Man kan undre sig over, at det tog så lang tid. Gennem hele 2025 så vi en langsom, men konsekvent udvikling i sportsverdenen, hvor Rusland, alt imens landets angrebskrig mod Ukraine gik ind i sit fjerde år, stille og roligt krabbede sig tilbage i den sportsverden, som landet ellers bredt og lige så konsekvent blev smidt ud fra i dagene og ugerne efter den 24. februar 2022.
Det var dog primært for så vidt angår landsholdene og klubholdene. Alt imens russiske sportsgrene har lidt under at være forvist fra internationale turneringer, har russiske sportsledere i blandt andet UEFA og FIFA haft frit spil til at påvirke beslutningerne før som efter den februarmorgen for mere end fire år siden.
Læs mere:
Det store ryk kom i løbet af sommeren, hvor vi også så IOC’s beslutning1 om ikke længere at suspendere den russiske olympiske komité. Efter beslutningen, der kom i ly af VM i fodbold, blev Rusland budt velkommen tilbage i en række sportsgrene, så landet nu er på vej ind eller allerede er fuldt reintegreret i judo2, taekwondo3, boksning4, brydning5, håndbold, fægtning, gymnastik6, svømning7, samt i mindre grad i skak8 og sejlsport9.
Læs mere:
Juridisk sejr før medaljer
Inden vi går videre til to markante udviklinger den her uge, så er det væsentligt at bemærke, at man ingenlunde burde være overrasket, hvis man følger med i sportens retssager. I december 2025 behandlede den internationale sportsdomstol, CAS, en klage fra det russiske skisportsforbund, der klagede over udelukkelsen og fik medhold i, at det var et brud på sportens neutralitetsprincipper. En ganske bemærkelsesværdig dom, fordi den underkendte selve præmissen i den udelukkelse, som få i det internationale sportssamfund havde betvivlet.
Deraf kommer så det gådefulde, for det var som nævnt i december, og det kan på den baggrund undre, at det har taget Rusland så lang tid at tage de næste stik hjem. Men nu rager de til gengæld til sig. I ugens løb kom den hidtil største trumf, da CAS dømte, at Rusland nu også skal lukkes tilbage i en af de sportsgrene, hvor landet historisk har været en af de største magtfaktorer, ishockey. En beslutning, som det internationale ishockeyforbund har udtrykt skuffelse over, men ikke desto mindre ser ud til at må efterleve.
Der er nuancer, der er vigtige at kende, før vi bevæger os videre. I ishockeyforbundets tilfælde var den præcise begrundelse for russisk udelukkelse, at man ved russisk deltagelse ikke ville kunne garantere sikkerheden omkring forbundets turneringer. Det hviler på en ikke nærmere specificeret argumentation, ikke offentligt kendt i hvert fald, da begrundelsen for kendelsen endnu ikke er frigivet. Principielt kan CAS altså dømme anderledes i andre sportsgrene, der også har brugt sikkerhedsperspektivet som begrundelse. Det finder vi kun ud af, hvis det bliver efterprøvet ved CAS.
Ishockeynyheden kom få dage efter, at Rusland fik tildelt et VM-værtskab, hvilket i sin essens kan vise sig endnu mere vigtigt for russernes sportscomeback, for tildelingen af værtskaber har de ikke haft lignende succes med. Men nu skal Moskva være vært for VM i vægtløftning i 203010.
Én sportsgren glimrer lige nu ved sit russiske fravær. Præsidenterne for fodboldorganisationerne UEFA11 og FIFA12 har hver især og i mere eller mindre klare vendinger flirtet med tanken om at lukke Rusland tilbage i folden. UEFA prøvede med de russiske U17-hold, men den offentlige modstand blev for stærk. FIFA-præsident Gianni Infantino har lavet en gigantisk U15-turnering, som Rusland er en del af13, og derudover snakket så varmt om russisk tilbagevenden, at analysen lige nu må være, at han har hænderne så fulde af sine egne møgsager, at han ikke er nået dertil endnu. Hvad bliver det næste? Det kunne sagtens være fodbolden.
Læs mere:
En modstand, der er til at overse
Hvis man i det generelle mediebillede kan snakke om ”Ukraine-fatigue” og generel ”krigsfatigue”, så gør det sig tilsyneladende også gældende inden for sportens verden, for den tiltagende russiske tilbagevenden i takt med, at situationen på frontlinjen ikke ændrer sig, Rusland fortsætter sin fremmarch og der fortsat ikke foreligger nogen fredsaftale endsige bred våbenhvile, har ikke mødt lige så markant furore, som det omvendt var tilfældet med den slående og håndfaste udelukkelse tilbage i 2022.
Ganske vidst har EU-politikere fordømt udviklingen, Danmarks Idrætsforbund har været fast i kritikken og det samme har en række hjælpeløse danske forbund inden for de ramte sportsgrene, men nogen egentlig organiseret modstand må man spejde længe efter. Det kan hurtigt vise sig for lidt og for sent.






