Sportsbrevet Calcio #13: Magtens centrum
Store beslutninger træffes lige nu på fodboldens vegne i Canada, mens der i Saudi-Arabien allerede er truffet store beslutninger, der kan få store konsekvenser for sportsverdenen.

Denne udgave af Sportsbrevet Calcio står i ventepositionens tegn. Efter et par rolige uger i det felt, hvor sport, politik, samfund og forretning er i samkvem, er der sket meget på få dage. Alt sammen hvad angår den slags sager, som man allerede nu kan regne ud, kun lige er begyndt, og som med garanti vil udvikle sig. Vi er ikke helt der, hvor Lenins sætning om uger og årtier er gældende, men så alligevel.
Derfor vil jeg i dagens sportsbrev opliste en række aktuelle sager og et lille løfte. Der er i alle tilfælde tale om sager, som jeg vil påstå kommer til at udvikle sig i den kommende tid og som kan være af stor betydning for sportsverdenen. Og derfor kommer Sportsbrevet Calcio selvfølgelig til at følge den udvikling tæt.
Talenter og fredspriser
Først er der det, der sker lige nu i Vancouver i Canada. Der er FIFA-kongres, hvor nogle af de største beslutninger på spillets vegne ofte besluttes. Det skyldes, at det er FIFA-kongressen, der grænser lige op til VM, og som derfor afholdes i et af værtslandene.
Der er allerede dryppet mulige store beslutninger ud. Det er godt nok en kongres, hvor det først og fremmest forventes, at FIFA vil præsentere store finansielle resultater, og muligvis også dele flere penge ud til utilfredse medlemslande, men ifølge The Athletic1 vil FIFA også indføre en regel, der påbyder hold at have mindst én egenudviklet U21- eller U20-spiller på banen på alle tidspunkter. Det vil få potentielt vidtrækkende konsekvenser for måden, klubber tilgår rekruttering og holdsammensætning på. Og så vil det åbenlyst kræve et forstærket fokus på ungdomsfodbolden.
Jeg vil derudover se frem til, hvorvidt et opsigtsvækkende forslag fra Norge kommer til at fylde noget på kongressen. Landet har nu officielt indgivet en klage2 over FIFA’s indstiftelse og håndtering af den meget omdiskuterede fredspris, der gik til Donald Trump og blev opfundet kort efter, at den amerikanske præsident blev sur over at blive forbigået til Nobels fredspris.
Kritikken af FIFA-prisen har været massiv, men i officielle fodboldkredse har det været dansen om den varme grød, for ingen har villet gøre kritikken officiel og substantiel. Det gør Norge nu via præsident Lise Klaveness, der har det med at ødelægge den dårlige stemning til FIFA-kongresser. De fleste lærte hendes navn at kende efter FIFA-kongressen i Doha otte måneder inden starten på VM i Qatar, hvor hun kritiserede fodboldens ledere lige foran næsen på dem. Et særsyn af rang.
En del andre emner har allerede fyldt under kongressen i Vancouver og der vil ganske givet komme flere til hen over weekenden. Blandt andet blev det til en bred historie, at FIFA angiveligt havde bedt om eskorte til præsidenten, Gianni Infantino, i en sådan grad, at kun paven ville få lov til at iværksætte så store ressourcer fra de canadiske myndigheder. FIFA har dog på ukarakteristisk offensiv vis afvist den historie.
Retræte eller justering
Hvis vi bevæger os væk fra begivenhederne i Canada udvikler der sig en stor historie mens jeg skriver de her linjer. Den seneste uge har rygter floreret om, at Saudi-Arabien vil rulle en række af deres massive sportsinvesteringer tilbage. Heriblandt den meget omtalte golftour LIV Golf, der oprindeligt skabte rystelser i golfverdenen, inden den blev søsat, og viste sig hverken at være revolutionerende eller et decideret flop. Nu er det så sikkert og vidst, at Saudi-Arabien trækker finansieringen af golfprojektet. Det skriver The Wall Street Journal3.
Det var svært at finde hoved og hale i de oprindelige rygter, da de først flød for nylig, for de blev efterfulgt af en masse støj. Det er langt fra sikkert – endnu – at Saudi-Arabien er i gang med en større sportslig tilbagetrækning, som flere analyser ellers allerede peger på. Det kan vise sig at være tilfældet, men det kan lige så vel vise sig blot at være en nedjustering af ambitionsniveauet, som vi har set med nogle af de ekstremt ekstravagante byggeprojekter landet er i færd med at opføre som en del af deres Vision 20304.
Et italiensk sår rippes op
Den sidste historie, vi skal notere os til fremtidig brug, foregår i Italien. Den handler om dommere. Igen. Det kan hurtigt virke kuriøst og bizart, og som en historie, man kan have tendens til at blæse ud af proportioner, men inden jeg introducerer dig for den, vil jeg lige påpege, at man selv i Italien spørger, om det her kan udvikle sig til en Calciopoli 2.05 med reference til den store skandale i 2006, der kostede Juventus en tvangsnedrykning og italiensk fodbold varige ar på omdømmet.
Denne gang er ingen klubber impliceret, i hvert fald ikke i sådan grad, at de står anklaget for noget. Det gør i stedet Gianluca Rocchi, der indtil 2020 var en af Italiens bedste fodbolddommere og som siden har spillet en stor rolle i det italienske dommersystem som dommerudpeger og -udvikler. Nu anklager den offentlige anklager i Milano Rocchi for bedrag. Ifølge anklageren har Rocchi via sin rolle i den italienske dommerkomité favoriseret hold og påvirket dommerpåsætning. Det er ord og sætninger, der minder skræmmende meget om Calciopoli-skandalen, selvom det er vigtigt at understrege, at sammenligningen foreløbigt stopper der.
Helt præcist beskrives en episode under en kamp i marts 2025 mellem Udinese og Parma. Under kampen spottede dommerteamet et muligt straffespark, men valgte ikke at dømme det efter en VAR-gennemgang. Så lød et par bank på vinduet ind til VAR-rummet i det lokale i udkanten af Milano, hvor VAR-folkene sidder (ligesom VAR-dommerne i Danmark tidligere har siddet i en slags kommandocentral i Vanløse6).
Manden, der bankede på vinduerne, var Gianluca Rocchi, der med den handling angiveligt ville signalere, om ikke man lige skulle kigge på beslutningen igen. Kort tid efter blev der alligevel dømt straffespark, som Udinese scorede på til slutresultatet 1-0. Det kan lyde som en bagatel, men hvis det er som historien forlyder, gik Rocchi langt ud over sine beføjelser. Episoden lægges sammen med en specifik anklage om, at Rocchi senere, den 2. april 2025, skulle have forsøgt at påvirke dommerpåsætningen med det formål, at det ville komme Inter til gode. Inter er som sagt ikke anklaget eller mistænkt for at indgå i den plan.
Meget mere er der faktisk ikke til sagen for nuværende, men det er meget hurtigt blevet en kæmpesag i Italien, så den kommer ikke til at lægge sig. Hvilken den selvfølgelig heller ikke bør, for anklagen er alvorlig.
Det er der i det hele taget meget, der er i sportens verden lige pt., hvor vi ikke ser ud til at kunne få en rolig sommer på sportspolitikkens front, som en VM-sommer ellers ofte kan være grobund for. Men denne gang holder (fodbold)verdenen vejret i lige dele spænding og bekymring for, hvor politiseret det kommende fodbold-VM mon kan gå hen at blive.
Det finder vi snart ud af. Ligesom vi finder ud af, hvordan de sager, vi lige har gennemgået, kommer til at udvikle sig. Jeg kan ikke spå, hvordan det vil gå, men jeg kan love dig, at du nok skal blive fyldigt opdateret.
https://www.nytimes.com/athletic/7240193/2026/04/29/fifa-homegrown-rules-premier-league/
https://www.reuters.com/world/norwegian-fa-chief-klaveness-calls-fifa-abolish-peace-prize-2026-04-27/
https://www.wsj.com/sports/golf/liv-golf-pga-tour-bryson-dechambeau-3abf7b85
https://www.ft.com/content/036b158f-ea34-46d1-ad0a-093eba031501?syn-25a6b1a6=1
https://www.nytimes.com/athletic/7231528/2026/04/27/calciopoli-rocchi-scandal-italian-foobtall/
https://sport.tv2.dk/fodbold/2024-10-04-omfattende-tv-problemer-gaar-ogsaa-ud-over-var


