En genfødt fodboldnation
Af Nicklas Degn - 16. juli 2021
Æstetik og pragmatisme i ét. En fodboldbane i Cassone di Malcesine ved Gardasøen med udsigt til Monte Baldo-bjergkæden. Foto: Christian Bardenhorst (via Unsplash).
Roberto Mancini er genfødt efter et EM, hvor han fremstår sympatisk, kompetent og nok så vigtigt triumferende. Men sådan har det ikke altid været. Hvordan gik det til, at den ellers så lunkne landsholdsfodbold kunne bringe en mand tilbage til tinderne?
“Jeg spillede med Buffon, og jeg var heldig. Nu spiller jeg med Donnarumma, og det er det samme”.
Ordene kom som spyttet ud af munden på en overgearet og tydeligvis ekstatisk Giorgio Chiellini i timerne efter EM-triumfen på Wembley. Forsvarskæmpen, der under det meste af EM og stadig i skrivende stund faktisk er arbejdsløs, fylder 37 år til august, men under EM var han ung og frejdig. Et bjørnekram til en uinteresseret og irriteret Jordi Alba inden straffesparkskonkurrencen mod Spanien i semifinalen talte sit tydelige sprog. Chiellini er i sit rette element lige der, hvor de færreste trives, fordi presset er størst.
Han var nemlig som genfødt, Chiellini. Væk fra erindringen om en dårlig sæson for både ham og Juventus og tilbage var billedet af Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini som en ulastelig stopperduo. Pludselig forstod man igen, hvorfor Mourinho ville have de to italieneres kompetencer på Harvard-skemaet.
Alligevel placerer Chiellinis genfødsel sig i skyggen af hans træner for de azurblå nationalhelte. Roberto Mancini. En tidligere målscorer af høj æstetisk kvalitet og nu en træner med et blandet CV, der pludselig har taget et stort nøk i den rigtige retning. Allenatore Mancini var på mange måder stjernen på et homogent italiensk landshold, der nu kan kalde sig Europamestre for første gang i over 50 år.
Samtidig skriver Mancinis Italien sig i en bemærkelsesværdig liste af Europamesterskaber med træneren som markant ankerfigur. Jovist var Ronaldo da stjernen i 2016, men det var Fernando Santos, der satte sit store præg på det pragmatiske og for mange lidet flatterede spil, der gjorde Portugal til EM-vindere. Som Otto Rehhagel gjorde det med Grækenland i 2004. Og Richard Møller Nielsen med Danmark i 1992.
Men noget er anderledes med Mancini. Det mest åbenlyse er selvfølgelig, at italienerne i lange stræk betagede fodboldfansene under årets EM. Det kickstartede med Andrea Bocellis tag på “Nessun Dorma” ved åbningsceremonien på Stadio Olimpico i Rom, det fortsatte med Gli Azzurris berusende åbningssejr over Tyrkiet nogle timer efter. Og det stoppede aldrig rigtigt. For nu vil vi vel se mere?
Toscanas store tenor åbnede EM inden åbningskampen mellem Italien og Tyrkiet i Rom. Og kickstartede uden at vide det en måned lang italiensk fest.
Et navn, der blev koldt
Landsholdet havde brug for Mancini og Mancini havde brug for landsholdet, skrev den anerkendte The Athletic-journalist og calcio-kender James Horncastle inden slutrunden gik i gang i sidste måned. Ordene var slående allerede dengang, og historien endte med at arbejde som en selvopfyldende profeti. Italienerne havde brug for noget meget andet end den aldrende Gian Piero Ventura, der på skammeligste vis formøblede et spændende spillermateriale og end ikke kvalificerede Italien til VM 2018. Italien nåede et lavpunkt og havde brug for noget, der ultimativt kunne gøre Italien til det, Tyskland kulminerede med at være i 2014. Dengang blev Tyskland verdensmestre efter en stor og årelang omvæltning i det tyske fodboldsystem. En udvikling, der er beskrevet i Raphael Honigsteins “Das Reboot” fra 2015.
Mancini skulle stå i spidsen for den italienske pendant, der også skulle blive hans egen reboot. Han var manden, der stod på sidelinjen under et af de mest ikoniske øjeblikke i Premier League-historien, da Manchester City blev engelske mestre i sidste sekund i 2012 “Agüerooooooooooo….” og for første gang i 44 år. Og inden han rejste til England havde han ført Inter til tre Scudetti i træk. Men så stoppede festen. Ophold på fodboldens anden række i Galatasaray og Zenit Skt. Petersborg kun afbrudt af en mislykket genkomst til Inter, gjorde Mancini-navnet koldt.
Derfor var det både en ny landstræner og et nyt landshold, der skulle rejse sig tilbage i maj 2018. Men oddsene var imod dem fra starten. Landsholdsfodbolden er ikke, hvad den har været. Modsat for få årtier siden er det nu klubberne, der har de attraktive trænerjob, og på den baggrund var Mancinis ansættelse ikke anset som det helt store trin op. Dertil var Mancinis Man City seks år tidligere stadig det langt større peak. Nej, Roberto Mancini skulle løftes af landsholdsfodbolden og han skulle selv løfte landsholdsfolden. Hvis det kunne lade sig gøre.
44 års forløsning og det endegyldige varsel af Manchester City som ny superklub. Det var resultatet af den sindsoprivende afslutning på Premier League-sæsonen 2011/2012, hvor Roberto Mancini spillede en hovedrolle som det nye og olierige Manchester Ciyts første mestertræner.
Det lykkedes helt åbenlyst. Men først skulle Mancini gøre sig nogle beslutninger. Skulle han endegyldigt opgive sin gamle ven (på godt og ondt), Mario Balotelli, og hvad med formationen og et forestående generationsskifte i forsvaret?
Svarene på de spørgsmål fik vi her under EM. Det var den rigtige beslutning at holde sig til en art 4-3-3 med den smalle og flade midtbanetrio som det altoverskyggende omdrejningspunkt. Det var fornuftigt at holde fast i Bonucci og Chiellini til en sidste dans, selvom et unikt talent som Bastoni stod med scudettoen og bankede på døren.
Mancinis Italien imponerede vidt og bredt. Det var ungt og det var gammelt. Det var Manuel Locatellis fandenivoldske og allestedsnærværende gennembrudsstyrke og tidsløse Middelhavsskønhed. Han kunne score mål, bryde linjer og lukke flanker med krøllede lokker og et look, som var han den lokale popstjerne Sangiovanni og den halvfranske filmditto Timothée Chalamet smeltet sammen til én. For en stund kunne Locatelli det hele. Hvem siger, han ikke også kan bære en Luca Guadagnino-film?
Men lad os ikke blive hivet med af stemningen. Så godt var spille heller ikke. Italien i denne sommeren 2021 var ikke det samme som Spanien i slutnullerne og starttierne. Tikitalia er lige så forfejlet et udtryk, som catenaccio er det i 2021. I bogen “Calcio Italiano” fra 2013, skriver forfatterne Jesper Ralbjerg og Mikael Sørensen, at italiensk fodbold er både Michelangelo og Machiavelli. Underforstået, at calcio er æstetik, men også manipulation. Lad os for en stund bytte manipulation ud med pragmatisme, og så gør det samme sig faktisk gældende for Mancinis Italien. Det var Federico Chiesas smukke drev med bolden, og det var samtidig Chiellinis kyniske riv i Bukayo Sakas skulder til allersidst i finalens ordinære spilletid.
Et traume skal ikke gives videre
Det hele billede skal altså med, men om end det færdige maleri ikke står tilbage som lige så fuldendt, som Michelangelo kunne have malet det, så giver det en god følelse i maven. Italien som Europamestre anno 2021 er et sympatisk bekendtskab. Det er ikke omgærdet med samme enorme kontrast, som da italienerne vandt VM i 2006 nærmest simultant med, at Calciopoli-skandalen foldede sig ud i lys lue.
I år er det anderledes positive vinde, der blæser ind over Italien. Serie A ligner på vej mod en genfødsel af manciniske dimensioner og Roberto Mancini selv er i manges øjne en elskværdig herre. Perfekt eksemplificeret ved indskiftningen af den 34-årige andenmålmand Salvatore Sirigu efter 89 minutter af kampen mod Wales i gruppespillets sidste runde. Førstemålmand Donnarumma var i topform og ved godt mod. Men Mancini ville ikke have, at nogen skulle opleve det, som han selv oplevede ved VM på hjemmebane i 1990. Mancini kom dengang med efter en god sæson for Sampdoria, men fik ikke et eneste sekund på banen. Senere ragede han uklar med Azzurri-toppen og tilbage står de 36 landskampe, han nåede at få som aktiv, som alt for lidt.
“Men lad os ikke blive hivet med af stemningen. Så godt var spille heller ikke. Italien i denne sommeren 2021 var ikke det samme som Spanien i slutnullerne og starttierne. Tikitalia er lige så forfejlet et udtryk, som catenaccio er det i 2021. ”
Derfor er Mancini nu i gang med at udfylde alt det uforløste potentiale med landsholdet, som hans egen spillerkarriere efterlod sig. Mancini endte aldrig med at blive den store landsholdsspiller, men han var en del af det mest uforglemmelige Sampdoria-mandskab nogensinde. Og det er sammen med flere af gutterne fra dengang, at han tog Italien til Henri Delaunay-trofæet.
Mest fremtrædende fra minutterne efter Italiens mange sejre ved slutrunden stod billederne af utallige omfavnelser mellem Roberto Mancini og Gianluca Vialli, der har indtaget en koordinator-rolle siden november 2019. I deres fælles tid i Sampdoria fra 1984 til 1992 var Mancini og Vialli kendt som “måltvillingerne” og førte I Blucerchiati til det historiske mesterskab i 1991. Men også den ulasteligt klædte assistent Alberico Evani, den anden assistent Attilio Lombardo, målmandstræner Massimo Battara, samt de to tekniske trænere Giulio Nuciari og Fausto Salsano har det til fælles, at de alle var holdkammerater med Mancini i Sampdoria i 80’erne og 90’erne og nu er en del af hans hold omkring landsholdet.
Men det er venskabet mellem Mancini og Vialli, der står klarest frem. Deres indbyrdes affektion lyste efter hver kamp frem fra øjnene, men det var særligt som om, tát der hos Vialli var en ekstra form for taknemmelighed for at opleve øjeblikkene rundt omkring på kontinentet den seneste måneds tid. Den tidligere Chelsea- og Sampdoria-angriber har haft nogle tumultariske år, da han først stod i spidsen for at konsortium, der ville købe hjerteklubben Sampdoria, hvilket bristede i 11. time. Og derefter meldte den rigtige alvor sig, da Vialli blev ramt af kræft. Et sygdomsforløb, han blev raskmeldt fra ved årsskiftet.
På mange måder var Italiens EM-triumf altså et sammensurium af store historier bundet sammen til et narrativ. Og så har vi endda ikke engang adresseret, at ingen rigtig regnede med, at historien skulle udfolde sig lige nu. Mancinis Italien havde på forhånd fået en holdbarhedsdato, der løb længere end 2020, som på grund af en pandemi blev til 2021.
Så hvad kan vi forvente os nu?
