Det evige derby er spændende som aldrig før - men nye tilstande hersker på Balkan
Af Nicklas Degn — 25. juni 2020
Røde Stjernes Stadion Rajko Mitic under en Champions League-kamp mod Bayern München i 2019. Foto: Marvin Ronsdorf (via Unsplash).
Partizan Beograd skaber talenter til Europa og har overhånden i et af Europas mest sagnomspundne lokalrivalopgør. Alligevel er det Røde Stjerne, der er det altdominerende damplokomotiv i Serbien. Sådan har det ikke altid været.
Da de traditionsbundne serbiske storklubber fra Beograd, Partizan og Røde Stjerne, for bare et par uger siden stødte sammen i årets tredje installation af lokalopgøret, der er et af Europas mest sagnomspundne, så alt ud til at være, som det plejer. Og det vel at mærke, som det plejer at være i en verden uden corona.
16.000 mennesker have fået plads på Partizan Stadion i det, der vel nok har været den med længder mest velbesøgte fodboldkamp i en post-corona-verden.
Partizan vandt kampen om Beograd, der bærer navnet ”Det evige derby”, men slaget om Serbien er de milevidt fra at kunne fravriste Røde Stjerne. Selvom Røde Stjerne ikke har vundet bare ét af de seneste fire derbyer, sidder de solidt på tronen og har distanceret Partizan i en sådan grad, at man ikke har set magen til det tidligere på de kanter af Balkanhalvøen.
”Det er rigtigt nok. Røde Stjerne har vundet ligaen fire gange i løbet af de seneste fem sæsoner, og den eneste, de missede (2016/2017, red.) blev tabt efter en episk nedsmeltning i den sidste tredjedel af sæsonen. Oven i det er de gået videre til gruppespillet i Champions League to gange i træk, og året inden, de gjorde det, nåede de anden runde i Europa League,” lyder den korte opridsning af Røde Stjerne-dominansen fra Vladimir Novakovic, der er serbisk fodboldjournalist ved SportKlub.
”Det er ikke engang tæt, eftersom de seneste sæsoner er endt med en pointforskel på to cifre mellem nummer et og to. Også selvom man indtil sidste år kun fik halvdelen af sine point med sig efter 30 kampe. Den eneste plet på Røde Stjernes dominans er deres impotens i derbyet. De har ikke scoret på Partizans målmand i de seneste fire kampe,” siger Vladimir Novakovic til Calcio.dk.
Fra grinagtig virus til undtagelsestilstand
Lad os lige spole lidt tilbage, inden vi zoomer yderligere ind på den forandrede serbiske topduel. 16.000 tilskuere. Er Serbien mirakuløst gået fri af COVID-19-bølgen? Svaret er selvfølgelig nej. Godt nok kom informationerne og de medfølgende politiske reaktioner først i marts. Lægelige autoriteter viftede coronabølgen af vejen som en grinagtig virus og gjorde generelt sit til at lægge en dæmper på en eventuel panik, før den manifesterede sig.
Så gik det stærkt. I midten af marts beordrede den serbiske regering undtagelsestilstand og en omfattende lockdown af landet. Regler om udgangsforbud blev mere omfattende som dagene gik, og generelt var det kun tilladt for serberne at tage af sted på arbejde, hvis de udførte såkaldt ”nødvendigt arbejde”.
Da Europa så småt begyndte at åbne sig igen i slutningen af foråret, fulgte Serbien med, men måden hvorpå serberne tog imod nyheden, adskilte sig i en vis grad fra det, vi så herhjemme. Folk flokkedes ud på gaderne og der skulle ikke gå længe, før alt igen så ud som før. Ligesom det altså hurtigt var tilfældet på fodboldbanen. Til trods for, at COVID-19-tallene i Serbien og andre dele af Balkan igen er begyndt at sige, og man allerede spekulerer i, hvor stor en rolle de 16.000 mennesker til Beograd-derbyet har at spille i den udvikling.
”Undtagelsestilstanden blev opløst den 6. maj, fordi det var valgtid (det serbiske parlamentsvalg blev afholdt den 21. juni efter at være blevet udskudt fra den oprindelige valgdag den 26. april, red.). Planen var først at åbne landet gradvist, men i realiteten tog det hurtigt overhånd. Efter at en stor del af den serbiske befolkning først blev forskrækkede af medierne gennem første halvdel af landets lockdown, føler en stor del af serberne nu, at COVID-19-situationen blev blæst ud af proportioner. Nattelivet, politiske samlinger og sport er alt foregået uden megen betænksomhed, hvilket har skarp en skarp stigning af nye coronatilfælde,” beretter Vladimir Novakovic.
Den svære økonomiske transferbalancegang
Tilbage på græsset og stadion. Selvom flere tusinde serbere kunne se Partizan holde liv i en flot derby-statistik, der bidrog til det generelle billede af en sportslig magtkamp mellem to traditionsklubber, så er selvsamme serbere og resten af de serbiske fodboldiagttagere stadig vidne til en duel, der så småt har forvandlet sig til et monopol. Det er Røde Stjerne, der er magtfaktoren i serbisk fodbold. Årsagen til den udvikling ligger hos både Røde Stjerne og hos Partizan.
”Det går begge veje. Partizan selvdestruerede mere eller mindre, efter at de ikke formåede at bygge videre på deres tidligere nationale dominans. De bliver ved med at producere talenter, men de sælger dem alt for tidligt til, at de kan tjene tilpas store penge. Nogle tvivlsomme træneransættelser og fejl på transfermarkedet har vist sig at koste dyrt,” fortæller Vladimir Novakovic.
Det sagnomspundne Stadion Radio Mitic har officielt plads til 53.000 tilskuere, men i 1963 fik det plads til 108.000 tilskuere til et derby mod Partizan Beograd. Det førte til navnet Marakana efter det legendariske brasilianske Maracanã i Rio de Janeiro. Foto: Marvin Ronsdorf (via Unsplash).
Som vi så længe har set det i syd- og østeuropæiske dele af fodboldverdenen (og som de seneste år er blevet udbredt til mange flere kroge af fodboldverdenen og på tværnationalt organisationsniveau) har politik sin del at skulle have sagt i sporten. Alt for meget at skulle have sagt, vil nogen mene. Således også i Beograd, hvor Partizan-tilhængere formentlig kan huske tilbage på valget i 2012, hvor præsidentkandidaterne var de to Partizan-relaterede Boris Tadic og Tomislav Nikolic ligesom den nye premiereminister Dacic havde Partizan-sympatier. Magten endte imidlertid med at gå til den nuværende serbiske præsident Aleksandar Vucic, Røde Stjerne-fan og tidligere sæsonkortholder til nordtribunen på Stadion Rajko Mitic – i folkemunde kaldet Marakana.
Man kan ikke fortænke Partizan-tilhængere i at se magtskiftet på politisk niveau som et symbol på det tilsvarende i serbisk fodbold, men sandheden er nu snarere, at de to store Beograd-klubber har bevæget sig vidt i forskellige retninger, og at spillet på banen er blevet smittet. Partizan gør det stadig fornuftigt i Europa, selvom de ikke kan følge med Røde Stjerne hverken i den hjemlige Superliga eller i jagten på koefficientpoint, men det er særligt i produktionen af talenter, at Partizan excellerer. Tidligere i det nu forhenværende årti, hvor dominansen fra Røde Stjerne stadig kun lå og lurede, og hvor Partizans tilskuertal begyndte at falde, samt hvor tv-pengene i Serbien stadig ikke lå på et særligt lukrativt niveau, tog Partizan tilsyneladende en retningsændring. De blev en sælgende klub. Vladimir Novakovic bringer selv sammenligningen med FC Nordsjælland på banen. Han følger, udover den hjemlige liga, den danske Superliga ganske tæt og har gjort det i en årrække, ligesom han har studeret dansk. Og han har ret. Partizans produktioner af talenter kan så rigeligt måle sig med dem, de eksekverer i Farum. Det økonomiske niveau i salgene mangler bare at nå samme højder.
“Partizan selvdestruerede mere eller mindre, efter at de ikke formåede at bygge videre på deres tidligere nationale dominans. De bliver ved med at producere talenter, men de sælger dem alt for tidligt til, at de kan tjene tilpas store penge. Nogle tvivlsomme træneransættelser og fejl på transfermarkedet har vist sig at koste dyrt”
Et par eksempler på en misset – eller snarere forvaltet – økonomisk mulighed, fandt sted i begyndelsen af 10’erne. Partizan Beograd begyndte at få hjælp fra en af de i dag største fodboldagenter, israelske Pini Zahavi, der hurtigt fik et godt øje til Partizans evner ud i at skole dygtige fodboldspillere. Og snart efter begyndte Partizan at gøre sig bemærket ude i Europa for sin talenteksport. Matija Nastasic røgtil Fiorentina og hurtigt videre til Manchester City i 2011 og to år senere sendte Partizan med hjælp fra Pini Zahavi Lazar Markovic til Benfica i det, der ude fra set ligner et af klubbens største salg. Markovic kom hurtigt videre til Liverpool i et endnu større salg. Men Markovic-salget fungerer også som rammende symbol på noget af det, der gik galt for Partizan. Og meget af det, der gør dagens transfermarked ekstremt mudret og svært at blive klog på.
Som det tidligere er blevet beskrevet af fodboldmediet The Black Sea, der er en del af det kollektiv af medier, der har fået indsigt i Football Leaks-dokumenter, købte Pini Zahavi og co. allerede i 2012 en stor del af Lazar Markovic’ økonomiske rettigheder fra Partizan. Det betød, at Partizan i realiteten kun stod tilbage med cirka en fjerdedel af det transferbeløb, der et år senere blev betalt for Markovic. Situationen gentog sig et par år senere, da den storhypede kantspiller Andrija Zivkovic blev ”solgt” til Zahavi og siden ligeledes drog til Benfica i Portugal uden at efterlade sin serbiske moderklub med en transfersum.
Tråde til danske tilstande
Hvor Partizans ungdomsarbejde arbejder og fungerer til topkarakter, og kan måle sig med sværvægterne i Europa, mangler klubben fortsat at knække koden til at få ført successen over i økonomien som FC Nordsjælland har gjort det herhjemme i Danmark. Læg det sammen med manglende stabilitet i lederskabet af førsteholdet, og du har en situation, hvor Røde Stjerne har formået at distancere Partizan og resten af det serbiske felt.
”Røde Stjerne nyder godt af stabilitet på bestyrelsesniveau og har kun haft to trænere på fem år. De søgte heldet i flere tilfælde i Europa, men deres statistik, der siger 12 sejre i træk i UEFA-kvalifikationskampe er imponerende. Den stabilitet sikrede dem store penge ud fra serbiske standarder, og de har tjent mere i de seneste tre år end i de foregående 10 år sammenlagt. Det giver dem mulighed for at investere i spillere,” siger Vladimir Novakovic.
Udviklingen i Serbien skal også ses som en tendens, der breder sig udover hele Fodboldeuropa. Røde Stjerne deler paralleller med FC København, som klubben slog ud i efterårets Champions League-kvalifikation efter to tætte kampe og et straffesparksdrama. Ligesom de danske mestre kan Røde Stjerne snuble i tabellen fra en sæson til en anden, men pilen peger alligevel i retning af de to klubber som europæisk og økonomisk lokomotiv for deres respektive lande. Og det kaster som nævnt tråde ud i hele Europa, fra Rosenborg i Norge over HJK i Finland til Celtic i Skotland, samt kæmpeklubberne Paris Saint-Germain, Bayern München og Juventus.
Foreløbigt trækker Røde Stjerne med momentvis hjælp fra Partizan lokomotivet så tungt, at serbisk fodbold kommer gradvist fremad. De hopper opad på UEFAs koefficientrangliste og sender flere hold ud i Europa, hvilket utvivlsomt er positivt for landets fodboldtilstand til trods for, at hold som Cukaricki endnu ikke er andet end kanonføde ude i det finere europæiske selskab.
Spørgsmålet er nu, om den nuværende tilstand er permanent. Røde Stjernes dominans de seneste fem år, hvor de har hentet fire af mesterskaberne og oftest med stor margen ned til nummer to, er uset i nyere tid i Serbien. I starten af det forgangne årti udnyttede Partizan en økonomisk gældskrise hos Røde Stjerne til at sætte sig tungt på magten i serbisk fodbold og foreløbigt fornemmer man, at noget lignende skal ske, hvis Røde Stjerne skal fravristes tronen igen. Indtil da må Partizan og Lazar Markovic, der er tilbage i folden efter en forgæves rundtur i Europa, tage til takke med, at de kan være bedre på dagen, men ikke når året er omme.
