Den næste Serie A-dansker: Valget af Sampdoria og det kommende liv i Italien
Af Nicklas Degn — 29. juli 2020
Havnen i den lille fiskerlandsby Nervi i udkanten af Genova. Med udsigt til Det Liguriske Hav. Foto: Francesca Petringa (via Unsplash).
For Mikkel Damsgaard var det springende punkt i valget af Sampdoria som næste karrieredestination, at klubben så gerne ville have den unge, danske Superliga-profil. Nu byder ferien på lektietid inden det er calciotid.
Mindre end en uge resterer af Serie A-sæsonen, hvorefter det er tid til en kort ferie for derefter at kigge frem mod en ny sæson. En sæson, der får deltagelse af et nyt dansk ansigt i Mikkel Damsgaard. Den 20-årige offensivspiller fra Jyllinge skifter tilværelsen i FC Nordsjælland og Farum ud med Sampdoria i havnebyen Genova.
Damsgaard bliver den 67. dansker i den bedste italienske fodboldrække, når han første gang ifører sig I Blucerchiatis trøje og løber ind på Stadio Luigi Ferraris – eller Marassi, som stadionet hedder i de lokale folkemunde. Han bliver den femte dansker til at optræde for Sampdoria. Den seneste var en succeshistorie i form af Joachim Andersen, der startede med et år på lærerbænken inden han med en god 2018/2019-sæson sørgede for, at de kunne udtale danskerens navn på store adresser rundt omkring i Europa. De udtalte det bedste i Lyon, der gjorde Joachim Andersen til Danmarks dyreste fodboldspiller.
Samtidig går Mikkel Damsgaard i fodsporene på legendariske Serie A-danskere som Karl Aage Hansen og en af de absolut største danske fodboldpersonligheder nogensinde, Harald Nielsen, der tog en enkelt sæson i Sampdoria med som sidste stop i den aktive spillerkarriere i 1969/1970.
For Mikkel Damsgaard handler skiftet til Sampdoria dog først og fremmest om at mærke, at han er ønsket.
”Det er en klub, der rigtig gerne vil have mig, og det kunne jeg mærke. Da jeg var nede for at besøge klubben og menneskene, var jeg glad for, at det betød meget for dem, at jeg gerne ville derned. Det var den største grund,” siger Mikkel Damsgaard om skiftet til Calcio.dk.
Vue ud over Genova og Det Liguriske Hav fra bjerget Monte Fasce. Genova er en yndet sejlsportsby og skal i 2023 være finaleby for det verdensomspændende havkapsejlads Ocean Race. Foto: Claudio Meirana (via Unsplash).
Damsgaard kommer med over 80 Superliga-kampe i bagagen og en profil, der kan bruges på stort set samtlige offensive positioner. Målfarlig er nu også et prædikat, han kan lade sig pådutte, efter 11 mål i sæsonens 35 ligakampe. Inden sæsonen havde han kun scoret to styks.
”Spillestilen skal passe til mig. Det er ikke alle spillestile, jeg passer ind i, så det skal selvfølgelig passe. Og det gør det. Det, samt den plan, de har lagt for mig, er jeg meget glad for. Det betyder også meget for mig, at de har fulgt mig i lang tid. De ved, hvad jeg kan, og det er de glade for,” forklarer Mikkel Damsgaard.
Et hold, der vil spille
Sampdoria er et hold under kyndig ledelse af den erfarne Claudio Ranieri, der har set og prøvet meget i Italien – og i udlandet, hvor han gjorde det fornemt i Chelsea, før Chelsea var Abramovitj-Chelsea, og siden i Leicester, hvor han grundlagde og udførte nyere fodboldtids største underdog-fortælling.
Derfor undrer det ingen, at Sampdoria kan spille solidt og struktureret, men det er også et fodboldhold, der er rundet af tre år under Marco Giampaolo. Den schweizisk-fødte italienske Sampdoria-træner fra 2016 til 2019 fik med sin tid i Genova katapulteret sig op som en af de forventeligt næste filosoffer – et udtryk, der ofte bruges i italiensk fodbold om trænere med idéer, der under korrekt udførsel udmønter sig i æstetisk flot fodbold. Ofte associeret med den slags, der gerne vil fremad banen. Det er et udtryk, der ofte blev brugt om Arrigo Sacchi i 90’erne, om Maurizio Sarri inden han blev mestertræner, og for tiden er tættest knyttet til Atalanta-dirigenten Gian Piero Gasperini.
”Det er et hold, der er begyndt at spille meget mere og gerne vil have bolden. Hele den italienske liga er en liga, hvor der bliver spillet meget mere. De vil gerne have fodboldspillere, der kan spille noget god bold. Det er det, de går efter i Sampdoria,” siger Mikkel Damsgaard.
Spørgsmålet er så, hvor meget god bold Mikkel Damsgaard har udsigt til fra dag et. En del unge danske fodboldspillere er skiftet til Italien de seneste tre år, men ingen af dem har bidt sig fast fra start og igennem en hel sæson.
Siden 2017 er syv danskere under 25 år skiftet til en Serie A-klub.
Christian Nørgaard brød ikke igennem i Fiorentina og tog karrieren andetsteds efter et enkelt år i Firenze. Andreas Cornelius havde en fin debutsæson med 23 Serie A-kampe og tre mål, men havde svært ved at kæmpe sig til en fast startplads i 2017 og har først i denne sæson markeret sig som mere hyppig målscorer i Parma. Jacob Rasmussen fik fuld tid i sine første to kampe i Empoli, men blev benyttet som rotationsspiller gennem sæsonen. Riza Durmisi fik to Serie A-kampe fra start i sin første sæson i Lazio og er nu tilbage for at kæmpe sin chance i klubben, efter et lejeophold i Nice. Samme situation står Jens Odgaard i, efter at have brugt en flot sæson på leje i Heerenveen for at bevise, at han nu skal have chancen i Sassuolo. Joachim Andersen skulle som førnævnt bruge sine første syv måneder i Sampdoria på at vente på sin Serie A-debut og senere gennembruddet. Andreas Skov Olsen er lige nu i færd med at afslutte sin debutsæson i Bologna, der har budt på mere end godkendte 25 Serie A-kampe, men de fleste som indskifter og for nylig måtte han stå model til en offentlig markant kritik fra sin træner Sinisa Mihajlovic.
Erfaringen viser altså, at en plads i startformationen på et Serie A-hold er en svær og eftertragtet position.
”Jeg vil selvfølgelig gerne spille hurtigst muligt, men jeg ved jo også godt, at det kan tage en tilvænningsperiode. Jeg skal lige vænne mig til nogle ting. Men jeg vil gerne spille hurtigst muligt, og hvis jeg gør det godt, tror jeg også, at det er det, der kommer til at ske,” siger Mikkel Damsgaard om forventningerne til den første tid i Sampdoria.
Italienske lektier
Danskeren kommer til en klub, der lige akkurat er sluttet i tabellens bedste halvdel de seneste tre sæsoner, men som denne sæson har kæmpet i bunden, hvilket Damsgaard, der fik skiftet på plads allerede i februar, har kunnet følge på afstand.
”Det har været på livescore, men jeg har også set nogle kampe, og jeg har tænkt mig at sætte mig ned for at se en masse kampe igennem. Jeg har haft lidt travlt, men nu får vi ferie, hvor jeg helt klart kommer til at se nogle kampe,” siger Damsgaard.
“Det betyder også meget for mig, at de har fulgt mig i lang tid. De ved, hvad jeg kan, og det er de glade for,”
Nu er Sampdoria sikret en ny sæson i den bedste række uanset udfaldet af sæsonens sidste to runder, og Mikkel Damsgaard kan dermed endegyldigt se frem til at spille Serie A. Men det krævede en stærk redningsaktion efter coronapausen. Da coronaen brød ud og trak stikket på Serie A og de øvrige fodboldligaer rundt omkring i verden i marts, lå Sampdoria kun lige akkurat over nedrykningsstregen.
”De har leveret et godt stykke arbejde og vundet en del kampe på det seneste. Det er et bevis på, hvilken mentalitet holdet og klubben har. At man kan komme tilbage efter sådan en pause og bare klø på. Jeg var egentlig ikke så nervøs. Jo, selvfølgelig var der lidt kilden i maven, da de lå et point fra nedrykningsstregen, men jeg har ikke været så nervøs, for jeg ved, at det er et godt hold, og jeg troede på, at de kunne klare sig,” siger Mikkel Damsgaard.
Genova er hjemsted for to fodboldklubber, Sampdoria og Genoa, der spiller hjemmekampe på det samme stadion. I Genoa spiller allerede tre danske fodboldspillere i form af Lasse Schöne, Lukas Lerager og Peter Ankersen. Foto: Folco Masi (via Unsplash).
Nu kan han se frem til at kalde Liguriens hovedstad for sit hjem. Tager han turen 300 kilometer fra kysten og ind i landet, vil han i Bologna støde på en tidligere holdkammerat, der for et år siden tog samme tur fra Farum til Norditalien.
”Jeg har snakket vildt meget med Andreas (Skov Olsen, red.). Det er en god ven, og han har hjulpet mig meget med at give mig et indblik. Men jeg synes også, at det er en oplevelse, man skal tage, som det kommer. Jeg har italiensk nu, og det er den måde, jeg forbereder mig på lige nu. Jeg tror, noget af det vigtigste, er, at jeg kan snakke sproget bare en lille smule, når jeg kommer derned,” fortæller Mikkel Damsgaard, der søndag optrådte i FC Nordsjælland for foreløbigt sidste gang.
”Jeg har haft meget fokus på at være i Nordsjælland og at slutte sæsonen godt af. Jeg har ikke tænkt så meget på Italien endnu, og der har været ting, jeg ikke har kunnet gøre noget ved. Jeg tager det som det kommer.”