Berlinmuren faldt i 1989, men der skulle gå 17 år, før tyskerne blev forenet - i deres begejstring for fodbold
Af Michael Christiansen — 09. november 2020
Foto: Dogukan Sahin (via Unsplash).
Det er 31 år siden, Berlinmuren faldt. Alligevel skulle Tyskland helt frem til 2006, før man for alvor følte sig som en samlet nation. Da var man nemlig vært for et fodbold-VM, der ændrede stemningen i landet. Også selvom nationens hold ikke vandt.
Westfalenstadion, Dortmund, 2006.
VM-semifinale mellem Tyskland og Italien. 119 minutter spillet. 0-0.
Med en smart aflevering åbner Andrea Pirlo det tyske forsvar, og Fabio Grosso er fri inde i feltet. Han skruer bolden uden om Jens Lehmann i målet og ind. Kort efter øger Alessandro Del Piero på en kontra.
Italien scorer altså to gange i de sidste minutter af den forlængede spilletid og dræber dermed tyskernes chancer for at komme i finalen. Flere af de tyske spillere går i knæ med ansigtet gemt i hænderne. På tribunerne græder de tyske tilskuere. Og hjemme i stuerne og foran storskærme græder folk.
Alle tyskere er fælles om at begræde landsholdets nederlag. Og det var første gang i meget lang tid, at landet sådan rigtig var fælles om noget.
Berlinmuren faldt for præcis 31 år siden, men alligevel skulle der nemlig gå 17 år, før tyskerne for alvor blev forenet - i deres begejstring for fodbold. Det skete under fodbold-VM i 2006, som blev afviklet i netop Tyskland. Her blev det nationens landshold et samlingspunkt. VM i 2006 blev en folkefest, der ændrede landets selvopfattelse og skabte en kollektiv følelse af fred, fælleskab og optimisme. Både hos øst- og vesttyskere.
“VM i 2006 satte punktum for mange klichéer. Det fik mange mennesker i Europa og resten af verden til at ændre mening i betydelig grad. Dette var et positivt skifte i Tysklands internationale image,” som filosof og fodboldekspert Wolfram Eilenberger har formuleret det.
Besserwessis og andenrangsborgere
Da Berlins borgere begyndte at bryde den 3,6 meter høje mur ned om aftenen den 9. november 1989, var det bogstaveligt talt et 28 år gammelt verdensbillede, der begyndte at krakelere.
Det var selve symbolet på den kolde krig - som rent politisk havde delt verden i en østlig og vestlig halvkugle - der forsvandt.
Men det tog lang tid at forene de to nu tidligere lande, og forskellen på øst og vest var stadigvæk tydelig. De "blomstrende landskaber", som forbundskansler Helmut Kohl havde lovet ved genforeningen, lod vente på sig.
Østtyskland haltede efter Vesttyskerne, som både var bedre stillet økonomisk, uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt. De dygtigste og bedst uddannede rejste derfor også ofte vestpå. Op gennem 1990'erne og 00'erne oplevede man arbejdsløshed på over 20 procent i Østtyskland.
Det fortæller Philipp Alexander Ostrowicz. Han er født i Tyskland, er ph.d. i tysk litteratur og seniorforskningsrådgiver ved CBS og har i mange år beskæftiget sig med tysk kultur- og samfundshistorie.
“Den tunge industri lå og ligger fortsat i vest, mens man havde og stadig har strukturelle problemer i øst,” siger han.
Mindesmærke ved et af de resterende stykker af Berlinmuren ved Potsdamer Platz i Berlin. Foto: Loïc Fürhoff (via Unsplash).
Foreningsprocessen var derfor meget på Vesttysklands præmisser, og der opstod efterhånden en følelse af vesttysk overlegenhed og østtysk underlegenhed. Begrebet 'Besserwessi' spiller på betegnelsen for en bedrevidende person, en besserwisser, og en person fra Vesttyskland, en 'Wessi'. Og denne følelsesmæssige distance var en af de største modsætninger mellem de to landsdele, siger Philipp Alexander Ostrowicz.
“Vesttyskerne tog måske ikke østtyskerne helt alvorligt. De havde en ide om, at man “reddede” Østtyskland. Omvendt følte mange østtyskere sig ligefrem som andenrangsborgere. Og denne følelse er stadigvæk udbredt i Østtyskland.”
Også sportsligt var man bagud i øst.
“I Vesttyskland sponserede de store virksomheder fodboldklubberne. Det så man ikke i Østtyskland. Så fodbolden i øst havde det svært. Også efter 1990. Og mange talenter smuttede nu til vest,” forklarer Philipp Alexander Ostrowicz.
I efteråret 1990 havde man dog fået noget at være fælles om. De to landshold var blevet til ét. Med høje forventninger til følge.
“Vesttyskerne tog måske ikke østtyskerne helt alvorligt. De havde en ide om, at man ‘reddede’ Østtyskland. Omvendt følte mange østtyskere sig ligefrem som andenrangsborgere. Og denne følelse er stadigvæk udbredt i Østtyskland”
Vesttyskland var i sommeren 1990 blevet verdensmestre, og triumfen gav en øjeblikkelig jubelfølelse i det meste af landet. En glædelig begivenhed midt i de politiske omvæltninger. Landstræner Franz Beckenbauer forudså, at når nu også cremen af de østtyske spillere - anført af Matthias Sammer - ville slutte sig til, ville holdet blive uovervindeligt.
Sådan gik det ikke helt, men i et årti, hvor landet stadig kæmpede med efterskælvene fra det store politiske opbrud en håndfuld år tidligere, blev europamesterskabet i 1996 et lyspunkt.
Et sommereventyr
Men herefter fulgte en periode, hvor det ikke gik specielt godt for nationalmandskabet. VM i 1998 endte i kvartfinalen, EM i 2000 og 2004 var reelle katastrofer med exits allerede i gruppespillet, og VM i 2002 blev en aparte oplevelse, hvor et middelmådigt tysk landshold noget overraskende nåede finalen, hvor man dog intet kunne stille op mod Brasilien.
Men det bar man over med, for det var først i 2006, at holdet var udset til at skulle toppe.
På den største scene af dem alle. VM på hjemmebane.
En talentfuld generation af spillere var brudt igennem i årene op til. Bastian Schweinsteiger, Lukas Podolski, Philipp Lahm og ikke mindst Michael Ballack. Det unge hold skulle vise sig at spille attraktivt og forfriskende offensivt fodbold. Mere end man var vant til fra Die Bundeself.
Åbningskampen, en sprudlende 4-2 sejr til værterne over Costa Rica, slog tonen an for et underholdende mesterskab. Fansene bar holdet frem undervejs, og de tyske byer var forvandlet til festklædte fodboldfestivaller i de fire uger, slutrunden stod på. De tyske flag blafrede overalt. Ikke blot i Berlin, München, Dortmund og Stuttgart, hvor holdet spillede sine kampe, men i hele landet. Også i øst. Det gjorde heller ikke noget dårligt for fællesskabsfølelsen, at holdets store stjerne, Michael Ballack, er født i DDR.
“Det var en sommer med rigtig godt vejr. Og ligesom i Danmark sker det ikke hvert år. Så folk var glade, og der var bare en god stemning,” fortæller Philipp Alexander Ostrowicz, der selv befandt sig i Berlin under slutrunden.
Og hjemmeholdets fans fik noget at fejre.
Ud over Costa Rica blev også Polen, Ecuador, Sverige og Argentina slået undervejs. Tyskland spillede godt og scorede 14 mål i alt i turneringen og tabte først i semifinalen til de senere vindere fra Italien efter forlænget spilletid.
På trods af nederlaget til Italien sluttede turneringen lykkeligt for “Die Mannschaft”. Portugal blev slået 3-1 i bronzekampen.
Holdet vandt ikke dog blot bronzemedajlerne, men også mange hjerter rundt om i hele verden. Dyder som gæstfrihed og venlighed var i højsædet hos de 15.000 frivillige og det tyske folk i det hele taget, som tog godt imod de mange turister og fik afviklet en yderst succesfuld slutrunde, som levede op til turneringens slogan: "Verden som gæst hos vennerne".
Westfalenstadion, der for tiden bærer navnet Signal Iduna Park, hvor Tyskland i sommeren 2006 måtte kapitulere til Italien i VM-semifinalen. Foto: Waldemar Brandt (via Unsplash).
Stemningen og indsatsen blev efterfølgende værdsat af Der Bundestrainer, Jürgen Klinsmann, som stolt kaldte sine landsmænd 'utrolige'.
For hvad var det, 'Ein Sommermärchen' (på dansk et sommereventyr), som VM 2006 huskes som i hjemlandet, havde gjort ved tyskerne?
“Tingene lysnede. Det var første gang, man tænkte, at Tyskland kunne blive et normalt land igen. Vi kom tættere på at være det nye, gode Tyskland. Vi blev i hvert fald forenet i den store begejstring for fodbold og VM,” fortæller Philipp Alexander Ostrowicz.
Financial Times kaldte det dengang “the new German nationalism”, for endelig turde tyskerne at flage med deres flag igen. Mere end noget andet tidspunkt siden genforeningen var så mange øst- og vesttyskere samlet under samme symbol, skrev avisen.
Den britiske forfatter Simon Kuper har siden betegnet slutrunden som 'den endegyldige afslutning på 2. Verdenskrig', men måske opsummeres VM i 2006 bedst af avisen The Guardian, som skrev, at slutrunden havde tilladt Tyskland at elske sig selv igen.
Stadig ikke et komplet land
Selvom VM i 2006 kom til at stå som en folkelig genforening af Tyskland, er der stadigvæk forskelle at spore i det store land mod syd. Det går stadig bedst i vest både økonomisk, erhvervsmæssigt og socialt. Arbejdsløsheden er højst i øst, mens lønningerne til gengæld er højere i vest.
Heller ikke hvad angår fodbold, er landet endnu helt i mål.
I de 31 år, man har haft en samlet fodboldliga, har kun seks klubber fra det tidligere Østtyskland spillet i Bundesligaen. Og i Tysklands landsholdstrup til VM i 2010 og 2014 var kun én spiller ud af 23, Toni Kroos, født i det tidligere Østtyskland.
“Det er ikke sådan, at vi ikke stadig har problemer, men vi kan være meget stolte,” sagde Matthias Sammer i et interview i 2014.
Philipp Alexander Ostrowicz mener heller ikke, at Tyskland er et komplet land endnu. Men processen blev hjulpet godt på vej dengang i 2006.
“Det tager meget længere tid at genforene et land. Men VM i 2006 blev bestemt starten på en positiv opfattelse af en fælles identitet.”
