Comeback til en mester
Af Michael Christiansen — 3. juli 2021
Vingård i Valpolicella ved Verona i Italien. Kun en times kørsel fra Brescia, hvor Andrea Pirlo har sin egen vingård i byen, hvor han også startede sin professionelle fodboldkarriere. Foto: Daniel Vogel (via Unsplash).
EM-minder: Andrea Pirlo spiller sit livs turnering og leder Italien helt til finalen ved EM 2012.
Det var langt fra første gang, det var blevet gjort.
Totti udførte det på berømt vis under EM i 2000, og Sergio Ramos lavede en under selvsamme slutrunde i 2012.
Men det er Andrea Pirlos, man husker. Panenka-afslutningen på Joe Hart i straffesparkskonkurrencen efter kvartfinalen mod England. Den langhårede italiener, der tager et tilsyneladende normalt tilløb, men lige inden sparket sætter farten ned for til sidst nærmest at gå ind i bolden, så den studser ind i midten af målet, mens den engelske målmand sidelæns ser til.
Elegant eller arrogant? Måske begge dele. Hvis der er en grænse, er den i hvert fald hårfin (undskyld udtrykket), når det handler om Pirlo.
En karriere af to halvlege
Men sådan er han, og sådan spillede han. Præstationerne i Polen og Ukraine var så fremragende, at han af mange blev regnet som EM’s bedste spiller, selv om Spaniens Andrés Iniesta officielt fik den hæder. Faktisk kan man argumentere for, at slutrunden var Pirlos renæssance som fodboldspiller. Et afdæmpet og alligevel spektakulært - og næsten perfekt - comeback til verdenstoppen efter et antal magre år.
For Andrea Pirlos karriere kan deles op i to halvdele. Den periode, hvor han havde skæg, og den uden, groft sagt. Overgangen mellem de to faser blev Europamesterskabet i 2012.
Som ung midtbanespiller markerede lombarden sig for alvor som en del AC Milans utrolige hold under Carlo Ancelotti først i 00’erne. Fra sin plads bagest på midtbanen dirigerede han spillet - nærmest som en tilbagetrukket 10’er eller en fremskudt libero. En stille dukkefører, der bag forhænget trak i sine snore. Pirlos rolle syntes nyskabende. Lange, flotte skift kunne han få til at dale ned på Clarence Seedorfs brystkasse ude på kanten, eller han kunne stikke en aflevering igennem, så den fik Filippo Inzaghi til at ligne en dygtig fodboldspiller.
Mens den brysk udseende Gennaro Gattuso var udyret på Milans eventyrlige midtbane, var Andrea Pirlo skønheden.
Senere, hos Juventus, blev han del af en midtbanekværn bestående af slidere som Arturo Vidal og Claudio Marchisio, men Pirlos udtryk ændrede sig ikke.
“Elegant eller arrogant? Måske begge dele. Hvis der er en grænse, er den i hvert fald hårfin (undskyld udtrykket), når det handler om Pirlo.”
Det lange hår faldt altid, som det skulle. Det lignede noget fra en tv-reklame for shampoo, uanset om han lige havde headet til en hård bold eller spurtet 40 meter. Ikke at han gjorde nogle af delene særligt ofte. Det behøvede Pirlo ikke. Han kunne spille 120 minutters Champions League-finale og trække direkte i habitbukserne bagefter.
“Il Maestro” var indbegrebet af stil og klasse men også spilforståelse. ‘Den intellektuelle fodboldspiller’ er kun et fattigt begreb her. For når man driver en vingård, og ens selvbiografi hedder “Jeg tænker, derfor spiller jeg”, så lugter det mere af pibetobak og bøger om langhåret (undskyld igen) eksistentialisme end af intervalløb til træning og Lecce ude på lørdag.
Derfor var han også nærmest blevet en slags maskot for de intellektuelle fodboldseere og fodboldhipsterne. I Pirlo så de en ligesindet, en der opfattede og forstod spillet på samme raffinerede og elitære måde, som de selv.
Ingen full sleeve-tatoveringer eller afbleget hår. Andrea Pirlo lignede mere en boheme-digter end en sportsmand. Og han spillede også sådan. Dirigerede angrebene som Mozart komponerede musik.
Alt imens bar Pirlo sin karakteristiske monotone, nærmest ligeglade too cool for school-attitude. Uanset om det gjaldt en træningskamp i sæsonoptakten eller en EM-kvartfinale mod England, hvor han leverede måske sit livs kamp og rundede den af med den smukkeste straffesparksscoring i mands minde, der forekom fuldstændig on-brand med hans persona og nærmest var flottere udført end originalen fra Antonin Panenka ham selv.
Ren klasse og ren guf for kræsne fodboldelskere.
Således står det elegante mål mod England også tilbage som den ganske opsummering af ikke bare hans EM i 2012 men hele Andrea Pirlos karriere.
