EMs bedste kamp? Tjek
Af Michael Christiansen — 26. juni 2021
Vltava-floden smyger sig gennem den tjekkiske hovedstad, Prag. Foto: Jaromír Kavan (via Unsplash).
EM-minder: Tjekkiet slår Holland 3-2 efter at have været bagude 0-2 og vinder gruppe D ved EM i 2004.
Midt i Prag findes en sportsbar, der slet og ret hedder ‘Nagano 1998’.
Hvad går det så ud på?
Jo, det er en hyldest til Tjekkiets succesfulde ishockeylandshold, der tog guldet ved vinter-OL dengang i Japan. Men også et monument over tjekkernes kærlighed til deres sportshold og disses kvaliteter.
Det centraleuropæiske land har med en befolkning på omkring 10 millioner fostret nogle store sportsnavne. Ivan Lendl, født i den tjekkiske del af det daværende Tjekkoslovakiet, blev en af verdens dengang bedste tennisspillere. Tomáš Dvořák og Roman Šebrle regnes blandt de bedste syv- og tikæmpere, og Salomon Flohr var engang en internationalt frygtet skakspiller.
Heller ikke på fodboldbanen er Tjekkiet en helt ubetydelig nation. Som Tjekkoslovakiet vandt man europamesterskabet tilbage i 1976, og selvom mange i startopstillingen dengang rent faktisk var fra den slovakiske del af riget, er det dog stadig en bedrift. Men trods en dåbsattest så ung som 1993 har Tjekkiet allerede bevist sit fodboldmæssige værd. Blot tre år efter selvstændigheden nåede landsholdet finalen ved EM i England, hvor man tvang tyskerne ud i omkamp.
Der var stadig spillere fra ‘96-finalen med i truppen, da det tjekkiske landshold tjekkede ind til EM i 2004. Den nykårede Ballon d’Or-vinder Pavel Nedvěd havde i mellemtiden fået langt hår og var nu en af verdens bedste midtbanespillere, mens en af profilerne fra slutrunden i England otte år tidligere, kantspilleren Karel Poborsky, omvendt var blevet korthåret og nu henslæbte karrierens efterår hjemme i Sparta Prag.
Det var dog ingen walkover af en gruppe, Nedvěd, Poborsky og de øvrige tjekker var havnet i til slutrunden i Portugal. Både de tyske VM-finalister og de hollandske EM-semifinalister anno 2000 var med, foruden debutanten Letland.
Efter en pligtsejr over den baltiske nybegynder skulle tjekkerne i anden kamp møde mægtige Holland, som havde åbnet med en 1-1’er mod Tyskland. Hollænderne var regnet blandt favoritterne til EM-titlen: Clarence Seedorf var nok engang med, Edgar Davids rockede stadig sine dreadlocks og solbriller, Jaap Stam var skaldet som altid, og en ung Arjen Robben, dengang med hår på hovedet, fik sin første slutrunde.
Men Tjekkiet havde ikke gang i sin “gyldne generation” for ingenting: Liverpool-spilleren Vladimir Smicer var med, det samme var Dortmunds Tomas Rosicky og Tomás Galásek fra Ajax. Tomás Ujfalusi og Marek Jankulovski tog sig af forsvaret, Jan Koller ragede op over alle andre i angrebet, og i kassen stod den relativt ukendte Petr Cech - endnu uden hjelm.
Det var som om, kampen blev sat et gear op for hvert mål, den fik. Hollænderne kom hurtigt foran 2-0 og havde fortsat deres chancer, men i takt med, at tjekkerne fik arbejdet sig tilbage i kampen og endda reduceret, kunne Holland måske begynde at fornemme, hvor det bar hen. At se disse tjekker komme op i omdrejninger, mens man klamrer sig til en spinkel føring, må have været ubehageligt. Som at mærke, man skal nyse, når man holder en prut inde. Det tjekkiske landshold var et sæt velsmurte tandhjul, der arbejdede sammen. Fra Petr Cech bagest op gennem kæderne via Rosicky til Poborsky og Nedvěd og videre til Baros og Koller forrest. Dynamisk og driftsikkert. Dødbringende, hvis man ikke tog sig i agt.
Det havde det nederlandske hold svært ved, og især skarpretteren Milan Baros var ved at spille sig varm. Denne unge angriber, der et par år før havde taget det store skridt fra den lille barndomsklub, ingen nogensinde havde hørt om, til mægtige Liverpool, var nu, bevidst om det eller ej, i gang med at spille sit livs turnering. Først mål mod Letland, nu en assist mod Holland, og lidet anende skulle han senere i samme kamp igen komme på scoringstavlen, ligesom han kom det i den sidste puljekamp mod Tyskland, og to gange i den kvartfinale mod Danmark, som han afgjorde. Karrieren, der først sluttede i 2020, skulle senere byde på en Champions League-triumf, mesterskaber i Frankrig og Tyrkiet plus diverse pokaltitler fordelt på 9-10 forskellige klubber. Men topscorertitlen ved EM-slutrunden i Portugal forbliver Baros’ gennembrud, spillemæssige højdepunkt og eftermæle.
EM’s bedste hold møder græsk beton
Men Tjekkiet havde også andre spillere på toppen af deres karrierer. Ud over tjekkoslovakken Josef Masopusts pris i 1962 er Pavel Nedvěd den eneste tjekke, der har modtaget hæderen som Europas bedste fodboldspiller. Nedvěd vandt et utal af pokaler, primært med Lazio og Juventus, men inden da nåede han sågar at blive tjekkoslovakisk mester med Sparta Prag i det sidste år af den hedengangne nations levetid, ligesom han i sine unge år aftjente sin værnepligt ved at blive flyttet til Dukla Prag, der var den tjekkoslovakiske hærs klub.
Som en af sin generations bedste midtbanespillere er det derfor også tvivlsomt, om AC Milan stadig ville have vundet den Champions League-finale mod Juventus i 2003, hvis Pavel Nedvěd ikke havde været udelukket fra kampen på grund af karantæne. Så stor en spiller var han. Det viste han igen i denne gruppekamp mod Holland, hvor den “tjekkiske kanon” var millimeter fra at lave turneringens mål, da han dundrede et af sine langskud mod undersiden af overliggeren. Nedvěd nøjedes med at blive kåret som kampens spiller. Og lede sit land til en forrygende comeback-sejr på 3-2.
Med sejren over Holland var Tjekkiet allerede sikre på at gå videre, da reserverne også vandt i den sidste kamp mod Tyskland. Baros scorede igen, mens træner Karel Brückner bare stod på sidelinjen og så cool ud og lignede Richard Harris i “Unforgiven”. Tjekkerne blev slutrundens første mandskab, der kvalificerede sig til kvartfinalerne, og eneste hold ved turneringen, der gik igennem gruppefasen med maksimumpoint, og kvartfinalesejren over Danmark blev den klart mest overbevisende af de fire. Tjekkiets gyldne generation - som nu mindst var på niveau med holdet i 1996 - var ved at nå sit klimaks. I semifinalen ventede overraskelsen Grækenland, men mange regnede med, at den græske EM-odyssé ville stoppe her. Sådan gik det som bekendt ikke. Trods det høje moment kolliderede det buldrende tjekkiske lokomotiv mod Grækenlands betonforsvar og kom ikke forbi.
“Som en af sin generations bedste midtbanespillere er det derfor også tvivlsomt, om AC Milan stadig ville have vundet den Champions League-finale mod Juventus i 2003, hvis Pavel Nedvěd ikke havde været udelukket fra kampen på grund af karantæne. Så stor en spiller var han.”
Slutrundens bedst spillende og mest harmoniske hold fik ikke sin finale, og den gyldne generation fra det bjergrige land nåede aldrig helt til tops.
VM-turneringen to år efter blev helt til øllet for pilsnerens hjemland, for holdet fik kun gruppespillet med, på trods af at holdet umiddelbart inden var oppe at runde andenpladsen på verdensranglisten. Siden har det været så som så med slutrundesucces for Tjekkiet; en kvartfinale i 2012 er det, der minder mest om fordums storhed, men spørgsmålet er, hvornår den lille nation igen får et nationalmandskab, der består af spillere fra Juventus, Dortmund, Liverpool og Ajax?
Det her var chancen. Men det tjekkiske landshold satte i den grad sit præg på EM 2004 og bidrog med slutrundens bedste kamp.
