Sportsbrevet Calcio #11: Hvem gælder reglerne for?
Tilliden til fodboldens magtinstanser har i de her uger taget et gevaldigt slag på grund af sager truffet i Egypten og Storbritannien.
Der var ingen, der havde ventet det på forhånd, men 16. og 17. marts 2026 vil fremover gå over i historien, når fortællingen om den manglende tillid til fodboldmagtens tredeling skal skrives.
Det skal den ikke helt endnu, men vi kan forfatte en mellemtid. Den første af de to domme, det handler om, faldt mod Chelsea. Premier League langede1 den hidtil største bøde i ligaens historie afsted mod klubben fra det vestlige London, der skal betale den nette sum af £10,75 millioner for en række forhold, der ligger tilbage i perioden 2011 til 2018. Det vil sige under den nu tidligere ejer, den russiske oligark Roman Abramovitj.
Når omverdenen så alligevel kritiserer rekordbøden skyldes det (manglende) præcedens og proportioner. Premier League-toppen har de seneste år været overbebyrdet med sager mod engelske storklubber, der står anklaget for at bryde en lang række finansielle regler eller at bruge flere penge end PSR (Profit and Sustainability Rules) dikterer. Det har kostet bøder og pointstraffe til Nottingham Forest, Everton og Leicester, for nu at nævne de mest prominente sager. Samtidig hviler det på et bagtæppe af mystik omkring sagen mod Manchester City og de 115 sigtelser om at forbryde sig mod Premier League-regelsættet. En sag, der nu kører på fjerde år. Vi ved, at høringerne ved et uafhængigt tribunal for længst er afsluttet. Men ingen er lykkedes med at opsnuse noget tilnærmelsesvis troværdigt om en mulig dato for en domsafsigelse.
Med det in mente bliver dommen med Chelsea allerede brugt som præmatur begrundelse for en mulig kommende svag dom mod Manchester City. Kritikerne er utilfredse med, at Chelsea slipper med at betale en bøde på en brøkdel af deres transferbudget og samtidig undgår yderligere straffe for nuværende, da eneste anden sanktion er et betinget transferforbud og et forbud mod at hente akademispillere i ni måneder.
Overtrædelserne, som Chelsea nu er dømt for, er ellers til at tage og føle på. Det er hårdfør og bevidst omgåelse af regler, hvis ikke direkte svindel. Vi skal skrue tiden lidt tilbage for at forstå hele historien.
Fra rabat til Rabat
Kort efter, at krigen i Ukraine brød ud, sanktionerede den britiske regering en række russiske oligarker, heriblandt Abramovitj. Russeren, der købte Chelsea i 2003 og har forvandlet klubben til en hovedrig og europæisk magtfaktor, fik indefrosset sine midler og var nødt til at sælge klubben. Den britiske regering stod for salget og godkendte i maj 2022 en overdragelse til et konsortium ledet af forretningsmanden Todd Boehly og Clearlake Capital for £4,25 milliarder. Det blev kommunikeret ud, at Abramovich var gået med til at donere overskuddet fra salget (over to milliarder pund) til Ukraine, men her små fire år senere er pengene stadig ikke blevet flyttet og den britiske regering vil sagsøge Abramovich2 for at få glid i tingene. Men det er en anden sag.
Da Clearlake gennemgik regnskaberne for sit nyerhvervede projekt fandt de en række uoverensstemmelser i perioden 2011 til 2018. Dem rapporterede de fluks til Premier League, der satte en undersøgelse i gang. Det er konklusionen af den, vi nu ser.
Uoverensstemmelserne består i, at Chelsea har skjult en række pengestrømme til spillere, de har købt, ved hjælp af tredjeparter. På den måde har de kunnet omgå de finansielle regler, der tilsiger, at du som fodboldklub ikke må bruge over et vist antal procentdel af din egen omsætning. Det er ikke helt tilfældige transfers, der er landet ved hjælp af de skjulte pengestrømme. Via tidsangivelser kan man nå frem til, at der er tale om Eden Hazard3 (fra Lille i 2012), Samuel Eto’o (fra Anzhi Makhachkala i 2013), David Luiz (fra Benfica i 2011) med flere. I perioden vandt Chelsea en Champions League-titel, to Premier League-titler, to FA Cup-titler og Europa League en enkelt gang. Det er vigtigt at understrege at selve spillerne ikke står anklaget for at have gjort noget galt eller at de var vidende om arrangementet.
Det er nærliggende at konkludere, at Chelsea ikke kunne have landet spillerne uden hjælp fra de ulovlige pengestrømme og Chelseas skæbne kunne således have været en ganske anden, hvis man spillede efter reglerne. Der er trods alt tale om nogle af de største spillere i klubbens nyere historie og i tilfældet Hazard en af de absolut største.
Det er set i det lys, at Premier League møder kritik for de facto at spise Chelsea af med en bøde, som klubben allerede havde budgetteret med. Da Clearlake overtog Chelsea i 2022 tilsidesatte de en buffer på £150 millioner, som skulle bruges til eventuelle sanktioner eller forlig. De lidt over £10 millioner bliver taget fra den buffer.
Hvis man vil have en endnu skarpere analyse af forløbet og omstændighederne, kan jeg anbefale den førende fodboldøkonom Kieran Maguires gennemgang i ”The Price of Football”.
Sagen og sanktionen har som nævnt bragt endnu mere fokus på den verserende sag mellem Premier League og Manchester City, der – meget skåret ind til benet – handler om at Manchester City angiveligt har oppustet værdierne af en række sponsorater, så de på den måde har haft et større råderum til investeringer i eksempelvis spillertruppen. Bomber bliver lemfældigt kastet om sig i journalistikken i dag, men det var en regulær bombe i fodboldverdenen, da Premier League lancerede sigtelserne i februar 2023.
Siden er der kørt et separat spor med høringer foran et uafhængigt tribunal, men der er sluppet helt utroligt få detaljer ud. Det eneste, vi sådan set ved, er, at høringerne blev afsluttet sidste år. Der forekom rygter om en mulig dom i foråret 2025. Så florerede rygter om en dom i oktober 2025. Nu er rygterne døet ud. Vi skriver marts 2026. Hvis Manchester City kendes skyldig, er der tale om overtrædelser, der i systematik langt overgår sagerne mod Chelsea, Forest, Everton og Leicester – til sammen.
Resultatet, der var 58 dage undervejs
Det var således sagen mod Chelsea, der landede den 16. marts. Dagen efter faldt en endnu mere opsigtsvækkende dom, som ingen rigtigt anede var undervejs. I udkanten af Kairo fandt det afrikanske fodboldforbund, CAF, frem til, at resultatet i årets finale ved de afrikanske mesterskaber, AFCON, og dermed titlen for hele mesterskabet, skulle omstødes4. Igen kræver det en forhistorie, om end den her kan klares hurtigere.
18. januar blev AFCON-finalen mellem Marokko og Senegal spillet i Rabat, Marokko. Hjemmebanefavoritterne tilspillede sig i de sidste minutter en gylden mulighed for at vinde trofæet, da holdet blev tilkendt et straffespark, som Real Madrids Brahim Diaz skulle sparke. Senegal blev dog så arrige over tilkendelsen af straffesparket, at træner Pape Thiaw beordrede sine spillere af banen. Efter mange minutter vendte de tilbage, og selvom ingen endnu officielt ved, hvad der skete i de forudgående minutter, blev kampen genoptaget. Brahim Diaz brændte straffesparket med en forkølet panenka. Kampen gik i forlænget spilletid, Senegal vandt og kunne lade sig hylde som AFCON-vindere.
Marokko protesterede over udfaldet og 58 dage senere har CAF valgt at omstøde resultatet. Nu står Marokko som vindere af finalen med en skrivebordssejr på 3-0, fordi CAF har vurderet, at Senegal opgav kampen ved at forlade banen. Nu er Marokko vindere af AFCON 2025.
Når også den beslutning har fået massiv kritik og anses for at være kontroversiel, skal man igen tage fat i omstændighederne. Det bliver draget ind i kritikken, at Marokko på relativt kort tid er blevet enormt indflydelsesrige i CAF og afrikansk fodbold. Ikke mindst på grund af de massive investeringer, som Marokko har gjort i såvel marokkansk som afrikanske fodboldinfrastruktur. Det er også en af de primære årsager til, at Marokko er det eneste land, der kan og vil afholde værtskaber for AFCON for tiden. Hvilket CAF-præsident Patrice Motsepe var befriende ærlig om under årets turnering.
I den her udgave af den anbefalelsesværdige podcast ”The Sports Agents” gennemgår de såvel kritikken af CAF som de øvrige investeringer fra Marokko i både CAF og afrikansk fodbold.
Sagen er ikke nødvendigvis slut. Senegal nægter at blive frataget retten til at kalde sig regerende afrikanske mestre og de har nu appelleret beslutningen til den internationale sportsdomstol, CAS. CAF har statutterne i orden i forhold til, at en kamp kan blive erklæret ugyldig, hvis et hold udvandrer. Problemet er bare, at der ikke står noget om, hvorvidt en sådan beslutning kan træffes med tilbagevirkende kraft. CAS har noget af et arbejde foran sig, som er værd at holde øje med.
Europa taber magt
Det sidste, vi skal nå at beskæftige os med i den her udgave af Sportsbrevet Calcio, er en føljeton i mit arbejde. Jeg har med stor interesse fulgt og dækket Danmarks Idrætsforbunds (DIF) meget forbilledlige arbejde med at afdække, hvordan magten bevæger sig i international idrætspolitik målt ud på lande.
Hvert andet år opgør og frigiver DIF et ”idrætspolitisk magtbarometer”. Den seneste udgave er netop landet og med lidt god vilje har Danmark stoppet trenden med at tabe idrætspolitisk indflydelse. Danmark går nemlig frem, om end det er noget marginalt fra en 36. til en 35. plads.
Den store tendens er imidlertid, at Europa taber indflydelse med hastige skridt. Noget, der bekræfter narrativet om idrætspolitikkens opbrud den seneste håndfuld år. Selvom Europa og Vesten stadig sidder på den største magt, så går alle kontinenter på nær Europa frem i målingen5.
En anden interessant konklusion er, at sanktionerne mod Rusland i sportspolitisk kontekst tilsyneladende virker. Landet bevæger sig stabilt hen imod at blive ganske perifer i sportens magtcentre. På linje med Danmark, må det dog siges. Rusland er på to år faldet fra 15. pladsen til 31. pladsen på DIF’s magtbarometer.
Status i toppen er som det plejer at være. USA er den klart mest indflydelsesrige sportsnation efterfulgt af Australien, Frankrig og så Storbritannien, der overhaler Italien og går én placering frem til fjerdepladsen. Japan, Kina, Canada, Tyskland og New Zealand fuldender top-10.
Zimbabwe tager det største spring på ranglisten, da de går hele 50 pladser frem og nu er nummer 46. Det er ikke så overraskende i og med, at de i perioden har fået IOC-præsidentposten i form af landets tidligere sportsminister Kirsty Coventry. Præsidentposten i IOC er den, der giver klart flest point på barometret, mens det også skæpper godt til at have et IOC-medlem, eller præsidentposten i den europæiske olympiske komité eller hos FIFA.
Gå på opdagelse i magtbarometret her.
Med de magtforviklinger er vi nået til vejs end af denne 11. udgave af Sportsbrevet Calcio. Det er den gratis månedlige udgave. Husk, at du kan købe abonnement, hvis du vil have adgang til samtlige fremtidige udgivelser og ikke blot de gratis.
På den måde er du også med til at finansiere Calcio.dk som et frit og uafhængigt sportsmedie, der gerne vil bruge ressourcer på alt det, som den danske sportsjournaliststand bliver frataget af ressourcer i de her dage. Lige nu er jeg i gang med at lægge alle de gamle artikler over i det nye system på Substack. Derfor kan du nu gå ind på https://www.calcio.dk/t/calciodk og gå på opdagelse i Calcio.dk’s efterhånden store arkiv ganske gratis. Arkivet bliver fuldendt i de kommende dage.
På gensyn i næste udgave af Sportsbrevet Calcio.
https://www.premierleague.com/en/news/4616198/premier-league-statement-on-chelsea-sanctions-march-2026
https://www.theguardian.com/world/2026/mar/17/uk-prepares-to-sue-abramovich-over-24bn-proceeds-of-chelsea-fc-sale
https://www.bbc.com/sport/football/articles/cx2dx8rjw08o
https://www.cafonline.com/news/caf-appeal-board-media-statement/
https://www.dif.dk/nyheder/2026/03/europas-indflydelse-falder