Den gamle dame på foryngelseskur
Af Nicklas Degn - 18. november 2022
Palazzina di Caccia di Stupinigi, der ligger lige ind til Parco Naturale di Stupinigi i Torino. Følger man skovbrynet langs parken fem kilometer mod syd støder man på Juventus’ træningsanlæg, hvor Juventus Femminile spiller ligakampe. Foto: Riccardo Tuninato (via Unsplash).
Kvindefodbold er blevet professionaliseret i Italien. Et åbenlyst skridt i retningen af ligestillingen i sporten. Det har allerede fra dag ét skabt (flere) hovedbrud hos den skrantende kæmpe, Juventus.
Det gik jo lige så godt hos de zebrastribede for Torino. Det var sommeren 2020 og La Vecchia Signora - den gamle dame - havde lige vundet herrernes Serie A for niende gang i træk og kvindernes Serie A for tredje gang på tre år. På bestyrelsesgangene blev idéen om en European Super League muligvis drøftet i et forsøg på at hægte sig på haserne af den buldrende Premier League-økonomi, men sportsligt sad man solidt på det italienske landskab. Men så skete der noget.
Først var der mændenes deroute. Den er en fortælling for sig og involverer en af Europas største grader af ejer-til-klub-finansering, Cristiano Ronaldo og en både dyr og tam midtbane, men det er en anden historie, vi kan folde ud på et andet tidspunkt. For hos kvinderne var det dynasti, der kulminerede hos mændene, stadig kun i gang med at blive foldet ud.
Læs også:
Længe leve European Super League
Her er fortællingen om European Super League, der slet ikke er slut endnu.
Juventus Femminile vandt også de kommende to mesterskaber, så de i sommeren 2022 kunne fejre den første femdobbelte ligatriumf i den organiserede italienske kvindefodbolds 54 år lange historie. Juventus’ kvindehold blev oprettet i sommeren 2017 som en del af en større rebrandingproces, der også førte det nye J-logo med sig.
Nu skulle Juventus være en moderne fodboldklub og forretning, og sådan en skulle selvfølgelig også have et kvindefodboldhold. Også gerne et dominerende et af slagsen. Her fem år senere har Juventus vundet Serie A Femminile fem gange. Det ene mesterskab mere suverænt end det andet. Men nu er også de stødt på problemer.
Mod slutningen af 2021-2022-sæsonen præsenterede den italienske ligaforening planerne for kvindefodboldens fremtid, og de var vidtgående, hvis man sammenligner med de fleste andre UEFA-lande, men samtidig lagde de sig i slipstrømmen af England, der også på kvindefodboldsiden er ved at udvikle sig til et lokomotiv. Om det er et af den slags, der stikker af fra om omverdenen eller en af dem som viser vejen og driver et læs af vogntoge med sig på slæb, må være op til den enkelte at vurdere. Men nu skulle Italien ligesom England have et fuldtidsprofessionelt setup for den organiserede klubfodbold for kvinder.
Samtlige hold i Serie A Femminile er fra og med den igangværende 2022-2023-sæson fuldtidsprofessionelle og modstanderne matcher nu i udgangspunktet Juventus, selvom størrelsen på budgettet naturligvis ikke er det samme. Derfor ville man kunne forvente en forsinkelse i konsekvensen på banen, men den niveauforskel, der åbenlyst ville blive udjævnet, er kommet meget tidligere end ventet.
Ud af skyggen
Henover sommeren tog en række andre topklubber omstillingen seriøst og brugte den til at koncentrere mængden af profiler i færre klubber. Og at hente til udefra. Mens Juventus i høj grad spiller videre med samme hold, er Roma lykkes med opgradere et hold, der længe var det næstbedste i Italien, til nu at føre Serie A og ligne en mere sandsynlig Scudetto-kandidat. Det er sket via kløgtig scouting i Skandinavien og så en transfergenistreg i erhvervelsen af topscorer Valentina Giacinti, der længe har været en profil i AC Milan og for en kort overgang Fiorentina, men som altid har stået i skyggen. I klubregi sammen med sine hold bag Juventus og i landsholdsregi i læ af den fire år ældre Juventus-angriber Cristiana Girelli. Det er stadig tidligt, og Girelli er da stadig ligatopscorer med syv mål foran Giacintis fem, men det ser ud til at tingene så småt kan vende begge steder.
Udover Roma og Juventus har også Fiorentina og Inter omstillet sig i en sådan grad, at de kan være med i toppen og skaber en jævnbyrdighed, man ikke har set i nyere tid. AC Milan kæmper om at være med, og har som et af de eneste hold i den bedste halvdel af ligaen ikke fundet rytmen. Det til trods for at Milan lavede en af sommerens mest markante transfers, ikke bare i Italien, men i Europa, da de hentede den svenske stjerne Kosovare Asllani i Real Madrid. Desuden lever jævnbyrdigheden, konkurrencedygtigheden og hele produktet i ligaen godt af, at der med professionaliseringen samtidig blev skåret ned i antallet af Serie A-hold fra 12 til 10.
Mens herrernes klubfodbold står stille, går kvinderne allerede inden at 2022 bliver til 2023 ind i en afgørende fase. Roma har ligesom i ligaen fået en flyvende start i Champions League og ser ud til at gå videre uden problemer, mens Juventus for at gøre ondt værre er havnet i dødens pulje og kommer til at kæmpe hårdt for at gå videre foran enten Arsenal eller de forsvarende Champions League-vindere Lyon. Det kan skabe yderligere problemer med at hold den fornødne koncentration og energi på Serie A.
Juventus har ellers fortsat det formodentligt største budget og den stærkeste trup, samt faciliteter og stab. De har hvad der skal til for at fastholde dominansen internt i Italien med det bundsolide danske midtbaneanker Sofie Junge (der til denne sæson har skiftet rygnummer til nummer to for at gøre opmærksom på vigtigheden i Parisaftalens mål om ikke at komme over 2 graders global opvarmning), den stærke stopper Sara Gama, den finurlige dribler Lineth Beerensteyn og førnævnte Girelli. Og så skal det også med, at det formentlig har været udslagsgivende, at Juventus endnu ikke har haft to af de bedste spillere oppe i omdrejninger i denne sæson. Islandske Sara Björk, der fødte sidste år, og den måske bedste spiller i Italien, Barbara Bonansea, der har døjet med skader.
Alle skal med - før eller siden
Om Juventus’ nye virkelighed nu også er det, det giver sig ud for at være, eller om der er tale om en langsom omstilling, der resulterer i fortsat dominans, bliver vi først klogere på i løbet af foråret. Større forspring har Roma ikke bygget endnu. På længere sigt skal det blive interessant at se, om Italien med sit krav til setup har tænkt fremad, eller bare været hurtige til at tage et skridt, de alligevel bliver tvunget til at tage på et tidspunkt.
Længe har jungletrommerne meldt om mulige minimumskrav fra UEFA, hvad angår en fodboldklubs engagement i kvindefodbold, hvis pågældende fodboldklub ville opretholde sin UEFA-licens og dermed have mulighed for at spille med i europæiske turneringer.
“Vi er klar til at ændre og reformere italiensk fodold”
For ganske nylig blev det så konkret, da UEFA overfor TV3 Sport bekræftede, at et sådant krav er på vej. Når sæsonen 2024-2025 sparkes i gang, skal en fodboldklub have igangsat en endnu ikke helt defineret form for støtte til et kvindefodboldprojekt. Det betyder ikke, at alle klubber med respekt for sig selv bliver tvunget til at have et kvindefodboldhold, og det er en væsentlig pointe at have for øje. En form for økonomisk håndsrækning til et allerede eksisterende kvindehold i samme region kan tilsyneladende være nok.
Set i det perspektiv ligner Italiens tiltag et mere velmenende end kynisk og beregnende et af slagsen. Der bliver da også taget flere ambitiøse tiltag fra forbundsplan i et forsøg på at få italiensk fodbold tilbage til fordums styrke. Det italienske landshold er for ustabilt, når det skiftevis misser kvalifikation til VM, vinder EM, og igen må sidde på bænken ved VM. Den italienske liga har hverken niveau eller købekraft der kan nærme sig Premier League.
Så sent som i september, et halvt år efter at Italien missede kvalifikationen til VM 2022, var præsidenten for det italienske fodboldforbund, Gabriele Gravina, ude at sige, at der skulle ske noget drastisk strukturelt ved italiensk fodbold og gerne hurtigt. “Vi er klar til at ændre og reformere italiensk fodbold,” lød de utvetydige ord fra Gravina, der kan stå som enten gallionsfigur eller den mislykkede visionære, når historien skal skrives om calcioen og om hvorvidt den nåede tilbage til de glade 90’ere, hvor mændenes Serie A i perioder var den bedste fodboldliga i verden.
