Sportsbrevet Calcio #7: Regning uden vært
Sportsværtskaber er igen i vælten, og snakken ser ikke ud til at gå væk lige foreløbigt. I det mindste er den for en gangs skyld befriende ærlig.
Det her er månedens gratis-udgave af Sportsbrevet Calcio. Den får du kvit og frit som abonnent, hvad enten du er skrevet op til gratis- eller betalingsudgaven. Hvis du vil have adgang til alle udgaver, inklusiv tidligere betalingsudgaver, kan du tegne abonnement på Sportsbrevet Calcio.
Det var egentlig meningen, at den her udgave af Sportsbrevet Calcio først skulle skrives og udgives senere på måneden, men der er sket så meget hen over den seneste uge i både Marokko og USA med foreløbige kulminationer i weekenden, at jeg vil producere og udgive den nu, hvor det stadig står friskt i erindringen.
Hvor skal vi næsten begynde? Er det ikke nemmest at tage den kronologisk bagfra? Det tror jeg. Så vi skal til Marokko. Til kystbyen Rabat beliggende mellem Humphrey Bogarts Casablanca og William S. Burroughs Tanger. Søndag aften lagde byens ekstremt stilrene Prince Moulay Abdellah Stadium plæne og lægter til finalen i de afrikanske fodboldmesterskaber AFCON. Udover finalen på en ganske seværdig turnering uden de store overraskelser blev det også afslutningen på flere uger med høj intensitet på de pressekonferencer, som der blev holdt mange af og med ganske hyppige optrædener fra dem, der bestemmer mest i afrikansk fodbold. Det kunne vi lære noget af i Europa.
Derfor bød AFCON også på en række enormt interessante nedslagspunkter, der giver indblik i, hvorfor fodboldværtskaber er blevet så varm en politisk og økonomisk kartoffel. Som med så meget andet handler det om, hvem der betaler gildet. Men det står efterhånden mere og mere klart, ikke mindst takket være det nu afsluttede AFCON, at det mere indsnævret handler om hvem der kan og gider betale gildet.
Det stod lysende klart, da præsidenten for det afrikanske fodboldforbund, CAF, minemagnaten Patrice Motsepe blev spurgt, hvorfor værtskaberne for de store afrikanske fodboldturneringer og -kampe bliver fordelt ud på så relativt få lande. Det gør de, fordi der er få, der kan og vil betale. Såre simpelt.
Dem, der ofte gerne vil betale i Afrika for tiden, er Marokko, der er i gang med massive investeringer i landets fodboldinfrastruktur og efterhånden har været det i en del år. Med imponerende resultater til følge. Her tænker jeg ikke engang på den allerede historiske semifinaleplads ved VM i Qatar, men på de landsholds- og træningsfaciliteter Marokko nu råder over og som kaster misundelige blikke afsted fra Europa.
Men det sker med en regning, der skal betales. Måske i stemmeboksen. Som vi tidligere har været inde på her i Sportsbrevet Calcio var der massive protester i Marokko mod slutningen af 2026, hvilket særligt kom fra den unge Generation Z, begrundet i de store fodboldinvesteringer, der ifølge demonstranterne ikke efterlader nok tilbage til sundheds- og uddannelsessystemet i landet.
Demonstrationerne var i baggrunden, da værtsnationen sparkede gang i AFCON-finalen mod Senegal søndag aften. Som med resten af turneringen indledtes det ikke særligt overraskende. Der kom ingen mål i ordinær spilletid, kampen bliver her dagen derpå beskrevet som låst, selvom den med en personlig betragtning nu var noget mere underholdende end såvel resultat som kampreportager umiddelbart indikerer. Marokko var favorit, men det var Senegal anført af den tidligere Liverpool-stjerne Sadio Mané, der bed bedst fra sig.
Men så skete der noget bedst som alle begyndte at forberede sig på forlænget spilletid, mens klokken bevægede sig forbi klokken 22 herhjemme. Det, der allerede var blevet til en del tillægsminutter på grund af en meget blodig hovedskade til den franskfødte marokkkaner Neil El Aynaoui, blev forlænget ud i fodboldens uendelighed, da Marokko fik tilkendt et straffespark. Det var Senegals spillere og stab så utilfredse med, at de udvandrede. Siden fulgte der sammenstød mellem dele af Senegals fans og politiet.
Til sidst vendte Senegal-spillerne tilbage, kampen kunne genoptages med straffesparket, som Marokkos helt store oplevelse ved turneringen, spanskfødte Brahim Diaz fra Real Madrid, skulle tage. Diaz brændte, da han udførte den velkendte Panenka-variant, hvilket Senegals franskfødte målmand Edouard Mendy havde læst og derfor nemt kunne gribe. Endnu en mislykket panenka i en stor finale i indeværende årtusinde. Diaz har endda været trænet af ham, der gjorde det i VM-finalen tilbage i 2006, Zinedine Zidane.
Siden kampen i aftes har snakken gået. Brændte Diaz med vilje? Var det aftalt og var det i virkeligheden kompromiset, der endte med at lokke Senegal tilbage på banen? Rygterne går, men der er intet substantielt at bygge på den historie. Ligesom det er tilfældet med forklaringen på, hvorfor Senegal rent faktisk endte med at ombestemme sig og spille kampen færdig. De fortryder det ikke i dag. Efter straffesparket gik kampen i forlænget spilletid, hvor Senegal scorede kampens eneste mål. Senegal er afrikanske mesterskaber for kun anden gang i historien. De vandt deres første AFCON så sent som i 2022.
Sportsjournalistik når det er bedst og værst
Mens AFCON dermed så småt er pakket ned og Marokko kan begyndte forberedelserne til mange flere store fodboldbegivenheder i landet, selvfølgelig kulminerende med medværtskabet for VM 2030, må AFCON-karavanen så småt vænne sig til at blive rullet ud med mere jævne mellemrum. Og deri gemmer det sidste vigtige nedslagspunkt, vi skal have med, inden vi kan begive os videre.
Det blev nemlig annonceret som en form for tidlig indledning til årets AFCON, at turneringen, der kalendermæssigt har levet en lettere omskiftelig tilværelse, snart går over til et fireårigt rul, som vi kender det fra VM og EM. Det er ikke gået for sig uden kritik. The Guardian1 har leveret en eksemplarisk dækning af både AFCON og al den polemik, der har været rundt om turneringen, og de fortæller, at CAF-ledelsen nu beskyldes for at have truffet beslutningen om et mindre hyppigt AFCON hen over hovedet på vigtige interessenter i fodboldforbundet.
Det minder om noget, vi har set andetsteds og netop der i ligger der en bekymrende parallel. FIFA-præsident Gianni Infantino kritiseres for præcis det samme i tildelingen af værtskaberne for VM 2030 og 2034 såvel som den meget omtalte og udskældte fredspris, der gik til Donald Trump. Netop forholdet mellem FIFA-præsidenten og hans CAF-modpart Motsepe har længe været modstand for kritik, da CAF anklages for at vægte FIFA’s interesser over kontinentets egne. Det er den samme kritik, der nu forlænges, da AFCON-ændringen bekommer FIFA og en presset kampkalender godt. En kampkalender, som FIFA har været med til at presse, så de kan få deres egne, nye turneringer med i den, vel at mærke. Det bliver vurderet, at ændringen trækker økonomi ud af AFCON og derfor hele kontinentet. Penge, der så i stedet kan ende med at ryge i FIFA’s i forvejen bugnende kasse.
Om det regnestykke nødvendigvis holder, skal retfærdigvis først vise sig, men foreløbigt kan vi roligt konkludere at fodboldens ellers så højt besungne governance-principper atter bliver betvivlet.
Inden jeg begiver mig videre fra AFCON, føler jeg lige behov for at fremhæve den nigerianske journalist Osasu Obayiuwana. Det er særligt hans skyld, at vi har fået så god indsigt i idrætspolitikken rundt om CAF, AFCON og FIFA under den netop afsluttede turnering. Blandt andet i spalterne hos førnævnte The Guardian.
Hans ofte meget konfronterende og også til tider personlige stil huer formentlig ikke alle, og den ville aldrig medvirke i de bøger, jeg fik udstukket til pensum på Journalisthøjskolen. Men journalistik er heldigvis mange ting og udvikler sig hele tiden – og er frem for alt ikke en eksakt videnskab. Det illustrerede Johan Galtung i 2019, da han højst opsigtsvækkende (eller det burde være opsigtsvækkende, men gik meget ubemærket hen) fortalte, at de uddannelser, der havde undervist i hans nyhedskriterier, havde misforstået dem2. Galtung og nyhedskriterierne var faktisk en væsentlig del af førnævnte pensum i min tid på journalisthøjskolen, pudsigt nok i 2019. Siden har jeg været meget bevidst om, at selvom der er journalistiske do’s and don’t og at jeg stadig vil hævde, at der findes en teoretisk journalistisk fremgangsmåde, så kan udførslen af journalistik foregå på mange måder og ad mange veje. Tak til Tom Wolfe, Morten Sabroe, Hunter S. Thompson for at praktisere det gennem årene. Og Osasu Obayiuwana.
Slutteligt i den her blok, vil jeg lige fremhæve den danske journalist Buster Kirchner. Hvis man vil langt dybere ned i, hvordan det hele spændte af ved AFCON, så skal man finde hans skriverier fra turneringen. Han var rent faktisk til stede, hvilket er enormt anerkendelsesværdigt.
Med al den ros af journalister, må jeg desværre også fremhæve det modsatte fra visse dele af pressekorpset. Journalisternes sidste aktion, eller mangel på samme, efterlod en del tilbage at ønske om både niveau og integritet. Senegal-træner Pape Thiaw blev ved sin sidste pressekonference mødt af buhråb, mens marokkanske journalister udvandrede. Det kan og skal aldrig være en journalists opgave.
Det evindelige, men relevant boykot-spørgsmål
Nåh, det var en afstikker, så tilbage på sporet, for der er også lige en anden ting, vi skal nå forbi i denne udgave af Sportsbrevet Calcio, og nu vi er ved genredefinitioner, overgår den her del af Sportsbrevet til at være mere i retning af et essay.
Weekenden bød nemlig også på eskaleringen af konflikten mellem USA, Danmark og som konsekvens deraf også EU. Selvfølgelig over Grønland. Den amerikanske præsident Trump har som i sit forsøg på at ”få” Grønland indledt et afpresningsforsøg, der den 1. februar resulterer i 10 % straftold på danske varer, der importeres til USA. Hvis Danmark ikke har ”afleveret” Grønland inden, indtræder den mafiøse takststigning op til 25 %. Det bliver selvfølgelig også resultatet for europæiske varer på grund af den toldunion, Danmark som bekendt er en del af, men det virker præsidenten ikke til at være synderligt opmærksom på. Eller også er han ligeglad.
Det er efterhånden flere måneder og det der føles som en halv verdenshistorie siden, at de første brugere på sociale medier forsøgte at udpege et hykleri i, at ingen spørger om Danmark skal boykotte VM i USA, som det blev spurgt op til VM i Qatar. Hvis de ikke havde ret dengang i sommer, så begynder de så småt at få det nu. For det er efterhånden svært at se, hvorfor det VM, der primært afholdes i USA til sommer, ikke skal hives ind i konflikten på godt og ondt.
Forstå mig ret. For har jeg ikke været fortaler for, at den eneste grund til, at jeg dækker sport og politik så intensivt er, at sport og politik i udgangspunktet ikke bør blandes? Og er det ikke netop det, jeg selv advokerer for her? Nej, for fodbold-VM i USA, Mexico og Canada er for længst blevet – for nu at låne et begreb fra den unge belgiske politolog Anton Jäger – blevet hyperpolitiseret af USA med FIFA som villig agitator. VM-trofæet står i det ovale værelse i Washington. FIFA har opfundet en fredspris til Donald Trump, fordi han er sur over ikke at få Nobels fredspris, FIFA har set stort på egne regler og giver – i hvert fald verbalt – Trump lov til at flytte kampe væk fra byer, hvis byerne ikke indretter sig efter Trumps indenrigspolitiske ønsker. Trump er fodbold-VM og fodbold-VM er Trump. Det er for længst sket og ingen har forsøgt at sætte foden ned.
Her kunne jeg så lave den slutning, at derfor bør Danmark og EU tage boykot-kortet med på banen til fremtidige konfrontationer eller forhandlinger. Det er dog ikke min anke. Den snak ligger stadig længere ude i fremtiden og måske jeg forholder mig til den til den tid, men ikke for nuværende. For min pointe er, at vi er der, hvor selve spørgsmålet om en boykot er fair og relevant at stille. Ligesom det var op til VM i Qatar. Hvad svaret på det spørgsmål så er, må være op til magthaverne. I såvel DBU, men i virkeligheden først og fremmest hos de danske og europæiske politikere. Som journalister skal vi stå fast på vores ret til at spørge, men vi må affinde os med de svar, vi så ender med at få.
Jeg hverken tør eller har nogen formel kompetence til at gætte, hvad der sker herfra, men slutteligt vil jeg helt stilfærdigt udpege det åbenlyst absurde i, at vi lige nu står i en situation, hvor det er et realistisk scenarie, at EU-landene til sommer spiller VM i et land, der forsøger at afpresse et af unionens lande til at afgive territorie. Hvis da ikke USA allerede er lykkedes med det, når bolden sparkes op.
Tak, fordi du har læst med i det, der blev en fodboldtung udgave af Sportsbrevet Calcio. Vi må se, om vi kan tage revanche i næste udgave, der forventeligt bliver en betalt udgave af Sportsbrevet Calcio i februar. Jeg har i hvert fald noteret mig, at der er et højspændt politisk drama i gang i basketballverdenen, hvor NBA forsøger at tage europæisk territorie (no pun intended), hvilket organisationerne bag europæisk basketballs diamant, Euroleague, forsøger at forhindre.
Derudover har efterdønningerne af den nye og lettere punkterede udgave af Battle of the Sexes, som vi tidligere har været inde på i Sportsbrevet Calcio, skabt en mindre rift i tennisverdenen.
Og så handlede seneste betalingsudgave af Sportsbrevet Calcio som bekendt rigtig meget om backgammon. Måske vi snart skal have mere brætspil, for der sker også en hel masse uden for brættet, mens skakverdenen forbereder sig på den kommende VM-match mellem den indiske verdensmester Gukesh Dommaraju og hvem end, der vinder kandidatturneringen til marts. Den japanskfødte amerikaner Hikaru Nakamura er favorit, fordi Magnus Carlsen stadig ikke ønsker at stille op til at generobre den VM-trone, han frivilligt afgav i 2023.
Som altid er der rigeligt at tage fat på. Tak, fordi du læser med på Sportsbrevet Calcio.
https://www.theguardian.com/football/2026/jan/16/caf-accused-not-consulting-fully-controversial-afcon-change
https://journalisten.dk/manden-bag-nyhedskriterierne-i-har-misforstaet-mig/