How Toulouse a club in 10 games
Af Michael Christiansen — 5. august 2020
Et kig ud over Toulouses tage set fra stormagasinet Galeries Lafayette. Toulouse er hovedbyen i den sydfranske region Occitanie. Byen er kendt for sine lyserøde huse, der er bygget af mursten, der fremstilles af en særlig, lokal rød ler. Foto: Henrique Ferreira (via Unsplash).
Ligue 1 blev i marts indstillet - 10 kampe før tid. Det betød, at Toulouse FC ikke kunne nå at redde sig, og en årelang nedtur er nu kulmineret med en nedrykning. Dermed slutter 17 års ophold i den bedste franske række trods medaljer og Champions League-fodbold undervejs.
7. marts, 2020, Municipal Gaston Gérard i Dijon.
Dijon har besøg af bundproppen, Toulouse FC. Kort før pausen smækkes en høj bold ind bagerst i feltet, og en fremadstormende Hamza Mendyl møder indlægget. Ingen dikkedarer. 1-0 til hjemmeholdet.
Som så mange gange før i sæsonen - helt præcis 56 gange - har Toulouse FC nu lukket et mål ind i en ligakamp. Holdet er på vej mod den 18. kamp i streg uden sejr, og man ligger håbløst isoleret i bunden med 10 point op til næstsidstepladsen.
Det virker underligt, når man tænker tilbage til de glade dage i slutningen af 00’erne, hvor klubben spillede med i toppen af rækken.
Kort efter Dijons mål gør Quintin Boisgard ellers, hvad han kan for at sparke en snert af håb ind i holdkammeraterne og redde Toulouse FC. Med en forrygende firsttimer styrer han en flad aflevering hen over målmanden og udligner via undersiden af overliggeren. Et flot mål, der leder tanker hen på succesen under storhedstiden for mere end et årti siden.
Højt at flyve
For spoler vi tiden tilbage til sensommeren 2007, så alting nemlig anderledes lyst ud for Toulouse FC. Holdet fra den sydfranske by, der er hjemsted for flyfabrikanten Airbus, fløj højere end nogensinde før, for den sensationelle tredjeplads fra 2006/07-sæsonen - blot fire år efter oprykning til ligaen - betød Champions League-fodbold på egnen. Det var første gang i klubbens historie, at man skulle prøve den slags.
Toulouse FC blev grundlagt i 1937, men klubben har skiftet navn og struktur flere gange. Først i 1979 fandt man den konstellation, de farver og det navn, man har i dag. Det er aldrig blevet til de helt store pokaler, kun et par førstepladser i den franske 2. division har klubben at vise frem. Undervejs har flere velkendte navne ellers været på holdkortet, eksempelvis den nuværende Dortmund-træner Lucien Favre og Pierre-Francois Aubameyang (der er far til Pierre-Emerick), ligesom klubben blandt andet har fostret Fabien Barthez.
Op gennem 00’erne og 2010’erne skulle vi i Norden især lære den hvide og lilla trøje at kende, når den har været båret af skandinaver som Martin Braithwaite, Johan Elmander, Ola Toivonen, Jon Jönsson, Jimmy Durmaz, Daniel Braaten og i dag Ruben Gabrielsen.
Toulouse FC rykkede dog ned i Ligue 2 i 1994 og senere ned i den tredjebedste række og var ikke tilbage i Ligue 1 igen før i 2003. Efter et par jævne sæsoner overraskede man så pludselig stort ved at tage bronzemedaljerne i 2006/07-sæsonen.
Derfor skulle et interessant hold bestående af blandt andre Jérémy Mathieu, André-Pierre Gignac og førnævnte Johan Elmander nu møde selveste Liverpool i kvalifikationen til Champions League. Man lagde dog ud med at tabe første kamp 0-1 hjemme på Stadium Municipal, og i returen i England gik det helt galt. 0-4 tabte franskmændene denne gang, og “Les Violets”, skulle aldrig komme så tæt på det forjættede Champions League-land igen. Afklapsningen på Anfield indvarslede samtidig en slags beginning of the end, som man siger på de breddegrader.
Fakta:
Toulouse FC var et af kun otte hold, der har været i Ligue 1 uafbrudt siden Toulouse’ oprykning i 2003. Nu er der så kun syv hold tilbage: Lyon, Paris Saint-Germain, Marseille, Rennes, Lille, Nice og Bordeaux. Fem af disse klubber har opnået at vinde mesterskabet i perioden.
For top 3-eventyret havde måske tæret lige rigeligt på spillerne, for Toulouse FC faldt helt igennem i den følgende sæson, hvor man endte 14 pladser længere nede(!) - kun to point fra nedrykning.
Det fik konsekvenser. Bronze-træneren Élie Baup blev smidt på byporten, og klubben indledte i stedet et ansættelsesforhold med den tidligere Toulouse-spiller Alain Casanova. Rokaden virkede. Fodboldromantikken var i hvert fald tilbage på Stadium Municipal for en stund.
Alain Casanova var dog ikke det eneste nye ansigt i klubben det år. Endnu en skandinav sluttede sig nemlig til holdet. Schalke-angriberen Søren Larsen skulle forstærke offensiven på det sydfranske mandskab. Selvom danskeren ikke fik så mange kampe, blev 2008/09-sæsonen alligevel en ny succes for Toulouse FC.
Casanova, Larsen og co. fik en flot fjerdeplads, og man klarede sig helt til gruppespillet i Europa League, hvor man dog endte på tredjepladsen i en pulje, der bestod af Partizan Beograd, Club Brügge og de forsvarende vindere, Shakhtar Donetsk.
Spørger man Søren Larsen, var der én altoverskyggende årsag til succesen. Det var ligatopscorer André-Pierre Gignacs 24 mål.
”Uden Gignac var vi et midterhold. Han var en enmandshær, der gjorde forskellen. Han kunne hente bolden helt nede ved hjørneflaget og så bare trække ind og score. Det var egentlig sjældent, han fik en stor chance. Alt fungerede bare for ham,” fortæller danskeren om sin daværende angrebskollega til Calcio.dk.
Med den flotte placering i tabellen kunne man tro, at byen var på den anden ende. Men Søren Larsen og holdkammeraterne mærkede ikke den store interesse fra lokalbefolkningen. Fodbold er nemlig ikke det eneste sportshold i Toulouse.
”Rugbyholdet var dengang var blandt de bedste. Så hvis man spillede for byens fodboldhold, var man ikke nødvendigvis en stjerne af den grund.”
Folk i området tog generelt ikke fodbold så højtideligt, og Søren Larsen og holdkammeraterne fyldte ikke så meget i aviserne trods opturen. Danskeren husker, hvordan der sjældent var mere end halvfyldt på Stadium Municipal, hvor der ellers er plads til 35.000 tilskuere. Slet ikke som noget, den tidligere Bundesliga-spiller havde oplevet i Tyskland.
”Det var meget stille og roligt, da jeg var i Toulouse. Det var en underlig, neutral klub. En sjov størrelse,” siger Søren Larsen.
Året efter fortsatte den sælsomme slingren dog i Toulouse-valsen, for holdet forsvandt igen fra toppen af rækken og blev nummer 14. Da var Søren Larsen imidlertid udlejet, men han har alligevel et bud på, hvad der skete.
“De andre hold fandt ud af at lukke Gignac ned. Og resten af holdet havde slet ikke det niveau. Det var en mirakelsæson i 2008/09. Sæsonen efter fandt vi vel et mere naturligt leje. Så var vi heller ikke bedre,” siger Søren Larsen.
Mentaliteten i regionen omkring Toulouse er meget anderledes fra Skandinavien og Tyskland, fortæller Søren Larsen, der har spillet alle tre steder. “Livsstilen i området er meget sydlandsk. Det er rosévin til frokost, og man tager det stille og roligt. Det er en dejlig by, hvis man er til den slags. Men hvis man har en aftale klokken halv ti, skal man ikke forvente, at vedkommende møder frem før ti minutter i. Det er til tiden der,” siger Søren Larsen, der er en af tre danskere, der har spillet for Toulouse. De andre to er Ronnie Ekelund (1999-2000) og Martin Braithwaite (2013-2017). Foto: Chronis Yan (via Unsplash).
Selvom Alain Casanova nød relativ succes, havde han også et fundamentalt problem, mener den tidligere danske landsholdspiller. Selvom Toulouse FC i top fire-sæsonen faktisk havde ligaens bedste forsvar, var Casanova, der i sine aktive år var målmand, alt for primitiv i sin tilgang til sporten. Han satsede ikke ligefrem på offensiven. Det var bare hans held, at man have en mand som André-Pierre Gignac, som lavede mere end halvdelen af holdets mål det år, man blev nummer fire.
Der, hvor det blev tydeligt, var i det daglige. Der manglede både positivitet og gnist under de kedelige træningssessioner, og den principfaste manager tillod ikke sine spillere at blive og selvtræne bagefter. Med mindre det var i styrkecentret.
”Jeg kunne smadder godt lide Alain Casanova som person. Men som træner… Nej. Han var en tør kiks. Den gammeldags type. Defensiv. Han trænede slet ikke offensiven. Som angriber fik man aldrig en afslutning til træning,” fortæller Søren Larsen.
Han husker, hvordan andre trænere, han har haft - Tom Køhlert, Ralf Rangnick, Morten Olsen - alle formåede at skabe motiverende og konstruktive træningspas.
”Til træning i Toulouse rørte jeg stort set ikke bolden. Det var svært.”
Selvom Søren Larsen rejste videre, fortsatte Toulouse FC’s affære med Casanova helt indtil 2013/14-sæsonen. Det udviklede sig med tiden til et stabilt, omend trivielt leverpostejsforhold, for klubben sluttede i midten af tabellen i denne periode. Casanova blev dumpet, og ind kom Dominique Arribagé, der havde spillet på holdet ad flere omgange og siden havde været scout i klubben. Men set i bakspejlet skulle Toulouse FC nok alligevel aldrig have brudt med Alain Casanova.
“Rugbyholdet var dengang var blandt de bedste. Så hvis man spillede for byens fodboldhold, var man ikke nødvendigvis en stjerne af den grund.”
For efter han forlod klubben, gik det for alvor gået ned ad bakke. I den første sæson uden den defensive træner endte man på 17. pladsen - lige over stregen. Det gjorde holdet også året efter, men da var det ubehageligt tæt på.
Toulouse FC var pisket til at vinde den sidste ligakamp, men med ti minutter igen var man bagud 2-1. Kun et mirakuløst comeback til sidst reddede dengang klubben.
I 2018 var den så igen gal. Toulouse FC endte på 18. pladsen og måtte spille om overlevelse i to playoff-kampe mod Ajaccio fra Ligue 2.
I fjor blev Alain Casanova så hentet ind for at vende tendensen. Han klarede skærene, men kunne ikke hive holdet højere op end en 16. plads. I år gik den så ikke længere.
Dybt at falde
Kampen mod Dijon er nået til anden halvleg. Toulouse FC har stadig kurs mod et vigtigt udebanepoint, da det går galt. Efter et indlæg og en gang klumpspil havner bolden hos Dijons Naif Aguerd. Fra sin position midt i feltet sparker han til den. Inde på stregen går målmanden og en forsvarer tilsyneladende i vejen for hinanden, og så er Toulouse FC atter bagud. Denne gang får man ikke udlignet.
Opgøret mod holdet fra sennepsbyen skulle blive historisk. Dijons sejrsmål har nemlig vist sig at være den sidste kasse, Toulouse FC indkasserede i den bedste franske række i denne omgang.
Coronakrisen satte efter den spillerunde Ligue 1 på standby - med 10 runder igen af sæsonen.
I maj blev det så besluttet, at man ikke ville genoptage turneringen, og Paris Saint-Germain blev kronet som mestre. Og SC Amiens og Toulouse FC stemplet som nedrykkere. En lille dør stod dog på klem for de to bundhold, der håbede, man kunne udvide ligaen med to pladser på grund af de usædvanlige omstændigheder.
Klubberne argumenterede for, at de endnu kunne nå at redde sig, da der jo resterede 10 kampe og således stadig var 30 point at spille om. Toulouse FC var endda så fortrøstningsfulde, at klubben frejdigt proklamerede, at man også ville spille i den bedste række i 2020/21-sæsonen. Men så let gik det ikke.
Efter en afstemning i LFP, den franske divisionsforening, den 23. juni besluttede man endegyldigt at beholde det nuværende format med 20 hold.
Toulouse FC må en tur ned i den næstbedste række for første gang siden 2003.
Dermed slutter 17 års fodbold på højeste niveau, hvoraf de seneste fem har været én lang nedtur, hvor klubben kun har holdt fast i sin Ligue 1-status med det yderste af neglene.
Derfor er det måske ikke så overraskende, at Toulouse FC i denne sæson endelig trak sorteper. Holdet formåede kun at skrabe 13 point sammen i de 28 kampe, man fik. Det er 10 point færre end SC Amiens på næstsidstepladsen. Og med blot fire ud af holdets beskedne 22 fuldtræffere blev Efthimios Koulouris årets topscorer i klubben.
Læs også:
I Lyon rammer coronakrisen ekstra hårdt
Men nedrykningen er måske ikke verdens undergang på de kanter.
”Byen skal nok overleve.”
Søren Larsen tror heller ikke, det er så stort et nederlag for klubben, trods alt.
”Toulouse har jo aldrig været et storsatsende hold. Toulouse ER ikke et storhold. Det var ikke i toppen, vi hørte til. De er måske i virkeligheden ikke andet end et 2. divisionshold,” siger han og bliver mere dyster:
”Men jeg kunne godt være bekymret for, at de ryger længere ned endnu. Hvis de får en uheldig start på den kommende sæson. Jeg ville ikke være overrasket, hvis de ender helt nede i 3. division. Man har set det før. Måske kommer de aldrig op igen.”
