Brescia og de store spillere

Skrevet af Nicklas Degn

Af Nicklas Degn — 29. maj 2020

Cattedrale di Santa Maria Assunta også kaldet Duomo Nuovo-katedralen i Brescia. Foto: Miti (via Unsplash).

Cattedrale di Santa Maria Assunta også kaldet Duomo Nuovo-katedralen i Brescia. Foto: Miti (via Unsplash).

Hvordan og hvorfor nåede en Ballon d’Or-vinder, et kommende trænerikon og en af Europas bedste fodboldspillere i starthalvfemserne alle forbi en lille italiensk provinsklub, der trods 100 års levetid aldrig er sluttet højere end ottendepladsen i den bedste række? Vi dykker ned i Brescias nyere historie, der har formet en klub via ydmyghed, tragedier og de store spillere.

Det virkede ejendommeligt ved første øjekast. Man fornemmede udbredt glæde blandt faste Serie A-iagttagere, da Brescia i sommer var blandt de tre oprykkere fra den italienske Serie B. Sympatiske tilkendegivelser strømmede ind til klubben, der vendte tilbage til det fineste calcio-selskab for første gang i otte år. Klubben har aldrig vundet noget, men kan i stedet prale af det tvivlsomme prædikat som den klub, der har tilbragt længst sted i den næstbedste række. Historien er lang med over 100 år at berette om. Den er bare ikke glorværdig. Hvorfor har den relativt lille klub fra den næststørste by i Lombardiet – en by, der først og fremmest er kendt for sin historie, der daterer sig til før romerriget, for sin arkitektur, sin gastronomi og sin nutidige industrielle betydning - alligevel en anseelig plads i den italienske fodboldopfattelse? Hvor består den fodboldhistoriske storhed i klubben, hvis ydmyghed gemmer sig så ganske fint i tilnavnet Le Rondinelle – svalerne?

Svaret skal man finde i de spillere, som klubben har fået til at trække i den karakteristiske azurblå trøje med de to hvide bjælker, der smelter sammen til en pileform på brystkassen. Siden den italienske Serie A’s storhedstid i halvfemserne og delvist frem til VM-triumfen i Calciopoli-året 2006, har Brescia formået at tillokke spillere og personligheder, der enten på daværende tidspunkt eller senere tilegnede sig en plads i de europæiske fodboldannaler. Spillere med en historik og karakter, som vi i dag, med fodboldens udvikling og globalisering og koncentration af rigdom, magt og indflydelse i et koncentreret antal store klubber, ikke kan forestille os at se i en klub, der aldrig er sluttet højere end ottendepladsen i Serie A. En klub, der aldrig har vundet noget som helst.

Arret fra Superga
For at forstå en klub som Brescia og de sympatiske vendinger, som calcio-kendere ynder at omtale klubben i, må man forstå særligt én hændelse, der direkte eller indirekte har påvirket klubben og ført til, at den kædes sammen med bredt funderet sympatiske værdier. Først og fremmest er det en klub, der sjældent har måttet lade andre vige pladsen på grund af store armbevægelser. Fodboldnostalgikere vil fremhæve det som en styrke, ambitiøse fodboldledere vil kalde det en svaghed og ganske givet have fat i den lange ende. En tabt Intertoto Cup-finale i 2001 som største bedrift er bare ikke noget, der rykker.

Ingen kan blive i tvivl om det sympatiske i at navngive klubbens stadion til ære for Mario Rigamonti, en af de i alt 31 omkomne fra flykatastrofen ved Superga i 1949. Flystyrtet i udkanten af Torino, der kostede alle flyets passagerer og personale livet, står stadig som en af de største tragedier i såvel italiensk som global sportshistorie. Ombord var et af Europas på det tidspunkt bedste fodboldhold, Il Grande Torino, på vej hjem fra en træningskamp i Benfica.

Forsvarsspilleren Mario Rigamonti blev kun 26 år. Han etablerede sit navn som en del af det store Torino-hold og vandt fire scudetti med klubben. Men han blev født i Brescia, var et produkt af Brescias Calcios ungdomssystem og nåede kort at repræsentere hjembyen på seniorniveau inden turen gik videre til det, der endte med at blive et af italiensk fodbolds største fodboldhold, hvis storhed blev taget fra os brat og for tidligt. 10 år efter katastrofen åbnede Brescia Calcio sit nye fodboldstadion, der fra indvielsen og stadig den dag i dag lyder af navnet Stadio Mario Rigamonti.

Den katolske kirke Basilica di Superga på toppen af Superga-bjerget. Foto: Anatoli Nicolae (via Unsplash).

Den katolske kirke Basilica di Superga på toppen af Superga-bjerget. Foto: Anatoli Nicolae (via Unsplash).

Den rumænske forbindelse
Det hele startede med det, der ligner en tilfældighed. Rumænske Mircea Lucescu havde overtaget trænersædet i Brescia i sommeren 1991 efter at være blevet fyret i Pisa et par måneder forinden. Dengang havde Lucescu ikke noget stort navn, men senere arbejdede han sig op som et kæmpe trænernavn i Tyrkiet og særligt ukrainske Shakhtar Donetsk, som han, med sine 12 år og over 500 kampe i spidsen for holdet, gjorde til en magtfaktor i hjemlandet og en drilsk bekendt for selv de europæiske giganter i Champions League.

Lucescu førte hurtigt Brescia til oprykning fra Serie B, og hans næste handling var at hente forstærkning fra hjemlandet. Ind kom midtbanespillerne Dorin Mateut fra Real Zaragoza og Ovidiu Sabau fra Feyenoord. Og så Gheorghe Hagi fra selveste Real Madrid. To år forinden købte Real Madrid Hagi i Steaua Bukarest, som han havde været med til at føre til finalen Europa Cuppen for Mesterhold, men trods regelmæssig spilletid blev Hagi aldrig den store succes i den spanske hovedstad. Et skifte til en nyoprykket Serie A-klub som Brescia var ikke desto mindre et bemærkelsesværdigt skridt ned.

Hagi blev hurtigt fast mand i Brescia og gjorde det fornuftigt, men brændte aldrig banen af i den grad, der i tiden hjemme i Rumænien havde gjort ham eftertragtet i Juventus, Inter og AC Milan. Tilbud, der angiveligt aldrig udmøntede sig i noget konkret, fordi Rumæniens kommunistiske styre satte en kæp i hjulet, inden det nåede at udvikle sig. Først da kommunismen var på tilbagetog og Rumænien begyndte at udvide de åbne grænser i slutningen af 80’erne kunne Hagi begive sig på udlandstogt.

Brescia rykkede ned med Hagi på holdet, men Hagi blev og hjalp med at spille Brescia tilbage i Serie A efter at have scoret ni mål i Serie B i sæsonen 1993/1994. Så kom VM. Rumænien overraskede og begejstrede under kyndig ledelse af Hagi, der måtte se Sverige blive endestationen i kvartfinalen. Det var dog længe rigeligt til at kaste en stor transfer af sig til FC Barcelona, og selvom heller ikke den catalanske kæmpeklub blev en kæmpesucces, og Hagi aldrig blev en Cruyff-darling, stod Brescia alligevel tilbage som et fornuftigt springbræt. Siden gik turen videre til Galatasaray, hvor Hagi blev en vaskeægte klublegende.

Brescias uforløste søn
I en portrætartikel fra en udgave af FourFourTwo-magasinet i 2009 advokerer den anerkendte fodboldskribent Jonathan Wilson for, at Gheorghe Hagi er ”den største europæiske playmaker i moderne tid”. Den arv gjorde en ung knægt fra Brescia sit til at løfte. 

Der var imidlertid ikke mange, der ville tro, at Andrea Pirlo skulle vokse sig til noget stort, da den relativt klejne teenager med det lange hår blev hentet op på Brescia Calcios førstehold i 1997. Han fik faktisk sin Serie A-debut for klubben under Mircea Lucescu helt tilbage i 1995 blot to dage efter sin 16 års fødselsdag, men der skulle gå yderligere et par år inden han fik regelmæssige indhop og endnu et år inden han var fast mand. Han første sæson som starter var med 29 kampe, fire mål og en enkelt assist ganske vidst imponerende for en 19-årig i det, der på det tidspunkt meget vel var Europas stærkeste liga. Det var bare ikke noget, der væltede kegler hos de calcio-interesserede, der primært tabte kæben ved synet af de 21-årige Ronaldo Luís Nazário de Lima fra Inter og Francesco Totti fra Roma, den 22-årige Hernán Crespo fra Parma, samt det 23-årige Juventus-es Alessandro Del Piero, der den sæson endegyldigt rystede talent-prædikatet af sig.

Pirlos sæson var gennembrudsstærk nok til at give ham et stort skifte til Inter. Pirlo havde dog særdeles svært ved at bide sig fast på holdet, der påbegyndte en resultatmæssig meget pauver periode under Roy Hodgson. Heller ikke, da hans tidligere træner i Brescia Mircea Lucescu kom til for en kort bemærkning, accelererede Pirlo i Inter-trøjen. Et lejeophold hos oprykkerne Reggina blev succesfyldt, men udmøntede sig heller ikke i spilletid ved returen til Inter. Klubben, nu under ledelse af VM-helten og jubelmesteren Marco Tardelli, forsøgte at leje ham tilbage til Brescia, men heller ikke det battede. På trods af, at Pirlo nu var endt på hold med Brescias nye store stjerne, Roberto Baggio. Godt nok kombinerede Pirlo og Baggio på smukkeste vis til at orkestrere et flot mål mod mesterskabsbejlerne Juventus i april 2001 (i en kamp, hvor Pirlo – pudsigt nok med tanke på hans karrieres senere forløb – for en gangs skyld blev placeret dybere i banen), men det blev ved de enkelte momenter. Ham Baggio skal vi i øvrigt nok vende tilbage til. 

I stedet overtog bysbørnene fra AC Milan Andrea Pirlo i 2001. Ved første boldrul kunne Fatih Terim ikke forløse Pirlo, men så blev tyrkeren fyret, ind med Carlo Ancelotti, længere ned i banen med Pirlo. Og resten er historie. En historie, der startede i Brescia og endte med en af nyere tids mest elegante boldspillere, der bestemte tempoet i Champions League- og VM-finaler.

Smiger til Pep
Da Andrea Pirlo atter drog tilbage til Milano for at jagte gennembruddet gik Brescia på endnu et opsigtsvækkende rov. Efter 17 år i FC Barcelona valgte den 30-årige midtbanespiller Josep ”Pep” Guardiola for første gang at drage på udenlandstogt, og det var Brescia, der lykkedes med at hente ham til hullet på midtbanen.

”Klubben var ude efter mig og ville have mig mere end nogen anden i de seneste uger,” lød Guardiolas forklaring på, hvorfor valget noget overraskende var faldet på Brescia, ifølge The Guardian.

Måske indrammer Guardiolas relativt banale citat i virkeligheden Brescia og de store spillere. Den i dag afdøde Luigi Corioni hentede Guardiola til Lombardiet i kraft af sin funktion som præsident for Brescia. Et embede, Corioni havde bestredet siden 1992, hvor han altså lagde ud med at hente Hagi.

Corioni, der var født og opvokset i Brescia-provinsen, blev rig på at lave badeværelsesinventar i sit firma Saniplast Spa, som han stiftede som 25-årig. Fodbolden kastede han sig derefter hurtigt over, først med rådgiverrolle i AC Milan og siden som præsident i Bologna. Her regerede han fra 1985 til 1992, hvor turen gik videre til præsidentembedet i Brescia, som han endte med at have i 22 år frem til 2014. Han døde i Brescia i 2016, 78 år gammel og efterlod sig ikonstatus i byens fodboldklub. Ganske i klubbens ånd. Udover hans professionelle virke er det således ikke meget, der er til at støve op om Corioni, der fremstod som en mand uden de store armbevægelser. Udover på transfermarkedet.

Guardiolas tid i Italien blev ikke noget stort kapitel i Guardiolas fodboldfortælling, selvom han tilbragte to perioder i Brescia afbrudt af et ophold i Roma. Tiden vil formentlig bedst blive husket for en doping karantæne på fire måneder, som Guardiola pådrog sig for at være blevet testet positiv for det anabole steroid nandrolone. Guardiola udstod karantænen i 2001, men blev otte år senere frikendt efter en appelsag. 

Den guddommelige hestehale
Aldrig har en hestehale været placeret på en så dygtig fodboldspiller som Roberto Baggio. Sjældent har et overraskende klubskifte passet så godt. Som 33-årig, syv år efter at han vandt Ballon d’Or og blev udråbt til verdens bedste fodboldspiller, byttede Baggio Inter ud med Brescia. Som en komplet modsætning til den i dag igen så aktuelle Michael Jordan handlede det hele ikke om at vinde for Baggio, men snarere om at få plads. John Foot skriver det så rammende i sin bog Calcio fra fra 2006 – af calcio appassionatos anset som et hovedværk ud i italiensk fodbold:

“Even the genius of Roberto Baggio struggled to find space with a top club after his departure from Juventus in 1995. He later preferred to weave his magic in the provinces - with Bologna and Brescia. So many skilful players were produced by the Italian system, but very few weregiven a chance in the big teams. Winning - at all costs - was too important to allow for theluxury of inconsistency or skill for skill’s sake,” skriver John Foot i Calcio: A History of Italian Football.

Mens der ganske givet lå mere lukrative tilbud fra fjerne egne og ventede, valgte Roberto Baggio at svinge hestehalen forbi Brescia. Det blev til de sidste fire år af en glorværdig 24 år lang karriere, der udelukkende blev tilbragt i Italien, og desuden bragte ham forbi blandt andre Fiorentina, Juventus, Inter og AC Milan.

Få er sluttet af så flot som Baggio. I sin sidste sæson, der blev 2003/2004, som han påbegyndte som 36-årig, scorede han 12 mål og lagde op til yderligere 10 i sine 26 Serie A-kampe for Brescia, der sluttede på en 11. plads.

I Brescia ledte Baggio ved sit eksempel. En stille leder på banen, der også kunne bryde igennem udenfor. Da Brescia-spilleren Vittorio Mero døde i et biluheld den 22. januar 2002, blev den kamp, Brescia skulle spille kort efter at spillerne lærte om det tragiske uheld, først aflyst, da Baggio bankede i bordet. BBC berettede dengang om, at Brescia og Parma stod klar til at sparke en Coppa Italia-semifinale i gang, da en kampofficial løb på banen og hviskede i øret på kampens dommer. Kort efter spredte tårerne sig hos Brescia-spillerne, Roberto Baggio flåede sit anførerbind af og forlod banen med de øvrige spillere fra de to hold som sit følge.

At Baggio endte i Brescia handlede først og fremmest ikke om Brescia, men om en konflikt med Juventus-træner Marcello Lippi, der førte til, at Baggio stod klar på en fri transfer i sommeren 2000. Større italienske adresser, såvel som storklubber i Premier League og La Liga stod angiveligt klar, men med VM 2002 for øje valgte Baggio de sikre omgivelser i Brescia. VM-målet blev forhindret af et væld af skader, men Baggio formåede alligevel at gøre sig gældende i de sidste år af sin aktive karriere, og kroppen var ikke mere medtaget, end at han valgte at forlænge sin pensionsdato, der oprindeligt var tiltænkt at kollidere med afslutningen på VM i Japan og Sydkorea. I stedet valgte Baggio at tage yderligere to år for at give sig selv optimale arbejdsbetingelser mod at nå 200 Serie A-mål. En milepæl, Baggio nåede. Det blev til i alt 205 mål i den bedste italienske række. Det gør ham til ligaens syvendemest scorende nogensinde. Kun overgået af to spillere fra den moderne æra, Romas principino Francesco Totti og Udinese-koryfæet Antonio Di Natale.

Baggios fire år i Brescia blev fortællingen om en stor karriere, der blev afsluttet uden stor fanfare, men med kompetencen intakt inde på græsset. Måske Baggio står tilbage som den sidste af de store spillere i Brescia-trøjen. Corioni er her ikke mere, og selvom Brescia også har fremvist spillere som Luca Toni, Marek Hamsik og Mario Balotelli, der ganske givet er dygtige fodboldspillere, er de ikke spillere, der vil efterlade samme aftryk på fodboldhistorien i både Italien og resten af Europa, som det er tilfældet med Hagi, Pirlo, Guardiola og Baggio. Lige nu går de i Brescia og håber, at Sandro Tonali kan løfte arven. Midtbanespilleren, der både i spil og statur bærer en nærmest uhyggelig lighed med en ung Andrea Pirlo, ligner det største talent, der er kommet ud af Brescias ungdomsarbejde siden, ja, Pirlo. 

“Baggios fire år i Brescia blev fortællingen om en stor karriere, der blev afsluttet uden stor fanfare, men med kompetencen intakt inde på græsset. Måske Baggio står tilbage som den sidste af de store spillere i Brescia-trøjen.”

Mens de håber, venter de også i Brescia, der sammen med resten af Serie A-klubberne forventes tilbage i aktion i midten af juni. Lige nu ligner det en uundgåelig nedrykning til Serie B og intet tyder på, at Brescia er en fremtidig italiensk topklub, ligesom de aldrig har været det. Men de har lagt græstæppe til topspillere. Og en af de største fra hjemlandet, der i mange år var blandt verdens bedste, og som, ifølge Carlo Mazzone, der stod i spidsen for Brescia og Baggio fra 2000 til 2003, var den største. Den store italienske avis La Repubblica har citeret Mazzone for at sige, at Baggio var den største italienske fantasista - en italiensk overbygning af den traditionelle 10’er, men mere i retning af den trequartista, der senere blev praktiseret af Francesco Totti og Alessandro Del Piero. Men ikke alene det, Mazzone agtede også Baggio helt oppe blandt Maradona, Pelé og Cruyff. Det kunne have været endnu større, hvis man spørger Baggios tidligere træner:

”Uden knæproblemer ville han have været nummer et i verden”.

Kilder:  

Nicklas Degn
Forrige

Den italienske nier er død. I Napoli har han aldrig levet
Næste

I Lyon rammer coronakrisen ekstra hårdt