Fodboldens glemte intellektuelle

Af Nicklas Degn - 31. december 2021

Det wienske caféliv, som det tager sig ud i dag. Foto: Rick Govic (via Unsplash).

Den intellektuelle fodboldsamtale blev skabt i det wienske caféliv med Matthias Sindelar og Hugo Meisl som samtalernes omdrejningspunkt. De har ikke den store plads i den moderne fodboldverden, men vi skylder østrigerne meget. En ode til kaffehusene i Wien.

Højpandet, livgivende, lommefilosoferende, nødvendigt elitært, ligegyldigt navlepillende.

Fodbold er populært, fordi det er alles spil. Født af eliten, men hurtigt overtaget og udviklet af arbejderklassen. Men hvad med fodboldsamtalen, hvem ejer egentlig den? Den slags, der insisterer på at ramme en højere fællesnævner, at tale kultur ind i spillets natur, være bevidst om at kunne registrere og formulere, hvad en lav blok er, men også samtidig namedroppe Enzo Francescoli og fremhæve 1978-slutrunden for dets politiske konnotationer frem for, fnys, noget så mainstream som Mario Kempes og Paolo Rossi.

Den tilstræbt intellektuelle fodboldsamtale synes at have en slags guldalder lige nu, men den betragtning er i bedste fald historieløs. For selvom vi er beriget med fantastiske skribenter og fodboldtænkere, er der også en vis form for ironisk distance. Kan vi sige noget klogt om fodboldens globale spændvidde uden også at være sjove? Kan en The Guardian-analyse af det store spil i det lille spil tage sig selv seriøst uden at forfalde til britisk kluksarkasme? Hvis det kan, sker det for sjældent. Lige nu er tiden åbenbart ikke til den slags fodbolddebat, der vil lidt mere og vil tage sig selv enormt seriøst og højtideligt. Du kan godt selv høre det, når du læser de her linjer. Hvad fanden er det for noget snobbet liren-af, hvem i alverden tror han, han er? Nok sådan en, der har regnet det hele ud. Lad os være på tværs og lad os være usjove.

Det var de formentlig dengang tilbage i de sene 1920’ere i Wien. Ikke den sidste storhedstid for østrigsk fodbold, for der var jo tiden omkring førnævnte 1978-slutrunde, men den tid, der vil stå tilbage som Østrigs største bidrag til verdensfodbolden. I de daværende wienske kaffehuse fødtes den tænkende samtale om fodbold. Østrigerne sad på fodboldens taktiske udvikling, så det var naturligt, at landets intellektuelle også skulle kaste sig over spillet og give dets taktik en tur med den elitære pensel. Som Jonathan Wilson udlægger teksten i sit fodboldhistoriske mesterværk “Inverting the Pyramid" fra 2008 blev fundamentet til det østrigske Wunderteam, et af historiens største landshold, grundlagt i slutningen af 1920’erne ledt an af englænderen Jimmy Hogan, der tog spillets taktiske udvikling med fra de daværende (og i høj grad også senere) pionerer Ungarn, inden han drog hjem mod England.

Nutidens Wien. Foto: Dimitry Anikin (via Unsplash).

Det var den legendariske manager Hugo Meisl, der videreudviklede Hogans tanker i tæt udvikling med Hogan selv, men som høstede frugterne alene i de efterfølgende år. Det er Meisl, der står tilbage i historiebøgerne som Wunderteams leder og skaberen af Matthias Sindelar og Josef Bican på den store scene, der dengang tilhøre landsholdsfodbolden. Det var Meisl, der stod i spidsen for Østrig i en af landsholdsfodboldenes mest historiske kampe, Østrigs 8-2-sejr over Ungarn, men det er også Meisl, der risikerer at ryge i mainstreamglemmekassen med Bielsa (det skal nok ske), Gusztáv Sebes (manden bag Puskás’ Mighty Magyars) og Juanma Lillo (manden, der fik Guardiola til at rejse til Mexico). For han vandt jo aldrig (sådan rigtig) noget. Men også det vil være historieløst.

Og allerede nu kan godt se det igen. Skulle det her nu forestille at være klaget og nytænkende. “Intellektuel fodbold er opfundet i Østrig, det vidste I nok ikke, hva’?”. Som om den fortælling ikke er tærsket igennem allerede. En hurtig google-søgning vil finde samme budskab på bloggen Mabellehouse.com og magasinet “These Football Times”.

Nej, historien om fodboldens frekventering af kaffehusene, eller wienercaféerne, som det vist nok mere nutidigt hedder, er heldigvis ikke nogen ufortalt historie, og den begynder da også at være rimelig bredt fortalt i de mere og mere udvidede fodboldhipstermiljøer på nettet. Det er kun godt. Ikke desto mindre fortjener den at blive fortalt langt og ofte, ligesom Matthias Sindelar fortjener at nå højere op i legenderens historiebog. Selv om hans tilnavn som “fodboldens Mozart” er at tage den en nøk for højt, så var han en af det hedengangne 2-3-5-systems ypperste spidsangribere og angiveligt en fryd for øjet trods sin akavede og kringlede kropsstatur. Han var stjernen på Wunderteam, sågar også stjernen i den østrigske musicalfilm “Roxy und ihr Wunderteam” fra 1938, der, meget passende for datidens fodboldtaktiske vinde, blev instrueret af en ungarsk-østrigsk filminstruktør og også udkom i en ungarsk version.

Sindelars historie er af den slags utrolige skæbner, kun krigstiden kunne mønstre. Østrig blev annekteret af Nazityskland i 1938 (der kan spekuleres i, om det også forhindrede østrigsk fodbold i at blive til mere) og det var ifølge historiebøgerne den virkelige årsag til, at Sindelar nægtede at spille for Tysklands landshold. Hans fremskredne fodboldalder på hele 35 år og en skadesplaget tid var den officielle forklaring. Året efter døde Sindelar i Wien, stadig kun 35 år gammel. Igen med en officiel og en uofficiel forklaring. Dødsattesten siger kulilteforgiftning, historiebøgerne skriver om både mord- og selvmordsteorier.

Sindelar var altså ham, der var på bordet i de wienske kaffehuse dengang i 1920’erne og 1930’ernes Østrig, og som - lad os nu bare filosofere og lade forstanden løbe af med os - kan have skabt grobund for den rige og kloge fodboldsamtale, vi har i dag. Det er svært at forestille sig Jonathan Wilsons engelsksprogede “The Blizzard” (eller “Inverting the Pyramid” for den sags skyld) og tyske “11 Freunde” uden kaffehusene. Spanske “Panenka”, tyrkiske “Socrates”. Danske Calcio.dk. Hov, nu blev det lovligt meget højrøvet og virkelighedsfjernt igen.

Så er spørgsmålet bare, om vi også har en inkluderende samtale, eller om den er og bliver for elitær. Det er, som om, at den engelske pub, der hænger uløseligt sammen med britisk fodboldkultur, skal stå model for den lavpandede form for fodboldsamtale, den vi gerne vil videre fra (og jeg bidrager til det billede ved at gentage det her), men alt taler for, at englænderne på pubben har lige så meget ære af fodboldsamtalens udvikling som østrigerne på wienercaféen.

I det mindste ejer vi alle fodbolden.