Mysteriet om Togos falske landshold tegnede et turbulent årti for afrikansk fodbold. Men 10 år senere spirer håbet
Af Michael Christiansen — 12. december 2020
En lærer forbereder undervisning på en skole i den lille by Kpevego i det sydlige Togo. Foto: Jordan Rowland (via Unsplash).
En højst besynderlig kamp, der udspillede sig for 10 år siden, udviklede sig til et sandt fodboldmysterium. Miseren blev startskuddet til et skandaleombrust årti for fodbolden i Afrika. Et årti, der blev rundet af ved, at Fifa overtog af styringen i det afrikanske fodboldforbund, hvilket understregede den kolonialistiske tankegang, kontinentet på mange måder stadig er underlagt. Men afrikansk fodbold er samtidig en fortælling om en ubetinget begejstring og et enormt potentiale.
For 10 år siden skete der noget sært. Noget temmelig uforklarligt.
Hjemme på nationalstadionet i Riffa tog Bahrain imod Togo til en tilsyneladende helt almindelig venskabskamp i fodbold. Det skulle dog vise sig, at der ikke var meget almindeligt ved dette møde.
Togo spillede elendigt. Det afrikanske hold tabte opgøret klart 0-3, og Bahrains træner, Josef Hickersberger, blev hurtig mistænksom.
”De var slet ikke i form til at spille 90 minutter - kampen var meget kedelig,” udtalte ørkenstatens landstræner dengang.
Det stod da også ret hurtigt klart, at der var noget helt galt. Det togolesiske fodboldforbund fik på det nærmeste morgenkaffen galt i halsen, da nyheden om kampen nåede frem til det vestafrikanske land. Man havde nemlig aldrig sendt noget landshold afsted til nogen venskabskamp. Bahrains fodboldforbund fastholdt imidlertid, at alle formaliteter omkring arrangeringen af matchen var foregået helt efter bogen. Gennem en officiel repræsentant og det hele. Forvirringen var total. For hvem var de 11 spillere, der stillede til start den efterårsdag i Riffa? Og hvorfor skulle et “tilfældigt” togolesisk hold rejse de ca. 5600 kilometer til den arabiske halvø for at spille en fodboldkamp under påskud af at være Togos landshold?
Spørgsmålene stod i kø, og flere af dem blev besvaret med beskyldninger om matchfixing, korruption og andre lidet flatterende former for fodboldfusk. Der var folk, der blev anholdt, og forklaringer, der blev afgivet. Nogle af dem sandsynlige, andre knap så meget. En ting stod dog klart: Det var ikke Togos landshold, der tabte den kamp, og tilbage blev indtrykket af en temmelig speget sag.
Alt dette skete i september 2010 blot få måneder efter VM-slutrunden i Sydafrika, som ellers havde markeret en milepæl i afrikansk fodboldhistorie - hvis ikke højdepunktet. Verdensmesterskabet var en stor succes og en triumf for hele verdensdelen. Både sportsligt, politisk og folkeligt.
Derfor blev den “falske” venskabskamp også et tilbageslag og en skamplet på afrikansk fodbolds nyrestaurerede ry. Bedraget i Bahrain mindede verden om, at der stadig var lang vej igen for sporten på det afrikanske kontinent.
Spørgsmålet er så: Hvad er status her ti år senere?
Tja, det tiår, der er gået siden den besynderlige affære, har ikke just været en perlerække af imponerende meritter.
Det har tværtimod været en serie af skandaler så langt som et ondt årti.
Den ene uheldige hændelse efter den anden har i de forgangne ti år tegnet billedet af en afrikansk fodboldkultur i en tvivlsom forfatning.
Der var for eksempel det togolesiske landshold - det rigtige denne gang - der på forfærdelig vis blev udsat for skyderi, da spillerbussen blev angrebet. Det var i begyndelsen af 2010.
Året efter var Egypten skueplads for grusomme scener, da sammenstød mellem fans og politi på stadion kostede flere end 70 mennesker livet i Port Said. Uhyggelige tal, der gjorde tragedien til den blodigste i fodboldsammenhæng i 15 år.
Cape Town Stadium, der blev bygget til VM i Sydafrika i 2010. Stadion bliver i dag brugt til både fodbold og rugby. Hjemmebane for Ajax Cape Town og Cape Town City. Foto: Deklerk Basson (via Unsplash).
I Ghana blev flere end 100 fodbold-officials - mange af dem dommere - i 2018 afsløret i angiveligt at have taget imod kontanter i forbindelse med kampe. En af dem var præsidenten i landets fodboldforbund, Kwesi Nyantakyi, der også var vicepræsident i det afrikanske fodboldforbund. Skandalen førte til, at det vestafrikanske land gik så langt som til at opløse sit fodboldforbund.
Og for at det ikke skal være løgn, rundede selveste Fifa årtiet af med at gå ind og overtage styringen af det afrikanske fodboldforbund, CAF. I efteråret 2019 traf det internationale organ en opsigtsvækkende beslutning og indsatte en af sine egne højkommissærer til at få skuden på ret køl i på det store kontinent syd for Middelhavet.
En ultimativ manifestation af de sørgelige tilstande i CAF.
”Det var en særdeles drastisk handling. Man havde store udfordringer med at få turneringer til at køre. Både politisk og økonomisk. Det var et forsøg på at skabe et forbund, der lever op til moderne, internationale krav. Man sagde jo “nu må vi én gang for alle få ryddet op”. Det er faktisk en kolonialistisk tilgang til tingene.”
Sådan beskriver Stig Jensen Fifas handlinger. Han er professor og lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, og nok et af de mennesker herhjemme, der ved mest om afrikansk fodbold.
Selvom overtagelsen af fodboldforbundet virker utrolig, var den berettiget og i manges øjne kærkommen, fortæller Stig Jensen. Det var nødvendigt med assistance udefra, og man ville heller ikke risikere at blive udelukket eller få færre hold med til fremtidige VM-slutrunder, hvilket kunne være en konsekvens af det administrative kaos.
Men hvordan kunne det overhovedet nå så vidt? Ifølge professoren er der blevet flere og flere dysfunktionelle nationer i Afrika. Der har aldrig været så mange steder, hvor stater er brudt sammen, og hvor man må erkende, at tingene ikke fungerer med en normal samfundsstruktur. Det går naturligvis også ud over forholdene for fodbolden, hvor hele ligaer er kollapset.
Uroen skyldes hovedsageligt en radikal forandring, der er ved at finde sted på kontinentet. Afrika har en meget ung befolkning, hvor medianalderen blot er 19,7 år. Til sammenligning er den 43 år i Europa. Det har medført, at alder i Afrika traditionelt set har været lig med autoritet. Jo ældre man var, jo mere havde man at skulle have sagt. Men hierarkiet er nu ved at smuldre.
”Vi har lige nu den første generation af globale unge. De får viden om vesten og andre verdensdele gennem teknologi og sociale medier. Og de unge er enormt kritiske og stoler ikke længere på de ældre og magthaverne,” fortæller Stig Jensen.
Den yngre generation er utilfreds med de problemer, der hersker mange steder, såsom korruption, arbejdsløshed og fattigdom. Ungdommen er begyndt at udfordre de ældre, som ellers traditionelt sad på magten i kraft af deres alder. Det skaber - kort fortalt - et stigende antal større og større spændinger, hvilket i sidste ende kan resultere i dramatiske demonstrationer, samfundsomvæltende revolutioner eller voldsomme militærkup.
Siden 2010 har over 30 statskup eller forsøg på revolutioner og omkring 20 større konflikter fundet sted i afrikanske lande.
Urolighederne forplanter sig naturligvis uundgåeligt til det sportslige. Sponsorer trækker sig fra fodbolden, og der bliver færre midler at arbejde med. Holdene bliver ringere, og den onde spiral snurrer. Afrikansk fodbold har i forvejen været præget af en til tider lidt for tæt kobling til politik, fortæller Stig Jensen, hvor ledere af fodboldforbundene eksempelvis har været venner med eller i familie med politikere, hvilket ikke altid medvirker til at gøre tingene mindre komplicerede.
“Vi har lige nu den første generation af globale unge. De får viden om vesten og andre verdensdele gennem teknologi og sociale medier. Og de unge er enormt kritiske og stoler ikke længere på de ældre og magthaverne”
Fodboldkampe og turneringer har været dårligt organiseret, og myndighederne har ikke sparet på volden, hvis der er opstået ballade. En uheldig cocktail, der ofte er endt i en gang knippelsuppe som for eksempel ved tragedien i Egypten i 2012.
Episoden har siden ledt til mere kontrol til klubkampe i Afrika. Også ved de afrikanske mesterskaber, Africa Cup of Nations, er der nu en ekstrem kontrol med, hvem og hvor mange, der kommer ind til kampene. Alt dette skyldes, at antallet af konfrontationer i forbindelse med fodboldkampe er taget til de seneste 10 år, vurderer professor Stig Jensen.
Måske er det på grund af alle disse tvivlsomme omstændigheder, at et så absurd bluff, som det det falske Togo-landshold udførte i 2010, kunne finde sted.
”Der er to holdninger til den hændelse. Den første er, at man tager afstand. Den anden er, at man finder det meget sandsynligt, at det er sket. Mange har en forventning om, at matchfixing kan være årsagen. Folk, jeg har snakket med, siger, at det ikke er overraskende. I Afrika er meget til salg. Sandsynligheden for, at det kan ske, er simpelthen større i Afrika,” mener Stig Jensen.
”Historien om Togo-kampen fortæller noget om, hvor sårbart afrikansk fodbold kan være. Sårbarheden består i, at man kan købe afrikanere til at begå denne slags bedrag.”
Den udtalte mangel på organisering gælder også landsholdsfodbolden og de “rigtige” landshold. På det internationale niveau har Stig Jensen de seneste 10 år set flere og flere afrikanske spillere, der har valgt at spille for et europæisk land, hvis de har haft muligheden og dermed valgt deres afrikanske tilhørsforhold fra rent fodboldmæssigt. Og det er der en grund til.
”Man kan måske møde til en landsholdssamling, og så er der ingen trøjer, eller der er ikke booket hotel. Måske er der ingen løn. Måske er det præsidenten, der stiller holdet og ikke træneren. Der er ellers ikke noget, spillerne hellere vil end at ære deres hjemland, men mange siger “hvis jeg vil bare det mindste med min karriere, så er det nødt til at være mere organiseret”. Man har måske dårlige erfaringer fra ungdomslandsholdene, som er endnu mere uorganiserede. Mange tænker “det gider vi simpelthen ikke være en del af”,” siger Stig Jensen.
Et eksempel er Boateng-brødrene Jérôme og Kevin-Prince. De har samme ghanesiske far og er begge født i Tyskland, men repræsenterer hvert sit land; Jérome Tyskland og Kevin-Price Ghana. Sidstnævnte valgte - på trods af kampe for Tysklands ungdomslandshold - at spille for Ghana, med hvem hans landsholdshøjdepunkter begrænser sig til deltagelse ved to verdensmesterskaber. Imens har brormand Jérôme vundet VM med Die Mannschaft.
Eksemplet som brødrene Boatengs bliver ikke det sidste af slagsen, mener professor Stig Jensen.
”Det er mit indtryk, at det er blevet tydeligere, og det er noget, vi vil se mere af i fremtiden.”
I Afrika er fodbold en fest
Fodbold har enorm betydning i Afrika. Det hersker der slet ingen tvivl om. Den store, fælles kærlighed til sporten er også med til at forklare, at sporten har været genstand for så mange konfrontationer, som man har oplevet de seneste 10 år. For på samme måde som fodbold er en ventil for frustration, er det også en mulighed for at udtrykke sin glæde. Det så vi blandt andet ved VM i Sydafrika i 2010, når tilskuerne blev ved at blæse i vuvuzelaerne.
Infografik:
Tallene er siden 1995, da det var første gang, ikke
europæiske spillere kom i betragtning til hæderen.
Det år vandt George Weah fra Liberia prisen,
som den hidtil eneste afrikanske spiller.
Han er i dag landets præsident.
”Fodbold er en fest i Afrika. Man bliver ved med at danse og feste, selvom ens hold er bagud. Det entydige er, at folk på kontinentet er vilde med fodbold. Det er nummer ét. Man følger eksempelvis også den engelske liga tæt. Jeg har været steder, hvor der ingen elektricitet er, men hvor man alligevel sørger for at få gang i en generator, så man kan se en kamp fra den engelske Premier League. Fodbold er det allervigtigste i livet for rigtig mange i Afrika.”
Det er også en af årsagerne til, at så mange afrikanske spillere vil gå rigtig langt for at slå igennem. Som for eksempel at fravælge sit ene fodboldmæssige statborgerskab for at få succes.
En anden sag er selvfølgelig økonomien. Det er måske en kliché, at fodbold kan blive vejen ud af fattigdommen, men for rigtig mange afrikanere er det en drøm, der måske er urealistisk men ikke desto mindre værd at forfølge.
”De ved, det er chancen. Det er en mulighed for en social opstigning. Også for familien, der pludselig kan blive velstillet. Se på et eksempel som George Weah, der er blevet præsident i Liberia, siger Stig Jensen om AC Milans tidligere Ballon d’Or-vinder, der senere gik ind i politik i hjemlandet.
Nåleøjet til Europas store ligaer - og chancen for at slippe igennem det - er faktisk blevet større. En anden ting, der er sket de seneste 10 år, er nemlig en voksende selvbevidsthed i takt med globaliseringen og digitaliseringen. Man har fået adgang til information. Flere afrikanske fodboldspillere føler sig mere værdifulde end før. De ved, hvad de er værd.
”Førhen følte man sig mere fremmed, når man var i Europa. Nu har man skudt brystkassen frem og har tro på egne evner. Der er kommet meget mere drive hos afrikanerne - de ved, de kan nå langt, og de er ekstremt determinerede.”
Orlando Stadium i Johannesburg-bydelen Soweto i Sydafrika, hvor klubben Orlando Pirates spiller sine hjemmekampe. Stadion blev ombygget op til VM i Sydafrika i 2010, så det kunne bruges som træningsbane. Her ses stadion under en kamp mellem Orlando Pirates og Black Leopards FC. Foto: Ashim D’Silva (via Unsplash).
Siden begyndelsen af 1990’erne er antallet af afrikanske fodboldspillere, der rykker til Europa, da også steget støt, viser undersøgelser. Her spiller de i større, mere velorganiserede klubber end i hjemlandene og får desuden bedre medspillere. Udviklingen illustreres også ved de stadigt flere afrikanere, der er at finde blandt de nominerede til den årlige Ballon d’Or-afstemning, som kårer verdens bedste fodboldspiller.
Eller tag et kig på den engelske Premier League. Algieren Riyad Mahrez blev i 2016 den første afrikanske spiller i ligaens historie, der vandt prisen som årets spiller. To år senere tilfaldt æren Mohamed Salah fra Egypten. Pludselig havde afrikanske spillere taget hæderen to gange på tre år. Den udvikling er ikke en tilfældighed.
”Der er sindssygt mange dygtige spillere i Afrika. Der er et stort råtalent. Også i højere grad end tidligere,” siger Stig Jensen.
Og de afrikanske spillere har et naturligt forspring: de har fysikken med sig. Især i Vestafrika. Spillere fra lande som Nigeria, Senegal, Elfenbenskysten, Ghana og Cameroun er som skabt til at dyrke en sport som fodbold.
”Tag en spiller som Lukaku, han er jo en kummefryser. De har en ekstrem fordel der,” siger Stig Jensen og nævner Romelu Lukaku som eksempel.
Den belgiske Inter-angriber har congolesiske forældre, og hans far, Roger Lukaku, spillede landskampe for det daværende Zaire.
Den øgede fodboldrelaterede udvandring til Europa skyldes blandt andet de mange fodboldakademier, der er blevet opført i Afrika siden 1990’erne. Spillerne hentes til Europa, hvor de bliver skolet og på den måde bliver bedre fodboldspillere.
”Man kan have hele stater, der er kollapset, men som alligevel kvalificerer sig til VM,” siger Stig Jensen.
Men igen klemmer den dunkle fortid sit ansigt ind i sammenhængen.
”Det koster ingenting at hente en afrikansk spiller til Europa. De europæiske klubber betaler intet. Det er ren råvareeksport. Det er bare en videreudvikling af noget, vi altid har haft på kontinentet.”
“Fodbold er en fest i Afrika. Man bliver ved med at danse og feste, selvom ens hold er bagud. Det entydige, er at folk på kontinentet er vilde med fodbold. Det er nummer ét. Man følger eksempelvis også den engelske liga tæt. Jeg har været steder, hvor der ingen elektricitet er, men hvor man alligevel sørger for at få gang i en generator, så man kan se en kamp fra den engelske Premier League. Fodbold er det allervigtigste i livet for rigtig mange i Afrika”
Stig Jensen anerkender dog, at der også er positive akademi-modeller, og at han som fodboldelsker synes, det er fantastisk at se al den talent udfolde sig. Fodboldskolerne er da også et fænomen, der er kommet til Afrika for at blive.
”Om 10 år ser vi endnu flere akademier og agenter, der leder efter potentiale i Afrika.”
Men der er selvfølgelig også en skyggeside af det her. For hver gang, en ung spiller klarer cuttet, er der mange håbefulde spillere, der aldrig bliver til noget.
”Vi kender jo ikke alle dem, der løber rundt nede i den franske 3. division.”
Det kan desuden være meget grænseoverskridende at komme så tidligt hjemmefra. Man bliver revet ud af alt det, man har været vant til. I de større klubber arbejdes der meget med såkaldt character building, altså hjælp, støtte, vejledning og rådgivning på det personlige plan.
”Men hvad med i de lavere divisioner, hvor der ikke nødvendigvis er råd? Så bliver integration svært. Mange afrikanere er ekstremt sociale, og så sidder de pludselig alene i det gyldne fængsel, som er en lejlighed. Mange får det svært, nogle kommer til at døje med psykiske problemer. Det er noget, der kan ødelægge mennesker,” siger Stig Jensen.
Hvor ligger nøglen til forbedring?
Når det kommer til de store perspektiver, har professoren flere bud på, hvad der skal ske, hvis tilstandene - og dermed også fodboldsporten - på det afrikanske kontinent skal forbedres.
”Vi skal blive bedre til at flytte arbejdspladser til Afrika,” lyder et af de korte svar.
Et fundamentalt problem er nemlig, at forarbejdningssektoren stort set ikke findes i Afrika. Den proces foregår til gengæld i andre verdensdele. Her er tale om et levn fra gamle dage men ikke desto mindre et stort strukturelt problem.
Vestafrikanske lande som Elfenbenskysten, Ghana, Nigeria og Cameroun står eksempelvis for omkring tre fjerdedele af verdens dyrkning af kakaobønner tilsammen. Problemet er, at høsten sejles til fabrikker andetsteds, så snart den er plukket. Det betyder, at man går glip af mange arbejdspladser i de afrikanske lande, og at man kun får mellem tre til seks procent af udbyttet for kakaobønnerne. En profit, der i stedet tilfalder de lande, der har forarbejdningsfabrikkerne.
Et mønster, der er et tilbagevendende problem, og som fastholder regionen i et ustabilt loop både økonomisk og politisk.
”Når der har været valg, har også de nye magthavere svært ved at levere, da der stadig ingen arbejdspladser er. Så bliver de væltet eller stemt ud. Det bider sig selv i halen,” fortæller Stig Jensen.
Der skal også ske noget på uddannelsesfronten, før det kan blive rigtig godt. Mange steder i Afrika er der brug for håndværksmæssige uddannelser, hvilket er et kæmpe problem. I stedet spildes ressourcer fejlagtigt på universitetsuddannelser til et behov, der ikke er der.
”En mand, der sælger mig en mango på et marked, har måske en ph.d.-grad fra universitetet. Der skal mere målrettet uddannelse til. Det skal matche udbud og efterspørgsel,” siger Stig Jensen.
Han mener, man kan starte med at gøre noget ved at investere mere i fodboldakademierne. Spillerne går ganske vist i skole, mens de bor på akademierne, men der mangler en mere specifik uddannelse, til hvis de ikke slår igennem som fodboldspillere.
”Der skal tages socialt ansvar. Man bør arbejde mere med at sluse spillerne ud i samfundet bagefter,” mener Stig Jensen.
Et enormt potentiale
Heldigvis er der håb for fremtidige afrikanske fodboldgenerationer. Det spoler vi lige tiden 30 år tilbage for at få understreget. For 1990 blev et stort år for afrikansk fodbold. Et gennembrud på det nærmeste.
VM i Italien bød nemlig på en gedigen overraskelse; den kom fra Afrika og hed Cameroun. Anført af en vis Roger Milla nåede “Løverne” helt frem til en kvartfinale i turneringen efter at have slået blandt andet Diego Maradonas forsvarende verdensmestre fra Argentina undervejs. Det var første gang nogensinde, at et afrikansk hold var nået så langt.
Det fik en anden legende - selveste Pelé - på banen med en opsigtsvækkende spådom. Efter Camerouns flotte VM udtalte mesteren således, at han var helt overbevist om, at et afrikansk landshold ville blive verdensmester inden udgangen af det 20. århundrede.
Pelé havde set fodboldens fremtid, og den tilhørte Afrika.
Sådan gik det ikke just, og faktisk er det aldrig nogensinde lykkedes noget landshold fra Afrika at nå længere end til en kvartfinale ved et verdensmesterskab.
Men måske Pelés fejlslagne profeti alligevel har noget på sig. Det kan måske lykkes et afrikansk mandskab at erobre verdensherredømmet i en ikke så fjern fremtid.
For der er et ufatteligt potentiale på kontinentet. Afrika har gyldne forudsætninger, når det handler om fodbold.
Der er bare ting, man skal have bedre styr på, før potentialet kan udløses. Men så er alt muligt, mener professoren Stig Jensen.
”Så vil de sparke røv. Der er så mange mennesker, der går så meget op i fodbold. Men det kræver, at rammerne er i orden. Organisationerne skal fungere bedre. Det kan godt være, det kommer til at tage lang tid at få styr på. Men så er der ingen grænser for, hvad de kan nå.”
