Man gjorde en kultur fortræd
Hvad er gået galt i Ajax? Den stolteste af stolte fodbold synes ukendelig og fungerer for tiden som et bevis på, hvorfor man ikke skal fornægte en fodboldklub den mest fundamentale værdier. Som altid

Billedet af de handlingslammede Ajax-spillere liggende fladt på maven med hænderne enten ud til siderne eller placeret i hollandske ansigters fortvivlelse står mejslet ind i nyere fodboldhukommelse. Klubben fra den hollandske hovedstad havde ikke bare den ene fod, men også de fleste af knopperne under den anden støvle i Champions League-finalen den majdag i 2019, men tre mål af Lucas Moura satte i stedet en finale mellem Tottenham og Liverpool op.
Det skulle være kulminationen på en ægte Ajax-historie. Kompromisløs fodboldkultur, der overgik cool cash. Erik ten Hags mandskab spillede noget af det mest flydende, seværdige fodbold i Europa og selv ikke en håbløs fodboldromantiker kunne drømme om at holde med et Tottenham-hold, der ellers dengang under Mauricio Pochettino spillede mere i Danny Blanchflowers ånd, end vi har været vidne til de efterfølgende år.
Calcio.dk er hoppet ud på det dybe vand i 2026. Nu er vi et abonnementsmedie! Men Calcio.dk er stadig gratis og fri for annoncer. Vi har nemlig udvidet med Sportsbrevet Calcio, der ligesom Calcio.dk nu også udkommer via Substack. Her får du hver måned indsigt og perspektiv på de vigtigste historier om sport, politik og kultur. Du kan skrive dig op til en gratis udgave, hvor du får én udgivelse om måneden, eller betale 32 kroner og få endnu én eksklusiv udgivelse om måneden – samtidig med, at du er med til at finansiere Calcio.dk.
Tottenham, allerede dengang for små syv år siden en af verdens rigeste klubber, selvom de var trofæløse på 12. år, dukkede Ajax i seks minutters tillægstid. Så ville det jo passe perfekt ind i historiefortællingen, hvis det fra den dag og det minut i den amsterdamske aften begyndte at gå galt for Ajax. Sandheden er dog mere nuanceret.
Det består sort på hvidt, at Ajax ikke er, hvad klubben har været. Det kan aflæses i tabellen, hvor Ajax står uden mesterskab siden førnævnte ten Hag forlod klubben i 2022. Det er ikke, fordi han tog klubbens sjæl med sig. Ajax glemte ikke fra den ene dag til den anden, hvad Ajax er. Klubbens søn John Heitinga overtog roret ad flere omgange og senere gav man også stafetten til den fremsynede italiener Francesco Farioli. Helt i tråd med, hvordan det altid har været i Ajax. “De vil ikke hente en træner som Mourinho. Det vil være det samme som at slå Ajax ihjel. Cruyff er den skjulte ånd,” som Ajax- og Holland-kender Niels Idskov fortalte til Calcio.dk tilbage i 2020.
Men hvor gik det så galt? For noget er helt åbenlyst gået galt. Sidste år tabte Ajax på uforståelig vis mesterskabet til sidst, da kampioensschaal – Æresdivisionens trofæ – ellers endelig syntes at være endt tilbage på plads hos det bedre borgerskab i Amsterdam. Men Fariolis tropper dummede sig, og nu er Ajax for tredje gang på fire år reelt ude af mesterskabskampen.
Den forkerte Cruyff
Som med så meget andet i Ajax skal forklaringen på derouten findes uden for banen og hos klubbens altid dominerende og karakteristiske ledere. Der var referencen til Cruyff igen. Apropos syntes desperationen efter bedre tider at have nået sit klimaks denne måned, hvor klubben hentede Cruyffs søn Jordi ind som teknisk direktør. Et sympatisk træk, men det giver næppe ro i Ajax-tilhængernes maver, at man henter manden, der senest var rådgiver for Indonesiens landshold.
Men måske de i virkeligheden har regnet den ud, for det er kulturen, der skal tilbage, efter at den stille og roligt røg ud med badevandet. Eller snarere med klubbens legender og andre ledende skikkelser, der af vidt forskellige årsager røg hovedkulds ud af klubben. Intet af det kunne Ajax-toppen retfærdigvis have set komme.
Det begyndte med klubbens tidligere vævre kantspiller Marc Overmars. En rigtig Ajax-succeshistorie indtil han ikke var det mere. En del af det historiske Ajax og også en positiv del af det nye Ajax fra han i 2012 satte sig i stolen som teknisk direktør. Men i februar 2022 stoppede han i klubben, da det kom frem, at han via tekstbeskeder havde krænket en række kvindelige Ajax-ansatte.
Manden, der måtte trykke på knappen, var Overmars’ tidligere holdkammerat på både 90’ernes Ajax-hold og det hollandske landshold, målmandslegenden Edwin van der Sar, der nu sad som Ajax-direktør på ottende år. Året efter Overmars-beslutningen havde Ajax-jobbet taget den sidste energi ud af van der Sar, der stoppede i klubben.
Lige inden, han sagde endeligt stop, nåede van der Sar at være med i ansættelsen af det tyske ledelses- og scouting-wunderkind Sven Mislintat som ny teknisk direktør. Og her gik det helt galt. Mislintat arbejdede solen sort med at fylde på Ajax-truppen, han lagde sig ud med en anden ledelesfigur, der endte med at få nogle få måneder i klubben, træner Maurice Steijn, men det er af en helt tredje årsag, at Mislintat røg ud af Ajax efter sølle fem måneder. Klubben opdagede, at Mislintat var storaktionær i et agentfirma, hvis spiller, han var i gang med at hente. Mislintat nåede at hente Borna Sosa i sin tidligere klub Stuttgart, men handlen endte kort efter med at koste ham en fyreseddel.
Siden Mislintat-fyringen i efteråret 2023 har Ajax forgæves forsøgt at samle stykkerne af en ledelse, der blev blæst til stumper og stykker i en art Murphy’s lov. Udover ansættelsen af Jordi Cruyff, skinnede desperationen frem i november, hvor det var en dårligt bevaret hemmelighed, at klubben forsøgte at hente Marc Overmars tilbage. Klubben stod ydmyget tilbage, da det var Overmars selv, der endte med at udelukke det1.
En revolution, der er gået galt
Nu står den uprøvede Marijn Beuker med nøglerne til den sportslige butik. Louis van Gaal og Danny Blind har været tilknyttet på rådgivende konsulentkontrakter, den tidligere assistent og ungdomstræner Fred Grim lever på lånt tid som caretaker-træner og Kasper Dolberg er hentet ind for at bringe bare en smule af magien fra 2019-aftenerne tilbage til Amsterdam. Men danskeren spiller på toppen af en trup, som man fortsat kun er i gang med at lappe sammen efter det ene mislykkede transfervindue efter det andet. Israelske Oscar Gloukh synes at være det store salgsemne, men markedsværdien efterlader en del tilbage at ønske i forhold til Premier League-standarder, eller bare tidligere tiders stolte Ajax-tradition for at sælge enten egen- eller videreudviklede spillere.
Lige nu venter klubber, medier og fans spændt på, om økonomien kan lave en hurtig u-vending, eller om man også på det område skal til at vænne sig til store tab. I 23/24 gik klubben fra et stort overskud til et tab på knap €10 millioner på grund af den manglende plads i den Champions League-turnering, som klubben har vundet fire gange. Men det var tilsyneladende kun en blød landing for at forberede sig på det det 24/25-resultat, der landede som en mavepuster med et historisk stort underskud efter skat på €37 millioner2.
Kender man Ajax ret er det ikke den røde økonomi, der gør mest ond, det gør snarere den tiltagende kritik af manglende Ajax-DNA og Ajax-erfaring i klubben. Hvor problemet indledningsvist har været den manglende konsistens på ledelsesposterne, har det ifølge iagttagere i Holland udviklet sig til inkompetente ansættelser af afløserne. I en De Telegraaf-podcast fortæller avisens journalist Valentijn Driessen3 om en Ajax-revolution, der er ved at køre af sporet.
”Al Ajax-DNA bliver jagtet ud af klubben. Det er en farlig udvikling,” siger Driessen i podcasten.
Det bakkes op af en historie fra den hollandske offentligt finansierede tv-station AT5, der har hovedkvarter i Amsterdam. Overfor AT54 beskriver flere nu tidligere, men anonyme medlemmer af en rådgivende Ajax-bestyrelse kulturen i klubben som ”syg”. I forvejen har udskiftningen i selv samme bestyrelse været hyppig de seneste par år.
Svaret på, hvordan det gik galt i Ajax, synes altså at være den perfekte storm af såvel begivenheder uden for ledelsens kontrol som efterfølgende inkompetence i forsøget på at lukke hullerne. Nu står Cruyff så tilbage med resterne. Bare ikke på den måde, de fleste i Amsterdam havde ønsket sig.
https://www.telegraaf.nl/sport/voetbal/marc-overmars-zegt-nee-tegen-terugkeer-ajax-voor-mij-gepasseerd-station/104108405.html
https://www.ajaxshowtime.com/opinie/ajax-revolutie-gaande-wat-er-onder-de-bestuurlijke-top-gebeurt-is-echt-heel-slecht-voor-ajax
https://www.voetbalprimeur.nl/nieuws/1700887/oud-rvc-ers-spreken-zich-uit-over-ziek-ajax.html



