Den tungeste trøje i Tyskland
Af Nicklas Degn — 8. september 2020
Volksparkstadion som det kunne se ud præ-corona. Her fra en kamp mod Magdeburg i 2. Bundesliga den 8. april 2019, hvor Hamburger Sport-Verein begyndte at smide den første af to tilsyneladende sikre oprykninger væk. Efter at være kommet foran 1-0 tabte HSV 1-2 på et Magdeburg-mål i sidste sekund. Foto: Nicklas Degn.
Intet er som før i Hamborg, hvor de længes efter status quo. For indtil det gik galt var det normale i Tysklands næststørste by, at der altid var Bundesliga på programmet. Hvad gik galt?
De lider i Tysklands næststørste by. Mens vandet flyder i Elben, der deler byen i to og forgrener sig langs byens midte, ligesom det plejer at være, er intet som det var før hos klubbens fodboldmastodont Hamburger Sport-Verein. Efter lang tids udueligt tilløb sagde uret stop den 12. maj 2018, hvor HSV for første gang rykkede ud af den tyske Bundesliga i en kamp mod Borussia Mönchengladbach. Dinosauren, som HSV kaldes, uddøde.
Siden har Hamborg-klubben, der i fodboldforståelse og alt andet end kulturel kapital tårner sig over de små bysbørn fra kultklubben St. Pauli, fristet en tilværelse sammen med sidstnævnte i den næstbedste række. Og her er skidt blevet til værre. Hvad der længe lignede en hurtig retur til det fine selskab blev reduceret til et antiklimatisk kollaps og en ny billet til anden klasse. Og så indtraf det hele igen i den forgangne sæson som en dårlig genindspilning af en i forvejen håbløs b-film.
”Jeg vil klassificere det som et tilfælde af deja-vu,” siger Matthew Karagich, en australsk 2. Bundesliga-ekspert, der driver The 2. Bundesliga Podcast. Han er om nogen manden, der kan fortælle os, hvad der er gået galt for HSV efter nedrykningen.
”Det var meget lig med den forrige sæson, som blev indledt med optimisme. De startede godt med Dieter Hecking, men de endte med at lave de samme fejl, som vi egentlig troede, de var færdige med at lave. I Hecking hentede de en meget erfaren træner, og så forventede man, at de fejl ville blive elimineret. Fejl som at indkassere for mange sene mål og for mange mål efter dødbolde. De dominerede kampe, men kunne ikke lukke dem,” opsummerer Karagich.
Volksparkstadion tømmes hurtigt, mens Magdeburg-spillerne takker sin medbragte fanfraktion i et hjørne af stadion. Fra kampen mellem HSV og Magdeburg, som Magdeburg vandt 2-1, den 8. april 2018. Foto: Nicklas Degn.
Det startede altså så godt, men det gik galt igen og igen. For at finde vendepunktet skal vi se mod førnævnte bysbørn.
”Den første sæson i 2. Bundesliga gik galt efter Hamborg-derbyet. De slog St. Pauli 4-0 på Millerntor (St. Paulis hjemmebane, red.). Det var opfattelsen, at HSV ville rykke op og slutte på andenpladsen efter Køln uden de store problemer. Der så ikke ud til at være nogen fare, men det kørte af sporet. Det kan også sagtens have været dårligt trænerarbejde af Hannes Wolf, der var træner dengang,” siger Matthew Karagich.
For mange om bordet
Hvor er det, det går galt for Hamburger Sport-Verein? En klub af en så enorm størrelse, at man sagtens kan glemme det, hvis man tager et kig på placeringerne det seneste årti. Den største fodboldklub fra Tysklands næststørste by, der før corona snildt solgte det mere end 55.000 sæder store Volksparkstadion ud, uanset, hvor skidt det stod til inde på græsplanen på Sylvesterallee 7.
For Jonathan Harding, en engelsk fodboldskribent med speciale i tysk fodbold og hyppig gæst i The Athletics Bundsliga-podcast Steilcast, er der flere svar på det spørgsmål.
”Det er et spørgsmål om kontekst. Det forgangne år er et godt eksempel på det, der er gået galt i den seneste årrække. De havde en pinlig afslutning på sæsonen, hvor de ikke kunne få resultater mod de hold, som de skulle kunne slå. Det, tror jeg, er et tegn på et større problem i Hamborg. Jeg har altid fornemmet, at problemet hos klubben, har været, at der er for mange personer, der bestemmer. Det er næsten ligegyldigt, hvem træneren er, der er så meget forandring i et desperat forsøg på at finde en, der kan lede dem. Der er ingen klar retning,” siger Jonathan Harding.
Han peger på Klaus-Michael Kühne, den tyske milliardær, der er majoritetsejer i transport- og logistikfirmaet Kühne + Nagel, som har taget navn efter medstifteren og Klaus-Michael Kühnes bedstefar, August. Klaus-Michael Kühne ejer 20 procent af HSV.
”Han ser ud til at få mere og mere indflydelse hvert år. Oven i det skifter de sportsdirektører næsten lige så ofte, som de skifter trænere, og det betyder, at du ikke får nogen stabilitet. Dieter Hecking er en solid træner, men matchet med ham og Jonas Boldt, der er den nye sportsdirektør, gav ikke megen mening, for de ville i forskellige retninger. Jeg tror, det er derfor, Daniel Thioune nu er der,” forklarer Jonathan Harding.
Menneskefangeren, der går i fodsporet på Klopp
Netop Daniel Thioune er et vigtigt navn i det projekt, der skal gøre HSV til Bundesliga-klub igen efter nu to fiaskoer. HSV er med ansættelsen af Thioune som ny cheftræner gået i en komplet modsat retning. I stedet for veteranen Dieter Hecking er det nu den relativt unge Thioune, der skal forsøge at få HSV på ret køl. Eller i det mindste at forhindre dem i at kæntre.
Ansættelsen af Thioune falder i hak med en tendens, der har gjort Tyskland til førende ud i produktion af dygtige trænere. Man kan med ro i sindet sige, at Thioune er valgt ud fra sine trænermæssige kvaliteter, for var det kun muligt at lande træneransættelser baseret ud fra ens meritter som aktiv spiller, var Thioune aldrig kommet i nærheden af et prominent trænersæde. Det samme kan siges om Jürgen Klopp og Julian Nagelsmann, der bærer den tyske trænerfakkel højt og stolt og som har gjort Tyskland til det land, Premier League kigger først mod, hvis de skal have ny lederkapacitet. Som stærk kontrast står på den anden side Jürgen Klinsmann. En mand med et af Tysklands finere spiller-CV’er, men også en mand, der er efterladt som en grinagtig og inkompetent ronkedor efter sine tre kaotiske og farceagtige måneder i spidsen for Berlin-klubben Hertha omkring årsskiftet.
“Jeg har altid fornemmet, at problemet hos klubben, har været, at der er for mange personer, der bestemmer. Det er næsten ligegyldigt, hvem træneren er, der er så meget forandring i et desperat forsøg på at finde en, der kan lede dem. Der er ingen klar retning.”
Jonathan Harding har fulgt og interviewet Daniel Thioune siden Thiounes første dage som Osnabrück-træner. Et hold, han på få sæsoner tog fra en eksistens som nedrykningstruet i 3. Liga til nu at være et komfortabelt 2. Bundesliga-hold.
Thioune kan lidt af hvert. Jonathan Harding hiver flere gange det tyske prædikat menschenfänger frem, når han skal beskrive Thiounes kvalitet. Ordet, der ikke har en direkte dansk tvilling, men som kan oversættes til menneskefanger, er et udtryk, der bruges om en person, der kan charmere, motivere og optimere andre mennesker. I fodboldøjemed er det et udtryk, der også at blevet påduttet Jürgen Klopp. Men man skal ikke lade sig forblænde af evnerne inden for mandskabsbehandling, for Thioune er en mand, der også kan sin taktiske ABC fra sin uddannelse på det anerkendte tyske Fußball-Lehrer-trænerkursus.
”Han spiller meget forskelligt i forhold til, hvad HSV har været vant til. Du kan bare kigge på det arbejde, han lavede i Osnabrück. De spillede mere vertikalt. Ikke direkte, men der var tydeligvis et ønske om at få bolden mod mål hurtigt, så snart, de vandt den tilbage. Hurtigere end hvad HSV har været vant til. Jeg tror, det bliver mere attraktivt fodbold, mere aggressivt og bedre kontrolleret. Det er de også nødt til. HSV er en kæmpe klub, og de er nødt til snart at spille som en,” siger Jonathan Harding.
Den tunge trøje
Daniel Thiounes skridt fra relativt ukendt men succesfuld træner på anden række til et af Tysklands mest sagnomspundne og forheksede trænerjobs er et bemærkelsesværdigt stort et af slagsen. At opmærksomheden omkring hans virke i Hamborg bliver noget helt andet end fra tiden i Osnabrück, siger sig selv. Indtil ansættelsen i HSV havde Thioune, trods sine flotte sportslige meritter, mest taget overskrifter, fordi han var den første sorte cheftræner i de øverste fodboldrækker i Tyskland.
Læg dertil, at Osnabrück var en hjertesag for Thioune. Han er født i byen, hvor klubben har hjemme, og han spillede i klubben som aktiv. Sympatien var med ham fra dag et. Den forsvinder fra samme dag, hvis hans HSV ikke præsterer.
Spørgsmålet er, om der er noget, der kan forberede Thioune – og alle andre nytilkomne til en klub som HSV for den sags skyld – på det pres, der hviler over klubben. Presset fra tilskuerne og byen bliver af iagttagere ofte hevet frem som en forklaring på, hvorfor klubben på trods af at have alle forudsætninger, ikke længere er deroppe, hvor de så gerne vil være. Hvorfor de er så milevidt fra den eksistens, der gjorde dem til Europas bedste fodboldhold i 1983.
Fakta
Hamburger Sport-Verein var at finde i den første Bundesliga-sæson i 1963 og helt indtil nedrykningen i 2018. HSV var indtil da den eneste klub, der aldrig var rykket ud af Bundesligaen.
Klubben har vundet det tyske mesterskab seks gange og havde sin storhedstid i starten af 80’erne. De vandt Mesterholdenes Europa Cup i 1983.
Teorien om presset fra lægterne har stået sin test i den forgangne sæson, hvor coronaen gjorde sin introduktion og tog tilskuere med sig ud af stadion. Det ændrede HSVs forfatning sig ikke af. Hvor kommer det tunge åg så fra?
”I Stuttgart har man snakket om det samme, hvor man har sagt, at vægten af trøjen var for tung for nogle spillere. Det kan være samme problem i HSV. I Hamborg er trøjen endnu tungere. HSV har bedre trupmæssige og økonomiske forudsætninger end alle andre i 2. Bundesligaen,” lyder et bud på forklaringen fra Matthew Karagich.
Igen leder det hen mod samme konklusion, der handler om at det ledelsesmæssige niveau.
”Jeg tror, det er en kombination af, at de har kæmpet under dårlig ledelse og dårlige beslutninger i flere år. Det giver ingen stabilitet, og derfor overrasker det mig heller ikke, at de ikke har mentaliteten, når det kommer til de individuelle kvaliteter og at præstere under pres. De har ikke det mindset, der skal til, og det spejler sig i den kultur, der hersker i klubben i øjeblikket,” siger Jonathan Harding.
”HSV har som klub de seneste år været, hvis ikke giftigt, så i hvert fald en svingdør af trænere, der ikke har gjort det bedre,” siger Matthew Karagich.
“I Stuttgart har man snakket om det samme, hvor man har sagt, at vægten af trøjen var for tung for nogle spillere. Det kan være samme problem i HSV. I Hamborg er trøjen endnu tungere. HSV har bedre trupmæssige og økonomiske forudsætninger end alle andre i 2. Bundesligaen.”
Tilbage står HSV som en såret klub, der igen skal forsøge at samle stumperne og ikke lade sig påvirke af de seneste to sæsoners bananskræller, når den nye sæson begynder den 18. september. Det billede, de skal forsøge at slette fra nethinden, er stadig friskt. Det stammer fra den 28. juni, hvor den foreløbige konklusion på HSVs nedtur kom i sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod upåagtede Sandhausen.
Oprykningen lå lige til HSVs gode ben, men det ben blev til gummi med tre spillerunder igen. Pudsigt nok var det Daniel Thioune og Osnabrück, der satte nedturen i gang, da Osnabrück udlignede til slutresultatet 1-1 i Hamborg. I den efterfølgende runde kom HSV igen foran, denne gang mod Heidenheim, som dog vendte kampen og vandt 2-1. Det efterlod en sikker oprykning i en tyndere, men dog stadig solid tråd, der endeligt blev knækket over til allersidst.
”Selvom de lavede fejl, var de stadig inde i kampen om oprykning helt indtil den sidste spillerunde af den seneste sæson. De holdt en stor del af deres egen skæbne i egne hænder,” opsummerer Matthew Karagich.
Hamborgs nye kulturelle varemærke Elbphilharmonie tæt ved havnen, der er byens økonomiske livsnerve. Koncerthuset tiltrækker hvert år nogle af verdens største og mest anerkendte navne inden for klassisk musik og er, trods en dåbsattest, der siger 2017, allerede et af de mest prestigefulde steder at spille, hvis du er klassisk musikant. Foto: Julia Solonina (via Unsplash).
HSV skulle håbe, at Heidenheim ikke vandt sin kamp over allerede oprykkede Arminia Bielefeld, mens de samtidig selv skulle vinde over Sandhausen. Bielefeld kom hurtigt foran 2-0 og lykken så endelig ud til at kigge mod Nordtysklands stolthed, men næsten lige så hurtigt kom HSV bagud 0-2 hjemme i Hamborg. Efter en times spil indgød Aaron Hunt håb med et reducerende mål, men så kom det endelige kollaps. 1-3. 1-4. 1-5 til Sandhausen.
”De gav tydeligvis op i de sidste 10 minutter af kampen. Da det blev 1-3 kunne du nemt forestille dig stadionet, hvis det havde været fyldt. Jeg vil tro, at vi ville have set de samme scener som mod Gladbach, da HSV rykkede ned i 2018,” siger Matthew Karagich med hentydning til kampen, som blev omtalt i indledningen og som måtte afbrydes på grund af fyrværkeri antændt i frustration af HSV-fans, da det undervejs stod klart, at det stadionur, der havde tikket uafbrudt af Bundesliga-sekunder i 55 år, skulle sættes i stå.
”Kvaliteten af truppen var bedre i den seneste sæson og faldet var hårdere i 2018/2019-sæsonen. De stod bedre rustet denne gang, de vidste, hvad de kunne forvente, men resultatet endte med at være det samme. En fjerdeplads,” siger Karagich.
Det er de to fjerdepladser, de hurtigst muligt skal forsøge at glemme i Hamborg, så fansene igen kan synge den traditionsrige førkampsrituelle ”Hamburg, meine Perle” med stolthed i stemmen fra tilskuerrækkerne.
Når de altså må.
