De spanske globetrottere takker af
Af Michael Christiansen — 28. juni 2021
Tilskuerne her overværer en kamp med FC Barcelona på Camp Nou. Fans af det spanske landshold havde meget at juble over i årene fra 2008-2012, hvor "La Roja" - med en spillestil ikke helt ulig FC Barcelonas - præsterede noget af det bedste fodbold, der nogensinde er set. Foto: Ekansh Saxena (via Unsplash).
EM-minder: Spanien vinder EM 2012 med det, der skulle vise sig at blive det sidste af den store tikitaka-årgang i en landsholdssammenhæng.
Det begyndte en regnvåd oktoberaften i Aarhus i 2007 og sluttede en lys sommeraften i Kiev godt fem år senere, Spaniens verdensherredømme.
På NRGi Park i “Smilets by” kombinerede Xavi og Fabregas flot med en langhåret, fremadstormende back, Sergio Ramos, som i slutningen af angrebet prikkede bolden ind over Thomas Sørensen fra en spids vinkel.
I 2012 gjorde Juan Mata det til 4-0 mod Italien på det Olympiske Stadion i den ukrainske hovedstad efter fint sammenspil med Fernando Torres og lukkede dermed ikke bare EM-finalen, men også en æra i international idræt.
Spændt op mellem disse to yderpunkter hænger fem års fodboldhistorie. Det spanske landshold var i denne periode helt suveræne og vandt to europamesterskaber og et VM. Det første og hidtil eneste herrelandshold, der har triumferet ved to EM-slutrunder i træk. Epoken afsluttede således også landets mere end 40 år lange titeltørke. Endelig kunne alle spanierne spille sammen. Både repræsentanterne fra centralmagten i Madrid og de rebelske banditter oppe fra Catalonien. Og hvad der var endnu mere imponerende var, at “La Roja” spillede noget af det mest utrolige fodbold, verden nogensinde har set. Intet mindre. En seværdig totalfodbold-agtig spillestil opbygget af nærmest konstant boldbesiddelse og myriader af små, hurtige pasninger.
Faktisk kunne man til tider få den fornemmelse, at ingen af de spanske spillere var interesseret i at have bolden, så hurtigt skilte de sig af med den. Til gengæld flyttede spillerne sig for hinanden. Det var som at stå og betragte en myretue, hvor de mange individer bevæger sig ind og ud mellem hinanden i sindrige mønstre. Tiki Taka blev dette spil døbt - en baskisk sætning, der betyder noget i retning af ‘små, lette skridt’.
De trivielle søpindsvin
Sergio Ramos’ blændende scoring dengang i Aarhus anses som værende det første af de mange små, lette skridt, Spanien skulle træde de følgende år. De 28 uafbrudte afleveringer, der gik forud for målet, markerede således begyndelsen på en af de mest succesfulde epoker i international fodbold. En epoke, som kulminerede med sejren i VM-finalen i 2010, hvor en tårevædet Iker Casillas løftede pokalen mod den sydafrikanske nattehimmel.
Afdansningsballet blev så europamesterskabet to år senere. Vicente del Bosques hold levede op til forventningerne og red videre på det, der skulle blive det sidste af tiki taka-bølgen (to år senere var det hele ebbet ud, viste det sig). Holdet havde brugt de foregående fem år på at forbedre, finpudse og forfine pasningsspillet og forståelsen for samme, så det spillemæssigt nåede et højdepunkt under turneringen i Polen og Ukraine. Spanien spillede så godt i disse år, at nogle nærmest blev lidt træt af dem. Som søpindsvin, man samler op på stranden. De første putter man begejstret i lommen, men når man pludselig spotter dem overalt, går det sjove lidt af det.
“Det var som at stå og betragte en myretue, hvor de mange individer bevæger sig ind og ud mellem hinanden i sindrige mønstre. Tiki Taka blev dette spil døbt - en baskisk sætning, der betyder noget i retning af ‘små, lette skridt’”
Verdens- og europamestrene selv virkede dog ligeglade og gav modstanderne en sidste tur i den snurrende, spanske karrusel, og det begyndte at ligne en omgang show boating i flere af kampene. Okay, 1-1 mod Italien i gruppespillet, og sejrene over Kroatien og Portugal blev meget smalle, men både mod Irland, Frankrig og ikke mindst finalesejren over Italien var der tale om reelle magtdemonstrationer. ‘Opvisningskamp’ er her et ord, der her presser sig op til overfladen i ordforrådet. The Harlem Globetrotters havde ikke underholdt publikum forgæves, fristes man til at tænke.
Med Juan Matas punktum i mesterskabets sidste kamp endte det spanske landshold med at gå gennem slutrunden med en målscore på 12-1. Godt hjulpet på vej af ikke færre end to 4-0-sejre. Den ene af dem i finalen, hvormed EM-turneringen fik sin største finalesejr nogensinde. Fernando Torres scorede som den første nogensinde i to EM-finaler i streg, David Villa blev topscorer, Andrés Iniesta blev fortjent valgt som slutrundens bedste spiller, og med kun ét indkasseret mål undervejs stod det spanske forsvar tilbage som turneringens klart bedste. Bordet blev ryddet, og kun superlativer kunne beskrive Spaniens indsats.
Det skulle så vise sig, at tiki taka-æraen var slut; den blev dødelig såret året efter i Champions Leagues semifinaler, hvor det spillemæssigt meget lignende FC Barcelona-hold symbolskt tabte med hele 0-7 sammenlagt til Bayern München, der på samme måde var nærmest lig det tyske landshold, der snart skulle overtage Spaniens verdensmestertitel, og æraen blev så endeligt aflivet og begravet med 1-5-lussingen mod Holland i de første dage af VM 2014.
Men den aften i Kiev i 2012 takkede det måske bedste landshold nogensinde af med stil.
