
Det her er en udgave af Sportsbrevet Calcio eksklusivt for betalende abonnenter. Tak, fordi du støtter Sportsbrevet Calcio og dermed også Calcio.dk!
Længe levede det som en bizar idé, måske i virkeligheden intet andet end en joke, eller en snak hen over fredagsbaren. Kan man lave en sportsbegivenhed, hvor man sløjfer alle dopingregler? Hidtil har ingen prøvet, formentlig fordi det ikke kan gøres under forsvarlige forhold. Men nu bliver forsøget gjort. Store dele af sportsverdenen ser til med spænding af flere beslægtede grunde, som vi skal beskæftige os med i den her udgave af Sportsbrevet Calcio.
Men først skal du have historien om Enhanced Games1. Det er det, forsøget hedder. Det dukkede først for alvor op til overfladen i en artikel i The Guardian2 en junidag i 2023 i det, man ret hurtigt ville skyde til side som en fascinationshistorie. Tanken var seriøs, men bagmændene ukendte og finansieringen lod vente på sig. Så omverdenen kiggede ret hurtigt den anden vej igen.
Enhanced Games kæmpede en kamp for at få opmærksomhed omkring projektet, hvilket i høj grad lykkedes. De nåede blandt andet forbi en af verdens største podcasts, The Joe Rogan Experience. Men endnu var det reelt stadig kun en idé, ikke noget produkt. Det begyndte så småt at ændre sig.

