Den guddommelige tragikomedie
Af Michael Christiansen — 17. august 2020
Kirken og mausoleet Cappella Colleoni i det gamle Città Alta-område i Bergamo. Foto: Fabio Sangregorio (via Unsplash).
Det begyndte som en sjov ide i venners lag for over 100 år siden og kulminerede i denne sæson med noget af Europas mest underholdende fodbold og Serie A-rekorden for flest mål. Alligevel er der en snert af malurt i Atalantas ellers overfyldte bæger. For sæsonen blev skæmmet af en verdensomspændende katastrofe, der blev uhyggelig lokal, mens både Scudetto- og Champions League-eventyrene fik skuffende afslutninger - alt taget i betragtning.
Ved et bord på restaurant Correggi i Bergamo sidder fem venner.
Det er Eugenio Urio, Giovanni Roberti, Alessandro Forlini og brødreparret Gino og Ferruccio Amati. De er alle studerende på den lokale Liceo Classico Paolo Sarpi-skole, hvor de læser fag som oldtidsgræsk, latin, filosofi og historie.
Udenfor er det efterår, og de unge mænd er begyndt at kede sig. Der skal ske noget. De vil lave en sportsklub. Navnet og logoet skal symbolisere noget atletisk, hurtigt og vindende, så vennerne henter inspiration i noget, de ved noget om: den græske mytologi.
Her husker de historien om en stærk kvindeskikkelse, der var en slags gudinde for jagt og sport og som var næsten uovervindelig. Kun ved hjælp af olympisk list og kynisme kunne hun besejres. Hendes navn var Atalanta, og denne oktoberaften i 1907 grundlægger de fem studerende således Atalanta Bergamasca Calcio - eller bare Atalanta BC.
113 år senere er de gamle, græske sagn genopstået i det nordlige Italien. Fodboldklubben Atalanta gør sin navnesøster ære rent sportsligt, men i sidste ende må hun strække våben. Ikke mod guderne fra Olympen, men mod fodboldstormagterne fra Torino, Milano og Paris.
Fodboldklubben Atalanta tabte i Serie As sidste spillerunde til Inter i den direkte kamp om andenpladsen og måtte derfor definitivt nøjes med bronzemedaljerne, selvom det længe lignede, at det skulle blive sølv. Tre uger tidligere spillede man 2-2 på udebane mod Juventus - de senere mestre - i en topkamp, hvor de zebrastribede favoritter først udlignede i overtiden. På et straffespark sat ind af Cristiano Ronaldo. Det var dét med kynismen.
Et af de mest interessante hold i moderne fodbold var tæt på at gøre det umulige, men i sidste ende indfandt logikken sig. Komedien blev til en tragedie.
Atalanta BC gjorde ellers, hvad hun kunne for at bringe det italienske fodboldkosmos ud af balance. Med ultraoffensiv fodbold tog “La Dea” - “Gudinden”, som klubben passende kaldes - den ene storsejr efter den anden og slog rekorden for flest mål scoret i én Serie A-sæson. 98 styks for at være helt præcis. Fire flere end den hidtidige rekord og hele 17 flere end det næstmest scorende hold i sæsonen.
Undervejs blev angriberen Luis Muriel den spiller, der har lavet flest mål som indskifter i Serie A i nyere tid. Og sammen med Josip Ilicic og Duvan Zapata blev han én af hele tre Atalanta-spillere blandt topscorerlistens 10 øverste pladser.
Den demokratiske fordeling af målene er både et udtryk for klubbens stærke sammenhold men også for de mange mål, Atalanta har lavet. 2,58 pr. kamp. Utroligt for en klub, der blot råder over ligaens 13. højeste budget.
Årsagen til klubbens nuværende succes skal findes på trænerbænken. Han hedder Gian Piero Gasperini. Den tidligere Genoa-træner har haft enorm indflydelse på Atalanta siden ankomsten i 2016.
Gasperini tror i høj grad på bevægelighed. Med sine flydende 3-4-2-1- eller 3-4-1-2-opstillinger skaber hans mandskab hele tiden et hav af kombinationer. Atalanta tager sideforskydninger til et nyt niveau, når de tilspiller sig overtalssituationer på kanterne og lidt ind i banen. Offensivspillerne trækker gerne ud i hjørnet og giver plads til, at midtbanespillerne kan komme i anden bølge og tilbyde forstærkning centralt, ligesom forsvarsspillerne ikke så sjældent tager del i angrebene. En filosofi, der antyder, at totalfodbolden ikke blev spillet helt forgæves.
Bergamo og den venetianske mur, der omkranser byen. Foto: Mattia Bericchia (via Unsplash).
Sassuolo-spilleren Jeremie Boga har til The Athletic indrømmet, hvor velfungerende et hold Atalanta er:
”De presser så højt og spiller en-mod-en overalt. Når de har bolden, bevæger alle sig, så man ved ikke, hvordan man skal presse dem. Det ene øjeblik kan den venstre midterforsvarer være venstre wing back. Nogle gange går 10’eren ned dybt i banen. Det er virkelig svært. Alle bevæger sig.”
Men Gian Piero Gasperinis måde at spille på er også et system, der kræver meget af spillerne, fysisk og mentalt. Holdets hollandske midtbanespiller, Marten de Roon, har berettet om de hårde træningspas, hvor det er forbudt at spille bolden bagud eller sågar sidelæns. Fremad er den eneste retning for Atalanta. Holdet træner også ofte intenst helt frem til dagen før en kamp. Men det er præmissen. Og den 62-årige Gasperini har resultaterne med sig.
Fakta:
I Europas fem store ligaer er det kun Manchester City (102 mål) og Bayern München (100 mål), der har scoret flere gange end Atalantas 98 fuldtræffere.
Atalanta BC har kun vundet ét trofæ i sin 113 år lange historie - Coppa Italia i 1963 efter finalesejr over Torino. Klubben har været i finalen yderligere tre gange. Senest i 2018/19-sæsonen, hvor man tabte til Lazio.
Bedste placeringer i Serie A er de to tredjepladser i 2018/19 og 2019/20.
Siden den italienske træner kom til Bergamo, er Atalanta kun én gang sluttet uden for top fire, ligesom man har været i både Europa Leagues og Champions Leagues gruppespil. Begge gange gik man videre. Den samlede 8-4-sejr over Valencia i denne sæsons ottendedelsfinaler opsummerer meget godt historien om Gasperinis Atalanta.
Kort efter den flotte triumf på Mestalla gik fodboldverdenen - og resten af verden - dog i sort. Coronapandemiens udbrud betød, at det med ét var udelukket at spille fodbold. Især i Italien, der var blandt de hårdest ramte lande. Og netop Bergamo-området blev et ubehageligt epicenter for hele den europæiske smitte. Et grimt intermezzo i Atalantas ellers så smukke sæson.
Men fodbolden vendte tilbage, og Atalanta viste, at klubbens navn var berettiget. Holdet fortsatte det gode spil, lavede masser af mål, og havde man haft en smule mere held - eller guddommelig indgriben, om man vil - kunne resultatet af Juventus-kampen i juli have set anderledes ud. Det samme kunne måske Serie A-tabellen.
Samme fortælling gentog sig, da Champions League-eventyret skulle skrives færdigt i den forgange uge. I en nærmest tro recitering af det lige-ved-og-næsten-narrativ, der udfoldede sig i Serie A, bragte Atalanta sig overraskende foran mod Paris Saint-Germain og lignede længe en sensationel semifinalist. Men holdet kollapsede og pariserne vendte 0-1 til 2-1 i kampens sidste fem minutter.
Bronzemedaljerne og kvartfinalepladsen er dog stadig et overordentligt flot resultat for en klub af Atalantas omfang, og som Gian Piero Gasperini har mindet os om, så er forventningerne alt for høje, hvis en tredjeplads er skuffende. Nu skal klubben igen forsøge at blæse Fodboldeuropa bagover i Serie A og Champions League, når sæsonen genoptages inden længe. Tiden vil vise, om Gudinden igen kan bokse over sin vægtklasse, eller om normalitetens tilstand indfinder sig. Sikkert er det dog, at sæsonen vil stå tilbage som en historisk flot præstation for den relativt lille klub fra en by med et indbyggertal på størrelse med Aalborg.
Så nogen stor tragedie har sæsonen trods alt ikke været.
