Kald ham ikke Maradona
Af Nicklas Degn - 27. februar 2023
Det mytiske vægmaleri af Diego Maradona i Napolis spanske kvarter. Det blev malet af kunstner og fodboldfan Mario Filardi i 1990, hvor Maradona førte Napoli til sit og klubbens andet mesterskab. Foto: Alberto Barbarisi (via Unsplash).
Napolis succes kommer lige så uventet, som den tilsyneladende er resultatet af et kontinuerligt stykke arbejde. Det er ingen tilfældighed. Derfor kan en Scudetto bryde en af italiensk fodbolds mest etablerede fordomme.
Et menneskehav formede og bølgede sig ude foran Stadio Diego Armando Maradona, kun afbrudt af en bil, der på en eller anden måde havde forvildet sig ind i midten af festen.
Kortvarigt var det svært at diagnosticere vrede fra glæde, men få sekunder inde i optrinnet stod det klart, at det her var euforiens vanvid. Uden nogen chancer for at komme væk vuggede karosseriet på den lille bil i takt med de omkringståendes begejstring.
Inde i bilen gentog billedet sig. Var manden på passagersædet rasende, eller opslugt i en overflod af glæde? Og igen skulle forvirringen kun bruge et par sekunder på at finde hoved og hale i det hele. Jo, Napoli-ejer Aurelio De Laurentiis var skam en glad mand, som han sad der og ufrivilligt måtte lade sig parkere, mens han blev tiljublet af Napoli-fansene efter holdets 2-1-sejr over hovedstadsklubben Roma, der konsoliderede Napolis suveræne førsteplads i Serie A. “La capolista se ne va,” sang fansene mod bilruderne, og 73-årige De Laurentiis, der er født og opvokset i Rom, gengældte med snart sagt endnu større vokal og vuggende musikalske bevægelser den anden vej.
“Lederen er stukket af,” lyder den danske oversættelse af Napoli-fansenes yndede slagsang, der stammer fra en svunden tid, hvor Napoli også lå i toppen af Serie A og blev ved med at udbygge føringen. En svunden tid, der er blevet til nutid igen.
Scenen med Napoli-ejeren er Napolis nuværende og meget gunstige situation kogt ind til ét moment. Det er godt at være napolitaner lige nu, for Napoli er fodbold og fodbolden går godt lige for tiden. Syditaliens største fodboldklub er ikke blot stukket af fra konkurrenterne, de er i gang med en magtdemonstration så stor, at de stadig har mulighed for at slå pointrekord i Italien. Derfor er Serie A-sæsonen 2022/2023 ikke historien om de øvrige tophold, der snubler, det er ikke historien om Juventus’ pointstraf og plusvalenza, og det er ikke fortællingen om et mesterskab, der er billigt til salg. Det er først og fremmest historien om et hidtil uset højt niveau fra Napoli.
Den åbenlyse og formentlig også korrekte analyse var ellers, at Napoli havde sin storhedstid bag sig. Den helt store af dem lå fra 1987 til 1990, men også set i forhold til klubbens nyere historie, lignede det, at Napoli ville skulle kigge bagud i stedet for fremad for at se storhed. Maurizio Sarri skabte mellem 2015 og 2018 et hold, der blev beundret og var kilde til inspiration hos alle de store i Europa. Trods et samlet pointsnit på respektindgydende 2,16 lykkedes det dog aldrig Sarri at vinde en Scudetto i Napoli, og det naturlige ville herefter være, at Napoli cashede ind på nogle profiler, lod de løntunge og aldrende profilers kontrakter løbe ud, for dernæst at skabe et nyt hold, der lige så stille og roligt kunne drysse nedad i tabellen, men konsolidere sig i den umiddelbare subtop. Det var da også præcis, hvad der skete, pånær placeringen i tabellen. Napoli holdt fast i toppen, men begyndte efter Luciano Spallettis indtræden i 2021 at kravle opad i stedet.
Vinbondens søde revanche
Spallettis egen historie er også den om en mand, der ikke fulgte den sti, der ellers var lagt foran ham af eksperter. Den anden svingom i AS Roma blev på papiret utroligt flot, men vil for fodboldromantikere være mudret af, at Spalletti var ham, der pensionerede Francesco Totti. Og at han nær var ved ikke at give prinsen af Rom en værdig afsked. Dernæst holdt Spalletti lige akkurat skruen i vandet i Inter, inden han trak stikket. Lod fodbold være fodbold i 2019 og fortrak sig til vingården i Toscanas underskønne landskab. Fødselsattesten rundede 60 år. Der var da et par anseelige pokaler i skabet og mange fine hold på CV’et. Det var måske egentlig et meget fint tidspunkt at sige tak for nu? Man undede Spalletti et vineventyr væk fra det rampelys, som han egentlig klarede meget fint, men aldrig rigtig virkede til at trives i.
Sådan skulle det dog ikke blive. Spalletti takkede ja til De Laurentiis’ ønske om at se, om ikke der var et eller andet ekstra tilbage i Napoli-tanken, og om ikke Spalletti skulle være manden, der indfriede det potentiale, som både han selv og Napoli endnu manglede at køre helt ind over målstregen. Spalletti trak i arbejdstøjet og styrede Napoli på ret køl efter lige akkurat at have undgået kollisionskurs under Gennaro Gattuso.
Foto: Simao Costa (via Unsplash).
Spalletti byggede brik for brik et nyt hold, som han var blevet givet af en mand, vi vender tilbage til, men Spalletti fandt også noget nyt frem fra posen. Fodboldspillet er under forandring i disse år, og spillets velkendte positionsspil er ved at flyde ud. Formationer er ikke længere formationer, du kan stole på, og spillerne får større frihed til selv at finde rum undervejs i en kamp og at improvisere. Den udvikling greb Spalletti tidligt, og det er blandt andet det, man ser bære frugt i Napoli lige nu.
Men Spalletti er ikke hjernen bag, for det talentmateriale, han på visse områder råder over, er unikt. Arkitekten hedder Cristiano Giuntoli, og hvis Napoli vinder det mesterskab, de for alt i verden ikke bør smide nu, så må klubbens seneste otte år først og fremmest betragtes som hans mesterværk. Sportsdirektøren kom til klubben i 2015 efter at have forvandlet den lille Emilia-Romagna-klub AC Carpi fra en tredjedivisionsklub til en Serie A-oprykker. Giuntoli hev den relativt ukendte Maurizio Sarri til klubben og byggede den trup til ham, som få år senere vakte genklang over hele Europa og afkrævede salver af rosende ord fra Pep Guardiola. Han skabte meget pæne salg undervejs med Gonzalo Higuain som kronjuvelen med et prisskilt på €90 millioner.
Ikke bare en fattig klub fra syden
Det var således også Giuntoli, der stod med arbejdet med at skabe et nyt hold, da spillere som Marek Hamsik, Dries Mertens og Lorenzo Insigne måtte videre til deres respektive karrierers sidste destinationer. I samme ombæring havde Giuntoli med råd fra De Laurentiis sparet op til en satsning. Ind kom Victor Osimhen for €70 millioner, Hirving Lozano for €45 millioner, Matteo Politano for €21 millioner og en lang række trupinvesteringer mellem €10 og €20 millioner, der samlet hober sig op til et anseeligt beløb. Investeringer, der foreløbigt ser ud til at være frugt i en imponerende grad, men også indkøb, der tegner et andet billede end det af et Napoli-hold, der har få midler og mod alle odds bider skeer med de store. Napoli har efterhånden et råderum, der skal placere dem permanent blandt de største klubber i Italien, som den fremragende grundige danske italienskcentrerede fodboldpodcast “De 3 senatorer” detaljeret har udredt. Det er ikke længere blot en klub fra syden, der kæmper lige op med de traditionelle giganter fra det mere velhavende og mindre kaotiske nord.
Det nuancerer toscaneren Giuntolis købmandsskab, men gør det ikke mindre imponerende. Det samme må siges at være tilfældet om det ejerskab, der til næste år fylder 20 år. Den romerske filmproducer Aurelio De Laurentiis købte klubben, da den var gået konkurs i 2004. Dermed nåede det lige akkurat at gå så galt, som AC Milan undgik i 80’erne, hvor Silvio Berlusconi købte Milano-klubben undre lignende omstændigheder. Romeren De Laurentiis har skabt sin formue ved at producere film i primært Italien, men også med et par enkelte afstikkere til Hollywood. Om end det var hans onkel Dino, der var den mere kendte producer i familien med titler som Dune, King Kong og Hannibal på CV’et.
For fodboldelskere er det manuskript, der kan skrives over Aurelio De Laurentiis tid i Napoli, dog meget mere appetitvækkende. Få år under den excentriske nye ejer, der også indsatte sig selv som præsident, og så var klubben igen Serie A-klar. Med hans vilde øjne og konstante tilstedeværelse på godt og ondt, og med de mange fordomme om byen Napoli og det sydlige Italien intakt, hersker der formentlig stadig en generel opfattelse af, at fodboldklubben SSC Napoli balancerer på en knivsæg. Det er en forkert opfattelse.
De Laurentiis har i realiteten skabt en af få klubber uden nævneværdig gæld og som konstant sætter tæring efter næring. En komplet modsætning til det Napoli, de fleste fodboldfans over 40 somre lærte at kende, med Diego Maradona i front og klubbens to hidtil eneste scudetti i argentinerens hænder. Selvom resultatet kan blive det samme som dengang.
“Med de mange fordomme om byen Napoli og det sydlige Italien intakt, hersker der formentlig stadig en generel opfattelse af, at fodboldklubben SSC Napoli balancerer på en knivsæg. Det er en forkert opfattelse. ”
Men man bør ikke fortabe sig i at sammenligne Napolis storhedstid med den nuværende, for de to perioder fungerer i hver sin egen ret. Selvom georgiske Kvicha Kvaratskhelia har et tyngdepunkt og en driblefærdighed - samt ikke mindst lyst til at vise prøver på den - der minder om en svunden fodboldtid, og selvom tilhængerne lystigt har døbt ham Kvaradona, så bærer han ikke mange ligheder med den Maradona, der i sandhed bar en by, en klub, et landshold og et land på sine skulder og betalte prisen for det. Hvem Kvaratskhelia er, og hvordan hans fortælling skal skrives, skal vi første til at finde ud af, men det er med udgangspunktet i et nyt Napoli og ikke et af i går. Det er helt okay og ikke mindre betagende af den grund.
I skrivende stund topper Napoli Serie A med 14 runder tilbage og et forspring på 18 point. Spørgsmålet er efterhånden ikke, om de vinder mesterskabet, men hvor tidligt, de kan sikre sig det. Og hvor langt de kan nå i Champions League. Og hvad så derefter?
Til sommer vil de kunne bogføre en betragtelig profit på sensationerne Osimhen og Kvaratskhelia. Men spørgsmålet er, om Napoli kan træde op på næste niveau og beholde så attraktive profiler. De er tidligere lykkedes med Kalidou Koulibaly, som der længe var bud efter, men som blev i Napoli i transfervindue efter transfervindue, indtil ny-nyrige Chelseas bud i sommer endelig blev for godt. Men offensivprofiler på et kommende mesterskabshold, har Giuntoli og co. endnu ikke rådet over.
Men det gør de nu. De er de førende, og de stikker af. La capolista se ne va.
