Forleden fik jeg en besked fra en person, der tidligere har været i spil som FIFA-præsident. Alt er ikke, som det ser ud, var budskabet. Den besked vender vi tilbage til.
Alt imens er der ikke noget at sige til, at den nuværende FIFA-præsident Gianni Infantino stadig ses storsmilende, når han rejser rundt til blandt andet Colombia og Den Dominikanske Republik1 for tiden. Godt nok er presset på schweizeren stadig stort og den seneste måned er ulig noget, han har oplevet hidtil i sine 10 år som FIFA-præsident. Men som allerede etableret flere gange i de her spalter arbejder tiden lige nu for Infantino, hvis han skal blive siddende som FIFA-præsident. Han sidder der endnu.
Det, jeg ikke tøver med at kalde fodboldens kolde krig, er nu ude af sin indledende fase og er gået ind i fase to, der formentlig bliver den længste. Vi kan lige så godt spænde sikkerhedsselen og forvente, at den her vil vare ved i flere uger, inden vi på et tidspunkt når ind i den sidste fase, der enten ender med at Infantino bliver væltet eller opnår genvalg til fire år mere.
Vi kan kalde den her fase for udmattelsesfasen. I hvert fald for Infantino, der forsøger at udmatte sine efterhånden mange modstandere, mens han forsøger at omvende det tavse flertal og skrabe den ene støtteerklæring ind efter den anden. Modstanderen, alliancen anført af UEFA, men som også stadig omfatter mellem- og nordamerikanske CONCACAF og asiatiske AFC, forsøger omvendt at ryge Infantino ud. Deres plan A er at få Infantino til selv at træde ned. Der er så absolut intet af de hidtidige begivenheder, der så meget som antyder, at det er noget, Infantino har tænkt sig at gøre. Plan B er at vælte ham inden marts, hvor plan C indtræffer, nemlig at Infantino taber præsidentvalget.
Våbnet, der ikke vil pakkes væk
I den forgangne uge så vi sagens første større kompromis. Infantinos store plan om at udskille blandt andet VM-rettighederne og sælge en del af det til private investorer – planen som startede hele det her morads, da juli skulle til at blive til august – er for længst blevet droppet. Men UEFA, der tidligt truede med et boykot af samtlige FIFA-turneringer startende med U20 VM for kvinder i Polen om fem dage, har stædigt holdt fast i, at de ville have skriftlig garanti på, at ikke alene er planen droppet, den kommer aldrig til at genopstå.
Jeg ved fra mine kilder, at det i forrige uge, måske endda tidligere, begyndte at rygtes i flere europæiske fodboldforbund, at FIFA efter flere uges passivitet på den front var klar til at sende garantien til UEFA. Og at UEFA som konsekvens deraf måtte være klar til at droppe boykottet. Flere forbund var begyndt at blive ængstelige, for hvor omfattende var det her boykot og skulle det i virkeligheden, hvis man tog det helt bogstaveligt, ikke også gælde verdensmesterskabet i eSport i Paris i forrige uge?
Pludselig kom det så: UEFA bekræftede ifølge The Guardian2, at de nu havde bindende garanti fra FIFA på, at FIFA Forward Enterprise, som den skandaliserede plan hed, ikke kunne vende tilbage.
Det er dog tydeligt at UEFA befinder sig på en svær balancegang lige nu, og at hver dag er et studie i ikke at tippe og falde overbord. Samtidig med førnævnte udsendte UEFA en udtalelse3, hvori de skriver, at et boykot kan komme på tale igen, hvis ikke FIFA lever op til UEFA’s ikke videre specificerede krav:
“Efter nu at have sikret sig de to garantier, som organisationen krævede fra FIFA den 30. juli, og efter konsultation med sine nationale forbund, har UEFA derfor besluttet midlertidigt at suspendere de europæiske holds tilbagetrækning fra FIFA-turneringer i den kommende sæson, herunder VM for kvinder U20, VM U17 og VM for kvinder U17. Denne beslutning vil løbende blive genvurderet og kan om nødvendigt ændres med øjeblikkelig virkning, hvis omstændighederne kræver det.”
Vi er efterhånden nået så langt ind i den her fodboldkrise, at det ikke længere er overraskende eller på anden måde opsigtsvækkende at UEFA har boykot-kortet fremme. Men vi må lige dvæle ved, at vi på en måned er nået dertil fra et udgangspunkt, hvor UEFA ligesom DBU og øvrige fodboldorganisationer hyppigt blev anklaget for at være for passive og for at stiltiende observere den ene bekymrende udvikling efter den anden under Infantino. Dengang for en måneds tid siden ville en boykot-trussel være utænkelig – nu vil UEFA ikke blot bruge den, de vil også konstant og endda uprovokeret gøre opmærksom på den af egen fri vilje. Også selvom FIFA, må vi forstå, faktisk imødekommer det krav, der i første omgang provokerede truslen.
Det fortæller det, som også flere gange er blevet nævnt her i Sportsbrevet. UEFA stod tidligt med et valg om at gå all-in, eller at lade endnu en Infantino-kontrovers passere. UEFA valgte at engagere sig, og dermed trådte man direkte ind i point of no return i berettermodellen. Intet anslag, ingen uddybning. UEFA traf et valg, der ikke kan omgøres, faktisk kun forstærkes, og det er det, de nu er i gang med. Infantino blinker ikke, UEFA blinker ikke, og derfor stirrer vi lige nu alle sammen med vidt åbne øjne ind i fodboldens kolde krig.
Alt er ikke, som det ser ud
Udefra set kan det se ud som om fronterne er meget klart trukket op, men i virkeligheden er de streger buede, bøjede og ujævne. Sagen er ikke så sort-hvid som at Infantino er den store skurk og UEFA-præsident Aleksander Čeferin den store helt. Det vil være utopi at tro, at der under de samstemmende erklæringer, vi har set den seneste måned, også blandt UEFA-medlemslandene ligger 55 fuldstændig ens syn på den nuværende sag og vejen frem herfra. Infantino anklages i den her sag og tidligere sager igen og igen for at være magtfuldkommen og at udøve vold på forventningen om, at alle interessenter i en given sag skal konsulteres. Men spørgsmålet er, om Aleksander Čeferin i sin jagt på at støde Infantino fra tronen ikke selv har været nødt til at tage sig nogle friheder og at erklære at Europa taler med samlet stemme, selvom der i den europæiske fodboldfamilie er tunger, der ønsker enten en mindre aggressiv fremfærd eller som i virkeligheden syntes, at Infantinos plan var meget spændende.
Her vender vi tilbage til beskeden fra indledningen. For nylig fremførte jeg ovennævnte pointe på det sociale medie X, hvorefter jeg fik en besked i indbakken fra en person, jeg tidligere har haft kontakt med til baggrund. Vedkommende har før været i spil eller i hvert fald haft et ønske om at blive FIFA-præsident. Denne vedkommende lod mig vide, at der skam var og stadig er splid mellem visse fodboldlande i Europa, og at jeg og vi snart ville indse det. Jeg blev ikke klogere på, hvilke lande, der er tale om, ligesom det ikke er blevet åbenbaret offentligt siden.
Det er ikke den eneste gang, antydningens kunst er blevet fremført i den her sag. Den norske fodboldpræsident Lise Klaveness gjorde det i forgårs over for den dygtige norske TV2-journalist Trine Melheim Næss, da Klaveness kommenterede på en af de seneste markante udviklinger i den kolde fodboldkrig, nemlig at UEFA har til hensigt at føre en strafferetlig sag mod Infantino i Schweiz. Lettere kringlet har UEFA offentliggjort det ønske via en række retsdokumenter i USA. Om det rent faktisk ender med en sag, er mere tvivlsomt, for – og nu er vi ude i spekulationer – det egentlige formål for UEFA kan være at få FIFA til at udlevere en række dokumenter om FFE-planen, som UEFA ikke ville kunne få fat i ad omveje.
Noget tyder på, at UEFA har fået fat i et eller andet. Klaveness svarer nemlig norske TV24, at ”der er ting, der tyder på, at der vil være fund, som er endnu mere alvorlige end det, vi ved”.
Vi kunne fortsætte med at gennemgå de seneste udviklinger i sagen og dens implikationer, men der skal også være til næste omgang af Sportsbrevet Calcio. Jeg vil derfor efterlade dig med en kort kildeliste til videre læsning om det mest markante, der for mig at se er sket de seneste dage.
Sportsbrevet Calcio er tilbage igen i midten af september, og det er som altid med den betalte udgave, der er eksklusiv for betalende abonnenter. Jeg kører lige nu en kampagne i anledning af den nye sæsonstart, hvor du kan få halv pris på abonnementet i tre måneder. Så får du adgang til alt på Calcio.dk, ligesom du støtter uafhængig sportsjournalistik og -formidling. Jeg skrev den 1. januar, da jeg relancerede Calcio.dk som abonnementsmedie og som et rigtigt medie, der forsøger at tjene penge, at jeg har givet mig og Calcio.dk et år til at lykkes og at kravet ville være 200 betalende abonnenter.
Det kan jeg på nuværende tidspunkt konstatere, at vi ikke når, men det kan være, at jeg alligevel vælger at fortsætte uanset antallet af abonnenter. Jeg nyder det, synes det er vigtigt, og jeg sætter pris på alle de tilbagemeldinger, mine tekster har afstedkommet de seneste otte måneder. Jeg skriver videre de kommende måneder uanset hvad – men lad det her være en opfordring til at skrive dig op som abonnent uanset om det er som gratis eller betalt. Alt sammen giver det mig et bedre overblik over, hvorvidt der er brug for og plads til et medie som Calcio.dk.
Og hvem ved, måske vi en dag snart igen kan beskæftige os med noget andet end Infantino.
Læseliste:
The Athletic: Gianni Infantino did not tell FIFA Council he was seeking private investment for U15 ‘World Cup’
Politico: The fixer at the center of FIFA’s meltdown
Sky News: Global football summit proposed to shape post-Infantino FIFA before picking election challenger