Kan du være konge på banen, kan du også være konge i Tyrkiet

Af Nicklas Degn - 31. oktober 2021

Trabzonspors stadion, Şenol Güneş Stadyumu, der bogstaveligt talt ligger et stenkast fra Sortehavet i det nordøstlige Tyrkiet. Foto: Fatmanur Şimşek (via Unsplash).

Forandringen lurer fortsat i Süper Lig. Spørgsmålet er, om det igen bliver ved snakken om de nye vinde - eller om de allerede blæser ubemærket henover Anatolien. Her er en redegørelse over tingenes tilstand i det fodboldgale Tyrkiet.

80 millioner mennesker. En stor økonomi. En fodboldinteresse ulig noget andet. Store diasporaer i nogle af Europas bedste fodboldlande.

Tyrkiet har længe haft forudsætningerne for at være et stort fodboldland, både på liga- og landsholdsniveau, men det er alt for længe blevet ved snakken. Landsholdet frister en tilværelse som konstant bobler til slutrundedeltagelse og er i overhængende fare for ikke at kvalificere sig til næste års VM, og klubberne og ligaen må affinde sig med at være sin egen størrelse. Fascineret af mange, men ikke rigtig nogen stor spiller på europæisk niveau. De tyrkiske klubber er fortsat kanonføde i Champions League.

Hvorfor, det er sådan, skal der næsten større afhandling til for at redegøre for. Ofte bliver der snakket om, at nye vinde blæser ind over tyrkisk fodbold. Nu er det tid til satse på talenter, nu bliver gælden bragt ned, nu skal der fokus på spillets udvikling. Men nu er status stadig quo.

Derfor er det interessant at se, hvad der lige nu er i gang i den bedste tyrkiske række, Süper Lig - og at lægge det sammen med udviklingen de seneste år, og særligt det, der lignende en bombe under hele den tyrkiske fodboldtop i forrige sæson, hvor miniputten Istanbul Başakşehir havde vokset sig stor og vandt sit første mesterskab. Den unge Istanbul-klub har hjemme i et Istanbul-kvarter, der ikke eksisterede før præsident Recep Tayyip Erdoğan i sin tid som byens borgmester opførte den, og klubben har således også nydt stor støtte fra storbyens kommune, ligesom den stadig har klare bånd til præsidenten.

Klubben formåede at bruge støtten klogt og udviklede et veldrevet klubsetup, der først gjorde dem til mesterskabsbejlere i et par år, inden projektet kulminerede med mesterskabet i 2020. En triumf, der på mange måder rystede kernen af tyrkisk fodbold. Pludselig var den massive Istanbul-dominans ikke længere et spørgsmål om de tre traditionsbundne og fantossede giganter Fenerbahçe, Galatasaray og Beşiktaş. Ind kom en klog opkomling med et stort apparat i ryggen, men nok så vigtigt og ekstremt kontroversielt i tyrkiske termer: Ingen fans. Oven i købet havde Başakşehir modsat sine bysbørn undgået at oparbejde en enorm gæld og stod på den måde også foran en mere sikker fremtid. Noget man på ingen måde kunne - eller for den sags skyld kan - sige om de tre store, der til sammen kan mønstre en milliardgæld.

Nu skulle Tyrkiet altså vende sig til en ukomfortabel ny virkelighed. Landets bedste fodboldhold så nu ud til at skulle komme fra en kunstigt oppustet klub uden den historie og - igen; virkelig, virkelig vigtigt for tyrkerne - de fans, der har så stor en plads i landets fodboldkultur og er genstand for udlandets fascination.

Men heller ikke den virkelighed så ud til at vare ved. Hvor mesterskabet til Başakşehir var spået til at blive den endegyldige konsolidering af førnævnte ukomfortable virkelighed, ligner det nu mere det prik med en nål, der fik den overspændte ballon til at fise ud meget hurtigt. Başakşehir kunne slet ikke følge mesterskabet op og ligende i den forgange sæson en reelt nedrykningskandidat. Kun en god slutspurt forhindrede det aparte scenarie, at vi kunne have fået en forsvarende mester som nedrykker. Og i denne sæson, der snart passerer den første fjerdedel, ligner det allerede en realitet, at Başakşehir heller ikke kommer til at spille nogen nævneværdig rolle. Det til trods for en trup, der stadig skal placeres lige uden for top-fire, når det kommer til den samlede værdi.

De kan også svømme i Sortehavet
Netop top-fire er det, det i stedet skal handle om i tyrkisk fodbold i år. Som altid, når det kommer til Tyrkiet, bliver det dog med et forbehold, så det kommer her: Formentlig. Beşiktaş kommer ind til sæsonen som en overraskende mester efter det, der skulle have været en overgangssæson, og det, kombineret med Başakşehirs mesterskab året forhinden, har forstærket presset på de to største tyrkiske klubber, Fenerbahçe og Galatasaray. Et pres, der nærmer sig usete højder. For det ser ikke ud til at stilne af.

I stedet er Trabzonspor kommet fra baghjul og har overtaget førersædet i Tyrkiet. Sortehavsklubben ligner en meget seriøs mesterskabskandidat og lever lige som Başakşehir højt på at være den trodsige lillebror. Der stopper sammenligningen så også, for selvom de tre Istanbul-giganter har en enorm fanskare, kan de også sagtens stable passion og vild opbakning på benene i Trabzon. Det så danske Andreas Cornelius ved selvsyn, da han kom til klubben i sommer og blev modtaget af en lufthavnshyldest af den slags, de elsker på SoMe og altid er leveringsdygtige i i Tyrkiet.

Fodboldens betydning og mulighed for at flytte bjerge oplevede Cornelius så i den forgangne uge, hvor klubbens karismatiske præsident Ahmet Ağaoğlu fløj danskeren fluks frem og tilbage mellem Øresund og Sortehavet, så han kunne være vidne til sit barns fødsel. Og så ellers hurtigt tilbage på arbejde igen. En historie og fortælling, der også har taget overskrifter i de store tyrkiske sportsmedier. Er du en konge på banen, er du en konge i Tyrkiet, og Andreas Cornelius’ første indtryk i Tyrkiet kan de godt lide i det tyrkiske nord. Det gør bestemt heller ikke danskerens tilværelse sværere, at han i statur, skandinavisk arketypetræk og spillestil ligner norske Andreas Sørloth, der sidste år nåede en enkelt sæson i Trabzon, som de ikke kommer til at glemme lige foreløbigt. Sådan en bredhærdet målscorertype fra det kolde nord vil de gerne have igen, og lykkes det, kommer Andreas Cornelius til at spise gratis i Trabzon resten af livet.

De store Istanbul-klubber og fodboldkulturen generelt i Istanbul løber med opmærksomheden, men fodbold har også en særlig plads i Trabzon.Foto: Fatmanur Şimşek (via Unsplash)

Nok om truppens danske islæt, for det er andre steder på banen, der vækker gensynsglæde for den bredere fodboldinteressede iagttager. Trabzonspors midtbane er, hvad et overraskende mesterskab kan være skabt af. En hurtigløber med Premier League- og Serie A-erfaring i Gervinho, Tyrkiets kommende bedste fodboldspiller, hvis han kan holde sig skadesfri, i Abdülkadir Ömür, den allestedsnærværende græske landsholdsanfører Bakasetas, der har været ligaens bedste spiller indtil videre i sæsonen, og så fordeles det hele af den mest navnkundige. Slovakiske Marek Hamsik, der lige nu kun er en større helt i Napoli end han er i Trabzon. Det lettere aparte, korte ophold i IFK Göteborg, der skulle holde Hamsik EM-aktuel, har båret pote, og det karriereefterår, der ellers så ud til at skulle parkeres i Kina, bliver nu alligevel tilbragt på europæisk fodbolds middelklasse.

Det hele orkestreres af Abdullah Avci, for hvem Trabzonspor er et lift tilbage til en højere etage på samme måde som med Hamsik. Det var Avci, der havde den største sportslige finger med i spillet, der gjorde Başakşehir til en titelkandidat, men det var ikke ham, der sad der, da den største frugt skulle høstes. Da Başakşehir påbegyndte det, der endte med at blive et mesterskabsridt, tog Avci i stedet springet til et større budget og mere metalpotentiale hos Beşiktaş, men ak, det endte galt, Avci blev fyret i januar 2020 og kunne få måneder se det, han havde bygget op i udkanten af Istanbul, vinde guld for første gang. Avci tog en god portion måneders pause og kastede sig over et nyt projekt. Præcis som han gjorde det efter karrierens første store plet, de blot 18 kampe i spidsen for Tyrkiets landshold fra 2011 til 2013. Og præcis som dengang ser det ud til at virke.

Alt i alt har Trabzonspor fundet en opskrift, der virker fra start. De ser ud til at lukrere yderligere, når konkurrenterne samtidig har det hårdt, bedst illustreret ved kampen mod Fenerbahçe i niende spillerunde, der stemplede Trabzonspors mesterskabskandidatur som seriøst. Hjemme på det kun fem år gamle stadionkompleks, der ligger lige ud til Sortehavet og har taget navn efter Senol Günes (der stod bag Tyrkiets VM-bronze i 2002, er født i Trabzon og førte klubben til to pokaltitler) vandt Trabzonspor 3-1 over Fenerbahçe. Et resultat, der sendte de to klubber i vidt forskellige retninger. Trabzonspor i ekstase og Fenerbahçe i krise, vrede mod dommerforbundet og beskyldninger om konspirationer.

En af Trabzon-provinsens primære turistattraktioner er det billedskønne område omkring Uzungöl-søen i Çaykara-distriktet med Uzungöl-moskeen beliggende lige ved søens bred. Foto: Oytun Babür Özen (via Unsplash).

Det var et nyt kapitel i den største rivalisering i tyrkisk fodbold udover dem, de tre Istanbul-klubber har med hinanden indbyrdes. Fenerbahçe og Trabzonspor ligger stadig i kamp om den skandaleombruste 2010/2011-sæson, der blev vundet af Fenerbahçe, men efterfølgende martret af en matchfixingsag. Trabzonspor endte med at få Fenerbahçes Champions League-plads, men det er stadig Fenerbahçe, der står noteret for mesterskabet i de officielle annaler. Hvert år, når sommeren nærmer sig, hævder både Trabzonspor og Fenerbahce hver for sig, at de hver især er de retmæssige indehavere af titlen i 2011. Som en form for årligt tilbagevendende, bizar tradition. Den rivalisering fylder rundt i år, og derfor gik alt op i en højere enhed, da Trabzonspor slog Fenerbahçe den 17. oktober.

De gode idéers holdeplads
Fenerbahçe måtte flyve hjem til Istanbul med et smertefuldt nederlag, og inden de steg ombord på flyet, kommunikerede de ud, at klubben ville møde sine fans i lufthavnen. Klokken 1 natten til en mandag fyldte Fenerbahçe-fansene derfor Sabiha Gökcen-lufthavnen i den tyrkiske millionby og som lovet sagde en række Fenerbahçe-spidser nogle bevingede ord om den tilspidsede situation. Mesut Özil, hvis ankomst til Fenerbahçe er blevet iscenesat som en den-fortabte-søn-vender-hjem-fortælling, selvom han aldrig før nu har boet i Tyrkiet, blev placeret foran megafonen, men det er i virkeligheden præsidenten Ali Koçs fremtræden, der var interessant.

Koç førte ordet og stillede sig foran som en tilkendegivelse af, at han stadig tror fuldt og fast på sit Fenerbahçe-projekt. Den relativt unge (54 år er ingen alder for en tyrkisk fodboldpræsident) forretningsmand, der er født ind i Tyrkiets rigeste familie, forretningsimperiet, der bærer familiens efternavn, blev valgt til klubbens 37. præsident i 2018. Med sig op på præsidentembedet havde han sækken fyldt med gode og visionære idéer, kredsende lige fra klubbens sportslige setup og faciliteter til hvordan klubbens unge fans, primært de studerende, skulle få bedre adgang til at se kampene.

“Hvert år, når sommeren nærmer sig, hævder både Trabzonspor og Fenerbahce hver for sig, at de hver især er de retmæssige indehavere af titlen i 2011. Som en form for årligt tilbagevendende, bizar tradition”

Selv samme idérygsæk var selvfølgelig også fyldt med en kapital, der uden videre kunne tage Fenerbahce til et andet niveau, men belært af tyrkisk fodbolds tradition med blot at bruge penge uden at bruge dem klogt, har Koç holdt igen med den bugnende bankkonto og rent faktisk gjort et seriøst forsøg på at implementere sin plan. Hidtil står Ali Koçs Fenerbahçe-periode uforløst hen, men præsidentens snor skal nok kunne holde til en sæson eller to endnu, hvis skuden bliver vendt bare et par grader. Men det er under alle omstændigheder en afgørende sæson, Fenerbahçe er gået ind i, hvis det er nye Fenerbahçe skal være det, der endelig fører tyrkisk fodbold nye steder hen.

Foreløbig ligner Ali Koçs største skalp et markedsføringsmæssigt kryptoeventyr. Ligesom konkurrenten Galatasaray har Fenerbahçe kastet sig ud i kryptoland og lavet sin egen kryptovaluta. En hurtigt hurtigt ekspanderende og tilsyneladende allestedsnærværende - men også kontroversiel og skepsisfremkalende - forretningsmetode, der foreløbigt har bragt både Fenerbahce og Galatasaray tiltrængte sorte tal på bundlinjen i de seneste årlige regnskaber. Derudover vil Koç også blive husket som ham, der endelig hentede Mesut Özil til Tyrkiet. Noget, der aldrig lykkedes Başakşehir, trods de gode forbindelser til Özils ven, præsident Erdoğan. Men så længe Özil ikke brillerer på banen vil den potentielt store merit aldrig blive større end en parantes.

Det samme kan siges om denne sæson 2021/2022 i den store fortælling om tyrkisk fodbold. Der er igen friske vinde på vej. Måske de allerede blæser over Sortehavet og Anatolien. Så vil tiden vise, om det er reelt, eller varm luft. Merit eller parantes?