De forhadte helte
Af Michael Christiansen — 26. juli 2021
Græsk landsholdsfodbold var et ukendt fænomen indtil 2004. Ulig oldtidens arkitektur. Her Parthenon-templet i Athen, der er opført til ære for gudinden Athene. Foto: Patrick (via Unsplash).
EM-minder: Da et profilløst Grækenland vandt EM og blev en af de største slutrundesensationer.
Hvor blev du af, Theodoros Zagorakis?
Vi ser dig løfte EM-trofæet mod Lissabons aftenhimmel, lykkelig. Det er sådan, vi husker dig. Og så for en helt igennem fænomenal slutrunde, hvor du blev valgt til turneringens spiller og trådte ind i en klub, hvor Matthias Sammer og Zinedine Zidane allerede var medlemmer, og Xavi og Iniesta senere skulle blive det.
Indrømmet - de fleste af os havde aldrig hørt om dig inden EM i 2004, og de færreste af os fulgte dig nok efterfølgende. Ligesom det var tilfældet med resten af dit landshold.
Jo, der var lige ham der Werder Bremen-angriberen, der kom til Ajax. Men ellers.
Men vi skulle komme til at lære disse grækere at kende: Giorgos Karagounis, Kostas Katsouranis, Traianos Dellas og målmand og George Clooney-lookalike Antonios Nikopolidis blev alle navne, der for altid vil lyde som sommeren 2004.
En sommer, hvor ord som ‘sensation’ og ‘overraskelse’ rungede og dannede ekko. Og vi elsker alle en gedigen overraskelse. Dem kan man næsten ikke få for mange af i en ofte forudsigelig fodboldverden. Det er næsten umuligt for de små hold at vinde noget som helst, siger vi gerne til hinanden.
Pengene har for længst overtaget vores sport, og alting var bedre i gamle dage, kan man finde på at hævde, mens man trækker sin merchandisefodboldtrøje til 549,- over hovedet.
Der findes ikke længere klubånd. Nutidens spillere skifter hold, som vi andre skifter underhylere; de vil derhen, hvor det sjove sker. Spillerne altså.
Men hvad med Maldini og Totti og Giggs? Der findes stadig folk, som udelukkende sværger til én klub. Du, Theodoros Zagorakis, tilbragte selv dine aktive år i en håndfuld forskellige klubber.
Det forholder sig med one club players som med de store overraskelser i sporten. De finder altså sted, selvom vi kan lide at fortælle hinanden, at det er yderst sjældent. At et engelsk mesterskab til en klub fra Leicestershire sker lige så sjældent, som Hale-Bopp besøger vores galakse.
Leicesters mesterskab er og bliver en utrolig og sensationel bedrift, ingen tvivl om det, men disse upsets er - heldigvis - en del af sporten.
For hvad med for eksempel Uruguay i 1950? Eller Tjekkoslovakiet i 1976? Zambia i 2012? For ikke at nævne Danmark i 1992? Og på klubplan - hvis vi roder lidt i hukommelsen en stund - Nottingham Forest, IFK Göteborg, Røde Stjerne, FC Porto. Herfølge Boldklub…
Der er et problem
Og så var der Grækenland i 2004. Grækenland som europamester? Endnu en umulig tanke, men ikke desto mindre. Holdet var inden turneringen i Portugal blandt de lavest seedede sammen med et land som Letland, men leverede miraklet, og på blot 12 år havde EM-turneringen således fået hele to yderst overraskende mestre.
Problemet med Grækenland - for der er et problem - er, at holdet ikke spillede godt. De vandt kun meget lidt sympati og anerkendelse. Normalt holder folk med underdogsene, men i dette tilfælde så de fleste nok, at de velspillende portugisere havde taget sejren på hjemmebane. Alle elskede Leicester og Danmark. Men ingen gider se et destruktivt, defensivt hold vinde.
Altså med mindre det er Island åbenbart. Vikingerne fra Nordatlanten forsvarede sig gennem kampene ved EM 2016 på vejen mod en flot kvartfinale. Slutrundens vinder, Portugal, spillede lidt på samme måde, vandt hele lortet, men fik ingen nye fans. De skulle have vundet i 2004, da de spillede godt. I stedet lavede de “en Grækenland” i 2016. Eller Frankrig lavede “en Portugal”, om man vil.
Men tilbage til Grækenland, nu. Der var ikke meget spændende ved dem i 2004 (undskyld, Zagorakis). Det var ikke ligefrem sexet fodbold. Men det virkede. Nogle kaldte det effektivt og taktisk, andre sammenlignede det med noget fra stenalderen.
“Problemet med Grækenland - for der er et problem - er, at holdet ikke spillede godt. De vandt kun meget lidt sympati og anerkendelse. Normalt holder folk med underdogsene, men i dette tilfælde så de fleste nok, at de velspillende portugisere havde taget sejren på hjemmebane. Alle elskede Leicester og Danmark. Men ingen gider se et destruktivt, defensivt hold vinde. ”
Så hvad var der galt med Grækenlands EM-triumf?
Det er svært at sige. Den havde alle ingredienserne til en god underdog-fortælling: En beskeden nation rent fodboldmæssigt (ingen øvrige titler eller finaler), et fattigt land rent økonomisk (sammen med finalemodstanderen Portugal de fattigste i Vesteuropa), og et lille land rent befolkningsmæssigt (10 millioner indbyggere svarer til Sverige eller Ungarn). Til gengæld en yderst rig kultur- og samfundshistorie fuld af gode historier, og en landstræner, der var kendt for at være så snu som Odysseus selv. Otto Rehhagel var nemlig allerede lidt af en overraskelsernes mand. Det var ham, der engang vandt Bundesligaen med oprykkerholdet Kaiserslautern.
Han gjorde det igen med Grækenland. Tog fusen på alle. Han må have følt sig som Tom Hanks, der hvor han får gang i bålet i Cast Away. Først en freak-sejr over værterne i åbningskampen, så en 1-1’er mod Spanien - fire point mod Portugal og Spanien, hvem ville ikke gerne have solgt den for det inden - og til sidst et mere logisk nederlag til Rusland, hvor et reduceringsmål skulle vise sig afgørende for stillingen i puljen.
Herefter blev logikkens love atter opløst: 1-0 over Frankrig, de forsvarende europamestre, og 1-0 over turneringens ellers bedste hold, Danmarks banemænd fra Tjekkiet. Den absurde finale skulle blive en kopi af åbningskampen, idet Portugal også havde klaret den helt til den store match.
Charisteas i Lynch-hovedrolle
Så hvad suser igennem hovedet på dig her, Theodoros, da du går på banen i spidsen for dine landsmænd til den største sportsbegivenhed i din nations historie siden OL i Athen i 1896? Da du giver hånd til anføreren for det andet hold, Luis Figo, en af tidens store spillere? Drømmer du om Real Madrid og AC Milan? Har du en ide om, at det kun bliver Bologna? Ved du på dette tidspunkt, at du senere vil gå ind i politik hjemme i Grækenland? Er du nervøs, stolt, eller bare generelt lige så rundt på gulvet som alle os andre?
Underligt var det ved grød at se Grækenland i en stor international finale, og det mindede efterhånden om et filmplot af David Lynch, da førnævnte Angelos Charisteas i begyndelsen af anden halvleg headede føringsmålet ind og satte tiden i stå. Chokket gik gennem marv og ben.
Herfra ændrede tiden sig for grækerne. Det var som om, den havde lidt svært ved at komme op i gear igen, efter Charisteas kortvarigt havde standset den. I stedet for at tikke frit, som den plejer, begyndte den at flyde langsomt i tykke dråber. Hvor lang tid var der igen? Portugiserne havde frygteligt travlt, I havde al for meget tid, Zagorakis. Hvordan er det at vide, at nu er der 25 minutter, til verden går amok, nu er der 20 minutter, til det største sportsresultat i dit hjemland, nu et kvarter til I vil blive forgudet for altid, nu ti minutter til du har opnået det største, du kommer til at opnå i dit liv, nu fem minutter…
Figo og Pauleta og Ronaldo skød på mål som vanvittige, men nede bagved holdt George Clooney dem gang på gang fra fadet, mens forsøgene blev mere og mere desperate - som blikket i deres øjne.
Det må have været den længste halve time i Grækenlands historie, den efter Charisteas’ mål.
Men slutfløjtet kom. Dine holdkammerater faldt om i græsset med tårerne trillende ned ad kinderne. Du gik omkring med hænderne over hovedet og et lettet, lykkeligt smil på. I gjorde det, ræven Rehhagel gjorde det, du gjorde det, Theodoros Zagorakis.
Du er Man of the match, du er slutrundens bedste spiller, du er europamester, du er historisk. Hvordan føles dette øjeblik? Hvor ofte har du gennemlevet det siden? Du spillede 475 kampe i din 19 år lange seniorkarriere, men det er seks kampe på 22 dage, du for altid huskes for.
