De brillante tabere

Af Michael Christiansen — 18. juni 2021

Aftenen farver Amsterdam orange. Foto: Ernest Ojeh (via Unsplash).

EM-minder: Holland taber kvartfinalen ved EM i 2008 til Rusland og perspektivet til Ajax’ smukkeste af de smukke tabere.

Der blev spillet 95 minutter og ét sekunds fodbold i Amsterdam den 8. maj 2019. 

Det var ét sekund for meget. 

For det var dybt uretfærdigt. Hvordan kunne årets bedste hold ikke få lov at gå hele vejen, hvorfor kunne de ikke gøre det færdigt, hvordan kunne de smide en samlet 3-0-føring i den sidste fjerdedel af to semifinaler?

Det gjorde de, og det blev var de sidste øjeblikke, vi fik lov at nyde med dette hold, der havde underholdt os hele vejen gennem et forrygende forår. For magien forduftede i det sekund, Lucas Moura knoklede sit forfærdelige sejrsmål ind. Tiden stod stille, da bolden trillede forbi André Onana på sin vej mod nettet. 

Ajax-spillerne ærgrede sig, og det samme gjorde vi andre foran skærmen. Da følelserne én efter én vendte tilbage, var de de samme hos spillerne som hos os: vantro, ærgrelse, vrede mod Tottenham. Og selvom man i smertens stund forsøgte at trøste sig med, at der kommer en mulighed igen i næste sæson, dette hold kan komme lige så langt næste år, nu har de erfaringen, indfandt den værste fornemmelse sig uundgåeligt, selv om man prøvede at holde den på afstand, som en hveps, man vifter væk fra sin sodavand: en ubarmhjertig vished om, at det ikke kommer til at gentage sig. Der bliver ikke nogen Champions League-finale til dette Ajax-hold om et år. De kommer ikke til at rulle deres charmerende fodboldspil hen over Europa igen, uanset hvor inderligt man håbede det. Det her var chancen.

Og ganske rigtigt. Som en gymnasieklasse dagen efter studenterballet begyndte holdet allerede at spredes nærmest i takt med, at de skuffede tilskuere forlod Johan Cruyff Arena.  

Der findes et begreb i sport - beautiful losers - de smukke tabere. Atleter og idrætsfolk, der bedriver den flotte version af deres sport, og som vi derfor elsker at iagttage, når de folder deres kunst ud. Også selvom de ikke vinder. For man får fornemmelsen af, at det for dem ikke så meget er det, det handler om. De lever for udførelsen. For æstetikken. For selve sporten mere end det, den fører med sig. Men melankolien forfølger dem som en skygge. Fælles for disse smukke tabere er, at de vinder langt mindre, end talentet og teknikken er til. Det er nok også derfor, de er så besnærende at følge; fordi de balancerer på knivsæggen mellem det rationelle og det overflødige.

Skakspilleren Lev Polugaevsky sagde engang om en modstander, som han havde vundet over mindst ti gange men kun tabt til én gang, at han med glæde ville bytte sine sejre for den ene, modstanderen fik.

Det parti var nemlig så smukt, at det så rigeligt opvejede de mange nederlag.

Denne modspiller var Rashid Nezhmetdinov. En sovjetisk skakekvilibrist, der bredt anerkendes for sin offensive og forfriskende uortodokse spillestil. I løbet af sin karriere slog Nezhmetdinov adskillige verdensmestre og topspillere, men fik aldrig selv rang af stormester. Han vandt sjældent de helt store turneringer. Til gengæld løb han gerne med den såkaldte brilliancy prize - æren for stævnets bedste parti.

“Der findes et begreb i sport - beautiful losers - de smukke tabere. Atleter og idrætsfolk, der bedriver den flotte version af deres sport, og som vi derfor elsker at iagttage, når de folder deres kunst ud. Også selvom de ikke vinder. For man får fornemmelsen af, at det for dem ikke så meget er det, det handler om. De lever for udførelsen.”

— Michael Christiansen

Rashid Nezhmetdinov var en ‘beautiful loser’, og det samme var Ajax i Champions League-sæsonen 2018-19.

Vi må nu igen vente en generation, før et så smukt spillende hold fra Nederlandene atter dukker op. Det gode er til gengæld, at vi ved, det sker. Sådan lyder en af grundreglerne i fodboldvidenskaben: Der kommer altid et velspillende klubhold fra Holland.

En anden grundregel er desværre, at disse hold sjældent når helt til tops. Bevares, det er hændt, men for hvert 70’er-Cruyff-hold og for hver Kluivert-Seedorf-Davids-generation er der tabte finaler som dem i 1969, 1996 og 2017. Og en semifinale i 2019. 

De smukkeste af de smukke tabere
Endnu værre forholder det sig med det hollandske landshold. “Oranje” fik ganske vist pokalen med hjem fra europamesterskabet i 1988, men det var mere undtagelsen end reglen, for rækken af tabte VM-finaler er velkendt, uheldet udtalt. Hollands fire top tre-placeringer uden at vinde turneringen er rekord i VM-sammenhæng, og prædikatet som ‘smukke tabere’ for længst trykt hen over logoet for nationens fodboldforbund. 

Et stempel, som blev malet op ved EM i 2008. Overleveringerne om, hvad der var sket i 1970’erne, havde vi hørt masser af gange. Forfatteren David Winner, der er manden bag bogen Brilliant Orange, som omhandler hollandsk fodbold, har kaldt det mandskab for det første store hold fra den geografisk lille nation med det beskedne kvadratkilometerantal yderst på Europas vadehavskyst. Det næste var europamestrene fra slutfirserne, mens det tredje var det yderst kompetente Bergkamp-hold, der i blev bremset i kvart- og semifinalerne i 1990’ernes slutrunder - for ikke at tale om straffesparkstraumet på hjemmebane i 2000.

Sidstnævnte lå ikke langt tilbage i historien, da slutrunden i Østrig og Schweiz skulle spilles. Hollands udsendte så gode ud, uden tvivl, men en pulje med de italienske verdensmestre og deres finalister fra to år tidligere, Frankrig, gav ikke de helt store forhåbninger. 

Vi skulle dog blive både overrumplet og overbevist, og et par uger den sommer skulle orange atter komme på mode. Først fik Italien ørerne i fodboldmaskinen, og kort efter gik det ud over franskmændene. Hollands reserver ordnede også gruppens sidste hold, Rumænien, i den tredje kamp. 3-0, 4-1 og 2-0. 

Nok engang havde hollænderne formået at gøre sig gældende i en ellers tæt turnering. Skitserne til den fjerde store hollandske generation var på tegnebrættet. Med maksimumpoint og en målscore på 9-1 gik Arjen Robben, Wesley Sneijder, Robin van Persie og co. ind til en på papiret overkommelig kvartfinale mod Ruslands relativt ukendte hold, som først i sidste puljekamp havde sneget sig med videre.

Men lige så meget, Holland lignede en potentiel kommende europamester, lige så opsatte var den russiske overraskelse på at lege med. Anført af den sensationelle Andrej Arsjavin vandt Rusland 3-1 efter forlænget spilletid, og således gentog en velkendt historie sig: heller ikke denne gang skulle Europa farves ‘Oranje’. 

Det hollandske landshold måtte traske hjem og forlænge kontingentet i den klub, hvor klubholdet Ajax og skakspilleren Rashid Nezhmetdinov også er medlemmer.