Her er, hvad du skal holde øje med i fodboldens 2023
Af Nicklas Degn - 30. december 2022
Fra Chelsea i det mondæne vest og til det nye kombinerede UEFA/CONMEBOL-kontor: London bliver på mere end ét område et muligt arnested for fodboldens spændende tendenser og udviklinger i 2023. Foto: Gianmarco (via Unsplash).
London kommer til at være mere end almindeligt interessant at holde et vågent fodboldøje på i det kommende år. Her er de udviklinger og tendenser, der kan komme til præge fodboldens udvikling i 2023.
Nu skal vi sige farvel til et år, der fik ordet “historisk” til at miste sin betydning. Geopolitisk såvel som forsvars- og sikkerhedspolitisk, ja vel sagtens også globaløkonomisk, men i en vis forstand også hvad angår fodbolden.
Hvor det kommende år bredt set bliver svært at forudse på grund af de fangearme, som krigen i Ukraine har kastet ud over ikke kun vores kontinent, men hele verden, så er det straks nemmere at formulere de tendenser og udviklinger, der vil fortsætte fra 2022 og ind i 2023. Den udvikling anser Calcio.dk for vigtig at sætte sig ind i, hvis man vil forstå fodbolden som globalt og kulturelt fænomen, og derfor sætter vi en ære - nej en pligt! - i at holde os og på den måde også dig opdateret på, hvad det betyder, når pengene, personerne eller spillet flytter sig i en given retning. Det kræver indsigt og analyse, så vi kan forstå fodbolden og på den måde holde fast i, at spillet skal være for alle. Den indsigt og de analyser vil Calcio.dk gerne love, at vi også giver dig i 2023.
For at klæde dig bedst muligt på, tager vi dig nu gennem de brydninger, som du skal holde øje med i det kommende år, hvis du vil forstå verdensfodbolden.
Inden vi kaster os over listen, så kommer her en nytårsopfordring til alle Calcio.dks læsere: Hvis du synes, at Calcio.dk bidrager med noget væsentligt og gerne vil have endnu mere af det i 2023, så udbred budskabet. Fortæl om os til en fodboldinteresseret ven, eller andre bevidste fodboldforbrugere. Følg os på Facebook, Twitter og Instagram og del vores tekster. Så kommer der flere af dem. Så simpelt!
Og med de ord, er her vores opgørelse over det, du skal holde med i fodboldåret 2023. Godt nytår ønske alle læsere fra Calcio.dk!
Flerklubsejerskaber
Bedre kendt under den amerikanske version “multi-club ownership” - eller simpelthen bare MCO - så blev det i 2022 endnu mere udbredt med forretningspersoner og konsortier, der opkøbte klubber til en i forvejen eksisterende portefølje af klubber. Det er svært at se, hvad der på nuværende tidspunkt skal bremse udviklingen, for det er tydeligt, at der især blandt amerikanske og meget kapitalholdige investeringsmiljøer er opstået en populær idé om, at det europæiske fodboldmarked er attraktivt, hvis man først får fat i et spindelvæv, der breder sig over undervurderede markeder. Og et sådant marked er der tydeligvis nogen, der mener, at Danmark er. Sammen med lande som Frankrig, Belgien og Portugal, i en vis grad også Italien, ser vi en udvikling, hvor klubber fra de næsthøjeste hylder bliver opkøbt i form af en aktiemajoritet og via ejernes øvrige investeringer kommer i familier med en 3-4-5 andre klubber rundt omkring på kontinentet. FC Midtjylland og FC Nordsjælland var forløber herhjemme, men de to provinsklubbers modeller og tendensen og tidshorisonten omkring dem, er en anden end den, som SønderjyskE, Fremad Amager, FC Helsingør, Esbjerg fB, Brøndby IF og måske snart AaB enten har været eller stadig er en del af - med varierende succes.
Manchester City var en af de første og største klubber til at blive opkøbt som en senere del af et multi club ownership. City Groups portefølje er en af dem, der spænder bredest: Udover England har gruppen klubber i Japan, Australien, Uruguay, USA, Indien, Kina, Spanien, Belgien, Frankrig og så sent som i år tilføjede de den nyopstandne italienske klub Palermo til puljen. Foto: Phu Coang Pham (via Unsplash).
Modellen er allerede - selvom måske tendensen stadig er i sin spæde oprindelse - forbundet med en vis skepsis fra loyale fankredse. Det ligner sund skepsis, for det skyldes nok særligt, at det stadig er en anelse utransparent, hvad den egentlig årsag er til særligt amerikanernes pludselig forelskelse af “den lokale forankring” i Haderslev, den jydske vestkyst, københavnske vestegn, eller Jammerbugt, Gladsaxe og Vendsyssel og hvad der ellers kan kastes i puljen. Det er et uopdaget klondike af transferprofitter, de kommer efter, lød den tidlige forklaring. Det er den amerikanske exceptionalisme, der kommer ridende med en klar forventning om, at de ved en masse om data, som europæerne slet ikke kan finde ud, lød en efterfølgende forklaring. Forklaringen ligger nok et sted midt imellem, for selvom alle opkøb bliver serveret med en masse florombundne citater om klubber som kulturbastioner med stor betydning for lokalsamfundet, og om de her amerikaneres undertrykte, men altid glødende fascination af fodbolden, så vil det godt nok være lige tilfældigt nok, at vi ser alle de her opkøb inden for en relativt kort periode på de seneste par år. Nogen ved noget, eller også tror de, at de ved noget. Nu må tiden så vise, om de lister ud af bagdøren som i Sønderjylland, eller om de rent faktisk har opfundet den dybe Moneyball som i Herning/London.
Kan fodboldens gamle penge overhovedet være med mere?
Udviklingen i ejerskaber af fodboldklubber betyder også en stigende udvanding af “den gamle måde” at drive fodboldklub på. I hvert fald herhjemme. Der var i mange år rigeligt med penge i diverse lokale og regionale erhvervsliv til at holde en fodboldklub kørende på et konkurrencedygtigt niveau i Danmark, og ved i samlet flok at skabe en så kompetitiv liga, at de bedste fra tid til anden kunne bryde gennem muren og repræsentere Danmark i Champions League. Den tid begyndte allerede at være forbi, da de første klubber takkede ja til have uforpligtende snakke med udenlandske investorer. Pludselig fandt man ud af, at pengepunge også kom i XXL. Og har du set dem, de kan få i England? Det er jo et helt andet målesystem.
Det lykkedes rent faktisk hos de første overtagelser af danske klubber at bibeholde den lokale forankring og samtidig at ramme et højere niveau. Måske er det derfor, at udviklingen kom snigende, uden at vi rigtig var klar over. Det gik jo meget godt i FC Midtjylland og FC Nordsjælland! Og det lød jo meget godt, da amerikanerne lovede noget lignende i det sydjyske med forskellige ukendte amerikanske investorers opkøb af SønderjyskE og Esbjerg fB med få måneders mellemrum. Men den gik ikke. Ejerne er godt nok stadig ombord i tilfældet EfB, men med forbehold for, at de gør så mange ord til skamme, at man kan skrive en Knausgård-lang romanserie af dem, så har de næppe bevist noget ved at rykke en traditionsrig klub fra Danmarks femtestørste by fra bronze i Superligaen til 2. division på et par år. Men da det begyndte at stå klart, at de danske klubindkøb måske ville blive returneret, var løbet allerede kørt. De lokale forretningsdrivende kunne ikke bare gå ind og matche de udenlandske investorer, så hvis man ville tilbage på lokale hænder, ville det kræve en kraftig beskæring i budgettet. Og en indsats for at overbevise dem, der tidligere gennem mange år havde lagt sine hårdt tjente sparekroner i byens eller landsdelens fodboldstolthed, om at gøre det igen, selvom den lokale forankring i offentlighedens øjne havde lidt et knæk i mellemtiden.
Det er den situation, som et par danske klubber går og bakser med lige for tiden. Det, at man ikke “bare” kan forsøge sig med en saltvandsindsprøjtning af fremmed kvalitet, for derefter at vende tilbage til de gode gamle dage, illustrerer et skift i den form for kapital, som det nu kræver at drive en professionel fodboldklub i den bedste række. Også i Danmark.
Er det så slut med den gamle model for evigt? Ikke nødvendigvis. De første retningslinjer for køb af en dansk fodbodklub er allerede blevet implementeret af Divisionsforeningen, belært af lektien og i en erkendelse af, at Danmark førhen praktisk talt var det vilde vesten for en potentiel fodboldinvestor at kaste sig om bord i. Nu skal man i det mindste redegøre for, hvor man har sine penge fra. Men når man har gjort det, så er det stadig op til pågældende investor at bestemme, hvordan vedkommende så bruger de penge på klubben.
“Det er den situation, som et par danske klubber går og bakser med lige for tiden. Det, at man ikke “bare” kan forsøge sig med en saltvandsindsprøjtning af fremmed kvalitet, for derefter at vende tilbage til de gode gamle dage, illustrerer et skift i den form for kapital, som det nu kræver at drive en professionel fodboldklub i den bedste række. Også i Danmark. ”
Det nye Chelsea
Vi fortsætter i samme spor, for Chelsea er en af de klubber, der for relativt nylig er blevet opkøbt af et konsortium bestående af primært amerikanske forretningsfolk. Selvom en af de mest fremtrædende faktisk er den meget interessante schweiziske filantrop Hansjörg Wyss, men det er en anden historie til en anden tid. Vi skal i stedet fokusere på de nye Chelsea-ejeres ansigt udadtil, Todd Boehly. For at vurdere en ejer af en fodboldklub, skal man i virkeligheden vurdere ham på de folk, som han i sidste instans sætter til at drive og udvikle fodboldklubber. Underforstået: Kommer en ny ejer ind uden fodbolderfaring, men vælger at træffe de beslutninger, der ligger tættest inde på banen, så bør alle advarselslamper lyse. Man føler en trang til at lave en direkte parallel til det, der lige nu foregår med Twitter, men man bør afholde sig fra det. Og det fik jeg så gjort alligevel.
Ikke desto mindre ligner Boehly i sine første optrædender på tribunerne på Stamford Bridge en ejer, der er gået helhjertet ind i sit projekt. Det skal nok glæde en masse Chelsea-fans, men de bør først og fremmest varme sig ved, at det tilsyneladende rent faktisk ikke er Boehly, der har valgt at sætte det sportslige set-up - i hvert fald ikke uden at få kyndig rådgivning, som han i så fald har lyttet til. Det så ellers bekymrende ud, da Boehly som noget af det første efter opkøbet valgte at indsætte sig selv som fungerende sportsdirektør i stedet for den ekstremt kompetente og anerkendte Abramovitj-allierede Marina Granovskaja. Men mon ikke Boehly er blevet hvisket i ørerne, frem for selv har fundet ud af, at der er noget perspektiv i at ansætte Graham Potter til at træne holdet og at lade det unge tyske scouting-wunderkind Christopher Vivell fra Red Bull-skolen få sin store chance som teknisk direktør. Det er der i hvert fald både vision og ambitioner i.
Juventus
La Vecchia Signora træder ind i 2023, mens de bærer rundt på et ordentligt stormvejr, der kun er gået en lille smule ned i vindstyrke, efter at statsanklageren i Torino kort før jul ikke fik held med at bure den nu tidligere Juventus-præsident Andrea Agnelli inde. Selv samme statsanklager startede det hele, da det i slutningen af november kom frem, at instansen havde taget et granskende kig på Juventus’ seneste årsregnskab og særligt på den post, der hed lønninger under coronapandemien.
Historien sørgede Juventus for at komme i forkøbet med chokmeldingen om, at Agnelli og resten af bestyrelsen valgte at gå af. Det er derfor en ny Juventus-top med erfaring fra blandt andet medie- og finansbranchen, der skal føre klubben ind i 2023 på et tidspunkt, hvor det ellers var begyndt at gå godt igen på banen. Inden Serie A gik på kombineret vinter- og VM-pause, lignede Juventus den klub, der vandt samtlige scudetti fra 2012 til 2020. Det gør de muligvis stadig. Det er ikke fordi bestyrelsens rod har fået spillerne til at stå af på projektet. Men det er pludselig blevet interessant at følge resten af Juventus’ sæson af helt andre grunde, end hvad vi troede for blot en måned siden.
Læs også:
Juventus danser videre, men ingen ved, om musikken spiller
European Super League
Også her skete der markante begivenheder mod slutningen af året, der kan kaste interessante perspektiver ind i 2023. Hvor de fleste nok gik og troede, at hele historien om en European Super League begrænsede sig til et par bizarre dage i april 2021, hvor idéen tilsyneladende fødtes og døde igen inden for 48 timer, så åbenbarede det sig i løbet af 2022, af ESL er en idé, der ikke alene har eksisteret i en del år, men som også stadig lever i bedste velgående. Det gør den stadig, selvom EU-domstolen med få uger tilbage af året kom med en vurdering i det lovmæssige slagsmål mellem UEFA og ESL-aktørerne, og den vurdering stillede sig i den grad i UEFAs hjørne. Men firmaet, der varetager ESL-projektets interesser (det vil sige indirekte for Real Madrid, FC Barcelona og Juventus) er her endnu, og bliver ved med at spytte diverse mere eller mindre transparente rundspørger ud, der hver især - ifølge ESL-bagmændene - fortæller om vigende fodboldinteresse fra de yngste generationer. Det kommer de til at blive ved med med at gøre i 2023. For European Super League er fodboldens frelser, må man forstå.
Læs også:
Længe leve European Super League
Her er fortællingen om European Super League, der slet ikke er slut endnu.
VM 2023 i Australien og New Zealand
2022 var et stort år for kvindefodbolden.
Der blev øremærket og forpligtet flere penge (og indflydelse) i det europæiske fodboldsystem og som oplevede rekorder i tilskuertal overalt på kontinentet.
Inden for et par år træder der nye regulativer på plads, der tvinger alle fodboldklubber, der vil have licens i UEFA-systemet, til at lave en eller anden form for investering i kvindefodbold.
Der var bagt op til et stort EM i sommer, der blev set som en foreløbig kulmination på den stigende interesse og investering, og nu er næste milepæl det VM, der skal spilles til sommer i Australien og New Zealand. Men som vi allerede nu ved, bliver uden nogle af spillets største stjerner, for Europamester Beth Mead og Arsenal-kollegaen Vivienne Miedema (to af de absolut bedste offensivspillere i verden) er lige løbet ind i de korsbåndskader, der hærger kvindefodbolden. Og verdens ubestridt bedste, Alexia Putellas, er stadig kun ved at komme tilbage fra en lignende skade. Det er et symbol på et område af sporten, som den øgede prioritering bør forpligte sig til at kigge på, nemlig den manglende forskning i den fysiologiske del af kvindefodbolden. Fodbold blev lavet af mænd til mænd for mænd, men sådan skal det ikke være fremover.
Værtskaber
En reel debat om et VM-værtskab inden selve uddelingen af det pågældende værtskab, har aldrig rigtig fundet sted. Men det bør det nu afsluttede VM i Qatar og den debat, der ledte op til slutrunden, have ændret på.
Autokratier kan i de her årtier se en fidus i at tiltrække store sportsbegivenheder, og det ligner ikke en tendens, der kommer til at stoppe lige for indeværende årti. Men spørgsmålet er, om ikke 2023 kan ende med at blive et stille år, hvad angår den debat. For det er først i 2024, at værten for VM-slutrunden til 2030 skal besluttes. Det er en dårligt bevaret hemmelighed, at Saudi-Arabien vil byde ind på værtskabet, og sker det, så kan og skal debatten om menneskerettigheder indtræffe. FIFA har indskrevet statutter, der dikterer, at menneskerettigheder skal veje som et kriterie, når fremtidige slutrunder skal placeres, og selvom de ikke synes håndhævet ved de første par VM for klubhold-slutrunder, der er blevet uddelt siden indskrivelsen, så er det svært at se, at VM 2030 skal ende i Saudi-Arabien, uden at det bliver under stor ståhej på den ene eller anden måde.
Hvis buddet bliver endelig bekræftet i 2023, kan det dog betyde, at debatten bliver kickstartet - med mindre fodboldfolket allerede er blevet træt af at snakke om de steder, fodbolden spiller, og hellere vil snakke om, hvordan den spilles (hvortil der også er en interessant tendens at holde øje med i det kommende år, mere om det i bunden af den her artikel).
FIFA
Det leder naturligvis over i et fokus på FIFA. Organisationen gjorde takket være præsidenten Gianni Infantino ikke meget for at holde sig i baggrunden under VM, for schweizeren indledte slutrunden med den der bizarre tale, du nok godt kender til allerede. Og han sluttede af med at understrege, at han altså godt kan blive siddende indtil 2031, for de første tre år af hans præsidentperiode tæller altså ikke, bare lige så I ved det. Der var bare ingen, der havde spurgt, og heller ingen, der virkede synderligt interesserede.
Infantino sidder nemlig solidt plantet på et mandat, der ikke ser ud til at komme til diskussion lige foreløbigt. Der var i det hele taget under VM et eller andet med overraskende følelsesladede pressemøder, for udover Infantinos indledede af slagsen (der ved nærmere eftertanke næppe kan kaldes et pressemøde, når der nu ikke blev taget imod spørgsmål), så lukkede DBU snakken om “One Love”-armbåndet ved at formand Jesper Møller erklærede mistillid og manglende opbakning til Infantino.
Det var dog at råbe for døve ører, sagde Jesper Møller selv indirekte, da han i samme åndedrag fortalte, at Infantino havde støtteerklæringer fra 207 ud af FIFAs 211 medlemslande. Men DBU får han altså intet fra! Jeg har i øvrigt fået bekræftet fra henholdsvis det norske og det tyske fodboldforbund, at de to lande heller ikke har givet en støtteerklæring til Infantino.
En stålskulptur, hvis budskab er anti-korruption, foran Kigali Convention Centre i Rwandas hovedstad, hvor der i marts 2023 skal afholdes FIFA-kongres, og hvor Infantino som eneste kandidat til FIFA-præsidentembedet bliver genvalgt for en ny fireårig periode. Skulpturen, der forestiller en arm, er lavet af den irakiske kunstner Ahmed Al Bahrani, sponsoreret af Qatar, og har lignende udgaver placeret i Wien, Geneve og Malaysia. Foto: Reagan M. (via Unsplash).
UEFA og CONMEBOLs samarbejde
En overset alliance i fodboldens verden er den mellem det europæiske fodboldforbund, UEFA, og det sydamerikanske ditto, CONMEBOL. Det opstod for alvor tidligt på året, da FIFA-præsident Infantino endelig offentliggjorde sin interesse i et VM hvert andet år, hvilket naturligvis ville være en direkte devaluering af EM og Copa America. Infantino har allerede tidligt i sin præsidentperiode prioriteret at få et godt forhold til det afrikanske fodboldforbund CAF, der har hele 54 ud af 211 FIFAs medlemslande - hvilket altså vil sige over en fjerdedel af stemmerne. Det asiatiske fodboldforbund, der styres af hans vicepræsident i FIFA, Sheikh Salman bin Ibrahim Al Khalifa fra kongefamilien i Bahrain, og dets 47 medlemmer har Infantino også et fint forhold til. Og her skal man huske på, at selvom CONMEBOLs medlemmer har en uomtvistelig stor plads i fodboldhistorien, så består forbundet altså kun af 10 medlemmer. Om Infantino nogensinde har haft en stor interesse i at indgå alliance med CONMEBOL, skal være usagt, men nu ser det svært ud, for CONMEBOL har i bogstaveligste forstand lukket sig inde sammen med UEFA. I april åbnede de to forbund et fælles kontor i London, og 2022 var også året, hvor de to forbund genoplivede Finalissima-konceptet, hvor de regerende Copa America- og EM-vindere mødes i en enkelt kamp om Finalisissma-trofæet. Det vandt Argentina over Italien i juni - selvfølgelig i London.
De to kommende transfervinduer
I 10’erne blev vi vant til at se den ene rekord efter den anden blive slået på et transfermarked, der stikkede af. Ikke overraskende bremsede pandemien den udvikling, men det var snarere en stagnering, mere end at der var tale om det dyk, man ellers kunne have forventet. Kast en krig og de afledte økonomiske effekter og en voldsom inflation oven i, og så er det svært at se, at fodbolden kan kaste et alt for voldsomt transfervindue af sig i 2023. Men samtidig ved vi, at et VM kan skrue en efterspørgsel efter et par håndfulde spillere, du (indrøm det!) ikke rigtig kendte før slutrunden, helt i vejret. Nu er et sådant transfervindue endda for første gang placeret i januar-vinduet. Hvilken transfervirkelighed træder vi ind i lige om lidt?
Sponsorerne trækker mod øst
Du har formentlig allerede bemærket det. Sproget på bannerreklamerne bliver sværere at tyde. Det var tilfældet under VM, men det er i stigende grad også tilfældet i Premier League, hvor annoncekronerne og sponsoraterne i hyppigere grad begynder at komme fra østlige frem for vestlige brands. Adidas og Coca-Cola er stadig storsponsor hos FIFA, men de har fået selskab af statsejede Qatar-firmaer, den sydkoreanske bilfabrikant Hyundai og det kinesiske ejendomskonglomerat Wanda Group. Det har været i gang i et par år, og spørgsmålet er nu, i hvilken retning det går på den anden side af VM i Qatar.
“Jeg har i øvrigt fået bekræftet fra henholdsvis det norske og det tyske fodboldforbund, at de to lande heller ikke har givet en støtteerklæring til Infantino.”
Kryptovaluta - crash eller peak?
2022 blev et rædselsår på finansmarkederne, og også på det kryptomarked, der ellers skulle være så afkoblet fra udviklingen på det øvrige aktiemarked - men som i stedet oplevede crash på crash og konkurs efter konkurs. Det kom på et tidspunkt, hvor kryptovalutaen var begyndt at udbrede sig i fodboldindustrien. Klubber så en fidus i at hoppe ombord i de såkaldte “fan tokens” eller andre former for NFT’er (non-fungible token), en slags internetpolet, som fans kunne købe sig næsten uanede mængder af og på den måde få medindflydelse i den pågældende fans klub. Den indflydelse begrænsede sig dog oftest til en stemme per fan token i en afstemning om eksempelvis hvilken sang, der skulle spilles under opvarmningen til en ligakamp. Og så er spørgsmålet om ikke fan tokens i sidste ende blev brugt til at spekulere i. Hvis det var tilfældet, så var det dog en dundrende fiasko for alle i 2022.
I 2023 vil det vise sig, om krypto i fodboldmæssig forstand var en dille som fodbolden brændte sig på, eller om kryptovaluta kan få comeback.
Gamblingens fangarme
Mens sportens annoncekroner på det globale plan flytter mod øst som skitseret tidligere i denne artikel, så sidder spillebranchen tungt på flæsket herhjemme. Mens vi kan se frem til et opgør med reklametrykket fra spillebranchen med genvalget til Jeppe Bruus på posten som skatteminister - så er det mere tvivlsomt, om gambling løsner sit greb i sporten. Snarere tværtimod. Premier League-klubberne svømmer rundt i et mudret hav af alskens bettingudbydere, der i visse tilfælde tilsyneladende slet ikke er, hvad de giver sig ud for at være, hvilket det norske fodboldmagasin Josimar har dækket grundigt. England har grundet den nemme vej til en gamblinglicens udviklet sig til et slaraffenland for spillehajer med internetforbindelser og whitelabel-forbrugere af både svingende kvalitet og moral.
Selvom der begynder at blive kaldt på et oprør og strammere regulering, så ligner det ikke noget, der kommer højt på dagsordenen i England i 2023, og måske betting endda ender med at vinde yderligere og bredere frem i fodboldverdenen. Det er i hvert fald slående, at FIFA få dage inde i VM for første gang nogensinde fik sig en bettingpartner - vel at mærke uden at annoncere det. Det skal ikke kunne siges, om der var tale om en forglemmelse, men den er god nok: Den græske spiludbyder Betano blev FIFA-sponsor under VM og fremgik på bannerreklamer.
Er rygterne om talformationernes død stærkt overdrevne?
Slutteligt skal det heldigvis også handle om det, der sker inde på græsset, for den taktiske fodboldformidling kan stå overfor en stor og tiltrængt udfordring i det kommende år. Jeg oplever påfaldende tit, at fodboldtrænere ikke længere bare uden videre vil anerkende præmissen om talformationer som udgangspunkt for en fodboldtaktisk snak. Nu skal vi tilsyneladende ikke længere snakke om 3-5-2, 4-4-2, juletræsformationer og så videre, nej, moderne fodbold er mere flydende og handler i langt højere grad om at finde plads og rum på banen.
Det er enormt spændende, måske ganske angstprovokerende, hvis man er vokset op med noget andet og har brugt lang tid på at nærlæse Jonathan Wilsons “Inverting the Pyramid” for at understrege, at man altså har styr på det, men personligt tror jeg, at vi alle har godt af at få rusket de værste klichéer og gamle antagelser om en fireback-kæde og en kompakt midtbane af os.
Herhjemme er vi heldigvis velsignet med med stærke taktiske hoveder i særligt tv-formidlingen af fodbold, så mon ikke de griber udfordringen og holder os alle sammen trygt og varmt i hånden ud på nyt og ukendt farvand i 2023.
Det tror jeg.
