
Det her er en udgave af Sportsbrevet Calcio eksklusivt for betalende abonnenter. Tak, fordi du støtter Sportsbrevet Calcio og dermed også Calcio.dk!
Jeg gentager muligvis mig selv allerede her indledningsvist, men jeg havde vitterligt ikke tænkt, at så meget af min arbejdstid som primært beskæftiget med sportslige affærer, skulle bruges på Donald Trump. Det er heller ikke, fordi jeg nyder det, men det er bare svært end sige umuligt at komme uden om.
Da Trump blev genvalgt i 2024 troede jeg rent faktisk, at sporten kunne se sig fri for hvad end der nu ville komme. Jovist, han kan da lide sport, den 45. og 47. amerikanske præsident, men da hans interesse primært afgrænser sig til golf, hvis han selv skal være aktiv, og kampsport, hvis han skal se med fra tilskuerpladserne, så er det de færreste, der havde forudset, hvor meget af Trumps magt, der også ville blive brugt på at omfatte sportsverdenen. I den forgangne uge så vi det så igen.
5. marts var David Beckhams prestigeprojekt fra den bedste amerikanske fodboldrække, Inter Miami, inviteret i Det Hvide Hus for at fejre klubbens triumf i MLS Cup tidligere på året. Der stod så selveste Lionel Messi, Luis Suarez og Javier Mascherano (der har stoppet sin aktive karriere og nu er træner) og poserede med Trump.

