“Kunne vi tillade os at fejre, at vi havde slået Danmark?”
Af Michael Christiansen — 13. august 2021
Fodboldbane i den finske by Kauniainen, som New York Times tidligere har undersøgt som den måske lykkeligste by i verden. Foto: Julius Jansson (via Unsplash).
Det finske landshold blev den ene halvdel af en af EMs mest omtalte kampe. Den blev vundet, men holdet tabte de to næste og røg ud af turneringen efter gruppespillet. Hjemme i Finland har slutrunden dog skabt national stolthed og en fodboldbegejstring, der kan bruges fremover.
Danmark mod Finland.
Kampen i Parken den 12. juni sidder for længst fast inde i bevidstheden hos alle, der så den. Af åbenlyse årsager blev opgøret et af EM 2020s stærkeste øjeblikke.
En kamp, der - på godt og ondt - kom til at definere turneringen, især for de to mandskaber, der spillede den.
Danmark og det danske landshold gik under EM-slutrunden fra chok og lammelse til fællesskabsfølelse og forløsning i det, Deutsche Welle har kaldt turneringens feel good-historie, og ifølge The Guardian blev Danmark alles favorit “andethold”.
Lidt i baggrunden af alt dette kom Finland til at befinde sig. Efter at have ventet i 104 år på at deltage ved en stor turnering, blev euforien overskygget af den uhyggelige hændelse i kampen mod Danmark.
“Det var en svær situation for alle spillere, staben og kamp-officials. Det danske hold frygtede for deres holdkammerat og ven, men det finske hold var igennem en lignende oplevelse sammen med dem. En skræmmende situation for hver eneste af dem. Hvad skulle de finske spillere gøre? De havde sikkert heller ikke lyst til at spille videre, men var nødt til at motivere sig selv til at spille en gældende kamp under disse forudsætninger,” siger Mark Wiltshear, der er englænder, men bor i Finland, hvor han er én af værterne på podcasten The Finnish Football Show.
Finland endte som bekendt med tre sensationelle point, men selvom finnerne var glade for deres historiske sejr, var man klar over, at den kom i hus under meget usædvanlige omstændigheder.
”Jeg jublede godt nok, da Lukáš Hrádecký (Finlands målmand, red.) reddede straffesparket. Jeg jublede endnu mere, da Joel Pohjanpalo scorede kampens eneste mål. Det føltes underligt, men hvad ellers skal en fodboldfan gøre i de situationer,” siger Mark Wiltshear og uddyber de ambivalente følelser.
”Dagene efter var ret forvirrende. Kunne vi, som finske fans, tillade os at fejre, vi havde slået Danmark? Talte det overhovedet som en sejr, i lyset af, hvad der var sket med Christian Eriksen? “
Det gjorde det i hvert fald i gruppetabellen, og de tre point blev de eneste, Finland skulle få. Efter kampen mod Danmark blev det til et smalt nederlag til den store nabo mod øst, Rusland, og da regnskabets time kom, og placeringerne skulle fordeles, skulle man op imod mægtige Belgien, verdensranglistens nummer ét.
Annonce
En utaknemmelig skæbne for en EM-debutant, der lå hele 54 pladser længere nede på samme liste - næstlavest af alle årets EM-deltagere.
Men måske derfor var skuffelsen over 0-2 nederlaget ikke så stor endda. Den druknede i al fald hurtigt i stolthed hjemme i De tusind søers land.
”Efter Finlands turnering var ovre, hyldede folk generelt landsholdet. Der var ingen fornemmelse af virkelig skuffelse. Selvfølgelig ville folk have elsket at se Finland i knock out-fasen, men holdet fik, hvad det var berettiget til,” fortæller journalist Ari Virtanen, der dækker det finske landshold for Finlands største avis, Helsingin Sanomat, ligesom han har skrevet en bog om holdets vej til EM 2020.
Har set op til Island
Det er anden EM-slutrunde i træk at et lille ubeskrevet, nordisk blad debuterer. Forud for denne turnering har det finske fodboldforbund da også nærstuderet mange af Islands metoder fra succesen ved EM i 2016. Det fortæller Juha Kanerva, der er sportshistoriker og journalist på avisen Ilta-Sanomat.
”Vores sportsmyndigheder har beundret det lille lands flotte resultater i både fodbold og håndbold. Men samtidig var det de færreste, der troede, Finland kunne overraske, som Island gjorde i 2016,” siger han.
At Finland skulle kopiere Islands debutbedrifter fra EM i 2016, var måske også for meget at håbe på. Men der var bestemt ambitioner inden turneringens start, hvor landstræner Markku Kanerva og resten af landsholdet åbent meddelte, at de drømte om at gå videre fra gruppen. Helt så højt kom “Huuhkajat” - Hornuglerne - som det finske landshold kaldes, ikke op at flyve, selvom det var tæt på, for finnerne havde som bekendt avancementet i egne hænder inden sidste gruppekamp.
”Selvom de ikke kunne komme videre fra gruppespillet, fik man en varm velkomst herhjemme. Et bravt hold, der kæmpede til det allersidste i Belgien-kampen,” siger Juha Kanerva.
“Vores sportsmyndigheder har beundret det lille lands flotte resultater i både fodbold og håndbold. Men samtidig var det de færreste, der troede, Finland kunne overraske, som Island gjorde i 2016.”
Stoltheden bygger ikke kun på det sportslige - den første sejr, det første mål, tredjepladsen i gruppen - men også det menneskelige. For det var ikke kun Danmark, der vandt hjerter rundt om.
”Efter opgøret mod Danmark hyldede stort set alle den måde, de finske fans og landsholdet håndterede situationen,” siger journalisten og forfatteren Ari Virtanen.
De finske landsholdsspillere støttede deres danske kolleger efter Christian Eriksens kollaps og klappede dem på banen igen, mens fansene fra tribunerne sang til ære for den danske profil. Efter kampen var det matchvinderen Joel Pohjanpalo, der måske bedst opsummerede forløbet, da han slog fast, at ‘det er utroligt, som fodbold samler folk.’
Fodboldhypen vil fortsætte
Det, der skulle have været en uforglemmelig EM-oplevelse, bliver stadig umuligt at glemme for Finland. På trods af de ubehagelige begivenheder i kampen mod Danmark, fik “verdens lykkeligste land”, som Finland ofte rangeres som, et par opløftende uger i EM-turneringen. Ishockeynationen er nu for alvor trådt ind i den europæiske fodboldfamilie, og overordnet set fylder de gode fortællinger mest i Mumitroldenes hjemland.
”Det er stadig uklart, hvordan denne første turnering vil hjælpe finsk fodbold. Det vil få positive følger, men det vil tage tid at forstå dem alle,” mener Ari Virtanen.
På kortere sigt vil det finske folk tage de gode ting fra EM med videre, forsikrer han.
”Fodboldhypen vil fortsætte i efterårets VM-kvalifikation, i det finske kvindelandsholds EM i 2022 og også mændenes deltagelse ved Futsal-EM næste år.”
Mark Wiltshear fra The Finnish Football Show giver ham ret.
“Dette hold er nået længere end nogen tidligere generation. At få et mål, en sejr og tre point i sin første slutrunde er ikke nogen ringe præstation, og det giver holdet noget at bygge videre på i VM-kvalifikationen.”
Annonce