Den tætteste liga i Europa - på godt og ondt
Af Nicklas Degn — 19. maj 2020
Sükrÿ Saracoglu Stadyumu. Fenerbahces hjemmebane, der er beliggende i Kadiköy-kvarteret i Istanbul. Foto: Serkan Turk (via Unsplash).
Intet andet sted i Europa ser skellet mellem top og bund ud til at være så tæt, som i den bedste tyrkiske fodboldrække. Skellet bliver mindre og økonomien spiller en rolle. Alligevel kan man ikke forvente, at Istanbul-monopolet bliver brudt lige foreløbigt.
Tyrkiet har været hårdt ramt af coronavirusset. Mens vi herhjemme så statsminister Mette Frederiksen så småt begynde at fortælle om en forestående nedlukning af Danmark, insisterede den tyrkiske regering fortsat på, at virusset ikke havde sat fod i landet. Det tog dog ikke længe, før coronakurver også blev tyrkisk dagsorden, og så fulgte en nedlukning, der blev langt mere omsiggribende end det, vi har set i Danmark.
Den tyrkiske fodboldliga rullede med boldene helt frem til den 19. marts, hvor den blev den sidste af de større europæiske fodboldligaer til at erklære en midlertidig suspendering. Bolden ruller igen den 12. juni.
Når det sker, vil interesseredes øjne været rettet mod en liga, der meget vel kan være den mest kompetitivt balancerede i hele Europa. Den seneste afsluttede sæson 2018/2019 markerede et nærmest historisk opbrud med triopolet i det fodboldgale land, der stod midt i en økonomisk krise samme år, som det markerede sin 100 års fødselsdag.
I dag kipper flaget for 101 år. Den 19. maj er den måske helligste af helligdage i Tyrkiet, fordi det var den dag i 1919, at landsopretteren, der blev landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk gik i land i Samsun og påbegyndte det, der i dag anses for at være begyndelsen på den uafhængighedskrig der førte til etableringen af Tyrkiet som en nation. I dag fejrer Tyrkiet den 19. maj som landets kombinerede uafhængighedsdag, ungdommens dag og sportens dag. Og frem for alt fejrer de Atatürk. Det gør de som sådan alle årets 365 dage, for du finder næppe et tyrkisk hjem med sans for patriotisme uden mindst et billede eller andet motiv med Atatürk. Men de fejrer ham lidt mere i dag.
Triopolets vaklen
Og så er vi tilbage ved fodbolden igen. Tyrkiet har lige siden den nuværende liga tog form i 50’erne været domineret af de tre storklubber Galatasaray, Fenerbahce og Besiktas. Alle forsøger de tre klubber hver især hyppigt at tale deres sag for, hvorfor Atatürk var fan af lige præcis deres klub.
Alt imens har de kæmpet den vigtigste kamp inde på banen. En kamp, der blev udfordret udefra i 2019. De fik sig således en ordentlig forskrækkelse på de store fodboldadresser i Istanbul i den forgangne sæson 2018/2019.
Opkomlingene fra Istanbul Basaksehir lå længe til at snuppe sit første mesterskab, og hos fans af Galatasaray, Besiktas og Fenerbahce havde man svært ved kapere den nye situation. De tre klubber har sammenlagt vundet 71 af de 90 tyrkiske fodboldmesterskaber i landets fodboldhistorie og ind fra højre kom pludselig en fjerde Istanbul-klub og spillede med musklerne - men uden den historie og de fans, de tre store klubber fra Tyrkiets største by er kendt for i en sådan grad, at det trækker udover Tyrkiets grænser.
Fenerbahce blev hurtigt hægtet af i mesterskabskampen. Skulle fans af kanariefuglene nu håbe, at Basaksehir ville vinde og dermed fravriste rivalerne Galatasaray og Besiktas et mesterskab, eller var skepsissen mod Basaksehir stor nok til at “heppe” på de argeste af fjender fra Galatasaray? Svaret vil være forskelligt alt efter, hvilken fan, du spørger. I sidste ende fik Basaksehir gummiben og Galatasaray vandt mesterskabet for andet år i træk, men forskrækkelsen efterlod sig et indtryk.
Derfor er ikke alt ved det gamle. Fenerbahces dårlige sæson, der sluttede med en sjetteplads, og Basaksehirs meterskabsbud vidner om en historisk tæt liga. Muligvis den tætteste fodboldliga i Europa.
Det anerkendte schweiziske fodboldobservatorium CIES udviklede mod slutningen af sæsonen på baggrund af en lang række spillemæssige parametre en algoritme, der havde til formål at måle skellet mellem top og bund ud fra præstationerne på banen og ikke blot antal scorede mål og akkumulerede point. Algoritmen giver hvert hold en score, der symboliserer det gennemsnitlige pointantal per kamp, som det pågældende hold burde have fået ud fra parametre såsom skud for og imod, samt boldbesiddelse. Endnu et bud på en “Table of Justice”, om man vil. Og på denne tabel stikker Tyrkiet ud.
Tabellen blev opdateret frem til den 7. maj, det vil sige få uger før de fleste sæsonafslutninger rundt omkring i Europa. Istanbul Basaksehir topper den tyrkiske liga med et gennemsnitligt pointantal på 1,79. I bunden er Antalyaspor med præcis 1,00. Det vil sige en forskel på 0,79 point fra top til bund. Det laveste skel mellem top og bund på tværs af de 31 europæiske ligaer. Til sammenligning er forskellen i Danmark på 1,25. FCK er i top med en score på 2,01 og Hobro i bund med 0,76. I Premier League er forskellen på Manchester City og Burnley 1,88. Altså langt over dobbelt så stort et skel som i Tyrkiet.
Kilde: Tal fra CIES Football Observatory. Opdateret 7. Maj 2019.
Noget andet end Ajax
Et er tal, noget andet er faglige betragtninger. Er der noget om snakken, når det bliver antydet, at den tyrkiske liga er den tætteste i Europa? Det kan meget vel være, hvis man spørger en Süper Lig-kender.
“Hvis du kigger på niveauforskellen fra toppen til bunden, så er den tyrkiske liga helt sikkert en af de tætteste i Europa,” siger Kaan Bayazit, en belgisk-tyrkisk journalist, der følger den bedste tyrkiske række tæt.
“Kig på Æresdivisionen og sammenlign Ajax med Willem II. Der er en massiv forskel. Eller tag den belgiske liga og sammenlign Genk med Eupen. Det er nat og dag. Men hvis du sammenligner Galatasaray med Akhisarspor, der er rykket ned, så er det meget mere lige,” forklarer han.
Tallene fra CIES erklærer sig enige. Skellet mellem top og bund i Holland og Belgien er jævnfør førnævnte algoritme på henholdsvis 2,04 og 1,45 og altså væsentligt højere end Tyrkiets 0,79.
I Tyrkiet er jævnbyrdigheden ikke noget nyt fænomen. Og det er ikke lutter positivt, hvilket man ellers kan foranlediges til at tro i en fodboldverden, hvor fans skriger på tættere ligaer og færre monopoler på mesterskabstronerne, som man ser det hyppigt i Italien, Tyskland og Frankrig. Hvor det er økonomiske muskler, der gør hold som Juventus, Bayern München og Paris Saint-Germain overlegne i deres respektive ligaer, kan det være den manglende økonomiske stabilitet, der gør, at de små kan lege med de store i Tyrkiet.
“Jeg tror Financial Fair Play spiller en rolle. Du kan se, at hullet mellem topholdene og resten af ligaen er skrumpet ind. Tyrkiet har været og er stadig et fodboldland, der er domineret af tre hold (Galatasaray, Besiktas og Fenerbahce, red.). Men vi er begyndt at se, at holdene i midten giver topholdene kamp til stregen. Nu begynder de mindre hold også at få en masse kvalitet ind på holdene,” siger Kaan Bayazit.
Han hentyder til, at subtop- og midterholdene i Tyrkiet har haft held med at tiltrække spillere, der måske ikke har interesse fra de de største tyrkiske klubber, men som alligevel ville kunne gøre sig i en af de fem store europæiske ligaer og ser den tyrkiske liga som et springbræt på vejen dertil. Og at de tyrkiske klubber er blevet bedre til selv at udvikle spillere, der har taget skridt videre til en stor liga. Spillere som Merih Demiral (Juventus), Yusuf Yazici og Zeki Celik (begge Lille) foruden at nævne to af de mest åbenlyse i Cengiz Ünder (AS Roma) og Caglar Söyüncü (Leicester), der er udviklet på det anerkendte Altinordu-akademi, hvis førstehold huserer i den næstbedste række.
Den europæiske akilleshæl
Finder ligaen den rette balance mellem store, etablerede navne og selvudviklet talent kan det være det, der skal til, for at tage et stort skridt ud i Europa. Noget, de tyrkiske klubber stadig meget sjældent gør.
“Hvis man kigger på de europæiske resultater de seneste sæsoner, pånær Besiktas’ flotte præstationer i Champions League i forrige sæson, præsterer de tyrkiske tophold ikke særligt godt i Champions League og Europa League. Jeg tror, at topholdenes niveau er faldet, mens de mindre tyrkiske holds niveau simultant er gået op,” lyder analysen fra Kaan Bayazit.
“Det kan få en negativ effekt på resultaterne i Europa, fordi holdene er nødt til lægge al sin energi i ligaen. Bayern München i Tyskland og Paris Saint-Germain i Frankrig har råd til at spille deres reserver fra tid til anden, fordi de vinder ligaen før tid. Det gjorde Bayern München godt nok ikke sidste år, men det har de gjort de seneste år.”
“Det kan få en negativ effekt på resultaterne i Europa, fordi holdene er nødt til lægge al sin energi i ligaen. Bayern München i Tyskland og Paris Saint-Germain i Frankrig har råd til at spille deres reserver fra tid til anden, fordi de vinder ligaen før tid”
Og så er vi tilbage ved kernen. De økonomiske muskler. De tyrkiske storklubber er milevidt fra at kunne bænkpresse lige så mange kilo som de store drenge og gældskrisen manifesterer ligaens status som finansiel Gummi Tarzan ved siden af Premier League eller bare Serie A for den sags skyld.
“Overordnet set, tror jeg, at det vil øge kvaliteteten at have en tæt liga. Lige nu har alle de tyrkiske storklubber gældsproblemer og den økonomiske situation i Tyrkiet forværrer de problemer. Men hvis klubberne får styr på økonomien kan de forbedre sig, siger Kaan Bayazit og slutter:
“Problemet for tyrkisk fodbold er økonomi, organisation og professionalisme. Der er masser af potentiale, men der er så mange problemer, der halter tyrkisk fodbolds vækst.”
