vender vi tilbage til senere), men ét element havde de ikke kalkuleret korrekt: Omfanget af fansenes reaktion. Sølle to dage skulle der gå, den 18. blev til den 19. april. Chelsea-fansene uden for Stamford Bridge gik på sekunder fra frustrerede slagsange til vild jubel, som var der just blevet scoret et afgørende mål inde på det mennesketomme stadion lige på den anden side muren. Chelsea havde trukket sig fra Super League-projektet, kunne en person fra menneskemængden med en smartphone i hånden berette. Chelsea var ude.
Siden faldt klubberne på stribe. Flotte præsentationstekster og kampagnegrafikker blev billedligt talt stoppet på vej til trykken, og i stedet måtte man i gang med at producere klinisk opsatte videoer med undskyldende klubejere i det gyldne snit. Vi havde forhalet os. Vi ved, at I er de vigtigste, kære fans. Lad os nu hurtigt glemme igen, synes parolen at være fra en ydmyg Liverpool-ejer, John W. Henry.
Symbolikken kunne ikke være tydeligere. De magtfulde mænd, hvis selviske interessetagen fodboldfans i tiltagende grad har klaget over de seneste år, blev besejret af dem, der har fodbolden kærest.
Fodbolden sejrede.
European Super League var død.
Der er bare ét problem. Det passer ikke.
Et magtfuldt persongalleri
Super League-projektet blev ikke begravet den aften den 19. april, men mens fodbolden jublede over at projektet lå til tælling i kanvassen, bemærkede ingen, at European Super League blot blev båret ud af arenaen for at sunde sig ude i omklædningsrummet. For siden at komme stærkt tilbage.
Mens de ni klubber Liverpool, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Arsenal Tottenham, Inter, AC Milan og Atletico Madrid trak sig og erklærede sig tilbage i folden hos “den rigtige fodbold” stod tre klubber hårdnakket tilbage. Real Madrid, FC Barcelona og Juventus. Hvor Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, skuttede sig og siden skulle vise sig at blive fortid af en masse andre grunde, skulede og skumlede Real Madrids Florentino Perez og Juventus-protagonist Andrea Agnelli i kulissen. Men de holdt fast. European Super League var fremtiden, lod de forstå, uden at særligt mange ville lytte. Der var jo en sejrsfest i gang. En frådende passioneret Gary Neville havde fået sin vilje, og fodbolden var efter to dage i grådighedens faste jerngreb, tilbage i menigmands varme favn (sådan har det reelt aldrig været, men nu leger vi lige med).
En ved første øjekast resignerende Agnelli måtte i den følgende weekend opgive sin position som formand i European Club Association (ECA). En relativt ny organisation på unge 14 år, som er en udløber af det magtfulde klubfællesskab G-14. Hvor G-14 var for de magtfulde få, er ECA i dag en sammenslutning af over 100 klubber, det vil sige enhver europæisk topklub med respekt for sig selv og med et håb om et fællesskab, hvor de store europæiske fodboldklubber som institution kan få varetaget sine interesser og tale med en fælles stemme i eksempelvis UEFA. Men nu uden Real Madrid, FC Barcelona og Juventus.
Mens Agnelli trådte ned fra formandsstolen, stod PSG-præsident og de facto ejer Nasser Al-Khelaifi klar til at tage over, og han er den dag i dag stadig ECA-formand. Paris St. Germain glimrede sammen med Bayern München ved sit fravær blandt de 12 stiftende klubber af European Super League, og at de tydeligvis ikke kunne se idéen med det eksklusive projekt, ses tydeligt i ECA’s positionering siden Super League-dagene i april 2021. Ligesom Al-Khelaifi har Bayern München-pinger som Karl-Heinz Rummenigge og Oliver Kahn udnyttet situationen til at rykke længere op i hierarikiet i ECA, hvis top nu primært udgøres af PSG- og Bayern-folk med en knivspids Ajax-top. Samtidig har ECA i klare vendinger erklæret trosskab til UEFA, hvilket ikke er så underligt, set i lyset af, at Nasser Al-Khelifi også har siddet i UEFA’s magtfulde eksekutivkomité siden 2019.
Det var dog først og fremmest hverken PSG, Bayern eller hele ECA, der stod som opposition til European Super League i foråret 2021, men derimod netop UEFA. Det europæiske fodboldforbunds slovenske præsident Aleksander Čeferin tordnede mod udbryderklubberne og stod tilbage som fodboldens sande frelser. En handlekraftig jurist med sort bælte havde uventet pustet en masse støv af UEFA’s image.
Europæisk superfodbolds nye ansigt
Og så lagde roen sig. Men European Super League kunne aldrig erklæres død. Real Madrid, FC Barcelona og Juventus stod stadig fast som støtter af projektet og Florentino Perez gentog ved enkelte lejligheder sit mantra om fodbolden som ødelagt og som et kommende offer for en uinteresseret ungdom. I hånden havde han omfattende undersøgelser, der dog led under eklatant mangel på transparens. Så hvem havde egentlig ret?
Spol frem til oktober 2022. Pludselig syntes FC Barcelona, det var relevant at skrive en artikel på klubbens hjemmeside om udnævnelsen af tyske Bernd Reichart som ny direktør i firmaet A22 Sports Management. Næppe noget, der fik den store opmærksom eller rejste mange øjenbryn. Pressemeddelelsen kunne nemt gå for at være sponsorpleje eller udvidelse af et forretningsområde, der alligevel ikke var relevant for den gængse Barcelona-fan. Men i realiteten var nyheden af en betydning, der faktisk kan måle sig med det, der lå til grund for balladen den 18. og 19. april. Hvis European Super League havde været i dvale i de 18 måneder, der siden var gået, så var det nu blevet vækket til live med fornyet kraft.
Bernd Reichart vender vi tilbage til, men inden skal vi lige nå at vende det, der gik forud for udnævnelsen. I sommeren 2022 mødtes repræsentanter fra UEFA og førnævnte A22 Sports Management ved EU-Domstolen i Luxembourg for at fremlægge hver deres argumenter i en sag om, hvorvidt UEFA har monopol på dele af fodbolden. Om hvad der eventuelt kan og må ske, hvis fodboldklubber rent faktisk vælger at give sig i kast med en udbryderliga. Må UEFA smide klubberne ud af Champions League? Må de smide spillerne ud af landsholdsfodbolden? EU-Domstolen kan komme med i hvert fald nogle af svarene, når der ventes at lande en vurdering i foråret 2023.
Real Madrids hjemmebane Santiago Bernbéu. Real Madrid er fortsat bannerfører for European Super League. Foto: Joshi Milestoner (via Unsplash).
Og så er det vidst på tide at få præsenteret A22 Sports Management og Bernd Reichart ordentligt. A22 er et firma, der blev etableret med det primære formål at hjælpe de 12 stiftende medlemmer af ESL med at realisere projektet. Oprindeligt fløj de under radaren som grå eminencer, men med ansættelsen og den offentlige præsentation af den velklædte, veltalende og charmerende Bernd Reichart i oktober i år, havde firmaet og de facto hele European Super League nu pludselig et selvstændigt ansigt.
Reichart kommer med en stor erfaring ud i arbejde med sportsrettigheder og senest med en årelang ansættelse i en topstilling i den tyske mediekoncern RTL. Og nu skal han så være manden, der tager klubfodbolden over i en ny æra, der i potentiel eftervirkning kan sammenlignes med Bosman-dommen i 1995, der ændrede rammerne for fodboldspilleres kontraktmuligheder og som en direkte konsekvens hele transfermarkedet til fordel for spillerne. Det er stadig et stort spørgsmåls, hvem der egentlig kommer til at få gavn af en European Super League.
Nu skriver vi så november 2022, og vi har i al ubemærkethed lige passeret en ny stor udvikling i striden mellem det etablerede system og Perez og Agnellis våde superdrøm. Reichart og A22 har i et stykke tid ytret ønske om at mødes med UEFA for at få snakket tingene igennem. UEFA tog dem på ordet og inviterede Reichart og de to A22-medstiftere Anas Laghrari og John Hahn til UEFA’s hovedvarter i Nyon, Schweiz. Med var også inviteret en masse af de fremtrædende ledere fra toppen af ECA-hierarkiet. ECA har i øvrigt også hovedkvarter i Nyon. Så tirsdag den 8. november sad Aleksander Čeferin, Nasser Al-Khelaifi, Karl-Heinz Rummenigge og Oliver Kahn ansigt til ansigt med Bernd Reichart. Ligesom bosserne fra Premier League, La Liga, Serie A, Bundesligaen, den internationale spillerforening, sammenslutningen af fodboldfans og så øvrigt en række øvrige topklubber også var med på mødet og - må man formode - på UEFA's side af bordet. No pressure.
Den lille by Nyon, der ligger ud til Genevesøen i det sydvestlige Schweiz, og hvor både UEFA og ECA har hovedkvarter. Foto: Mourad Sami (via Unsplash).
Der kommer sjældent offentlige pip fra lukkede møder blandt topfodboldens beslutningstagere, men de involverede parter fra mødet den 8. november har været bemærkelsesværdigt ivrige efter at tale hver deres udlægning af begivenhederne. Der bliver tegnet to forskellige billeder med det til fælles, at bølgerne gik højt.
A22 er via Reichart i gang med en transparenscharmeoffensiv. Firmaet har fået overskuelig hjemmeside med mission statements og tekster om, hvorfor europæisk fodbold har brug for en overhaling, de er kommet på diverse sociale medier og Bernd Reichart har løbende opdateret om sin tur til Nyon (A22 er selv baseret i Madrid i samme kvarter, hvor man finder Real Madrids stadion, Santiago Bernabéu). Reichart fremstår i videoerne overskudsagtig og diplomatisk. Det er som sagt tydeligt, at A22 har fundet sit ansigt.
Anderledes direkte er tonen fra UEFA, der ellers plejer at kunne formulere sig diplomatisk og på den sikre side. Organisationen sendte efter mødet en pressemeddelelse ud, men fik åbenbart ikke raset ud og udsendte kort efter endnu en.
Hvor A22 ikke bliver mere spidse end at skrive, at “status quo tilsyneladende er tilfredsstillende for UEFA”, samt at fodbolden har brug for reformer og større økonomisk transparens, er der mere ild i pennen hos UEFA.
“Vi er i gang med at tjekke optagelserne, for at se, om der er tale om det samme møde,” indleder UEFA lettere polemisk og hævder (uden dokumentation), at A22 har omtalt deltagere på mødet som “ansigtsløse bureaukrater”.
"Hvis der er noget at tage med fra i dag, så er det, at hele den europæiske fodbold er imod deres grådige plan. (...) A22 ville have dialog, så vi gav dem 2,5 timer af interessenternes tid og hver eneste af dem afviste A22’s tilgang (…). De (A22, red.) hævder, at de ikke repræsenterer de tre tilbageværende klubber (Real, Barca, Juve, red.). De afviser at definere deres angivelige nye tilgang. De siger, de vil have dialog. Men når de får chancen, har de intet at sige”, skriver UEFA videre.
Fronterne er trukket op, og ingen virker synderligt interesserede i at tale forskellighederne ned. Selvom hverken UEFA eller A22 endnu har formået at overbevise omverdenen om, at lige præcis de har den hellige gral til en bæredygtig fodboldfremtid.
At UEFA ventede til lige præcis denne uge med at acceptere og invitere A22 til Nyon er næppe tilfældigt. UEFA er i skrivende stund vært for Convention on the Future of European Football, hvor ECA-klubberne er massivt til stede. Og som allerede har budt på flere gæsteoptrædener fra fremtrædende profiler fra Europaparlamentet.
Til foråret håber UEFA også, at EU-systemet vil kigge deres vej. Perez, Agnelli, den nye Barcelona-præsident Laporta og Reichart håber på det modsatte.
Spørgsmålet er, hvad fodboldfansene ønsker?
