Den forkerte vinder
Af Michael Christiansen — 15. juli 2021
Det portugisiske folk fik rig mulighed for at lufte deres flag i sommeren 2016, da deres landshold vandt nationens første internationale mesterskab. Men kønt var det ikke. Her vejer de portugisiske farver på en fiskerbåd i Costa da Caparica ikke langt fra hovedstaden Lissabon. Foto: Pedro Santos (via Unsplash).
EM-minder: Da de portugisiske underdogs vandt et uharmonisk europamesterskab i 2016.
Det virkede helt forkert. Alt taget i betragtning.
Frankrig var klart bedre. Ikke blot den aften, men gennem hele turneringen. Og de var på hjemmebane.
Og Portugal? De havde jo knap vundet en kamp undervejs. De var meget bedre i 2000, i 2004, i 2006, i 2012. Hvordan kunne de så vinde nu? Figo og Rui Costa var for længst væk, og Ronaldo var past his peak.
Men sådan er fodbold også. Det er ikke altid, at skønheden vinder over udyret. Det så vi netop i 2004. For fodbold er ikke logik, og det er ikke en skønhedskonkurrence. Det er hårde tacklinger, stride tilbageløb og tidsudtræk nede ved hjørneflaget. For hver Michael Laudrup eller Gianfranco Zola er der to John “Faxe” Jensen’er eller Dennis Wise’r, og dommerne fra Vild med dans sidder ikke ude på sidelinjen og uddeler 10-taller for ynde og finurlighed inde på banen.
Til gengæld tæller måltavlen ubarmhjertigt hvor mange scoringer, hvert hold er kommet til. Fodbold er sort på hvidt. Det er ikke kunst, selvom nogle hævder det, og selvom det er undertiden er tæt på. Der opstår af og til elementer eller øjeblikke, der minder om kunst, men overordnet set er det ikke det samme. Heller ikke selvom kunst faktisk engang var på programmet ved de Olympiske Lege i form af fem kunstneriske discipliner, såsom maleri og skulptur. Bevares, de to størrelser, sport og kunst, er altså tæt forbundne og har mange ting til fælles men ikke alt, og kunstkonceptet blev da også siden fjernet fra Olympiaden.
Fodbold er en sport, og sport er konkurrence. Kunst har svære betingelser, når den underlægges et konkurrenceelement. Kunsten bliver til, når der intet pres er, og tanken får lov at være fri. Kunsten opstår, når der ikke forventes noget. I hvert fald den bedste slags.
Jeg var engang på besøg hos nogen, som havde et af de dersens emaljeskilte med visdomsord hængende. Sådan et, man kan købe hos enhver isenkræmmer med respekt for sig selv. Der stod blandt andet sådan noget som ‘dans, som om ingen så det’, men også ‘spil, som om der ingen vinder var’. Den sidste er god. Spil, som om der ingen vinder er. Som om det ikke gjaldt om at vinde.
“Fodbold er en sport, og sport er konkurrence. Kunst har svære betingelser, når den underlægges et konkurrenceelement. Kunsten bliver til, når der intet pres er, og tanken får lov at være fri. Kunsten opstår, når der ikke forventes noget. I hvert fald den bedste slags.”
Det gjaldt imidlertid om at vinde dengang under EM i 2016, og Portugal spillede også sådan. Nationen stillede med et hold, der var godt til års. Cristiano Ronaldo var 31 år, forsvarerne Bruno Alves og Pepe var 34 og 33, evighedstalentet Ricardo Quaresma var pludselig blevet 32, mens holdets grand old man, Ricardo Carvalho, havde rundet de 38 somre.
Old boys-holdet spillede også som et alderdomshjem. På trods af en uhørt nem gruppe bestående af Ungarn, Østrig og debutanterne fra Island, lykkedes det kun Portugal at få skrabet tre point sammen - gennem tre uafgjorte resultater. Foruroligende var det, at et hold med Ronaldo og Nani i front ikke kunne vinde en kamp mod disse middelmådige fodboldnationer.
Ungarn har som bekendt ikke altid været middelmådig, når det kom til fodbold, og det centraleuropæiske land står i øvrigt nærmest som beviset på, at det flotte fodbolds skønhed ikke altid slår den ubarmhjertige kynisme eller det uretfærdige svineheld. I løbet af Puskás-Kocsis-æraen tabte “De mægtige magyarer” blot én kamp på fire forrygende år - det var, desværre for dem, VM-finalen i 1954, hvor tyskerne, som Gary Lineker senere skulle slå fast, naturligvis vandt til sidst. Ungarerne vandt OL-turneringen i 1952, så helt uden metal var dette fantastiske hold ikke, men mon ikke VM-guldet havde vejet tungere?
Nutidens ungarere spillede 3-3 mod Portugal, og trods det magre pointudbytte og den pinlige placering i puljen, fik portugiserne alligevel sneget sig med videre som en af de bedste treere (!).
Fuldskægstempo
Ottendedelsfinalen mod Kroatien var en absurd oplevelse, hvor portugiserne fik trukket en bedre modstander så langt ind i den forlængede spilletid, at der ikke var tid til et modsvar, da en lettere forbløffet Ricardo Quaresma nemt stangede Ronaldos ripost i det tomme net. Undervejs havde holdet fra Den Iberiske Halvø været ualmindeligt sløve i offensiven. Man har set mænd få fuldskæg på kortere tid, end det tog dem at få en afslutning. Cristiano Ronaldo havde end ikke et skud på mål i de første 90 minutter. Men ikke desto mindre; Portugal var nu i kvartfinalen.
Heller ikke den vandt man - i stedet måtte man gennem en straffesparkskonkurrence mod Robert Lewandowskis Polen.
Semifinalen markerede Portugals eneste sejr i ordinær spilletid; den kom mod de walisiske debutanter. At det velspillende Wales var blandt slutrundens positive overraskelser gjorde ikke sympatien for det portugisiske landshold større. Det gjorde det ikke bedre, at det uinspirerende og defensive mandskab tilmed havde fået historiens måske nemmeste vej til en finale.
Island, Ungarn, Østrig, Kroatien, Polen og Wales. Goddaw mand økseskaft. Vi skal vel tilbage til Tyskland i 2002 (Saudi Arabien, Irland, Cameroun, Paraguay, USA, Sydkorea) for at støde på et landshold, der havde så bred en boulevard i retning af en stor finale.
Den store kamp var nærmest afgjort på forhånd. Frankrig havde fejet al modstand til side: Fem sejre og en uafgjort, 13-4 i målscore. Og så var der hjemmebanefordelen. Jo, en fransk triumf var så sikker som amen i Notre Dame. Men skæbnen viste sig lunefuld i form af en aparte finale, hvor Frankrig spillede bedst og styrede løjerne, men hvor portugiserne alligevel af uransagelige årsager formåede at vinde. Franskmændene, anført af Antoine Griezmann og Dimitri Payet, havde været suveræne i turneringen hidtil, mens Portugals akavede sejrsmål blev sat ind af en kluntet angriber, undertegnede aldrig havde hørt om før, indrømmet.
Finalen bliver mest husket som den, hvor Ronaldo udgår skadet, men pludselig genopstår fra de døde som assistenttræner. Men mest af alt er finalen - og slutrunden overhovedet - manifestationen af en hel række af fodboldens gængse mantraer. Men der er jo noget om snakken, når fortærskede scenarier bliver til klichéer.
For eksempel sandheden om, hvor langt man kan nå med små midler. Tjek. Portugal havde ikke noget prangende hold, Ronaldo og Pepe undtaget. Eller hvis man er villig til at gå på kompromis med æstetikken. Tjek. Holdet spillede ikke just flot fodbold. Eller hvis man har et godt forsvar. Tjek. Defense wins championships, som football-træneren Paul “Bear” Bryant engang formulerede det. Det var tilfældet med Portugal her, for nok var flere af dem oppe i alderen, men Fonte, Cédric, Ricardo Carvalho, Bruno Alves og de øvrige forsvarere lukkede blot fem mål ind i de syv kampe undervejs mod guldet. Det lyder ganske vist af meget, og faktisk er det flest af alle europamestre i historien, kun overgået af det franske mesterhold fra 2000, der lod hele syv mål stryge ind bag Fabien Barthez det år. Men de tre af Portugals fem indkasserede mål faldt som bekendt i 3-3-freakshowet mod Ungarn, mens Islands Bjarnason og førnævnte Lewandowski var de eneste andre, der fik lov at passere Rui Patrício i buret.
Og vi har knap nævnt Pepe endnu. Képler Laveran Lima Ferreira, som det borgerlige navn lyder, spillede sit livs turnering i Frankrig og var velsagtens den retmæssige vinder af den Ballon d’Or-hæder, en holdkammerat fra landsholdet og Real Madrid vandt det år. Da det gjaldt i knockout-fasen, lukkede han og resten af forsvaret kun ét mål ind i fire kampe.
Portugals europamesterskab understregede også en anden læresætning i fodbold: Alan Hansens udødelige You can't win anything with kids. De bedagede portugisere beviste nemlig, at alder i fodbold også rimer på erfaring.
Sidst, men ikke mindst, fik vi understreget, at succes ikke altid har noget med skønhed at gøre. Og det er jo rart nok at vide.
