Den italienske nier er død. I Napoli har han aldrig levet
Af Nicklas Degn — 11. juni 2020
En af de lettere medtagne og rustikke indgange til tribunerne på Napolis 61 år gamle Stadio San Paolo. Foto: Bertrand Gabioud (via Unsplash).
Nieren er på retræte. Fodboldens traditionelle frontangriber er ikke dominerende i billedet af de store stjerner, der fører spillets udvikling frem. I ly af det, der kan ligne en tendens eller en fremdrift på tværs af spillets globalisering, finder vi en tidslomme i det sydlige Italien, hvor nieren aldrig har været særlig vigtig.
Ravanelli i Juventus. Simone, Massaro og senere Pippo Inzaghi i AC Milan. Vieri i Inter. Simone Inzaghi i Lazio og Montella i Roma. De italienske storklubber havde alle en traditionel italiensk nier som en vital del af nogle af klubbernes mest mindeværdige sæsoner i nyere tid. Men ikke SSC Napoli, der glimrer ved sit fravær.
I Syditaliens fodboldflagskib har man gjort det anderledes og kigget udenlands siden dag ét. Bogstaveligt talt. Da klubben blev stiftet i 1920’erne kiggede man de første leveår mod de lande, der var på vej frem, for inspiration. På trods af, at italiensk fodbold trivedes ganske godt og med bred international anseelse også dengang. Klubbens første træner, Otto Fischer, blev hentet ind fra Østrig, og da Napoli blev en del af den første Serie A-sæson i 1929/1930 hentede klubben engelske William Garbutt. Han etablerede og afleverede Napoli som en ganske fornuftig subtopklub, inden de azurblå skulle have sig et stykke med ungarsk i form af Károly Csapkay i 1935.
På sin vis forudså Napoli hvor fodbolden ville bevæge sig hen. Uden selv at diktere den. Lige som det til en vis grad var tilfældet for få år siden, da klubben for en stund blev europæisk Pep Guardiola-darling under Maurizio Sarri. Napoli hentede inspiration fra Østrig og Ungarn blot nogle få år inden, de to lande, som vi i dag ikke betragter som værende i nærheden af sværvægter-status, løb ind i hver deres storhedstid. For Østrig kulminerede den med førstepladsen på verdensranglisten i 1934, mens Ungarn med VM-sølv i 1938 påbegyndte en gylden æra, der skulle vise sig at strække sig over 40 år.
Fælles for Østrig, Ungarn og Napoli var dog, at de sjældent vandt noget, når det virkelig gjaldt. Ganske vidst hentede Ungarn hele tre OL-guldmedaljer, men det er ikke længere noget, fodboldens verden tilskriver en værdi, der kommer i nærheden af et verdensmesterskab. På samme måde har Napoli i langt de fleste tilfælde skrevet sig ind i italiensk fodboldhistorie som de smukke tabere. Noget, der ændrede sig med ankomsten af en vis argentiner i 1980’erne, men som med Diego Maradonas afsked i 1991 igen indfandt sig langs Napolibugten.
Netop Maradona symboliserer det, der hele tiden har kendetegnet Napolis fodboldhold. Ikke hans spil, ikke hans statur, men hans vitale betydning i samspil med hans position på banen. Diego Maradona er det ultimative bevis på den italienske niers komplette ikke-eksistens i Napolis fodboldhistorie.
Total fleksibilitet
Det er svært at blive klog på den taktiske agenda i Napolis spæde år under den udenlandske inspiration. Det kræver næsten et bogprojekt af Jonathan Wilsonske dimensioner. Så lad os tage udgangspunkt i netop storhedstiden med Don Diego.
Maradonas Napoli-hold i 80’erne og start-90’erne blev dirigeret af italienske trænere i form af først Ottavio Bianchi, der fra 1985-1989 lod Maradona orkestrere offensiven i en ellers stram 4-4-2 med sweeper og en diamant på midten. Med enkelte afstikkere til 4-4-1-1 og 3-5-2, men altid med Maradona som omdrejningspunktet. Og aldrig med en italiensk nier i en hovedrolle. Det førte til Napolis første Scudetto i 1987.
Bianchi løsnede op i konceptet i de følgende år, og det mønster overtog den taktisk enormt fleksible Alberto Bigon, der tog over i Napoli i 1989 og kunne finde på alt fra førnævnte art 4-4-2 over 3-4-2-1, 3-5-2, 4-3-2-1 og til 4-3-1-2. Bigon hentede Scudetto nummer to til klubben i 1989/1990 med et mere offensivt og dominerende hold. Man anede inspiration fra brasilianske Luís Vinício, der trænede klubben fra 1973 til 1976 og igen fra 1978 til 1980. Vinício tangerede klubbens på det tidspunkt bedste placering med en andenplads, der blev hentet hjem med et spil, der bragte tydelige associationer til den fremherskende, hollandske totalfodbold – og altså igen med inspiration fra smukke tabere. I det her tilbage de måske skønneste af de smukkeste tabere, for Cruyffs Holland står stadig den dag i dag frem som det måske bedste landshold, der aldrig har vundet et verdensmesterskab. Vinícios Cruyff-inspirerede Napoli fungerede med – og nu begynder gentagelserne at blive tydelige – fraværet af en italiensk nier i en fremtrædende rolle.
Det er således bemærkelsesværdigt hvordan en klub, der trods kun to scudetti har haft så stort en plads i den del af calcioens historie, der beskæftiger sig med den offensive, berusende og fleksible fodbold, men som aldrig har haft en traditionel frontangriber fra hjemlandet i en bærende rolle. Vi kommer tættest på med Andrea Carnevale, der var en del af begge Napolis to mesterskabshold, og som ganske givet vil blive husket som nier, men som i de gyldne år i den azurblå klubtrøje spillede i en rolle længere tilbage i banen og på den måde agerede andenviolin for brasilianske Careca.
Netop Careca er et ganske fint eksempel på, at Napoli skam har haft rigeligt med dygtige og vigtige niere med målgaranti. Så længe, de ikke har været fra Italien. Vi nævner i flæng Daniel Fonseca (Uruguay), José Altafini (nationaliseret italiener, men fra Brasilien), Edinson Cavani (Uruguay) og manden med sæsonrekorden Gonzalo Higuain (Argentina). Men for hver dygtig nier er der en playmaker, der er en endnu vigtigere brik på holdet. Diego Maradona, Gianfranco Zola, Marek Hamsik, ja sågar Dries Mertens.
Rinos succesfulde kopi
Det er ikke fordi, de ikke har prøvet i Napoli. Og så alligevel. Hvem havde seriøst nogensinde troet, at Leonardo Pavoletti eller Manolo Gabbiadini skulle sparke Napoli til tops, for nu bare at tage to nogenlunde aktuelle eksempler? Nej, så ligger det snarere mere naturligt, at klubbens topscorere gennem tiderne er Mertens, Hamsik og Maradona. Lige som det endelig virkede naturligt, da den nuværende chef på den napolitanske bænk Gennaro Gattuso, efter sine første 10 lettere håbløse kampe i spidsen for det nedadgående Napoli-hold droppede at spille med nier og mere eller mindre valgte at kopiere den 4-3-3-taktik med Dries Mertens som falsk nier, som Maurizio Sarri svor til og havde en enorm succes med i 2015-2018.
Ung Napoli- og Hamsik-fan på lægterne på San Paolo. Foto: Bertrand Gabioud (via Unsplash).
Det er netop lige der, Napoli står i skrivende stund. Serie A er tilbage og italienerne venter med spænding på at få svar på en masse spørgsmål. Et af dem om, hvorvidt Gattuso er kommet på dårligere tanker, eller permanent har set lyset i sin forgængers formel. Noget, som Carlo Ancelotti, der fulgte umiddelbart efter Sarri, ikke gjorde og brændte nallerne på. Carletto forsøgte at gøre det på sin måde og gjorde noget ukendeligt ud af et hold, der meget vel var det bedste i Napolis historie. For godt nok vandt Maradona to scudetti, og han er meget vel den bedste spiller til nogensinde at spille i Italien, samt i en tid, hvor niveauet var højere, men Sarris offensive symbiose og imponerende pointsnit på 2,16 over 148 kampe er ikke i nærheden af at være matchet.
Om Napoli nogensinde skal føres an af en italiensk nier kan end ikke fortiden spå om. Det er ironisk, at to af Italiens bedste niere lige nu, sidste sæsons Capocannoniere, Fabio Quagliarella, og ham, der ser ud til at blive det i denne sæson, Ciro Immobile, begge er født og opvokset i Napoli. De er bare ikke udviklet i SSC Napoli. Måske har de bare slet ikke lyst til at bidrage til den mest gængse angribertradition på tværs af den globale fodboldverden. Men de har givet os så meget andet.
Kilder:
Storie di Calcio: storiedicalcio.altervista.org
Willy Garbutt, The Italian Trailblazer (British Council, marts 2018): https://web.archive.org/web/20080330025643/http://www.britishcouncil.org/japan-sport-footballculture-history-garbutt-italy.htm
Transfermarkt
