Roma-ånden, der forsvandt
Af Nicklas Degn — 8. juli 2020
Stadio Olimpico i Rom under en kamp mellem AS Roma og Chievo i december 2017. Foto: Liam McKay (via Unsplash).
Få steder er fodboldkulturen blevet rystet så meget i sin grundvold de seneste år, som det er tilfældet i AS Roma. Bysbørnene er væk og hovedstadsklubben stirrer ind i en ny virkelighed for første gang siden sluthalvtredserne. Foreløbigt ser det ud til at være i fare for at briste.
Han ikke bare kneb en tåre. Han græd. Det samme gjorde tribunerne. En lun og skyfri maj-aften i 2017, nogle få dage inden den italienske sommers indtog, spillede Francesco Totti for sidste gang i en AS Roma-trøje. Og for sidste gang i en hvilken som helst trøje på det højeste niveau. Han kom ind til den sidste halve time af den vigtige sidsterundekamp mod Genoa og var med til at vinde kampen og sikre sølvmedaljerne til den røde del af hovedstaden.
Medaljerne blev gemt til en side, for den eneste ceremoni derefter stod i Il Principinos tegn. Den lille prins af Rom, der for længst havde vokset sig til en stor fodboldkonge, tog mikrofonen omringet af sine holdkammerater og øvrige kolleger i AS Roma-staben og forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe. Han tog sig god tid om at løfte hovedet for at betragte de tætpakkede tribuner. Ansigtets udsyn syntes for et øjeblik som låst fast på det græstæppe, han just var i gang med at betræde for sidste gang. Så kiggede han op, afslørede en mimik, der ikke havde lyst til at være der, ikke havde lyst til at være til stede i det øjeblik. Han tog mikrofonen op til læberne, tyssede på sine beskuere.
”Det er nemt nok for jer,” lød ordene fra Tottis læber, efterfulgt af et prøvende smil. Kameraerne fangede ham i en løgn. Det her var ikke nemt for nogen.
Den sidste svingom
Francesco Tottis sidste fodboldkamp står i dag, tre år senere, tilbage som et vendepunkt i AS Romas historie. Romernes daværende træner, Luciano Spalletti, udtrykte op til flere gange sin frustration over at skulle håndtere både et fodboldhold og et ikon med snarligt karrierestop. Spalletti mere end antydede en snert af optimisme for et Roma-hold, der ikke længere skulle koncentrere sig om at give den største person, der nogensinde havde optrådte i Giallorossi-trøjen, en værdig afsked.
Det store farvel blev værdigt. Men der kom endnu et farvel, og det var langt fra lige så elegant orkestreret af klubben. Det vender vi tilbage til. Først skal vi redegøre for det Roma, som Francesco Totti efterlod inde på banen.
Totti afleverede sit hold i en glimrende forfatning. Den tredje andenplads på fire år gjorde Roma til det bedste bud på en førsteudfordrer til altdominerende Juventus. Holdet faldt en smule i år 0 efter Totti, men ikke nok til at lade en hæderlig tredjeplads glide af hænde. Men så gik det galt og Roma har fået en plads bag i køen af udfordrere til Juventus. Nu er de ikke engang førsteudfordrere til byherredømmet længere.
De nye prinser
Det begyndte ellers så godt. Spalletti var kørt metaltræt i sit andet ophold i klubben og blev afløst af den fremadstormende unge Eusebio Di Francesco, der havde betaget Støvlelandet med få midler i Sassuolo. Klubben lykkedes med at hente en af de mest velansete sportsdirektører og fodboldhjerner i Monchi fra Sevilla. Totti fik en plads ved chefernes bord og alt var nydeligt tilrettelagt til et nyt AS Roma, der skulle finde tilbage til de gyldne tider omkring årtusindeskiftet, hvor Totti skød sig i stilling til en status som Roma-legende og hentede en Scudetto hjem under ledelse af Fabio Capello. Sådan skulle det langt fra gå. Det, der i stedet skete, var, at Roma-ånden pludseligt sev ud af klubben og efterlod den i det ingenmandsland, vi ser i dag.
Efter tredjepladsen skulle det nye Roma for alvor stå sin test og frugten af Monchis gyldne transferhænder skulle ses. Genialiteten ved at hive spanieren til Rom syntes allerede at ane sig, da han hentede Nicolo Zaniolo som det, der i første omgang så ud til at være det tynde øl, i en byttehandel, der sendte Radja Nainggolan den anden vej til Inter. Zaniolo blev ikke spået nogen rolle på førsteholdet, men gik fra sommeren 2018 ind og tog dirigentstokken og lignede en reinkarnation af unge Totti. Med det drengede look og den legesyge stil tog Zaniolo sig godt ud i den bordeauxrøde trøje på trequartista-positionen, som da Totti gjorde det til sin egen i starten af 90’erne. Men Zaniolo var og er ikke Totti. Zaniolo er ikke romer. Han er toscaner, fra det nordlige Italien og et produkt af både Genoa og Fiorentinas ungdomssystem. Han højnede spillet, men næppe den kultur, der i forvejen herskede i klubben.
Curva Sud på Stadio Olimpico. Foto: Danilo Obradovic (via Unsplash).
Zaniolo-byttehandlen står stadig som Monchis svendestykke i dag, men et ensomt et. Alt for mange fejlskud på transfermarkedet og inde på banen førte til spanierens farvel og retur til Sevilla i foråret 2019. Og så begyndte det for alvor at eskalere. I juni 2019 annoncerede Francesco Totti sit endelige farvel til AS Roma efter en halv menneskealder i klubben. Han fik ikke den indflydelse, han var blevet lovet, og tog selv konsekvensen. Måneden efter gentog episoden sig næsten eksakt, da Tottis romerske arvtager, Daniele De Rossi, også vinkede farvel, da han ikke var blevet stillet en kontraktforlængelse i udsigt. Vel havde De Rossi stået en anelse i skyggen af ikonet Totti, men da prinsen af Rom abdicerede, stod De Rossi med sine 15 sæsoner i trøjen som den åbenlyse, nye kaptajn. Den sidste lille flig af Roma-ånd hvilede nu på Alessandro Florenzis skuldre. Den lille og hurtige back var ligesom sine to åndsfæller født og opvokset i Rom og stod nu med sine syv sæsoner i træk på førsteholdet og et nyt anførerbind om armen.
Og så var han væk. Sendt afsted til Valencia på leje, da 2019 blev 2020. Pludselig fandt Roma sig selv med en trup uden eneste spiller, der havde tilbragt mere end fire sæsoner i træk som Roma-ejet spiller på førsteholdet. For første gang siden 1958! Før Totti var der Sebastiano Nela, før ham Francesco Rocca, der var Sergio Santarini, Francesco Cappelli, Francesco Carpenetti, Giacomo Losi og der var Alcides Ghiggia.
En flig af håb om det nye gamle
Anførerbindet sidder nu på Edin Dzekos overarm. Bosnieren har været ejet af Roma de seneste fire sæsoner og er manden med den højeste anciennitet. Der er en enkelt Roma-dreng tilbage i truppen, Lorenzo Pellegrini, der er et produkt af klubbens ungdomsafdeling, men som blev vejet og fundet for let, hvorfor han startede seniorkarrieren hos Sassuolo. Her udviklede føromtalte Di Francesco ham til en dygtig midtbanespiller, en versatil italiensk otter, oftest brugt som en mezzala, hvorefter Roma hentede ham hjem igen. Pellegrini er dygtig og en mulig fremtidens mand, der skal bære Roma-midtbanen, men han har endnu slet ikke den Rom-pondus, der tilsvarer AS Romas Romulus og Remus, d’herer Totti og De Rossi.
En manglende lokal forankring på førsteholdet behøver ikke være noget problem for et moderne fodboldhold anno 2020. Det er snarere reglen end undtagelsen. Men hos AS Roma virker det som et problem, og et, de italesatte i stilhed ved at hente en anden af byens børn, Claudio Ranieri, ind for en kort bemærkning, da Di Francesco-projektet kuldsejlede. Ranieri kom ind midt i den kaotiske 2018/2019-sæson, fik rettet skuden op og gelejdet den sikkert i havn, men det var midlertidigt og heller ikke Ranieri er ligefrem nogen fremtidens mand.
Nu er det mere end nogensinde før svært at spå om, hvor AS Roma er på vej hen. Spørgsmålstegnene hober sig op. Den upåagtede sportsdirektør Gianluca Petrachi, der blev hentet ind fra Torino som afløser for Monchi, er blevet suspenderet og ventes at blive erstattet af klubbens tidligere målmand Morgan De Sanctis. Paulo Fonseca, der udrettede små mirakler i Shakhtar Donetsk, sidder i trænersædet og gør det fornuftigt efter omstændighederne, men er ikke i nærheden af at skaffe Champions League-fodbold til hovedstaden. Den del klarer de derimod i Lazio, der har spillet bysbørnene af brættet i denne sæson. Skal Alessandro Florenzi tilbage og være kaptajn i Rom, eller bliver lejekontrakten i det spanske byttet ud med en permanent en af slagsen?
Og så er der hele spørgsmålet om ejerskabet. Klubben er ejet af den amerikanske forretningsmand med italienske rødder James Pallotta, der har tjent sine penge via investeringer i sport, teknologi og medier.
Pallotta købte klubben i 2011, tog chefkasketten på året efter, men har siden december ligget i forhandlinger med en anden amerikansk forretningsmand, Dan Friedkin, om et opkøb. Pallotta mangler ikke smør på brødet, men hvor han lige akkurat balancerer på grænsen om at være dollarmilliardær eller ej, så har bilmanden Friedkin en formue, der er fire gange så stor. Spørgsmålet er så, om det er en stor økonomisk saltvandsindsprøjtning fra ”over there”, der skal til. I så fald kan kontrasten til behovet for flere Rom-drenge næsten ikke være større.
“At forlade Roma er som at dø”
Tiden må vise, om Roma kommer på nye hænder og nye tænker, eller om coronakrisen har sat en stopper på den udvikling. Først skal de dog forsøge at sikre, at der ikke kun bliver spillet europæisk på Stadio Olimpico i 2020 og 2021, når Lazio råder over det fælles romerske stadion. Og hvem ved, måske er det netop Pallotta, den er gal med, måske har de bare brug for at få Totti tilbage på stadion, på ledelsesgangene eller på træningsbanen på Trigoria-anlægget. Da Francesco Totti endegyldigt lagde Roma bag sig efter mere end 30 år, sagde han følgende ifølge engelske BBC:
”Det her er langt værre end da jeg trak mig tilbage som spiller. At forlade Roma er som at dø. […] Det primære fokus fra visse personer har været på at fjerne romere fra Roma. I sidste ende kom sandheden frem, for de fik, hvad de ville have. Hvis jeg var præsident i Roma og havde to ikoner som Totti og De Rossi, ville jeg sætte dem i spidsen for det hele.”
Og på spørgsmålet om, hvad der skulle til, for at han skulle vende tilbage, lød svaret ifølge The Guardian:
”En anden ejer.”
