Denne udgave af Sportsbrevet Calcio står i ventepositionens tegn. Efter et par rolige uger i det felt, hvor sport, politik, samfund og forretning er i samkvem, er der sket meget på få dage. Alt sammen hvad angår den slags sager, som man allerede nu kan regne ud, kun lige er begyndt, og som med garanti vil udvikle sig. Vi er ikke helt der, hvor Lenins sætning om uger og årtier er gældende, men så alligevel.

Derfor vil jeg i dagens sportsbrev opliste en række aktuelle sager og et lille løfte. Der er i alle tilfælde tale om sager, som jeg vil påstå kommer til at udvikle sig i den kommende tid og som kan være af stor betydning for sportsverdenen. Og derfor kommer Sportsbrevet Calcio selvfølgelig til at følge den udvikling tæt.

Talenter og fredspriser
Først er der det, der sker lige nu i Vancouver i Canada. Der er FIFA-kongres, hvor nogle af de største beslutninger på spillets vegne ofte besluttes. Det skyldes, at det er FIFA-kongressen, der grænser lige op til VM, og som derfor afholdes i et af værtslandene.

Der er allerede dryppet mulige store beslutninger ud. Det er godt nok en kongres, hvor det først og fremmest forventes, at FIFA vil præsentere store finansielle resultater, og muligvis også dele flere penge ud til utilfredse medlemslande, men ifølge The Athletic1 vil FIFA også indføre en regel, der påbyder hold at have mindst én egenudviklet U21- eller U20-spiller på banen på alle tidspunkter. Det vil få potentielt vidtrækkende konsekvenser for måden, klubber tilgår rekruttering og holdsammensætning på. Og så vil det åbenlyst kræve et forstærket fokus på ungdomsfodbolden.

Jeg vil derudover se frem til, hvorvidt et opsigtsvækkende forslag fra Norge kommer til at fylde noget på kongressen. Landet har nu officielt indgivet en klage2 over FIFA’s indstiftelse og håndtering af den meget omdiskuterede fredspris, der gik til Donald Trump og blev opfundet kort efter, at den amerikanske præsident blev sur over at blive forbigået til Nobels fredspris.

Kritikken af FIFA-prisen har været massiv, men i officielle fodboldkredse har det været dansen om den varme grød, for ingen har villet gøre kritikken officiel og substantiel. Det gør Norge nu via præsident Lise Klaveness, der har det med at ødelægge den dårlige stemning til FIFA-kongresser. De fleste lærte hendes navn at kende efter FIFA-kongressen i Doha otte måneder inden starten på VM i Qatar, hvor hun kritiserede fodboldens ledere lige foran næsen på dem. Et særsyn af rang.

En del andre emner har allerede fyldt under kongressen i Vancouver og der vil ganske givet komme flere til hen over weekenden. Blandt andet blev det til en bred historie, at FIFA angiveligt havde bedt om eskorte til præsidenten, Gianni Infantino, i en sådan grad, at kun paven ville få lov til at iværksætte så store ressourcer fra de canadiske myndigheder. FIFA har dog på ukarakteristisk offensiv vis afvist den historie.

Retræte eller justering
Hvis vi bevæger os væk fra begivenhederne i Canada udvikler der sig en stor historie mens jeg skriver de her linjer. Den seneste uge har rygter floreret om, at Saudi-Arabien vil rulle en række af deres massive sportsinvesteringer tilbage. Heriblandt den meget omtalte golftour LIV Golf, der oprindeligt skabte rystelser i golfverdenen, inden den blev søsat, og viste sig hverken at være revolutionerende eller et decideret flop. Nu er det så sikkert og vidst, at Saudi-Arabien trækker finansieringen af golfprojektet. Det skriver The Wall Street Journal3.

Det var svært at finde hoved og hale i de oprindelige rygter, da de først flød for nylig, for de blev efterfulgt af en masse støj. Det er langt fra sikkert – endnu – at Saudi-Arabien er i gang med en større sportslig tilbagetrækning, som flere analyser ellers allerede peger på. Det kan vise sig at være tilfældet, men det kan lige så vel vise sig blot at være en nedjustering af ambitionsniveauet, som vi har set med nogle af de ekstremt ekstravagante byggeprojekter landet er i færd med at opføre som en del af deres Vision 20304.

Et italiensk sår rippes op
Den sidste historie, vi skal notere os til fremtidig brug, foregår i Italien. Den handler om dommere. Igen. Det kan hurtigt virke kuriøst og bizart, og som en historie, man kan have tendens til at blæse ud af proportioner, men inden jeg introducerer dig for den, vil jeg lige påpege, at man selv i Italien spørger, om det her kan udvikle sig til en Calciopoli 2.05 med reference til den store skandale i 2006, der kostede Juventus en tvangsnedrykning og italiensk fodbold varige ar på omdømmet.

Denne gang er ingen klubber impliceret, i hvert fald ikke i sådan grad, at de står anklaget for noget. Det gør i stedet Gianluca Rocchi, der indtil 2020 var en af Italiens bedste fodbolddommere og som siden har spillet en stor rolle i det italienske dommersystem som dommerudpeger og -udvikler. Nu anklager den offentlige anklager i Milano Rocchi for bedrag. Ifølge anklageren har Rocchi via sin rolle i den italienske dommerkomité favoriseret hold og påvirket dommerpåsætning. Det er ord og sætninger, der minder skræmmende meget om Calciopoli-skandalen, selvom det er vigtigt at understrege, at sammenligningen foreløbigt stopper der.

Helt præcist beskrives en episode under en kamp i marts 2025 mellem Udinese og Parma. Under kampen spottede dommerteamet et muligt straffespark, men valgte ikke at dømme det efter en VAR-gennemgang. Så lød et par bank på vinduet ind til VAR-rummet i det lokale i udkanten af Milano, hvor VAR-folkene sidder (ligesom VAR-dommerne i Danmark tidligere har siddet i en slags kommandocentral i Vanløse6).

Manden, der bankede på vinduerne, var Gianluca Rocchi, der med den handling angiveligt ville signalere, om ikke man lige skulle kigge på beslutningen igen. Kort tid efter blev der alligevel dømt straffespark, som Udinese scorede på til slutresultatet 1-0. Det kan lyde som en bagatel, men hvis det er som historien forlyder, gik Rocchi langt ud over sine beføjelser. Episoden lægges sammen med en specifik anklage om, at Rocchi senere, den 2. april 2025, skulle have forsøgt at påvirke dommerpåsætningen med det formål, at det ville komme Inter til gode. Inter er som sagt ikke anklaget eller mistænkt for at indgå i den plan.

Meget mere er der faktisk ikke til sagen for nuværende, men det er meget hurtigt blevet en kæmpesag i Italien, så den kommer ikke til at lægge sig. Hvilken den selvfølgelig heller ikke bør, for anklagen er alvorlig.

Det er der i det hele taget meget, der er i sportens verden lige pt., hvor vi ikke ser ud til at kunne få en rolig sommer på sportspolitikkens front, som en VM-sommer ellers ofte kan være grobund for. Men denne gang holder (fodbold)verdenen vejret i lige dele spænding og bekymring for, hvor politiseret det kommende fodbold-VM mon kan gå hen at blive.

Det finder vi snart ud af. Ligesom vi finder ud af, hvordan de sager, vi lige har gennemgået, kommer til at udvikle sig. Jeg kan ikke spå, hvordan det vil gå, men jeg kan love dig, at du nok skal blive fyldigt opdateret.

Abonnér nu

Det her er en udgave af Sportsbrevet Calcio eksklusivt for betalende abonnenter. Tak, fordi du støtter Sportsbrevet Calcio og dermed også Calcio.dk!

I dag skal det handle om skak. Om en tre år lang retlig kamp, der nu er afsluttet ved den internationale sportsdomstol, CAS. Sådan udlægger en af de involverede, den danske stormester Peter Heine Nielsen, teksten i dagens udgave af Sportsbrevet Calcio.

Heine, der til daglig er træner for verdensmesteren fra 2013 til 2023, Magnus Carlsen, har længe været en tro allieret for Ukraine, ukrainsk skak og særligt Ukraines kamp for at forhindre russiske forsøg på at overtage ukrainsk territorium, der er sket på skakbrættet simultant med den fysiske invasion af Ukraine, og som derfor har stået på siden februar 2022. Reelt er der selvfølgelig tale om 2014, da Krim-halvøen også spiller en rolle i den historie, vi lige skal have foldet ud, inden vi vender tilbage til en af hovedpersonerne.

Efter invasionen i 2022 har Rusland som bekendt påberåbt sig territorial råderet over de ukrainske områder Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja. Siden er det russiske skakforbunds logo dukket op i baggrunden på en række skakturneringer og lignende aktiviteter i de besatte områder. Det har Peter Heine Nielsen løbende forsøgt at gøre det internationale skakforbund FIDE såvel som resten af omverden opmærksom på via Heine Nielsens sociale medier.

Siden gik han skridtet videre ved sammen med den ukrainske stormester Andrii Baryshpolets og det ukrainske skakforbund at søsatte en formel klage over den russiske kapring af ukrainsk skak. Først gjorde det ukrainske forbund det på egen hånd i FIDE’s interne system. FIDE’s disciplinærkomité afsagde en dom i 2024, hvor de effektivt bekræftede, at aktiviteterne foregik, inklusiv på Krim, og i samme ombæring straffede FIDE det russisk skakforbund (CFR) med en betinget udelukkelse på to år1. Den straf blev dog siden reduceret til en bøde på €45.000. Og altså ingen udelukkelse, ikke engang betinget.

”For Ukraine var dommen uacceptabel. Ulovlighederne var formelt ulovlige, men reelt konsekvensløse. Den eneste mulighed var at anke til CAS. En nærmest umulig opgave for et fattigt skakforbund, hvis få midler naturligt nok går til at arrangere turneringer i et land med store udfordringer, for eksempel at skakklubber fysisk er blevet bombet, samt medlemmer døde ved fronten. Det ukrainske sportsministerium gik dog ind og støttede ved at betale retsafgiften på 40.000 schweizerfranc, fordi de anså sagen for principiel,” fortæller Peter Heine Nielsen til Sportsbrevet Calcio.

Således tog Heine Nielsen og Baryshpolets sagen videre til den internationale sportsdomstol, CAS. En stor opgave for de to stormestre, der tidligere har samarbejdet om at få opstillet Baryshpolets til kandidaturet som FIDE-præsident i 2022 – et kandidatur med Baryshpolets som præsidentkandidat og Heine Nielsen som vicepræsidentkandidat. Valget endte med klart genvalg til Ruslands tidligere vicepremierminister Arkadij Dvorkovitsj.

Read more

Der var ingen, der havde ventet det på forhånd, men 16. og 17. marts 2026 vil fremover gå over i historien, når fortællingen om den manglende tillid til fodboldmagtens tredeling skal skrives.

Det skal den ikke helt endnu, men vi kan forfatte en mellemtid. Den første af de to domme, det handler om, faldt mod Chelsea. Premier League langede1 den hidtil største bøde i ligaens historie afsted mod klubben fra det vestlige London, der skal betale den nette sum af £10,75 millioner for en række forhold, der ligger tilbage i perioden 2011 til 2018. Det vil sige under den nu tidligere ejer, den russiske oligark Roman Abramovitj.

Når omverdenen så alligevel kritiserer rekordbøden skyldes det (manglende) præcedens og proportioner. Premier League-toppen har de seneste år været overbebyrdet med sager mod engelske storklubber, der står anklaget for at bryde en lang række finansielle regler eller at bruge flere penge end PSR (Profit and Sustainability Rules) dikterer. Det har kostet bøder og pointstraffe til Nottingham Forest, Everton og Leicester, for nu at nævne de mest prominente sager. Samtidig hviler det på et bagtæppe af mystik omkring sagen mod Manchester City og de 115 sigtelser om at forbryde sig mod Premier League-regelsættet. En sag, der nu kører på fjerde år. Vi ved, at høringerne ved et uafhængigt tribunal for længst er afsluttet. Men ingen er lykkedes med at opsnuse noget tilnærmelsesvis troværdigt om en mulig dato for en domsafsigelse.

Med det in mente bliver dommen med Chelsea allerede brugt som præmatur begrundelse for en mulig kommende svag dom mod Manchester City. Kritikerne er utilfredse med, at Chelsea slipper med at betale en bøde på en brøkdel af deres transferbudget og samtidig undgår yderligere straffe for nuværende, da eneste anden sanktion er et betinget transferforbud og et forbud mod at hente akademispillere i ni måneder.

Overtrædelserne, som Chelsea nu er dømt for, er ellers til at tage og føle på. Det er hårdfør og bevidst omgåelse af regler, hvis ikke direkte svindel. Vi skal skrue tiden lidt tilbage for at forstå hele historien.

Fra rabat til Rabat
Kort efter, at krigen i Ukraine brød ud, sanktionerede den britiske regering en række russiske oligarker, heriblandt Abramovitj. Russeren, der købte Chelsea i 2003 og har forvandlet klubben til en hovedrig og europæisk magtfaktor, fik indefrosset sine midler og var nødt til at sælge klubben. Den britiske regering stod for salget og godkendte i maj 2022 en overdragelse til et konsortium ledet af forretningsmanden Todd Boehly og Clearlake Capital for £4,25 milliarder. Det blev kommunikeret ud, at Abramovich var gået med til at donere overskuddet fra salget (over to milliarder pund) til Ukraine, men her små fire år senere er pengene stadig ikke blevet flyttet og den britiske regering vil sagsøge Abramovich2 for at få glid i tingene. Men det er en anden sag.

Da Clearlake gennemgik regnskaberne for sit nyerhvervede projekt fandt de en række uoverensstemmelser i perioden 2011 til 2018. Dem rapporterede de fluks til Premier League, der satte en undersøgelse i gang. Det er konklusionen af den, vi nu ser.

Uoverensstemmelserne består i, at Chelsea har skjult en række pengestrømme til spillere, de har købt, ved hjælp af tredjeparter. På den måde har de kunnet omgå de finansielle regler, der tilsiger, at du som fodboldklub ikke må bruge over et vist antal procentdel af din egen omsætning. Det er ikke helt tilfældige transfers, der er landet ved hjælp af de skjulte pengestrømme. Via tidsangivelser kan man nå frem til, at der er tale om Eden Hazard3 (fra Lille i 2012), Samuel Eto’o (fra Anzhi Makhachkala i 2013), David Luiz (fra Benfica i 2011) med flere. I perioden vandt Chelsea en Champions League-titel, to Premier League-titler, to FA Cup-titler og Europa League en enkelt gang. Det er vigtigt at understrege at selve spillerne ikke står anklaget for at have gjort noget galt eller at de var vidende om arrangementet.

Det er nærliggende at konkludere, at Chelsea ikke kunne have landet spillerne uden hjælp fra de ulovlige pengestrømme og Chelseas skæbne kunne således have været en ganske anden, hvis man spillede efter reglerne. Der er trods alt tale om nogle af de største spillere i klubbens nyere historie og i tilfældet Hazard en af de absolut største.

Det er set i det lys, at Premier League møder kritik for de facto at spise Chelsea af med en bøde, som klubben allerede havde budgetteret med. Da Clearlake overtog Chelsea i 2022 tilsidesatte de en buffer på £150 millioner, som skulle bruges til eventuelle sanktioner eller forlig. De lidt over £10 millioner bliver taget fra den buffer.

Hvis man vil have en endnu skarpere analyse af forløbet og omstændighederne, kan jeg anbefale den førende fodboldøkonom Kieran Maguires gennemgang i ”The Price of Football”.

Sagen og sanktionen har som nævnt bragt endnu mere fokus på den verserende sag mellem Premier League og Manchester City, der – meget skåret ind til benet – handler om at Manchester City angiveligt har oppustet værdierne af en række sponsorater, så de på den måde har haft et større råderum til investeringer i eksempelvis spillertruppen. Bomber bliver lemfældigt kastet om sig i journalistikken i dag, men det var en regulær bombe i fodboldverdenen, da Premier League lancerede sigtelserne i februar 2023.

Siden er der kørt et separat spor med høringer foran et uafhængigt tribunal, men der er sluppet helt utroligt få detaljer ud. Det eneste, vi sådan set ved, er, at høringerne blev afsluttet sidste år. Der forekom rygter om en mulig dom i foråret 2025. Så florerede rygter om en dom i oktober 2025. Nu er rygterne døet ud. Vi skriver marts 2026. Hvis Manchester City kendes skyldig, er der tale om overtrædelser, der i systematik langt overgår sagerne mod Chelsea, Forest, Everton og Leicester – til sammen.

Resultatet, der var 58 dage undervejs
Det var således sagen mod Chelsea, der landede den 16. marts. Dagen efter faldt en endnu mere opsigtsvækkende dom, som ingen rigtigt anede var undervejs. I udkanten af Kairo fandt det afrikanske fodboldforbund, CAF, frem til, at resultatet i årets finale ved de afrikanske mesterskaber, AFCON, og dermed titlen for hele mesterskabet, skulle omstødes4. Igen kræver det en forhistorie, om end den her kan klares hurtigere.

18. januar blev AFCON-finalen mellem Marokko og Senegal spillet i Rabat, Marokko. Hjemmebanefavoritterne tilspillede sig i de sidste minutter en gylden mulighed for at vinde trofæet, da holdet blev tilkendt et straffespark, som Real Madrids Brahim Diaz skulle sparke. Senegal blev dog så arrige over tilkendelsen af straffesparket, at træner Pape Thiaw beordrede sine spillere af banen. Efter mange minutter vendte de tilbage, og selvom ingen endnu officielt ved, hvad der skete i de forudgående minutter, blev kampen genoptaget. Brahim Diaz brændte straffesparket med en forkølet panenka. Kampen gik i forlænget spilletid, Senegal vandt og kunne lade sig hylde som AFCON-vindere.

Marokko protesterede over udfaldet og 58 dage senere har CAF valgt at omstøde resultatet. Nu står Marokko som vindere af finalen med en skrivebordssejr på 3-0, fordi CAF har vurderet, at Senegal opgav kampen ved at forlade banen. Nu er Marokko vindere af AFCON 2025.

Når også den beslutning har fået massiv kritik og anses for at være kontroversiel, skal man igen tage fat i omstændighederne. Det bliver draget ind i kritikken, at Marokko på relativt kort tid er blevet enormt indflydelsesrige i CAF og afrikansk fodbold. Ikke mindst på grund af de massive investeringer, som Marokko har gjort i såvel marokkansk som afrikanske fodboldinfrastruktur. Det er også en af de primære årsager til, at Marokko er det eneste land, der kan og vil afholde værtskaber for AFCON for tiden. Hvilket CAF-præsident Patrice Motsepe var befriende ærlig om under årets turnering.

I den her udgave af den anbefalelsesværdige podcast ”The Sports Agents” gennemgår de såvel kritikken af CAF som de øvrige investeringer fra Marokko i både CAF og afrikansk fodbold.

Sagen er ikke nødvendigvis slut. Senegal nægter at blive frataget retten til at kalde sig regerende afrikanske mestre og de har nu appelleret beslutningen til den internationale sportsdomstol, CAS. CAF har statutterne i orden i forhold til, at en kamp kan blive erklæret ugyldig, hvis et hold udvandrer. Problemet er bare, at der ikke står noget om, hvorvidt en sådan beslutning kan træffes med tilbagevirkende kraft. CAS har noget af et arbejde foran sig, som er værd at holde øje med.

Europa taber magt
Det sidste, vi skal nå at beskæftige os med i den her udgave af Sportsbrevet Calcio, er en føljeton i mit arbejde. Jeg har med stor interesse fulgt og dækket Danmarks Idrætsforbunds (DIF) meget forbilledlige arbejde med at afdække, hvordan magten bevæger sig i international idrætspolitik målt ud på lande.

Hvert andet år opgør og frigiver DIF et ”idrætspolitisk magtbarometer”. Den seneste udgave er netop landet og med lidt god vilje har Danmark stoppet trenden med at tabe idrætspolitisk indflydelse. Danmark går nemlig frem, om end det er noget marginalt fra en 36. til en 35. plads.

Den store tendens er imidlertid, at Europa taber indflydelse med hastige skridt. Noget, der bekræfter narrativet om idrætspolitikkens opbrud den seneste håndfuld år. Selvom Europa og Vesten stadig sidder på den største magt, så går alle kontinenter på nær Europa frem i målingen5.

En anden interessant konklusion er, at sanktionerne mod Rusland i sportspolitisk kontekst tilsyneladende virker. Landet bevæger sig stabilt hen imod at blive ganske perifer i sportens magtcentre. På linje med Danmark, må det dog siges. Rusland er på to år faldet fra 15. pladsen til 31. pladsen på DIF’s magtbarometer.

Status i toppen er som det plejer at være. USA er den klart mest indflydelsesrige sportsnation efterfulgt af Australien, Frankrig og så Storbritannien, der overhaler Italien og går én placering frem til fjerdepladsen. Japan, Kina, Canada, Tyskland og New Zealand fuldender top-10.

Zimbabwe tager det største spring på ranglisten, da de går hele 50 pladser frem og nu er nummer 46. Det er ikke så overraskende i og med, at de i perioden har fået IOC-præsidentposten i form af landets tidligere sportsminister Kirsty Coventry. Præsidentposten i IOC er den, der giver klart flest point på barometret, mens det også skæpper godt til at have et IOC-medlem, eller præsidentposten i den europæiske olympiske komité eller hos FIFA.

Gå på opdagelse i magtbarometret her.

Med de magtforviklinger er vi nået til vejs end af denne 11. udgave af Sportsbrevet Calcio. Det er den gratis månedlige udgave. Husk, at du kan købe abonnement, hvis du vil have adgang til samtlige fremtidige udgivelser og ikke blot de gratis.

På den måde er du også med til at finansiere Calcio.dk som et frit og uafhængigt sportsmedie, der gerne vil bruge ressourcer på alt det, som den danske sportsjournaliststand bliver frataget af ressourcer i de her dage. Lige nu er jeg i gang med at lægge alle de gamle artikler over i det nye system på Substack. Derfor kan du nu gå ind på https://www.calcio.dk/t/calciodk og gå på opdagelse i Calcio.dk’s efterhånden store arkiv ganske gratis. Arkivet bliver fuldendt i de kommende dage.

På gensyn i næste udgave af Sportsbrevet Calcio.

Abonnér nu

Det her er en udgave af Sportsbrevet Calcio eksklusivt for betalende abonnenter. Tak, fordi du støtter Sportsbrevet Calcio og dermed også Calcio.dk!

Jeg gentager muligvis mig selv allerede her indledningsvist, men jeg havde vitterligt ikke tænkt, at så meget af min arbejdstid som primært beskæftiget med sportslige affærer, skulle bruges på Donald Trump. Det er heller ikke, fordi jeg nyder det, men det er bare svært end sige umuligt at komme uden om.

Da Trump blev genvalgt i 2024 troede jeg rent faktisk, at sporten kunne se sig fri for hvad end der nu ville komme. Jovist, han kan da lide sport, den 45. og 47. amerikanske præsident, men da hans interesse primært afgrænser sig til golf, hvis han selv skal være aktiv, og kampsport, hvis han skal se med fra tilskuerpladserne, så er det de færreste, der havde forudset, hvor meget af Trumps magt, der også ville blive brugt på at omfatte sportsverdenen. I den forgangne uge så vi det så igen.

5. marts var David Beckhams prestigeprojekt fra den bedste amerikanske fodboldrække, Inter Miami, inviteret i Det Hvide Hus for at fejre klubbens triumf i MLS Cup tidligere på året. Der stod så selveste Lionel Messi, Luis Suarez og Javier Mascherano (der har stoppet sin aktive karriere og nu er træner) og poserede med Trump.

Read more

Det her er månedens gratis-udgave af Sportsbrevet Calcio. Den får du kvit og frit som abonnent, hvad enten du er skrevet op til gratis- eller betalingsudgaven. Hvis du vil have adgang til alle udgaver, inklusiv tidligere betalingsudgaver, kan du tegne abonnement på Sportsbrevet Calcio.

Abonnér nu

Det var nu ikke, fordi der var panik i øjnene, men hun kiggede tydeligvis forbitret rundt, den nye IOC-præsident Kirsty Coventry. Der sad hun, den tidligere OL-guldvinder i svømning og tidligere sportsminister i Zimbabwe, og lignede en, der ledte efter en hjælpende hånd, hvilket hun selv bekræftede, da det virkede mest åbenlyst. Hjælpen var dog ingen vegne, og konklusionen om en ærgerlig afslutning på IOC-præsidentens første store opgave var for længst sat.

Scenen, der udspillede sig på det afsluttende pressemøde under det netop overståede vinter-OL i de norditalienske alper, illustrerer nok engang, hvor meget du skal navigere i som en af sportens moderne topledere. Sådan har det muligvis altid været, men nutidens mediebillede udstiller det ret så brutalt.

Coventry, der blev valgt som IOC-præsident i juni, da Thomas Bach trådte ned efter 12 år i embedet, blev spurgt til vidt og bredt og særligt politiske emner. Alt fra en kommentar fra den tyske forbundspræsident, der ikke bryder sig om symbolværdien i, hvis Tyskland går efter værtskabet for OL 2036, set i lyset af, at det vil markere 100-året for Hitlers propagandalege i 1936, og så til FIFA-præsident (og dermed automatisk IOC-medlem) Gianni Infantinos optræden til Donald Trumps første møde i FN-alternativet Board of Peace. Midt imellem de to spørgsmål blev Coventry spurgt til en udløber af den russiske statsdopingskandale.

Ingen af de tre historier var Coventry blevet briefet om. Det kan man mene mangt og meget om. Der vil være dem, der vil undskylde præsidenten, der har mange opgaver at se til, særligt under et vinter-OL, og derfor ikke kan følge med i alt. Der vil modsat være dem, der fremhæver privilegiet i embedet og pointerer, at man selvfølgelig skal kunne holde sig opdateret på i det mindste bare en af de nævnte historier. Hvordan Coventrys PR-hold ikke har fanget dem og forberedt bare en enkelt talelinje til hende, virker straks mere overraskende. I særdeleshed, når det kommer til Infantinos tætte kinddans med Donald Trump, der længe har fyldt overskrifter og vakt kritik.

Dernæst er der det problematiske i, at IOC-præsidenten ikke kan svare for sig på de enkelte spørgsmål i en bare nogenlunde diplomatisk vending uden at have indgående kendskab til dem. Hun gør det kortvarigt på Infantino-spørgsmålet, som hun siger, hun vil undersøge. Hvilket IOC’s regler om politisk neutralitet åbenlyst også indbyder til. IOC var dog efterfølgende hurtigt ude at rense Infantino1.

Alt sammen formår det dog ikke at skygge for præsidentens største bommert, for du vil næppe finde en eneste ledelsesguru, der bifalder hendes ”slip of the tongue” på Ruslandspørgsmålet, hvor hun kommer til at sige, at ”måske skal nogen fyres”. Underforstået nogen fra hendes PR-hold. En gennemført dårlig dag på kontoret for IOC-præsidenten, der ellers var kommet helskindet gennem det OL, der var den største store scene for hende i det nye embede. Også selvom hun undervejs modtog kritik for håndteringen af den ukrainske skeletonpilot Vladyslav Heraskevych, der blev smidt ud af vinter-OL, fordi han holdt fast i ønsket om at køre i en hjelm med billeder af ukrainske atleter, der er blevet dræbt i krigen i Ukraine. Da stod Coventry hårdnakket fast på kravet om at adskille sport og politik. Hvordan IOC kan komme til anden konklusion i historien om Infantino er straks sværere at få øje på.

Fire års krig og velkommen tilbage
Heller ikke på selve løjperne og i hallerne gik det helt fredeligt for sig under 2026-udgaven af vinter-OL, selvom indsatserne ikke var lige så høje og de store historier enten gik på det sportslige eller på noget langt mere bizart. Såsom den norske skiskyder, der fejrede sin bronzemedalje ved at indrømme utroskab, eller franske Julia Simon, der vandt guld i samme disciplin foran de holdkammerater, hun i oktober blev dømt for at bedrive kreditkortsvindel mod. Der var også anklagerne om, at Canadas curlingherrer snød ved at prikke til stenene.

Mens de overskrifter begynder at falme og klikjægerne bevæger sig videre, skifter den olympiske verden hurtigt fokus til de paralympiske vinterlege, der begynder den 6. marts. Og som allerede er blevet overskygget af et politisk rænkespil. Legene, der begynder bare 10 dage efter fireårsmarkeringen for Ruslands invasion af Ukraine, bliver den første store, internationale sportsbegivenhed siden krigen brød ud, der lader Rusland vende tilbage på lige vilkår med alle andre.

Jeg har løbende i de her spalter fortalt om russisk succes med at krabbe sig ind i minde omfang og i mindre sportsgrene, men nu kommer det første store skridt, når det russiske flag vil vejre i Milano og Cortina d’Ampezzo. Faktisk er det første gang siden 2014, at Ruslands flag optræder i vinter-olympisk regi. Man er tilgivet, hvis man tror, at det så skyldes annekteringen af Krim samme år, men at Ruslands seneste fulde optræden var ved vinter-OL i russiske Sotji 2014, skyldes derimod, at Rusland i 2017 blev straffet for den omfattende statsdoping og siden har været reduceret til at optræde med atleter under neutralt flag. Men nu ikke længere

Sport går ikke fri
Det skal handle endnu mere om den olympiske verden og således er denne udgave af Sportsbrevet Calcio lidt af en OL/IOC-udgave. Som journalist med primært sport som fagområde, har jeg følt en vis grad af FOMO over ikke at være særligt dybt engageret i historierne om Epstein-filerne. Nu viser det sig, at de alligevel rækker ind i sportens verden.

En af de efterhånden mange fra den amerikanske elite, der i de her dage står vanærede tilbage med de frigivne filers skandaliserende lys dryppende ned ad sig, er 51-årige Casey Wasserman. Han er primært kendt fra den amerikanske underholdningsindustri, som stifter og ejer af et af verdens største agentbureauer, der endda bærer hans navn, Wasserman. Men det er hans sidegesjæft som chef for det kommende OL i Los Angeles, der også har gjort ham til en del af sportens kredse. Wasserman er i filerne blevet fanget af 23 år gamle emailtråde, der beskrives som meget seksuelle2, hvori han nærer omgang med Jeffrey Epsteins partner, Ghislaine Maxwell, der i dag er idømt en fængselsstraf på 20 år for at have skaffet mindreårige piger til Epsteins årelange og massive menneskehandel og -misbrug.

Filerne, der ganske givet afslører mange forskellige former for og grad af omgang med Epstein og Maxwell, har ført til konsekvenser for den tidligere engelske prins Andrew, den nu tidligere britiske ambassadør til USA, Peter Mandelson, og flere andre. For Wasserman har det ikke fået nogen direkte konsekvens, om end han har set sig nødsaget til at sætte sit agentur til salg. Selvom politiske kræfter i USA vil have ham afsat, er han dog stadig manden, der skal sørge for, at de næste olympiske lege i Guds eget land skal løbe af stablen som planlagt.

Inden vi når så langt, for Los Angeles har stadig frem til 2028 at blive klar, er der som bekendt fodbold-VM i USA, Mexico og Canada til sommer. Heller ikke her har arrangørerne et roligt øjeblik.

Lige nu er der bekymring for sikkerheden i Mexico, efter at massiv vold er brudt ud i landet, som følge af, at Mexico har dræbt narkobossen ”El Mencho”. FIFA-præsident Infantino svarede hurtigt med et besøg hos Mexicos præsident Claudia Sheinbaum og en post på Infantinos foretrukne kommunikationsplatform, Instagram, hvori han, uden at referere direkte til situationen i Mexico, berettede om godt møde med Sheinbaum og at han har fuld tillid til landets evne til at facilitere de planlagte VM-kampe. Selvom FIFA ifølge Associated Press3 holder øje og nu skal på besøg i Mexico for at vurdere situationen.

Det er ellers USA, der også har langt de fleste VM-kampe, der er løbet med det meste af spotlyset forud for VM-værtskabet. Men heller ikke i USA er der et roligt øjeblik. The Athletic skriver4, at den delvise nedlukning af regeringen, der lige nu foregår i USA, og som konsekvens den fastfrysning af dele af den offentlige finansiering, rammer en række amerikanske VM-værtsbyer, der pt. står og mangler penge fra det offentlige til sikkerhedsforanstaltninger rundt om VM-kampene. I alt er $625 millioner lige nu i klemme.

Således endnu en understregning af, at der er meget at følge frem til det VM, der begynder den 11. juni. Mens jeg lægger sidste hånd på det her sportsbrev, er den amerikanske præsident gået i gang med sit storstilede angreb på Iran. Noget, fodbolden selvfølgelig også har forvildet sig ind i på grund af FIFA-præsidentens førnævnte tætte kinddans med USA’s udenrigspolitik. Også det vil Sportsbrevet Calcio naturligvis følge frem til sommer. Og efterfølgende.

Tak, fordi du har læst med på denne udgave af Sportsbrevet Calcio. Den niende udgave. Det er den gratis udgave, der udkommer én gang månedligt. Vil du havde adgang til alt, hvad der kommer fra Calcio.dk og således også den betalte månedlige udgave af Sportsbrevet Calcio, kan du skrive dig op herunder. Så er du med til at finansiere et medie, der gerne vil bruge ressourcer på den slags sportsjournalistik og -formidling, der får tilegnet færre og færre ressourcer i det daglige. Husk også at det sikrer et gratis og publicistisk Calcio.dk, hvor du for eksempel lige nu kan læse en gennemgang af, hvordan det er gået så galt for Ajax.

Du er også altid meget velkommen til at dele brevet med andre, der kan have interesse for det.

Del Calcio.dk

Det her er en udgave af Sportsbrevet Calcio eksklusivt for betalende abonnenter. Tak, fordi du støtter Sportsbrevet Calcio og dermed også Calcio.dk!

European Super League er død. Længe leve European Super League.

Med en generisk pressemeddelelse, der ikke gjorde historiens tyngde retfærdighed, annoncerede UEFA, European Football Clubs (EFC), Real Madrid i denne uge i forening, at European Super League er en saga blot og at parterne nu bevæger sig fremad i enighed om, hvad der er bedst for europæisk klubfodbold.

For at forstå, hvorfor det overhovedet er et issue, skal vi spole tiden tilbage til april 2021. Coronapandemien havde lukket det meste af verden ned, fodboldverdenen inklusiv. Stadioner var tomme og enigheden rundt omkring på de afsprittede kontorer, der rent faktisk kunne holde åbne, eller de middagsborde, hvor det var lykkedes at samle tilpas med negative coronatests, var, at nu var det da for alvor gået op for alle, hvor vigtige fans var for fodbolden. Det var sgu lidt stemningsforladt at se Champions League for tiden.

Snakken blev afsporet den 18. april 2021. Ud af det blå for andre end de inderste af fodboldens insidere præsenterede en koalition af 12 af verdens største fodboldklubber, at de ville gå sammen om en ny European Super League. Effektivt ville det betyde et brud med UEFA’s Champions League, selvom det ikke blev italesæt eller den præmis for så vidt blev anerkendt fra de involverede klubber. Men for omverdenen stod det hurtigt lysende klart: European Super League og Champions League kunne ikke eksistere samtidigt.

Læs også:

UEFA-præsident Aleksander Čeferin blev taget på sengen og blev kun varskoet meget kort tid inden offentliggørelsen. Men han fik en heads-up fra en god kilde. Čeferin ringede, mens han befandt sig hjemme i Slovenien1, til sin gode ven, Andrea Agnelli, der udover at være præsident i den italienske storklub Juventus også var formand for den mest magtfulde lobbyorganisation i fodboldens verden, European Club Association – ej at forglemme, at Agnelli også var gudfar til Čeferins børn.

Agnelli tog ikke telefonen. Måske ikke så underligt for en mand af Agnellis vigtighed, men straks mere ildevarslende med de nye informationer friske i Čeferins erindring, for Juventus var en af de 12 European Super League-klubber. Čeferin hoppede i bilen og kørte hele vejen UEFA’s hovedkontor i Schweiz. Med god grund.

Read more

Jeg har her i 2026 gået og tænkt på, hvordan det kunne fremgå endnu tydeligere, at Calcio.dk og Sportsbrevet Calcio hører sammen. Nu har jeg endelig fået løst den opgave. Det betyder, at du, når du fremover besøger Calcio.dk, bliver mødt af et andet syn, end du er vant til. Calcio.dk og Sportsbrevet Calcio er nemlig flyttet sammen, så de fremover udgives på samme site.

Det er helt lavpraktisk blevet løst ved at rykke Calcio.dk fra Squarespace over på Substack, hvorfra Sportsbrevet Calcio publiceres. Det, synes jeg, skaber et mere strømlinet medie. Og så er det i øvrigt også en billigere løsning, hvilket er med til at fremtidssikre Calcio.dk yderligere. Jeg håber, man får samme oplevelse som læser.

Ellers er alt ved både det gamle og det nye. Forstået på den måde, at den 2026-plan, jeg fremlagde på årets første dag, stadig holder. Sportsbrevet Calcio fåes i en gratis udgave, hvor man modtager én udgave i indbakken om måneden, samt en betalende abonnementsudgave, som koster $5 om måneden, og som giver adgang til endnu én eksklusiv udgave. Hvis du ikke abonnerer endnu, kan du skrive dig op via knappen herunder. Uanset, hvilken udgave, du foretrækker.

Abonnér nu

Derudover udkommer der stadig artikler om fodbold, kultur og politik på Calcio.dk. Gratis. Det finansieres via Sportsbrevet Calcio. Nu udgives artiklerne blot side om side med Sportsbrevet Calcio. Mens Sportsbrevet Calcio bliver sent i email-indboksen, vil man ikke modtage særskilte emails, når der kommer nye Calcio.dk-artikler. De bliver i stedet delt på diverse sociale medier. Du kan finde Calcio.dk på Facebook, X, Bluesky og Instagram. Du kan i menu-fanen øverste finde Calcio.dk-artikler og Sportsbrevet Calcio-udgivelser hver for sig.

Som man kan se på forsiden, er jeg i gang med at flytte de gamle artikler fra det tidligere system over i det nye. De vil poppe op løbende. Jeg håber, du kan lide det nye strømlinede Calcio.dk.

Næste udgave af Sportsbrevet Calcio er den betalte udgave. Den udkommer her i den første halvdel af februar, og der er enormt meget på programmet. Som altid bliver udfordringen at begrænse sig!

De bedste hilsner,
Nicklas Degn
Stifter, chefredaktør og journalist, Calcio.dk og Sportsbrevet Calcio
Kontakt: info@calcio.dk

Billedet af de handlingslammede Ajax-spillere liggende fladt på maven med hænderne enten ud til siderne eller placeret i hollandske ansigters fortvivlelse står mejslet ind i nyere fodboldhukommelse. Klubben fra den hollandske hovedstad havde ikke bare den ene fod, men også de fleste af knopperne under den anden støvle i Champions League-finalen den majdag i 2019, men tre mål af Lucas Moura satte i stedet en finale mellem Tottenham og Liverpool op.

Det skulle være kulminationen på en ægte Ajax-historie. Kompromisløs fodboldkultur, der overgik cool cash. Erik ten Hags mandskab spillede noget af det mest flydende, seværdige fodbold i Europa og selv ikke en håbløs fodboldromantiker kunne drømme om at holde med et Tottenham-hold, der ellers dengang under Mauricio Pochettino spillede mere i Danny Blanchflowers ånd, end vi har været vidne til de efterfølgende år.

Calcio.dk er hoppet ud på det dybe vand i 2026. Nu er vi et abonnementsmedie! Men Calcio.dk er stadig gratis og fri for annoncer. Vi har nemlig udvidet med Sportsbrevet Calcio, der ligesom Calcio.dk nu også udkommer via Substack. Her får du hver måned indsigt og perspektiv på de vigtigste historier om sport, politik og kultur. Du kan skrive dig op til en gratis udgave, hvor du får én udgivelse om måneden, eller betale 32 kroner og få endnu én eksklusiv udgivelse om måneden – samtidig med, at du er med til at finansiere Calcio.dk.

Abonnér nu

Tottenham, allerede dengang for små syv år siden en af verdens rigeste klubber, selvom de var trofæløse på 12. år, dukkede Ajax i seks minutters tillægstid. Så ville det jo passe perfekt ind i historiefortællingen, hvis det fra den dag og det minut i den amsterdamske aften begyndte at gå galt for Ajax. Sandheden er dog mere nuanceret.

Det består sort på hvidt, at Ajax ikke er, hvad klubben har været. Det kan aflæses i tabellen, hvor Ajax står uden mesterskab siden førnævnte ten Hag forlod klubben i 2022. Det er ikke, fordi han tog klubbens sjæl med sig. Ajax glemte ikke fra den ene dag til den anden, hvad Ajax er. Klubbens søn John Heitinga overtog roret ad flere omgange og senere gav man også stafetten til den fremsynede italiener Francesco Farioli. Helt i tråd med, hvordan det altid har været i Ajax. “De vil ikke hente en træner som Mourinho. Det vil være det samme som at slå Ajax ihjel. Cruyff er den skjulte ånd,” som Ajax- og Holland-kender Niels Idskov fortalte til Calcio.dk tilbage i 2020.

Men hvor gik det så galt? For noget er helt åbenlyst gået galt. Sidste år tabte Ajax på uforståelig vis mesterskabet til sidst, da kampioensschaal – Æresdivisionens trofæ – ellers endelig syntes at være endt tilbage på plads hos det bedre borgerskab i Amsterdam. Men Fariolis tropper dummede sig, og nu er Ajax for tredje gang på fire år reelt ude af mesterskabskampen.

Den forkerte Cruyff
Som med så meget andet i Ajax skal forklaringen på derouten findes uden for banen og hos klubbens altid dominerende og karakteristiske ledere. Der var referencen til Cruyff igen. Apropos syntes desperationen efter bedre tider at have nået sit klimaks denne måned, hvor klubben hentede Cruyffs søn Jordi ind som teknisk direktør. Et sympatisk træk, men det giver næppe ro i Ajax-tilhængernes maver, at man henter manden, der senest var rådgiver for Indonesiens landshold.

Men måske de i virkeligheden har regnet den ud, for det er kulturen, der skal tilbage, efter at den stille og roligt røg ud med badevandet. Eller snarere med klubbens legender og andre ledende skikkelser, der af vidt forskellige årsager røg hovedkulds ud af klubben. Intet af det kunne Ajax-toppen retfærdigvis have set komme.

Det begyndte med klubbens tidligere vævre kantspiller Marc Overmars. En rigtig Ajax-succeshistorie indtil han ikke var det mere. En del af det historiske Ajax og også en positiv del af det nye Ajax fra han i 2012 satte sig i stolen som teknisk direktør. Men i februar 2022 stoppede han i klubben, da det kom frem, at han via tekstbeskeder havde krænket en række kvindelige Ajax-ansatte.

Manden, der måtte trykke på knappen, var Overmars’ tidligere holdkammerat på både 90’ernes Ajax-hold og det hollandske landshold, målmandslegenden Edwin van der Sar, der nu sad som Ajax-direktør på ottende år. Året efter Overmars-beslutningen havde Ajax-jobbet taget den sidste energi ud af van der Sar, der stoppede i klubben.

Lige inden, han sagde endeligt stop, nåede van der Sar at være med i ansættelsen af det tyske ledelses- og scouting-wunderkind Sven Mislintat som ny teknisk direktør. Og her gik det helt galt. Mislintat arbejdede solen sort med at fylde på Ajax-truppen, han lagde sig ud med en anden ledelesfigur, der endte med at få nogle få måneder i klubben, træner Maurice Steijn, men det er af en helt tredje årsag, at Mislintat røg ud af Ajax efter sølle fem måneder. Klubben opdagede, at Mislintat var storaktionær i et agentfirma, hvis spiller, han var i gang med at hente. Mislintat nåede at hente Borna Sosa i sin tidligere klub Stuttgart, men handlen endte kort efter med at koste ham en fyreseddel.

Siden Mislintat-fyringen i efteråret 2023 har Ajax forgæves forsøgt at samle stykkerne af en ledelse, der blev blæst til stumper og stykker i en art Murphy’s lov. Udover ansættelsen af Jordi Cruyff, skinnede desperationen frem i november, hvor det var en dårligt bevaret hemmelighed, at klubben forsøgte at hente Marc Overmars tilbage. Klubben stod ydmyget tilbage, da det var Overmars selv, der endte med at udelukke det1.

En revolution, der er gået galt
Nu står den uprøvede Marijn Beuker med nøglerne til den sportslige butik. Louis van Gaal og Danny Blind har været tilknyttet på rådgivende konsulentkontrakter, den tidligere assistent og ungdomstræner Fred Grim lever på lånt tid som caretaker-træner og Kasper Dolberg er hentet ind for at bringe bare en smule af magien fra 2019-aftenerne tilbage til Amsterdam. Men danskeren spiller på toppen af en trup, som man fortsat kun er i gang med at lappe sammen efter det ene mislykkede transfervindue efter det andet. Israelske Oscar Gloukh synes at være det store salgsemne, men markedsværdien efterlader en del tilbage at ønske i forhold til Premier League-standarder, eller bare tidligere tiders stolte Ajax-tradition for at sælge enten egen- eller videreudviklede spillere.

Lige nu venter klubber, medier og fans spændt på, om økonomien kan lave en hurtig u-vending, eller om man også på det område skal til at vænne sig til store tab. I 23/24 gik klubben fra et stort overskud til et tab på knap €10 millioner på grund af den manglende plads i den Champions League-turnering, som klubben har vundet fire gange. Men det var tilsyneladende kun en blød landing for at forberede sig på det det 24/25-resultat, der landede som en mavepuster med et historisk stort underskud efter skat på €37 millioner2.

Kender man Ajax ret er det ikke den røde økonomi, der gør mest ond, det gør snarere den tiltagende kritik af manglende Ajax-DNA og Ajax-erfaring i klubben. Hvor problemet indledningsvist har været den manglende konsistens på ledelsesposterne, har det ifølge iagttagere i Holland udviklet sig til inkompetente ansættelser af afløserne. I en De Telegraaf-podcast fortæller avisens journalist Valentijn Driessen3 om en Ajax-revolution, der er ved at køre af sporet.

”Al Ajax-DNA bliver jagtet ud af klubben. Det er en farlig udvikling,” siger Driessen i podcasten.

Det bakkes op af en historie fra den hollandske offentligt finansierede tv-station AT5, der har hovedkvarter i Amsterdam. Overfor AT54 beskriver flere nu tidligere, men anonyme medlemmer af en rådgivende Ajax-bestyrelse kulturen i klubben som ”syg”. I forvejen har udskiftningen i selv samme bestyrelse været hyppig de seneste par år.

Svaret på, hvordan det gik galt i Ajax, synes altså at være den perfekte storm af såvel begivenheder uden for ledelsens kontrol som efterfølgende inkompetence i forsøget på at lukke hullerne. Nu står Cruyff så tilbage med resterne. Bare ikke på den måde, de fleste i Amsterdam havde ønsket sig.

2

The Swiss Ramble

Ajax Finances 2024/25

Despite winning their last four matches, it’s fair to say that this has been a difficult season for Ajax, as they are still a massive 14 points behind league leaders PSV Eindhoven. Furthermore, they have fared even worse in the Champions League, where they are currently third from bottom in the 36 team league stage, having lost five of their six games to date…

Read more

5 months ago · 6 likes · 2 comments · Swiss Ramble

Det her er månedens gratis-udgave af Sportsbrevet Calcio. Den får du kvit og frit som abonnent, hvad enten du er skrevet op til gratis- eller betalingsudgaven. Hvis du vil have adgang til alle udgaver, inklusiv tidligere betalingsudgaver, kan du tegne abonnement på Sportsbrevet Calcio.

Det var egentlig meningen, at den her udgave af Sportsbrevet Calcio først skulle skrives og udgives senere på måneden, men der er sket så meget hen over den seneste uge i både Marokko og USA med foreløbige kulminationer i weekenden, at jeg vil producere og udgive den nu, hvor det stadig står friskt i erindringen.

Hvor skal vi næsten begynde? Er det ikke nemmest at tage den kronologisk bagfra? Det tror jeg. Så vi skal til Marokko. Til kystbyen Rabat beliggende mellem Humphrey Bogarts Casablanca og William S. Burroughs Tanger. Søndag aften lagde byens ekstremt stilrene Prince Moulay Abdellah Stadium plæne og lægter til finalen i de afrikanske fodboldmesterskaber AFCON. Udover finalen på en ganske seværdig turnering uden de store overraskelser blev det også afslutningen på flere uger med høj intensitet på de pressekonferencer, som der blev holdt mange af og med ganske hyppige optrædener fra dem, der bestemmer mest i afrikansk fodbold. Det kunne vi lære noget af i Europa.

Derfor bød AFCON også på en række enormt interessante nedslagspunkter, der giver indblik i, hvorfor fodboldværtskaber er blevet så varm en politisk og økonomisk kartoffel. Som med så meget andet handler det om, hvem der betaler gildet. Men det står efterhånden mere og mere klart, ikke mindst takket være det nu afsluttede AFCON, at det mere indsnævret handler om hvem der kan og gider betale gildet.

Det stod lysende klart, da præsidenten for det afrikanske fodboldforbund, CAF, minemagnaten Patrice Motsepe blev spurgt, hvorfor værtskaberne for de store afrikanske fodboldturneringer og -kampe bliver fordelt ud på så relativt få lande. Det gør de, fordi der er få, der kan og vil betale. Såre simpelt.

Dem, der ofte gerne vil betale i Afrika for tiden, er Marokko, der er i gang med massive investeringer i landets fodboldinfrastruktur og efterhånden har været det i en del år. Med imponerende resultater til følge. Her tænker jeg ikke engang på den allerede historiske semifinaleplads ved VM i Qatar, men på de landsholds- og træningsfaciliteter Marokko nu råder over og som kaster misundelige blikke afsted fra Europa.

Men det sker med en regning, der skal betales. Måske i stemmeboksen. Som vi tidligere har været inde på her i Sportsbrevet Calcio var der massive protester i Marokko mod slutningen af 2026, hvilket særligt kom fra den unge Generation Z, begrundet i de store fodboldinvesteringer, der ifølge demonstranterne ikke efterlader nok tilbage til sundheds- og uddannelsessystemet i landet.

Demonstrationerne var i baggrunden, da værtsnationen sparkede gang i AFCON-finalen mod Senegal søndag aften. Som med resten af turneringen indledtes det ikke særligt overraskende. Der kom ingen mål i ordinær spilletid, kampen bliver her dagen derpå beskrevet som låst, selvom den med en personlig betragtning nu var noget mere underholdende end såvel resultat som kampreportager umiddelbart indikerer. Marokko var favorit, men det var Senegal anført af den tidligere Liverpool-stjerne Sadio Mané, der bed bedst fra sig.

Men så skete der noget bedst som alle begyndte at forberede sig på forlænget spilletid, mens klokken bevægede sig forbi klokken 22 herhjemme. Det, der allerede var blevet til en del tillægsminutter på grund af en meget blodig hovedskade til den franskfødte marokkkaner Neil El Aynaoui, blev forlænget ud i fodboldens uendelighed, da Marokko fik tilkendt et straffespark. Det var Senegals spillere og stab så utilfredse med, at de udvandrede. Siden fulgte der sammenstød mellem dele af Senegals fans og politiet.

Til sidst vendte Senegal-spillerne tilbage, kampen kunne genoptages med straffesparket, som Marokkos helt store oplevelse ved turneringen, spanskfødte Brahim Diaz fra Real Madrid, skulle tage. Diaz brændte, da han udførte den velkendte Panenka-variant, hvilket Senegals franskfødte målmand Edouard Mendy havde læst og derfor nemt kunne gribe. Endnu en mislykket panenka i en stor finale i indeværende årtusinde. Diaz har endda været trænet af ham, der gjorde det i VM-finalen tilbage i 2006, Zinedine Zidane.

Siden kampen i aftes har snakken gået. Brændte Diaz med vilje? Var det aftalt og var det i virkeligheden kompromiset, der endte med at lokke Senegal tilbage på banen? Rygterne går, men der er intet substantielt at bygge på den historie. Ligesom det er tilfældet med forklaringen på, hvorfor Senegal rent faktisk endte med at ombestemme sig og spille kampen færdig. De fortryder det ikke i dag. Efter straffesparket gik kampen i forlænget spilletid, hvor Senegal scorede kampens eneste mål. Senegal er afrikanske mesterskaber for kun anden gang i historien. De vandt deres første AFCON så sent som i 2022.

Sportsjournalistik når det er bedst og værst
Mens AFCON dermed så småt er pakket ned og Marokko kan begyndte forberedelserne til mange flere store fodboldbegivenheder i landet, selvfølgelig kulminerende med medværtskabet for VM 2030, må AFCON-karavanen så småt vænne sig til at blive rullet ud med mere jævne mellemrum. Og deri gemmer det sidste vigtige nedslagspunkt, vi skal have med, inden vi kan begive os videre.

Det blev nemlig annonceret som en form for tidlig indledning til årets AFCON, at turneringen, der kalendermæssigt har levet en lettere omskiftelig tilværelse, snart går over til et fireårigt rul, som vi kender det fra VM og EM. Det er ikke gået for sig uden kritik. The Guardian1 har leveret en eksemplarisk dækning af både AFCON og al den polemik, der har været rundt om turneringen, og de fortæller, at CAF-ledelsen nu beskyldes for at have truffet beslutningen om et mindre hyppigt AFCON hen over hovedet på vigtige interessenter i fodboldforbundet.

Det minder om noget, vi har set andetsteds og netop der i ligger der en bekymrende parallel. FIFA-præsident Gianni Infantino kritiseres for præcis det samme i tildelingen af værtskaberne for VM 2030 og 2034 såvel som den meget omtalte og udskældte fredspris, der gik til Donald Trump. Netop forholdet mellem FIFA-præsidenten og hans CAF-modpart Motsepe har længe været modstand for kritik, da CAF anklages for at vægte FIFA’s interesser over kontinentets egne. Det er den samme kritik, der nu forlænges, da AFCON-ændringen bekommer FIFA og en presset kampkalender godt. En kampkalender, som FIFA har været med til at presse, så de kan få deres egne, nye turneringer med i den, vel at mærke. Det bliver vurderet, at ændringen trækker økonomi ud af AFCON og derfor hele kontinentet. Penge, der så i stedet kan ende med at ryge i FIFA’s i forvejen bugnende kasse.

Om det regnestykke nødvendigvis holder, skal retfærdigvis først vise sig, men foreløbigt kan vi roligt konkludere at fodboldens ellers så højt besungne governance-principper atter bliver betvivlet.

Inden jeg begiver mig videre fra AFCON, føler jeg lige behov for at fremhæve den nigerianske journalist Osasu Obayiuwana. Det er særligt hans skyld, at vi har fået så god indsigt i idrætspolitikken rundt om CAF, AFCON og FIFA under den netop afsluttede turnering. Blandt andet i spalterne hos førnævnte The Guardian.

Hans ofte meget konfronterende og også til tider personlige stil huer formentlig ikke alle, og den ville aldrig medvirke i de bøger, jeg fik udstukket til pensum på Journalisthøjskolen. Men journalistik er heldigvis mange ting og udvikler sig hele tiden – og er frem for alt ikke en eksakt videnskab. Det illustrerede Johan Galtung i 2019, da han højst opsigtsvækkende (eller det burde være opsigtsvækkende, men gik meget ubemærket hen) fortalte, at de uddannelser, der havde undervist i hans nyhedskriterier, havde misforstået dem2. Galtung og nyhedskriterierne var faktisk en væsentlig del af førnævnte pensum i min tid på journalisthøjskolen, pudsigt nok i 2019. Siden har jeg været meget bevidst om, at selvom der er journalistiske do’s and don’t og at jeg stadig vil hævde, at der findes en teoretisk journalistisk fremgangsmåde, så kan udførslen af journalistik foregå på mange måder og ad mange veje. Tak til Tom Wolfe, Morten Sabroe, Hunter S. Thompson for at praktisere det gennem årene. Og Osasu Obayiuwana.

Slutteligt i den her blok, vil jeg lige fremhæve den danske journalist Buster Kirchner. Hvis man vil langt dybere ned i, hvordan det hele spændte af ved AFCON, så skal man finde hans skriverier fra turneringen. Han var rent faktisk til stede, hvilket er enormt anerkendelsesværdigt.

Med al den ros af journalister, må jeg desværre også fremhæve det modsatte fra visse dele af pressekorpset. Journalisternes sidste aktion, eller mangel på samme, efterlod en del tilbage at ønske om både niveau og integritet. Senegal-træner Pape Thiaw blev ved sin sidste pressekonference mødt af buhråb, mens marokkanske journalister udvandrede. Det kan og skal aldrig være en journalists opgave.

Det evindelige, men relevant boykot-spørgsmål
Nåh, det var en afstikker, så tilbage på sporet, for der er også lige en anden ting, vi skal nå forbi i denne udgave af Sportsbrevet Calcio, og nu vi er ved genredefinitioner, overgår den her del af Sportsbrevet til at være mere i retning af et essay.

Weekenden bød nemlig også på eskaleringen af konflikten mellem USA, Danmark og som konsekvens deraf også EU. Selvfølgelig over Grønland. Den amerikanske præsident Trump har som i sit forsøg på at ”få” Grønland indledt et afpresningsforsøg, der den 1. februar resulterer i 10 % straftold på danske varer, der importeres til USA. Hvis Danmark ikke har ”afleveret” Grønland inden, indtræder den mafiøse takststigning op til 25 %. Det bliver selvfølgelig også resultatet for europæiske varer på grund af den toldunion, Danmark som bekendt er en del af, men det virker præsidenten ikke til at være synderligt opmærksom på. Eller også er han ligeglad.

Det er efterhånden flere måneder og det der føles som en halv verdenshistorie siden, at de første brugere på sociale medier forsøgte at udpege et hykleri i, at ingen spørger om Danmark skal boykotte VM i USA, som det blev spurgt op til VM i Qatar. Hvis de ikke havde ret dengang i sommer, så begynder de så småt at få det nu. For det er efterhånden svært at se, hvorfor det VM, der primært afholdes i USA til sommer, ikke skal hives ind i konflikten på godt og ondt.

Forstå mig ret. For har jeg ikke været fortaler for, at den eneste grund til, at jeg dækker sport og politik så intensivt er, at sport og politik i udgangspunktet ikke bør blandes? Og er det ikke netop det, jeg selv advokerer for her? Nej, for fodbold-VM i USA, Mexico og Canada er for længst blevet – for nu at låne et begreb fra den unge belgiske politolog Anton Jäger – blevet hyperpolitiseret af USA med FIFA som villig agitator. VM-trofæet står i det ovale værelse i Washington. FIFA har opfundet en fredspris til Donald Trump, fordi han er sur over ikke at få Nobels fredspris, FIFA har set stort på egne regler og giver – i hvert fald verbalt – Trump lov til at flytte kampe væk fra byer, hvis byerne ikke indretter sig efter Trumps indenrigspolitiske ønsker. Trump er fodbold-VM og fodbold-VM er Trump. Det er for længst sket og ingen har forsøgt at sætte foden ned.

Her kunne jeg så lave den slutning, at derfor bør Danmark og EU tage boykot-kortet med på banen til fremtidige konfrontationer eller forhandlinger. Det er dog ikke min anke. Den snak ligger stadig længere ude i fremtiden og måske jeg forholder mig til den til den tid, men ikke for nuværende. For min pointe er, at vi er der, hvor selve spørgsmålet om en boykot er fair og relevant at stille. Ligesom det var op til VM i Qatar. Hvad svaret på det spørgsmål så er, må være op til magthaverne. I såvel DBU, men i virkeligheden først og fremmest hos de danske og europæiske politikere. Som journalister skal vi stå fast på vores ret til at spørge, men vi må affinde os med de svar, vi så ender med at få.

Jeg hverken tør eller har nogen formel kompetence til at gætte, hvad der sker herfra, men slutteligt vil jeg helt stilfærdigt udpege det åbenlyst absurde i, at vi lige nu står i en situation, hvor det er et realistisk scenarie, at EU-landene til sommer spiller VM i et land, der forsøger at afpresse et af unionens lande til at afgive territorie. Hvis da ikke USA allerede er lykkedes med det, når bolden sparkes op.

Tak, fordi du har læst med i det, der blev en fodboldtung udgave af Sportsbrevet Calcio. Vi må se, om vi kan tage revanche i næste udgave, der forventeligt bliver en betalt udgave af Sportsbrevet Calcio i februar. Jeg har i hvert fald noteret mig, at der er et højspændt politisk drama i gang i basketballverdenen, hvor NBA forsøger at tage europæisk territorie (no pun intended), hvilket organisationerne bag europæisk basketballs diamant, Euroleague, forsøger at forhindre.

Derudover har efterdønningerne af den nye og lettere punkterede udgave af Battle of the Sexes, som vi tidligere har været inde på i Sportsbrevet Calcio, skabt en mindre rift i tennisverdenen.

Og så handlede seneste betalingsudgave af Sportsbrevet Calcio som bekendt rigtig meget om backgammon. Måske vi snart skal have mere brætspil, for der sker også en hel masse uden for brættet, mens skakverdenen forbereder sig på den kommende VM-match mellem den indiske verdensmester Gukesh Dommaraju og hvem end, der vinder kandidatturneringen til marts. Den japanskfødte amerikaner Hikaru Nakamura er favorit, fordi Magnus Carlsen stadig ikke ønsker at stille op til at generobre den VM-trone, han frivilligt afgav i 2023.

Som altid er der rigeligt at tage fat på. Tak, fordi du læser med på Sportsbrevet Calcio.

Subscribe now

Det her er en udgave af Sportsbrevet Calcio eksklusivt for betalende abonnenter. Tak, fordi du støtter Sportsbrevet Calcio og dermed også Calcio.dk!

Det ligger ikke rigtigt i luften, du kan ikke rigtigt dufte det, som når næseborene fanger forårets første nyslåede græs perforeret med frisk dug. Men den er god nok. Nu er sportsåret altså ved at gå i gang.

Det fanger mig altid som en snestorm fra en skygrå himmel. Året skal lige i gang, man sidder ikke rigtigt og forventer noget af verden; den skal lige op i omdrejninger. Men så, bang, falder højdepunkterne på en snor. Badmintonscenen er i fuld gang, tennisscenen lige så med under en håndfuld dage til første Grand Slam, vinteratleterne har ikke set skyggen af ferie eller fejringer med deres sæson og vel sagtens karrieres vigtigste tid med kvalifikationsræs en måned inden vinter-OL, håndbold-EM begynder i næste uge, og de første af fodboldens vinterpauser er i gang med at tø op. Det er den bedste start på et år, du kan få.

Billedet gentager sig, når du kigger på de bonede gulve og sportens politiske arena. Det er lige før, den aldrig er gået på pause. Her kommer Sportsbrevet Calcio selvfølgelig ind. Med denne den første udgave under de nye og mere seriøse faner, hvor Sportsbrevet Calcio er blevet til et abonnementsmedie, hvilket er det resultat, du læser lige nu. Den første betalte udgave af Sportsbrevet Calcio, der altså dermed er med til at finansiere både Sportsbrevet Calcio og sitet Calcio.dk.

Nu er vi i gang. Velkommen til Danmarks nyeste sportsmedie, og tak, fordi du vil være med til at søsætte det og holde det sejlende. Jeg håber, du kommer til at få både stor fornøjelse og indsigt af at forbruge dette lille medie. Og lad os så komme i gang!

Magt i metermål
I dagens udgave af Sportsbrevet kommer vi til at beskæftige os uforholdsmæssigt meget med brætspil og videnssport/mentalsport. Det er sportens uglamourøse medlem, der ofte lever en stilfærdig tilværelse eller mangel på samme i globale sportsmedier, men det er der lige nu ingen grund til, for der er gang i opbrud og skandaler, der gør en af de fremmeste videnssportsgrene både uvis og usikker.

Read more

Denne tekst er også bragt i sin helhed på Calcio.dk.

Danmark har brug for mere skriftlig journalistik og formidling om sport, ikke mindre. Det er min påstand, men mediebranchens prioriteringer forsøger at fortælle et komplet modsat billede. Det vil jeg gerne modarbejde, og det skal være en af Calcio.dk’s eksistensberettigelser. Du kan være med til at få det til at ske.

Jeg gider ikke kede dig med endnu en beretning om rigets bedrøvelige tilstand i den danske mediebranche, hvor vækst for længst er blevet et fabeldyr, og hvor det hvert år kun er et spørgsmål om, hvor mange fyringsrunder, man kan holde kvartalet nede på. I den forbindelse har sportsredaktionerne ofte stået for skud. Lige nu kigger vi ind i et landskab, hvor Politiken på landsplan og Nordjyske og Midtjyllands Avis på regional og lokalplan er nogle af de eneste større danske medier, der ikke har valgt at skrotte sin sportsredaktion.

Det, synes jeg, er en trist udvikling. For det efterlader helt utvivlsomt et hul, som desværre ikke bliver opfyldt af nye medier. Heldigvis dukker der stadig enkelte op i ny og næ, men den danske mediebranche er på sportssiden ramt af det samme syndrom som det danske erhvervsliv, der spejder meget langt efter nye børsnoteringer (om end væksten er noget hyppigere fremkommende i dansk erhvervsliv end mediebranchen).

Et lille medie på dybt vand
Medgivet, der kan virke hyklerisk at hævde Calcio.dk på den nævnte udviklings bekostning, for mediet har rent faktisk snart eksisteret i seks år og er for længst forbi at være en mediebranchens tumling rent anciennitetsmæssigt. Men mediet har aldrig fået en chance, fordi jeg aldrig har givet det en. Nu skal det være. Jeg har turneret med at kalde Calcio.dk for mit con amore-projekt ved siden af et fuldtidsjob og på den måde gemt mig for manglende ambitioner og krav, som et hvert medie og virksomhed skal stilles overfor for virkelig at vokse.

Nu kaster jeg så Calcio.dk ud på det dybe vand. Mit navn er Nicklas Degn, jeg er grundlægger og chefredaktør for det her foretagende, og fra og med i dag har jeg kastet mig ud i en ny tilværelse som vært og journalist ved Mediano (et af de få sportsmedier, der rent faktisk har formået at vækste og skabe arbejdspladser de seneste 10 år) og sideløbende med det fungerer jeg som freelancejournalist. Det er i nogle af de timer, jeg bruger på sidstnævnte, hvor jeg nu satser og helliger mig Calcio.dk i forsøget på at skabe et bæredygtigt sportsmedie.

Jeg har brugt de forgangne snart seks års arbejde med Calcio.dk på at teste og finpudse, hvad der egentlig er brug for i markedet. For jeg tror også tilpas på det frie marked til, at hvis ikke der kommer til at være læsere til Calcio.dk, så er alle de påstande og hypoteser, jeg lige har listet op, afkræftet. Den risiko er jeg villig til at løbe. Calcio.dk (re)lancerer derfor som et udelukkende skriftligt medie med fokus på europæisk og international fodbold, samt spændingsfeltet mellem sport, kultur og politik. Med analyser, essays, debatstof, interviews og features.

Sportsbrevet udvider for abonnenter, Calcio.dk forbliver gratis
Hvordan skal det så blive bæredygtigt? Hvilket er forretningslingo for: Hvordan skal det tjene penge? Her kommer den nyeste tilføjelse under Calcio.dk-fanen ind i billedet. I sommer åbnede jeg Sportsbrevet Calcio på nyhedsbrevsmediet Substack. Fokus er skarpt på sport og politik. Det udgives i Calcio.dk-regi og har fået så god opbakning, at jeg skruer op for frekvensen i 2026. Sportsbrevet Calcio bliver central i Calcio.dk’s fremtid.

Fra i dag er Sportsbrevet Calcio nemlig overgået til en abonnementsmodel, samtidig med, at jeg lover en fast udgivelsesfrekvens. Hen over det sidste halvår af 2025 udkom Sportsbrevet når der var tid til det, hvilket blev til en håndfuld udgaver. Nu udkommer der én gratis udgave af Sportsbrevet om måneden OG én månedlig udgave udelukkende for abonnenter. Det bliver hele Calcio.dk’s finansieringsmodel.

Prisen for en måneds abonnement har jeg sat til $5 (eller 32 kroner), hvilket jeg har brugt lidt for lang tid på at sjusse mig frem til. Jeg er ikke desto nået den slutning, at det er en fair pris i forhold til, hvad der ellers er på markedet for journalistik på abonnement. Det betyder også, at Calcio.dk som selvstændigt site kan holdes gratis og fri for reklamer, hvilket har været et stort publicistisk ønske for mig (frekvensen af artikler på Calcio.dk kommer dog ikke med en garanti, men jeg bliver skuffet, hvis ikke det bliver minimum én artikel om måneden).

Og så er det i øvrigt også en pris, der kan give mediet mulighed for at vokse og skalere ret så meget, hvis der kommer abonnenter nok, uden at prisen skal justeres op. Det er en kæmpe drøm at kunne nå til et punkt, hvor jeg kan betale honorarer til dygtige skribenter for at levere journalistisk indhold til Calcio.dk og Sportsbrevet Calcio.

Det ligger dog et stykke ude i fremtiden. Først må vi se, hvad det kan bære. Jeg har valgt at give Calcio.dk (og dermed også Sportsbrevet Calcio) et år til at blive bæredygtigt. Er det ikke tilfældet, når 2026 er omme, må konklusionen være, at markedskræfterne har konkluderet det anderledes end min analyse. Og det vil være helt fair. Men, jeg tror altså, at jeg har fat i den lange ende. Jeg har heldigvis også i de seks år, der snart af gået – og af nød – fintunet Calcio.dk til at være et medie, der er ret billigt at drive. Den primære ressource er tid. Derfor vil det være min vurdering at mediet i sin nuværende størrelse vil være bæredygtigt ved 200 månedlige abonnenter på Sportsbrevet Calcio.

Så det er målet.

200 abonnenter.

Vi har et år.

Jeg håber, du vil læse med og være med til at sørge for, at Danmark får et mere pluralistisk sportsmediebillede.

Du finder Sportsbrevet Calcio her, hvor du også kan tegne abonnement.

Så får du gennemarbejdet sportsjournalistik og bidrager til, at det kan blive ved med at udkomme, samt at Calcio.dk-sitet kan forblive gratis. Det, håber jeg, er en god deal.

Tak, fordi du læste med - og lad os så komme i gang!

Share Sportsbrevet Calcio

Det har taget lidt for lang tid at skrive den her introduktion, for jeg brød hovedet for at ryste en måde at komme uden om Donald Trump på. Omvendt er det journalistikkens opgave at portrættere verden, som den faktisk er. Sagen, was ist, som den legendariske Der Spiegel-journalist og -grundlægger Rudolf Augstein messede. Siden Trump former meget af verden, sætter han også en stor retning for sportens ditto. Nu er du advaret.

Her er som Calcio.dk’s lille nytårshilsen de nedslagspunkter, hvor sport, kultur og politik bliver filtret sammen, som du skal holde øje med.

Rusland lurer på comebacket
Vi kan dog smyge os uden om Trump i det første nedslagspunkt, der er vigtigt at have med i en gennemgang af det sportsår, der venter os. Også selvom det stadig er med fokus på politikken. Året er 37 dage gammelt, når vinter-OL i det smukke Cortina-alpeområde nordvest for Udine nær den italiensk-østrigske grænse officielt begynder. Med reel start et par dage inden. Med kun lidt over en måned til start mangler de sidste udtagelser stadig at blive lavet, så mangt en alpin atlet er i de her dage toptunede og i gang med at kvalificere sig til karrierens højdepunkt.

Mens vi faktisk kan få et fra dansk synspunkt utraditionelt bredt rød-hvidt deltagerfelt, er det store spørgsmålstegn imidlertid Rusland. Landet har det seneste år i al stilfærdighed krabbet sig tilbage i mindre omfang i mindre sportsgrene, og det virker som et spørgsmål om tid og ikke en fredsaftale før Rusland igen er et komplet medlem af den globale sportsfamilie. Da de første låger på julekalenderne rundt omkring i verden blev krænget åbne, landede en opsigtsvækkende dom fra den internationale sportsdomstol CAS1, der hældte hele bevæggrunden for at udelukke Rusland ned ad brættet. De klør sig lige nu gevaldigt i hovedbunden i IOC og de store vintersportsgrenes forbund, for i præcist hvor stort et omfang skal Rusland have lov at tage del i det kommende vinter-OL i Italien? Det kommer til at blive det første store sportslige spørgsmål i 2026.

Hvornår mon nok er nok
Det spørgsmål kan dog nå at blive overhalet inden om ved en af årets første store årlige begivenheder, Australian Open i tennis, der begynder 12. januar. Oprøret ulmer i en sport, der er kendt for sin atletaktivisme og oprørstrang. Kalenderen er blevet for presset og de kommercielle hensyn begynder mere at ligne dem, der har gjort fodbolden til et uudholdeligt ræs for de atleter, der modsat tennisspillerne, dog ikke er kendt for at organisere sig og sige fra.

Temaet begyndte at fylde i interviews og overskrifter mod slutningen af året, og med Saudi-Arabiens relativt store investeringer og udvidelser af tennistouren bliver det et opgør, der kan kickstarte start. Men mon ikke, at tennisåret 2026 får lov at starte ud med fokus på det sportslige før alt andet for alvor eksploderer. Vi har heldigvis igen udsigt til et år med ekstremt højt niveau og store oplevelser. På den front leverede 2025 i et omfang, som få andre sportsgrene kunne matche. Vi er heldige at have Sinner og Alcaraz, og det er svært sådan for alvor at ærgre sig over, at de formentlig kommer til at fylde næsten samtlige Grand Slam-finalepladser i året der kommer.

Er man alligevel mere til konstant luftforandring på podiepladserne kan man glæde sig over, at eliten i kvindetennis ser mere konkurrencedygtig ud end nogensinde før.

Flop eller kaotisk revolution
Til maj bliver det så rigtigt kontroversielt, når det omdiskuterede Enhanced Games afholder sin første udgave i Las Vegas. ”Doping-OL”, som det hurtigt fik prædikatet, er en idé, der længe har floreret i sportens periferi, men som endelig blev formaliseret for et par år siden af den veltalende jurist Aron D’Souza.

Deltagerfeltet begynder at blive fyldt op, Peter Thiel- og Donald Trump Jr.-millioner har sørget for fundamentet, og nu er det, som mange iagttagere ellers have forsvoret, sikkert og vidst. Enhanced Games kommer til at ske, og det bliver til maj. Her er det store spørgsmål så, om det bliver en steroideproppet maveplasker, eller om det rent faktisk er noget, der vækker et enten eksisterende eller nyt sportspublikums interesse.

Meget er altså på spil, men ikke kun for idémændene bag Enhanced Games, også hele dopingsystemet, der går ud af 2025 i en gevaldig krise. Det, der begyndte som uenighed over proceshåndteringen i en omtalt sag2 om 23 kinesiske svømmere i 2024 er blevet til en indædt kamp mellem den internationale dopingorganisation WADA og så en af de vigtigste nationale antidopingjægere, amerikanske USADA. En slags krigstilstand med fastfrosne frontlinjer har etableret sig, mens USA (som et af Biden-administrationens sidste krampetrækninger) har trukket den økonomiske støtte til WADA, der er finansieret af forskellige nationers tilskud, og WADA har fået IOC til at true med tage et kommende vinter-OL i Salt Lake City fra USA.

Doping kommer på den ene eller anden måde til at fylde igen i 2026.

Trumps styrketag skal bundfælde sig
Den amerikanske Trump-administration har i 2025 gjort store sportslige tilnærmelser, og mange har bemærket det ekstremt tætte forhold, der har etableret sig mellem Trump og FIFA’s præsident Gianni Infantino. Men det har alt sammen kun været et tilløb til 2026, der bliver et stort sportsår for USA og dermed også for Trump.

14. juni fylder præsidenten 80 år, hvilket han fejrer med et UFC-stævne i Det Hvide Hus’ have. Lige præcis kampsportsgrenen mixed martial arts er Trump meget engageret i. En af hans første offentlige optrædener efter valget i november 2024 var således til et UFC-stævne.

Men hvor græsplæne-stævnet virker som præsidentens egen personlige interesse, har han sine fingertryk over alt på store sportsbegivenheder i året, der kommer, uanset personligt tilhørsforhold. Begivenheder, der som en konsekvens må se sig ekstremt politiseret. VM i fodbold bliver selvfølgelig årets største begivenhed, og det afholdes i USA, Mexico og Canada. Primært i USA. Trump har truet med at flytte kampe væk fra demokratisk populære byer, hvilket han ifølge FIFA’s statutter ikke har hjemmel til, men FIFA har ladet det passere.

Samtidig har Trump annonceret ungdomsstævnet ”Patriot Games”, hvor delstaterne skal dyste mod hinanden for at finde ud af, hvilken stat, der har de mest talentfulde unge atleter. Stævnet skal markere USA’s 250 års fødselsdag. Landet har som bekendt en stolt tradition for og et meget fintmasket net ud i college sport. Her hersker spørgsmålet om Trump har tænkt over, at demokraternes højborg Californien i de fleste henseender må anses som den store favorit.

Alt i alt ved vi altså, at Trump kommer til at sætte præg på sportens 2026, men i hvor stort et omfang er faktisk et åbent spørgsmål. Der er milevidt fra at Trump stilfærdigt møder op til visse VM-kampe og til at han eventuelt sørger for at lade sig hylde inden kampene.

Mens Vestens fokus bevæger sig videre…
… er Golfstaterne stadig ekstremt investerede i alverdens sportsgrene. Det er kun et lille døgn siden, at FIFA-præsident Infantino stod flankeret af blandt andre den emiratiske forsvarsminister og underskrev et ”forståelsespapir” omhandlende en ny fodboldprisuddeling, der ligner en slet skjult udfordring til Ballon d’Or-prisen, som FIFA gennem tiden har forsøgt at skiftevis overtage og stække.

Alt imens, de sad der, lå emiraterne i konflikt med Infantinos andre gode venner hos Saudi-Arabien i proxykrigen i Yemen, hvilket i aftes endte med, at emiraterne trak sine tropper ud af landet.

Golfstaternes indflydelse på sporten fyldte utroligt meget i det sportslige mediebillede op til VM i Qatar, men siden har det primært vestlige mediefokus bevæget sig videre. Det er der dog ingen grund til. Mens Saudi-Arabien forbereder det afgørende stræk frem mod landets ambitiøse Vision 2030, og projektets interessenter i alverdens største konsulenthuse kigger ængsteligt på oliepriserne, er investeringer i de store sportsgrene stadig massive og derfor betydningsfulde.

Som nævnt har landet fået udvidet med et nyt stop på ATP-touren i Riyadh. Og nabolandene på den arabiske halvø er ligesom Saudi vært for langt størstedelen af verdens store, omfattende tour-baserede sportsgrene fra motorsport over sejlsport og til golf.

Calcio.dk er med hele vejen
Sådan ser vores prioriterede nedslagspunkter ud, men der kunne have været så mange flere. Gambling, kryptovaluta, nye sportsgrene, sportspolitiske valg, korruptionssager. Der er nok at tage fat på, men det er også derfor, Calcio.dk er her. Og det kommer mediet til at være i 2026. Mere tilstede end nogensinde før.

Jeg skruer op, kaster Calcio.dk ud på det dybe vand og giver mediet den chance, jeg har bagt op til i efterhånden en håndfuld år. Nu skal det så briste eller bære i 2026. Jeg håber, du vil være med til at give Calcio.dk en chance og gøre det til et blivende og bæredygtigt skriftlige medie med solid sportsjournalistik.

Husk i den forbindelse også at skrive dig op til Sportsbrevet Calcio, som Calcio.dk udgiver. Hvilket også bliver ved i 2026. Du kan skrive dig op her.

Mere om, hvad det alt sammen præcis betyder i morgen, den 1. januar, hvor jeg her på sitet præsenterer Calcio.dk’s strategi og løfter for 2026. Indtil da vil jeg ønske alle læsere et godt og lykkebringende 2026 fyldt med en masse gode sportsoplevelser.

I dag skal det egentlig handle om sportens forhold til gambling, men vi bliver nødt til at tale om det show, der udfoldede sig i det, der i hvert fald lidt endnu hedder The Kennedy Center i Washington. Lodtrækningen til VM 2026 i USA, Mexico og Canada var på plakaten i den amerikanske hovedstads kulturelle epicenter på den samme scene, som tidligere er blevet indtaget af nogle af finkulturens største navne.

Fredag aften var ét navn på scenen frem for alle andre. Det var godt nok komiker Kevin Hart og model Heidi Klum, der var aftenens lettere kemiforladte værter, men FIFA-præsident Gianni Infantino påtog sig den moralske værtsrolle og vendte tilbage igen og igen indtil han lovede ikke at gøre det igen. Hvorefter han dukkede op på storskærmen i stedet. Han gik uden for manuskriptet og så i det hele taget ud til at trives i det spotlight, der også var reserveret til hans gode ven. Før det var tid til selve lodtrækningen, faktisk cirka 50 minutter før, var det blevet prioriteret at starte aftenen med at uddele en nyindstiftet fredspris, der for en måneds tid siden blev annonceret af FIFA til stor forundring for omverdenen og som resultat vel sagtens har fået lige så bred dækning som den mere kendte Nobel-udgave, som Donald Trump gerne ville have haft. Men så fik han altså FIFA’s fredspris i stedet. Da hyldesten af den amerikanske præsident kunne lægges til side, og efter et par Infantino-optrædender og endnu en Trump-cameo ved siden af de to øvrige VM-værters statsoverhoveder, var det så endelig tid til lodtrækningen. Danmark fik - forudsat at landsholdet klarer sig igennem forårets playoff - Mexico, Sydafrika og Sydkorea, men du har nok gættet, at det ikke er det, der skal handle om i de her spalter.

I stedet er det værd at dvæle ved det ofte messede refræn om, at sport og politik ikke skal blandes og at FIFA naturligvis er politisk neutral. Som mediet VERSUS1 meget rammende pointerer, er det svært at se, hvor der går en lige linje fra Infantinos opbakning2 til Donald Trump og så FIFA’s standhaftige skelen til neutralitetsprincipper og politisk udenomblanding i spørgsmål om Gaza i 2025, One Love-armbånd i 2022 og Rusland op til 2018.

Det mest påfaldende er i virkeligheden, at prisen opsummerer meget af den kritik, der har hængt ved Gianni Infantino de seneste år. At han går enegang og suger den magt til sig, som det efter FIFA-skandalerne i 2015 ikke var meningen skulle koncentreres om én mand eller én rolle. Men selv ikke FIFA’s mest magtfulde organ, FIFA Council, blev hverken konsulteret eller orienteret3 om fredsprisen inden den blev offentliggjort. Det var altså hele tiden Infantinos værk. Medgivet, det er muligt, at det åbenlyse forsøg på at komme så tæt på Trump-administrationen som muligt, er en bevidst og kynisk strategi for at undgå ubehagelige overraskelser fra en uberegnelig amerikansk administration og sikre sig, at VM går som så smurt i de oliemilliarder, der i forvejen finansierer store dele af FIFA og VM. Men det bør rejse nogle helt legitime spørgsmål om, hvorvidt målet helliger midlet. Problemet er, at Infantino ikke stiller op til traditionelle interviews, så dem, der har en stemme i FIFA-rummene og kan stille spørgsmålene, forholder sig - så vidt vides - tavse.

En lidt for risikabel kinddans
Så til det, der egentlig var øverst på spisesedlen i dag. Spil og sport. De seneste måneder og i et vidst omfang også år har set en række ubehagelige skandaler skabe tvivl om en række sportsgrenes integritet. For få uger siden blev der igen rippet op i den “Caso Scommesse”, der rystede italiensk fodbold for to år siden, hvor det kom frem, at en række store - og unge - landsholdsprofiler havde spillet på ulovlige bettingsites. Værst gik det for den unge Juventus-midtbanespiller Nicolo Fagioli, der havde spillet sig til en milliongæld. Han har dog siden taget sin straf, været i behandling, udført samfundstjeneste og fået comeback på landsholdet.

Sidste år var det baseball, der blev grebet af en gamblingskandale, da profilen over dem alle, Shohei Ohtanis tolk havde opbygget sig en stor spillegæld, som han forsøgte at snævre ind med Ohtanis penge. I begge de to tilfælde er der rejst spørgsmål om sportens forhold til gambling i og med, at skiftende lovgivninger har åbnet for store investeringer fra gamblingfirmaer i særligt markedsføringen rundt om sportsgrenene. Det er dog intet at sammenligne med størrelsen og hyppigheden af de spørgsmål den seneste gamblingskandale har kastet af sig.

Der er tale om “Operation Royal Flush” som FBI med sans for vanlig amerikansk dramaturgi har døbt efterforskningen. FBI-direktør Kash Patel gik i oktober frem og fortalte om en storstilet operation, der havde taget sit udspring flere år tidligere og involveret flere forskellige efterretningsorganisationer. Karaktergalleriet var bredt og involverede blandt andet flere medlemmer af den berygtede italienske Cosa Nostra-mafias afdelinger i USA, men sagen centrerer sig særligt om to sportsnavne: Chauncey Billups og Terry Rozier. To aktive NBA-stjerner, vel at mærke.

Billups, der træner Portland Trail Blazers, var ifølge sigtelsen mistænkt for at være en del af et undergrundspokerspil, hvor intetanende ofre blev lokket ind under påskud af at kunne spille kort mod celebre navne som Billups, men hvor kameraer i bordene, mærkede kort og en manipuleret kortblandermaskine sørgede for, at spillet var bestemt fra starten. Billups var ifølge sigtelsen vidende om svindlen.

Terry Rozier, der spiller for Miami Heat, er sigtet for at have givet andre personer informationer om, at han ville trække sig tidligt fra en kamp med det formål, at de medsammensvorne kunne spille på såkaldte proposition bets. Altså væddemål, hvor man eksempelvis kan spille penge på Rozier til ikke at lave mange point eller rebounds. Hvilket åbenlyst er mere sandsynligt, hvis han ikke spiller kampen færdig. Regulær matchfixing, med andre ord.

Sagen brød ud den 23. oktober og udviklede sig henover de kommende dage, hvor flere tidligere NBA-navne blev impliceret. Nu skal sagen gå sin gang, men de konstante opdateringer med den ene Hollywood-værdige detalje efter den anden er nu blevet afløst af et mere seriøst fokus4 på, hvad den delvise liberalisering af spilleloven i USA har ført med sig. I 2018 åbnede USA for, at delstaterne selv kunne bestemme, hvorvidt online-gambling skulle lovliggøres. Inden da havde Guds eget land altså haft en for nogen måske overraskende restriktiv spillelovgivning. Men det har været slut i nu syv år og særligt NBA har velvilligt taget imod bettingmillioner5 alt imens, at man snakker om en decideret gamblingepidemi i USA6. NBA - og alle andre ligaer og sportsgrene, hvor gambling er lovligt - gør intet ulovligt, og de er i deres fulde ret til at kaste sig i grams med en hastigt stigende industri. Men de seneste sager har kastet et hidtil uset fokus på, hvorvidt det nu også er klogt at gamble med integriteten uden at sætte sig en forudbestemt maksimum tabsgrænse.

Den diskussion pågår stadig, og den når nok ikke at slutte, før vi ser den næste gamblingskandale. Det er faktisk allerede sket i Tyrkiet, hvor den i forvejen tyndslidte debat om landets fodbolddommere er kastet ud i et uholdbart giftigt limbo, efter at det tyrkiske fodboldforbund har frigivet en liste med mere end 1000 fodbolddommere i de professionelle tyrkiske rækker, der ifølge fodboldforbundet har konti på gamblingsites. Sagen har fået stor opmærksomhed også uden for Tyrkiets grænser og er principiel, for må en aktiv fodbolddommer også være aktiv kunde hos forretninger, der tager væddemål på sport? For nuancernes skyld skal det med, at der stadig ikke foreligger nogen anklage om, at dommerne skulle have væddet på egne kampe. En meget væsentlig gradsforskel, selvom dommere i Tyrkiet i forvejen ikke må spille på sport.

Herhjemme er vi gået fri for lignende skandaler, men debatten om spil har alligevel været fremherskende, hvilket som tidligere nævnt i Sportsbrevet for nyligt kulminerede med regeringens Spilpakke 17, der skal forsøge at dæmme op for de stigende spilproblemer blandt den danske befolkning.

Calcio.dk genopstår
Der var så meget andet, jeg havde noteret mig kunne komme med i Sportsbrevet Calcio i denne omgang, men der var hele tiden en ny sag, der dukkede op, så jeg har været nødt til at prioritere sagaen om en La Liga-kamp i Miami, den tragiske sag om skak-stormesteren Daniel Naroditskys død og debatten om det tætte program i tennissporten fra. Men hvis de historier udvikler sig, skal jeg nok love, at jeg er over dem som Infantino over en photo-op med en statsleder.

For der er lige et par mere nære ting, jeg gerne vil nå at vende, inden jeg runder den her udgave af Sportsbrevet af med en anbefaling. Først og fremmest er jeg virkelig glad for at fortælle, at Calcio.dk endelig er genåbnet! Mit lille medie, som Sportsbrevet Calcio udgives i regi af, har ligget i dvæle ad et par omgange, men nu er det i live igen. Du kan hoppe derind og kigge rundt på en lille ny velkomst og de tidligere udgivne artikler.

Og så er det planen, at Calcio.dk fra årsskiftet skal op i kadence under en endnu skarpere profil end hidtil. Jeg vil gerne gøre det til dit tænkende medie om europæisk og international fodbold med fokus på sporten, kulturen og politikken. Et fodboldmedie og en type sportsjournalistik, jeg synes, mangler i Danmark, og som der derfor er plads til. Især, når det kommer til den skrevne sportsjournalistik. Forhåbentlig skal det dermed også kunne køre rundt. Bliver det så et abonnementsmedie? Jeg vil gerne være åben om mine tanker, og for at være helt ærlig, ved jeg det ikke endnu. Men jeg har studeret området meget og har efterhånden fulgt udviklingen i mediebranchen i en del år, og hvis ikke, jeg allerede er det, så er jeg meget tæt på at nå frem til en erkendelse af, at abonnementsmodellen i et bredt omfang er vejen frem for journalistik, der samtidig skal være økonomisk bæredygtigt. Jeg har en kæmpe drøm om at kunne skabe et medie, der kan betale folk for at skrive kompetent om alle de fodboldlande- og kulturer, som intet dansk medie i dag prioriterer.

Meget mere end den teaser får du ikke for nuværende, så du må hoppe ind og følge Calcio.dk på diverse sociale medier for at følge med.

Jeg vil dog i forlængelse gerne sige så meget, at grunden til, at Calcio.dk endelig kan prioriteres, er, at jeg fra årsskiftet skifter jobsituation efter mere end fem gode, hektikse, sjove, udfordrende, men frem for alt lærerige år hos RADIO IIII. Jeg har længe gerne villet se, hvilke projekter, der eventuelt skulle gå og vente på mig derude, inden jeg eftergiver mig helt og holden til livet som lønmodtager, og da jeg har været så heldig at få muligheden for at bruge de fleste af mine arbejdstimer hos Mediano, er det tid til at hoppe ud i det. Det vil sige, at jeg kan høres i Medianos programmer fra januar og samtidig åbner jeg en lille freelancebiks ved siden af. Hvor Calcio.dk (og dermed Sportsbrevet Calcio!) forhåbentlig kommer til at høre ind under. Hvis det som sagt kan flyve. Nu skal det i hvert fald have et forsøg. Jeg glæder mig helt enormt meget. Mediano er det medie, jeg i forvejen forbruger mest og er på mange måder mit yndlingsmedie. Et medie, der har skabt arbejdspladser og en ny måde at snakke og forbruge fodbold på i Danmark. Det, synes jeg, indgyder respekt, og jeg vil bestræbe mig på at bidrage til det i forvejen tårnhøje niveau, som Mediano producerer hver dag. Jeg håber, du vil følge med. Både her og der. Jeg vil anbefale dig at blive medlem af Støt Mediano, så du på den måde kan høre det hele og dermed også støtte et medie, som jeg synes er ekstremt vigtigt. Se mere her: Mediano.nu.

Du skal også være meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har et projekt, du gerne vil have mig ind over. Mine kontaktinformationer er i bunden.

Anbefalinger

Til slut en anbefaling af et stykke stærkt og vigtigt dansk sportsjournalistik. Politiken har dækket den triste udvikling omkring det danske taekwondo-forbund, der på mange måder er en af de mest ærgerlige historier inden for dansk idræt i mange år. Hvad der skulle have været et kæmpe boost af en mindre sportsgren i Danmark efter Edi Hrnics imponerende OL-bronze i Paris sidste år, er i stedet blevet til en niché-sportsgren i forfald og dyb krise. Mest bizart illustreret ved, at 21-årige Edi Hrnic nu ikke længere dyrker taekwondo8. Der er så meget, vi skal passe på i dansk idræt, både når det kommer til bredde og elite og der, hvor de to mødes. Her er der i hvert fald nogen, der ikke har passet godt nok på sporten. Hvem, det er, må man selv bedømme, og det har man heldigvis et solidt fundament for at gøre, fordi Politiken har dækket det så vedholdende og tæt.

Dermed kulminerer denne udgave af Sportsbrevet Calcio, der også bliver den sidste i år. Det markerer fem udgaver, der mest har været som forsøg, men som har givet mod på mere. Jævnfør også, hvad jeg lidt længere oppe har skrevet om det år, der venter. Derfor tør jeg godt sige, at Sportsbrevet Calcio vender tilbage i 2026.

På den måde vil jeg ønske dig en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Vi ses til mange flere historier om alt, hvad der er godt og skidt ved sport, som vi alle sammen bare gerne vil nyde og se være sund og rask.

Nicklas Degn
M: +45 25 14 92 14
E: nicklas.degn@gmail.com

Jeg kan, hvis jeg vil.

Nogenlunde sådan kan den amerikanske præsident Donald Trumps udtalelser om potentielle omrokeringer af VM-kampe1 til sommer koges ned. Boston, der er en af 11 amerikanske værtsbyer til VM 2026, har mærket præsidentens vrede ligesom San Francisco og Seattle, der også er VM-værtsbyer, og i den snart forgangne uge blev fodbolden taget som gidsel i det, der mere ligner en indenrigspolitisk kamp om herredømme og orden i amerikanske delstater. I den kamp kan VM nu bruges som pressionsmiddel, selvom det ikke burde være muligt.

Når VM-cirkusset rykker ind i givent land hvert fjerde år, fungerer FIFA som en slags stat i staten. VM er not-for-profit-organisationens store guldkalv, og de har gennem de seneste årtier været ekstremt dygtige til at sikre sig så meget magt over foretagendet som overhovedet muligt. Verdensmesterskaberne i fodbold er FIFA’s opfindelse og FIFA’s råderet. Således står det også udtrykkeligt skrevet i retningslinjerne for bud på VM-værtskaber, at det er FIFA, der har det sidste ord. Heriblandt, når det kommer til værtsbyer2.

Derfor havde FIFA-præsident Gianni Infantino sin egen jura på sin side, hvis han i ugens løb var gået ud for at sige, at de i FIFA ganske vidst er åbne for den amerikanske præsidents input, men at det i sidste ende er op til FIFA om en by skal have frataget sine VM-kampe. Men det gjorde FIFA-præsidenten ikke. I stedet meldte en unavngiven FIFA-talsmand ud, at den amerikanske regering fastlægger, om byer er sikre som VM-værtsbyer3. Med andre ord er den vurdering i hænderne på Donald Trump, der tilsyneladende ikke skal præsentere dokumentation for FIFA, men kan træffe en beslutning, hvis han vil. Han kan ganske rigtigt gøre det, hvis han vil. Spørgsmålet er så, om han vil, eller om truslen var nok. Eller om andre indenrigspolitiske anliggender kommer til at fjerne fokus.

Episoden kommer oven på otte måneder, der har fjernet den sidste legitimitet (hvis en sådan da ellers resterede) i parolen om, at sport og politik ikke skal blandes. Samt den konstante messen om, at FIFA er apolitisk. Infantino har vakt opsigt ved at flankere Trump ved først indsættelsen i februar, siden som en del af Trumps mellemøst-kortege i maj, hvilket forsinkede Infantino til sin egen kongres4, der er FIFA-nationernes vigtigste forum, hvis ellers nationerne vil høres. Senest dukkede Infantino så op til Trumps fredstopmøde i Egypten, hvor fredsaftalen mellem Israel og Hamas blev underskrevet. Infantinos forklaring på sin egen cameo i Sharm el-Sheikh var, at FIFA vil hjælpe med at genopbygge fodboldinfrastrukturen i Palæstina og at fodbolden vil hjælpe med freden. Det til trods for, at Infantino 10 dage tidligere begrundede FIFA’s manglende stillingtagen i Israel-Palæstina-konflikten med, at “FIFA ikke kan løse geopolitiske problemer”5. Men så kom en fredsaftale, og så var landskabet tilsyneladende et andet.

Nye toner på gaden og i streamingland
At geopolitik og fodbold er uløseligt filtret sammen, bliver imidlertid demonstreret gang på gang. Den forgangne uge var også ugen, hvor vi så omfattende demonstrationer i Marokko orkesteret af Marokkos unge Generation Z’ere, hvis vrede særligt er antændt af, at de offentlige budgetter ifølge demonstranterne tilgodeser det fodbold-VM, som Marokko skal være medvært ved i 2030, mere end det bliver hældt i sundheds- og uddannelsesvæsnet6. En sjælden negativ sportsvinklet nyhed fra Marokko, der ganske givet har investeret stort og klogt i landets fodboldinfrastruktur, hvilket er i fuld gang med at give hidtil uset succes. De var en af de største oplevelser ved det seneste VM i Qatar, og søndag aften spiller Marokkos unge talenter finale mod selveste Argentina i U20 VM i Chile. Alt imens protesterne fortsætter hjemme i Marokko.

Noget andet, er er i opbrud, er markedet for store sportsrettigheder. Streaminggiganterne begynder i stigende grad at krabbe sig ind på større og større rettigheder, men det er hidtil trods alt sket i så langsom grad, at det kun er de største sportsnørder med den bredeste smag, der har bemærket det. Det ændrer sig formentlig snart. I den her uge åbnede UEFA budprocessen på den næste cyklus af Champions League-rettigheder, det vil sige det helt store årlige fodboldtrofæ for enhver udbyder af sportsdækning. Kort inden budprocessen åbnede, forlød det, at Netflix og Disney var interesserede. En potentiel gamechanger, hvis det ender sådan. Disney har spist sig ind på fodboldmarkedet, men med mere inferiøre rettigheder i forhold til Champions League, mens Netflix har været mere eksperimenterende og særligt sat sig på boksning med blandet succes. Markedet mangler stadig at sætte sig for gøglerkampene mellem influencere og for længst pensionerede boksestjerner som det lettere makabre Paul vs. Tyson-show, men til gengæld har der været både sportslig merit og meldinger om pæne seertal til kampene mellem Katie Taylor og Amanda Serrano og senest Canelo vs. Crawford.

Skal vi lige nå at binde en sløjfe på alt ovennævnte, altså Trump, gamechangere og kampsport, samt tv-rettigheder, så er det i den her uge gået op for mig, at præsident Trumps ønske om et stort UFC-stævne på plænen foran Det Hvide Hus rent faktisk er en seriøs idé, der så småt begynder at materialisere sig. De gennemgik det for nylig i Bill Simmons’ podcast7 inklusiv en ret interessant snak om, hvorfor det event er med til at markere enden på pay-per-view, der ellers længe har domineret kampsportens rettighedsmarked. En udvikling som førnævnte Netflix-satsning på boksning også bidrager til.

Hvad kommer alt det her til at betyde for forbrugeren? Det har jeg endnu ikke set et kvalificeret nok bud på til at jeg vil kloge mig på det.

Det har ellers optaget mig siden sidst:

• Listen over deltagende til Enhanced Games, som jeg har behandlet tidligere i Sportsbrevet Calcio, begynder at tage form. Efter at folkene bag det kontroversielle “doping-OL” har fået dato, lokation og de øvrige praktiske omstændigheder på plads for den første udgave, der kommer til at foregå i Las Vegas til maj, har det vigtigste manglet: Dem, der rent faktisk skal deltage.
  
  Det har åbenlyst ikke været nemt at få store atleter til at tage det forbudte spring og vinke farvel til den etablerede sportsverden for altid. Det lykkedes for nylig at få den regerende OL-medaljevinder på 100 meter, Fred Kerley, om bord som det med længder største navn. Siden er en række mindre navne, dog stadig tidligere OL-deltagere, fulgt trop. De begynder at kunne ane et line-up i svømmedisciplinerne, der af en eller anden grund hurtigt er blevet fyldt op, men Fred Kerley mangler fortsat nogle konkurrenter i løbedisciplinerne. Også her er jeg meget spændt på at se, hvem der eventuelt ender med at købe rettighederne til Enhanced Games, hvis altså de formår at sælge dem til en etableret udbyder. Jeg har selv lige udtalt mig til TV2 om Enhanced Games, så hvis du vil læse mere om mine tanker, kan du gøre det her.

• Spilreklamer er et andet fast holdepunkt her i sportsbrevet, ligesom det har været det i mit arbejde på RADIO IIII i efterhånden mere end tre år. I den her måned er de efter samme tre års ventetid endelig kommet i gang med forhandlingerne, hvor spillereklamer er et tema. Spørgsmålet er stadig, hvad vi skal forvente, men svaret på det spørgsmål ser faktisk ud til at være kommet endnu længere væk, for regeringen, som har lovet lovindgreb på området i de seneste to lovprogrammer, har gjort deres formulering noget mere tvetydigt8. Sidste år lovede formuleringen at “begrænse omfanget” af spilreklamer. I det nye lovprogram, der er blevet offentliggjort i den her måned som følge af det nye folketingsår, er formuleringen ændret til kun at love at “regulere udformningen af reklamerne”.
  

• Det skal ikke alt sammen handle om nok så tørre, om end vigtige, emner som sport på tværs af politik og forretning, så her er et par ultrasportsnørdede nedslagspunkter, jeg synes, du lige skal nå at have med. Vi starter i baseballens verden, hvor LA Dodgers i overlegen stil er det ene hold, der er klar til World Series-finalen, hvor de skal møde enten Toronto Blue Jays eller Seattle Mariners.
  
  Det var selvfølgelig sportens i forvejen største stjerne, japanske Shohei Ohtani, der gjorde udslaget for LA Dodgers’ finaleplads for andet år i træk, men han gjorde det i et omfang og med en bravur af den slags, der skaber legender. Ohtanis præstation i fredags kaldes allerede for den bedste præstation i sportens historie. Derfor, synes jeg, du skal læse den her fra The Athletic: “Ohtani, the Greatest Shoh on Earth, just had the greatest game in baseball history”.
  

• Der sker noget med fodboldtaktikken i de her dage, og ingen, selv ikke de dygtigste formidlere og iagttagere kan rigtig finde hoved og hale i det. Det er stadig kun få år siden, at ordet “relationisme” bevægede sig ind i de største taktiknørders ordforråd på grund af den brasilianske visionære Fernando Diniz’ helt særligt spillende Fluminense-hold, og det begyndte så småt at afstedkomme think pieces på de store sportsmedier om, at taktik og formationer ikke længere findes i fodbold. Den snak er allerede ved at dø ud til fordel for en granskning af, at den gamle tids taktik er på vej tilbage før end at nogen havde regnet med det: De lange bold er på retur og selv Pep Guardiola benytter sig af dem. Endda i så høj grad, at alle må forholde sig til det. Liverpool vil ikke høre tale om det9. Du kan læse mere om trendskiftet i den her BBC-artikel: “Why Arsenal and Man City are bringing back long-ball football”.

Det var alt for denne udgave af Sportsbrevet Calcio. Jeg håber, du har nydt at læse med og føler dig informeret. Husk som altid, at du kan abonnere ganske gratis, så du får fremtidige udgaver i din indbakke, ligesom du altid kan læse tidligere udgaver af sportsbrevet.

Hvis du kan lide konceptet, så del det meget gerne med dine sportsinteresserede venner eller ligesindede eller følgere på de sociale medier. Kun sådan kan Sportsbrevet Calcio vokse og sådan kan vi slå et slag for kritisk sportsjournalistik og seriøs -formidling. Vi læses ved!

Governance. Det blev de danske sportslederes nye yndlingsord lige omkring coronatiden, men hvad betyder det egentlig? Vel sagtens ledelse eller noget, der ligger sig derhenad. I en tid, hvor mange emner var oppe i luften, og hvor sportens aktører fra banen til bestyrelseslokalerne skulle forholde sig til alt fra genpres til menneskerettigheder, kunne dem, der skal stå til ansvar for sportens facilitering søge helle i ét ord: Governance. Og den måtte gerne være god. Good governance.

Her en håndfuld år senere er det svært at få øje på nogen større governance-revolution blandt de store sportsorganisationer. Der, hvor magten er mest koncentreret, men hvor medieopmærksomheden alligevel er smallest sammenlignet med spillet på banen. Derfor ved vi også utroligt lidt om, hvad der egentlig foregår, når der skal træffes store beslutninger eller vælges nye overhoveder i de mange verdensomspændende organisationer, der findes inden for enhver tænkelig sportsgren. Vi ved stadig ikke, hvad der skete, da FIFA pludselig bøjede alle regler og tilrettelagde VM 2030 sådan, at kun et enkelt bud kunne byde og vinde - og at 2034-feltet blev fordelagtigt indsnævret. VM 2030 bliver den mest særprægede konstellation til et fodbold-VM nogensinde med de facto seks værtsnationer over tre kontinenter. Offentligheden ved ikke, hvordan eller hvorfor den beslutning er truffet. Selv ikke de nationale fodboldorganisationer under FIFA har fået det at vide. At kalde det bemærkelsesværdigt og forunderligt vil være diplomatisk.

Men nu er vi for en sjælden gangs skyld blevet inviteret inden for i et af de rum, hvor der fordeles magt og laves studehandler. Uforvarende, ganske vidst. For den uruguayanske triatlon-formand Liber Garcia havde næppe tiltænkt, at indholdet af en siden ganske kontroversiel WhatsApp-beskedtråd skulle komme til andre end hans egen og canadiske Michelle Coopers kendskab.

Vi skal skrue tiden tilbage til september. Michelle Cooper stiller op til det forestående præsidentvalg i triatlons verdensorganisation, World Triathlon, hvor spanske Marisol Casado ikke genopstiller efter 17 år på posten. Hende vender vi i øvrigt tilbage til. Men i sit lobbytogt mod præsidentposten, der skal bestemmes en måneds tid senere, kontakter Cooper Uruguays triatlonformand Liber Garcia på WhatsApp1.

Det hele starter fredeligt og efter bogen, men så begynder Garcia at spørge ind til, hvorfor i alverden Michelle Cooper bliver ved med at stå fast på sit kandidatur. Valget er jo allerede afgjort, må hun forstå. Der er en alliance, der har rigeligt med stemmer. En alliance, der vil få spanske Antonio Arimany valgt.

Allerede her handler det om at holde tungen lige i munden. Er det i strid med reglementet at lave alliancer, hvad enten det handler om et valg til en tillidspost, eller andre store beslutninger i en sportsorganisation? Ikke mig bekendt. Men det er en fin balancegang, for man må ikke påvirke stemmer eller kandidater. World Triathlon egen anti-bestikkelses og -korruptionspolitik2 siger, at man “ikke må agere eller samarbejde om handlinger, der kan lede til at svindle eller manipulere et valg”. Det er her, hvor resten af beskedtråden bliver interessant. Den virtuelle snak om alliancen og det aftalte spil fortsætter, og Garcia spørger og siden foreslår Cooper, at hun da kan trække sit kandidatur og så i stedet få støtte til en bestyrelsespost.

Den del af korrespondancen er det springende punkt, der har ført til en straf og en karantæne til Garcia ved et tribunal nedsat af World Triathlon, som fik medhold af den internationale sportsdomstol, CAS, i sidste måned. Det er netop den CAS-sag, der har gjort WhatsApp-tråden offentlig og som dermed endelig fremlægger dokumentation for, hvad der kan foregå, når en af sportens præsidentposter besættes. Det pudsige er dog, at CAS-dommen faktisk nedsætter Garcias straf, så den i stedet bliver en advarsel. Han sidder nu i World Triathlon bestyrelse. Altså selvom et tribunal nedsat af organisationen har konkluderet, at han har forsøgt at manipulere et valg.

Det er indtil videre det, der er historien. At valget i oktober blev forsøgt påvirket. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan konkludere, at valget rent faktisk blev påvirket. Det vil kræve dokumentation for, at der var flere, der var en del af den omtalte alliance. Indtil anden dokumentation er lagt frem, eller indtil der bliver åbnet yderligere sager, er muligheden for, at Garcia taler usandt, og at der slet ikke var nogen alliance, stadig mulig. Om end ikke sandsynlig.

Allerede efter valget i oktober 2024 fortalte den danske triatlonformand, Mads Freund, hvordan han på generalforsamlingen i spanske Torremolinos, der kuliminerede med præsidentvalget, gik rundt i den næsten tomme konferencesal og fandt lister printet ud på A4-papir, der til forveksling lignede det endelige resultat af såvel præsidentvalget som bestyrelsen og en række komitéer. Altså, mistænkte Freund, der selv stillede op til præsidentvalget, var alt aftalt på forhånd og skrevet ned allerede inden den første stemme blev kastet.

Freund har efterfølgende været ganske offensiv i sin kritik af såvel valget som kulturen i World Triathlon3. Hvad kulturen angår, fremhæver han en passage fra CAS-dommen, hvor af det ganske rigtigt fremgår, at den nu tidligere World Triahlon-formand Marisol Casado vidnede i sagen og fortalte, at det er "normalt at forme politiske alliancer og veksle meninger om kandidater4”. Og - langt mere opsigtsvækkende - afslører Casado ifølge dommen, at hun skam selv var med i den omtalte alliance, der skulle få Antonio Arimany valgt. Arimany blev da også valgt og sidder i dag som World Triathlon-formand.

Sagen har dermed ikke ført til nogen synlige konsekvenser. Der er så vidt vides ikke andre sager i gang, så selvom Garcias påstand om alliancen er dokumenteret, lige så vel som Casados bekræftelse af alliancen, er der ikke slået to streger under, at valget var påvirket. Freund tror heller ikke på omvalg, selvom det efter hans udsagn burde været det rigtige udfald. Triatlon Danmark forbliver også en del af World Triathlon. Men jeg ved, at sagen ikke er slut endnu, og at der fra dansk side kæmpes for, at den ikke bliver lagt død. World Triathlon er ikke vendt tilbage på mine henvendelser i RADIO IIII-regi, hverken efter præsidentvalget i oktober, eller da jeg fulgte op efter CAS-dommen for nylig, hvor jeg selvfølgelig gerne ville interviewe World Triathlon, Arimany og Garcia.

Sportens autonomi ryster
Nu, vi er ved CAS, så har sportsdomstolen også just selv været omdrejningspunkt i en sag, der kan ende med at have vidtrækkende konsekvenser. I den forgange uge dømte EU-domstolen således5, at CAS-domme skal kunne ankes til de nationale domstole i de EU-lande, hvor de pågældende sager finder sted. De nationale domstole skal så kunne efterprøve, om CAS’ domme er i tråd med EU-lovgivningen.

Det er et gevaldigt slag til CAS, der i sportsjuridisk kontekst lige siden oprettelsen i 1984 har været et facit. Nu bliver det en parantes. Som vi tidligere har set i store juridiske sager, hvor sportsjura har clashet med den juridiske verden, der omgiver den (Bosman-sagen i 1995, EU-domstolens sag om FIFA og UEFA’s monopol forrige år og EU-domstolens underkendelse af FIFA’s transferregler sidste år6), så er omdrejningspunktet en ganske banal sag, som de færreste har hørt om.

Tilbage i 2015 straffede FIFA den belgiske fodboldklub Racing Club Seraing, fordi Seraing havde solgt transferrettighederne for en række af deres spillere til det siden noget ombruste agenfirma Doyen Sports, der spiller en central rolle i Football Leaks7. Seraing klagede til CAS, der gav FIFA medhold. Da Seraing efterfølgende ville anke CAS-dommen ved det belgiske retssystem, fik klubben at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, for det står indskrevet i CAS-domme, at de er endelige og ikke kan ankes. Det ville Seraing ikke lade sig spise af med, så klubben tog sagen til EU-domstolen, og det er altså der, klubben nu har fået medhold. Dommen siger, at det er klubberne og spillernes ret at få efterprøvet voldgiftskendelserne ved nationale domstole.

Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med, hvilken specifik betydning det nu kommer til at få, for dertil kommer min manglende jurabaggrund mig til kort, men jeg vil gerne sige det så vidt mediedækningen angår, at fremover bliver CAS-domme taget med store forbehold, fordi de nu går fra at blive sidste led i processen til at blive et blandt mange. I hvert fald i EU.

Det understreger endnu engang, at sportens autonomi er under pres. Som nævnt har EU-domstolen allerede forrige år stillet spørgsmål ved FIFA og UEFA’s ret til at være både lovgivende, dømmende og udøvende magt, og i England er der efter langt tilløb netop blevet etableret en statslig myndighed, der får magt over fodboldsystemet i landet, hvor klubberne og Premier League ellers har kunnet lovgive og udøve efter behag siden etableringen i 1992. Det kan skabe et stort rod, når sportens regler skal afprøves i en generel juridisk kontekst, men det betyder også, at sporten, der har levet i sin egen bobbel, i stigende grad kommer til at stå til ansvar for den verden og det samfund, der omgiver den.

Pragmatisk sportslig idealisme
Vi slutter, hvor vi begyndte. Good governance. Blandt de danske fortalere og udøvere af talestregen finder vi Danmarks Idrætsforbund, der netop på den udøvende del har trukket opmærksomhed for sin vilje til at udvandre, når sportens bonede gulve er blevet brugt som politisk kampplads8.

Nu er DIF klar med en ny international strategi, der løber frem til 2029 og som skal skaffe Danmark mere af den sportspolitiske magt, som stille, men sikkert er sivet ud af danske hænder de seneste år. Danmark har været uden IOC-medlemmer siden Kong Frederik og efterfølgende Poul Erik Høyer trak sig, og som vi allerede har været inde på i dette sportsbrev, har danske sportsledere svært ved at trænge igennem, når der skal fordeles topposter ude blandt sportsgrenene. DBU-formand Jesper Møllers sportspolitiske karriere, der nu foreløbigt er kulmineret med en vicepræsidentpost i UEFA, står frem som undtagelsen. DIF laver selv hvert andet år et magtbarometer, der dokumenterer Danmarks svindende sportsmagt9.

Men det skal være slut nu og derfor foretager DIF et stilskifte i den internationale strategi10. Danmark skal kunne snakke og samarbejde med alle og brede synet ud i jagten på nye alliancepartnere. Inspirationen har de fundet hos den danske udenrigsministers pragmatiske idealisme. Hvilket DBU i øvrigt også fik indført11 med den tidligere topembedsmand Erik Brøgger Rasmussens tiltræden som direktør i 2023. Med udsigt til et kraftigt politiseret OL i Trumpland i 2028 ligner det rettidig omhu. Om menneskerettigheder og lignende værdier kommer til at fylde lige så meget som op til VM i Qatar i 2022, er straks mere tvivlsomt.

Anbefalinger
I seneste udgave af Sportsbrevet Calcio noterede jeg, at jeg havde en podcastserie undervejs. Den hedder “Kampen om din klub”, bliver sendt på RADIO IIII lørdage kl. 16.05 og er nu landet på diverse podcastserier. Jeg håber, du vil lytte med, og også gerne anmelde programmet. Præmissen er ret simpel: Hvert afsnit er et portræt af en fodboldklub med udgangspunkt i dem, der ejer klubben. Der ligger allerede fem afsnit klar, hvor jeg snakker med fans og eksperter, og så udkommer sidste afsnit på lørdag den 9. august. Det bliver et anderledes afsnit, for hvor programmerne oftest handler om at snakke om ejerne, så skal vi i det sidste afsnit snakke MED ejerne. Hvis du abonnerer (gratis), lander afsnittet automatisk hos dig.

Jeg vil også gerne anbefale et par konkollegers arbejde. Det er ligeledes en podcast, den hedder “Presbold” og laves af journalisten Peter Piil, samt de tidligere fodboldspillere Emil Berggreen og Jannick Liburd. Piils kompetence er velkendt og han er det sikre værtsanker. Mange vil også have bemærket, at Emil Berggreen har noget mellem ørerne i forbindelse med den sønderjyske fodboldbogklub, der gik viralt for et par år siden12. Men det er den blot 23-årige Jannick Liburd, der er den store åbenbaring med sin skarpe argumentation og højtsvungne idealisme. Det er en ekstremt undervurderet podcast, som der ikke findes andre af på det danske marked.

Og så lidt læsestof. For det slår mig, at siden du har fundet vej til den her Substack, så er det vigtigt, at du ved, at verdens måske bedste fodboldskribent, Jonathan Wilson, også har en Substack. Det er overflødigt at sige, at den er anbefalelseværdig.

Læs med her:

Wilson's World (of football)

Football and football history.

By Jonathan Wilson

Mine sidste anbefalinger handler om det, det sådan set alt sammen handler om. Sport. Begivenheder og præstationer. Der er udsigt til et par oversete af førstnævnte, der meget vel kan skabe mindeværdige af sidstnævnte.

Først vil jeg nævne World Surf Leagues’ afdeling i vandet ud for Tahiti, hvor den ikoniske Teahupo’o bølge skal tøjles. Det er præcis et år siden, at de surfede samme sted under OL i Paris, og guldvinderen ved den lejlighed, Kauli Vaast, stiller også op denne gang. Det samme gør store navne som Italo Ferreira, Marco Mignot, Jordy Smith og verdensetteren Yago Dora hos mændene og Molly Picklum, Caitlin Simmers, Gabriela Bryan og Caroline Marks hos kvinderne.

Det hele begynder så småt mens det her sportsbrev sendes ud, og man skal selvfølgelig være fleksibel for at fange det i en dansk tidszone. Som det altid er med surfing, er der mange forbehold, for bølgerne skal lige ramme. Men når de gør, er belønningen det hele værd, og selvom det ikke er opfattet som en venlig publikumssport, så er det en af mine absolutte favoritsportsgrene.

Kan ses live lige her.

Noget mere publikumsvenligt er atletik anset for at være. Det spidser til frem mod årets VM, der begynder i Tokyo den 13. september, og det kan ses på de stjernespækkede deltagerlister til de kommende afdelinger på verdens største atletikserie, Diamond League.

Der er store navne på plakaten i Polen den 16. august, men det store højdepunkt inden VM kommer til at blive afdelingen i Lausanne, Schweiz, den 20. august. Cremen af sprintertoppen er bekræftet: Noah Lyles, Kishane Thompson, Julien Alfred og Shericka Jackson. Oprindeligt var Kenny Bednarek og Gabby Thomas også på plakaten, men de har det seneste døgn sået tvivl om hver deres program. Manges øjne var ellers allerede ved at rette sig mod en duel mellem Lyles og Bednarek. Lyles slog Bednarek i en vild slutspurt i et stort 200 meter løb i USA for få dage siden, hvorefter Bednarek skubbede til Lyles og de to kamphaner udvekslede et par ophedede ord efterfølgende. Uanset det endelige line-up bliver det verdensklasse.

Kan ses live lige her.

Således slutter denne udgave af Sportsbrevet Calcio i en uge, hvor den sidste del af fodbolden vågner af sit hi. I næste uge går fodboldsæsonen i de store ligaer i gang igen for første gang i tre måneder, og selvom det ikke føles sådan, bliver det en tilbagevenden til hverdagen. Preseason er begyndt i NFL. Før vi ved af det er det november, og så spiller de også i NBA. Og så er vi i gang igen.

Tak, fordi du har læst med så langt. Hvis du kan lide Sportsbrevet Calcio, må du meget gerne anbefale det til dine venner, kolleger eller på sociale medier. Sådan bliver det ved med at leve. Hvis du ikke allerede abonnerer, er du også meget velkommen til at gøre det. Det er ganske gratis.

Det var tydeligt, at Enhanced Games havde svært ved at få etablerede atleter til at stille op. Det var formentlig ingen overraskelse for hverken dem eller omverdenen. Hvis en atlet forpligter sig til Enhanced Games giver det sig selv, at vedkommende bliver evigt forvist fra det etablerede sportssystem. På den måde var det heller ikke en overraskelse, at den første atlet til at tage springet var en allerede pensioneret en af slagsen. Den australske svømmer James Magnussen3 blev appelsinen i Enhanced Games’ turban, da han i en podcast blev spurgt til Enhanced Games og hvorvidt det var noget, han kunne finde på at deltage i. Her er det vigtigt at indskyde, at Enhanced Games kort forinden havde meldt ud, at enhver atlet, der slår en verdensrekord i Enhanced Games-regi, får $1.000.000. Magnussens svar var, at han ville “juice sig til gællerne”. Enhanced Games var ikke sene til - meget opportunt - at få James Magnussen ombord, men siden har det været så som så med listen over kommende deltagere. Der har mig bekendt kun været yderligere tre, der har forpligtet sig. En af dem har angiveligt allerede slået en verdensrekord. Ham vender vi tilbage til.

Den ultimative frihed
Først skal vi vende det, der i en berettermodel over Enhanced Games’ tilværelse vil være point of no return. I starten af 2024 landede de et uspecificeret millionbeløb som en investering fra en række navnkundige navne. Mest bemærkelsesværdigt ultralibertarianeren og PayPal-medstifteren Peter Thiel. En excentrisk forretningsmand, der finansierede JD Vances start som politiker, går ind for menneskets fulde ret til egen krop og har i sinde at skabe et nyt samfund fri for regeringskontrol på en ø ud for Honduras4. Man forstår den umiddelbare forbindelse, men den faktiske forbindelse mellem Thiel og D’Souza er noget mere celeber. Den stammer fra 2018, hvor D’Souza stod bag wrestlere Hulk Hogans søgsmål mod tabloidmediet Gawker5, der skabte store overskrifter og som endte med, at Gawker gik rabundus. Det søgsmål blev finansieret af Peter Thiel.

Trods de nyfundne millioner gik hele år 2024 uden at der kom nyt om praktikken bag Enhanced Games. Oprindeligt håbede de at kunne arrangere første udgave i 2025, men det blev udskudt til 2026. Og så skete der tilsyneladende noget simultant med, at Donald Trump blev USA’s 47. præsident uden, at der nødvendigvis er en direkte sammenhæng. En måned efter Trumps indsættelse investerede præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., i Enhanced Games6. Opsigtsvækkende i mere end en forstand og særligt, fordi Donald Trump har brystet sig af, at han skal være præsident under OL i Los Angeles 2028. På den baggrund var den næste store udvikling endnu mere spektakulær. For to måneder siden inviterede Enhanced Games endelig til lanceringen af den første udgave. Jeg fik invitationen og det var et nemt at tyde den helt store nyhed på forhånd. Lanceringen ville nemlig foregå i USA og ganske rigtigt kunne Enhanced Games i den 21. maj endelig præsentere, at den første udgave vil finde sted præcis et år senere. Det løber af stablen den 21. maj 2026. I Las Vegas.

Programmet bliver ikke en tro kopi af OL. I stedet har man udvalgt en række “kronjuveler”, som skal sikre, at der er maksimal opmærksomhed om rekordforsøgene, samt så det hele ikke drukner i inferiøre sportsgrene. Der skal konkurreres i traditionelle OL-højdepunkter som 100 meter løb, 50 meter fri svømning og vægtløftning.

Som en del af lanceringen havde Enhanced Games også en overraskelse. De havde fået yderligere et par atleter med ombord og havde allerede på forhånd forsøgt at få to af dem til at slå verdensrekorder - selvfølgelig mens de pågældende atleter var på præstationsfremmende stoffer - som de så kunne præsentere til lanceringen. James Magnussen forsøgte, men forgæves. Til gengæld præsenterede Enhanced Games en video, der viste den græske svømmer Kristian Gkolomeev slå verdensrekorden i 50 meter fri svømning. Den officielle verdensrekord er fra 2009, hvor brasilianske César Cielo svømmede i tiden 20,91 sekunder. Det er den selvfølgelig stadigvæk, selvom videoen viser Gkolomeev svømme i tiden 20,897. Gkolomeev kan selvfølgelig trøste sig med en million dollars.

Kritik og fascination hånd i hånd
Jeg ved ikke, hvad Gkolomeev - der har svømmet til OL og vandt en EM-medalje så sent som sidste år - eventuelt var på, men James Magnussen har efterfølgende fortalt8, at han til sit rekordforsøg tog en række forskellige præstationsfremmende stoffer, heriblandt peptider som thymosin og ipamorelin, der fremmer væksthormoner og bruges i bodybuilding. Begge er på Wadas og antidopingliste og ville give en lang dopingkarantæne, hvis de blev indtaget til OL. Særligt, hvis de blev indtaget bevidst.

Her slutter den foreløbige fortælling om det, som IOC og det øvrige etablerede idrætssystem oprindeligt ikke ville værdige med så meget som en kort kommentar. Men som de på det seneste har følt sig nødsaget til at kritisere. Der er også alt mulig god grund til at være skeptisk om konceptet, hvis ikke for det sundhedsfaglige aspekt, så for det realistiske i at få tilpas med store navne til at stille op til, at det for alvor bliver seværdigt. Jeg prøver at lade være med at danne mig de store meninger og forventninger, for jeg vil i stedet blive ved med at følge og formidle både Enhanced Games, IOC og resten af sportssystemet journalistisk. Men jeg kan konstatere at interessen er stigende. Jeg har selv for nyligt været i både Go’ Morgen Danmark og P1 Morgen for at fortælle historien. Mens vi på RADIO IIII har dækket den i halvandet år.

Mit oprindelige incitament til at beskæftige mig med doping i den her anden udgave af Sportsbrevet Calcio, var egentlig en historie, der blev breaket af tyske ARD i sidste uge9. Nok så vigtigt af Hajo Seppelt, der er den mest respekterede journalist af dem alle, når det kommer til at afsløre og afdække dopingbrug. Jeg nævner i flæng statsdoping i Østtyskland og senere Rusland og dele af Fuentes-sagen, der knaldede Jan Ullrich og Floyd Landis.

Seppelts seneste afsløring har ikke fået så stor opmærksomhed og virker i det hele taget til at ramme cykelverdenen på et ukomfortabelt sted. Nogle holder den ud i strakt arm og behandler den pligtskyldigt, men stedmoderligt, andre afskriver den som ikke noget nyt i realiteten og som den typiske dopinghistorie, der altid skal lande lige op til Tour de France, og andre igen som Escape Collectives udmærkede podcast Spin Cycle10 behandler sagen ganske nøgternt, men med forbehold.

Historien i sig selv er dog interessant og relevant. Ifølge ARD arbejder en af de implicerede i Operation Aderlass (2019) stadig i cykelsporten. Desuden fortæller mediet, at der ikke er fældet dom i en række sager med alvorlige anklager, fordi sagerne er faldet for tidsfristen.

Der er ikke nogen rygende pistol, men afdækninger som denne er stadig enormt relevante for ikke at sige vigtige for at holde cykelsporten op på de mange løfter, der er givet siden de skandaliserede 90’ere og 00’ere. Og hvor flere dopingplettede fra dengang selvfølgelig stadig arbejder i cykelsporten i dag, hvilket i sig selv ikke er hemmeligt eller ulovligt. Herhjemme er vi heldigvis begunstiget af dygtige cykeljournalister, der kan afdække potentielle dopinghistorier kritisk og samtidig balancere en begejstret dækning af Jonas Vingegaards uger i Frankrig. Se bare på den danske dækning, da det sidste år kom frem, at Jumbo-Visma og Team UAE benyttede sig af den siden så kontroversielle indånding af kulilte11.

Begge dele er vigtige her, hvor vi går ind i endnu en stor dansk sportssommer med få dage til Vingegaards forsøg på Tour-revanche, historiske fire danskere i Wimbledon og et desværre hakkende dansk kvindefodboldlandshold, der skal spille EM i Schweiz. Både det kritiske og det begejstrende er vigtigt. Man skal huske sig selv på, at det ene ikke udelukker det andet. Jeg kan meget passende give det sidste ord om det her emne til Hajo Seppelt, som i 2022 fortalte mig at “you can do both”12.

Jeg vil bruge resten af den her udgave af sportsbrevet på at kigge frem mod den kommende sportsmåned og på en række anbefalinger.. Det kan godt ende med at blive et fast koncept i sportsbrevet og måske jeg af og til vil udgive udgaver udelukkende med det formål.

For som sagt går vi ind i en ganske seværdig sportssommer. Om præcis en uge (5. juli) begynder Tour de France og selvom vi er mange, der er skyldige i det, så bør vi stadig ikke sådan lige vænne os til, at den største tour-udfordrer (til Pogacar) er dansker. Det er en utrolig bedrift. Omvendt kan ingen have vænnet sig til at se fire danske navne i Wimbledon-lodtrækningen (30. juni), for det er aldrig sket før.

Midt imellem Tour- og Wimbledon-start går det så løs ved det Euromesterskab i fodbold for kvinder (2. juli), som de fleste oprindeligt troede ville havne i Danmark, Sverige og Norge, men i stedet bliver i Schweiz. Måske det til gengæld tager en smule af presset på det danske landshold, der har været sløvt præsterende i 2025. Det begyndte ellers meget lovende under den svenske træner André Jeglertz, men i takt med at svenskerens fremtid på landsholdet blev mere og mere uvist, blev resultaterne og spillet mere skuffende. Nu står det så klart, at EM bliver sidste dans for Jeglertz (der kædes heftigt sammen med trænerjobbet i Manchester City), inden han giver det danske dansegulv videre til Jakob Michelsen. Jeglertz har til gengæld ikke udpeget nogen kedelig EM-trup, så der er potentiale til, at det hele kan ende i enten stor skuffelse eller overraskelse. Der er længere til en decideret mellemvej i og med, at han har taget chancen med Nadia Nadim, der har x-factor, men spiller færre og færre klubminutter, og udeladelsen af Sofie Svava, der ellers har spillet et okay antal minutter i konkurrence med nogle af verdens bedste spillere i mægtige Lyon.

Det store spørgsmål inden EM bliver som ofte før om landsholdet er for afhængigt af Pernille Harder. Hun toppræsterer oftere man end man kan forvente, så det er sjældent, at landsholdet skal klare sig uden hende, men når det er i konkurrence med de bedste i Europa, kan en enmandshær ikke gøre det. Der er momentvise store præstationer fra store profiler i store klubber som Signe Bruun, Amalie Vangsgaard, Kathrine Kühl og Stine Ballisager, men vi mangler stadig at se det her danske landshold fungere som en enhed i 90 minutter i flere slutrundekampe i træk. Hvis dét til gengæld sker i Schweiz, kan der vente en stor, dansk fodboldsommer. Forventningerne fra omverdenen til Danmark er dog ikke store, og det er i stedet Spanien, England, Frankrig og Tyskland, der topper diverse power rankings. Danmark er typisk placeret midt i feltet på 16 hold. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at følge Italien, der også har skuffet i nu efterhånden en del nylige slutrunder, men som har en sjov trup, der glæder mit italofile hjerte. Også selvom det er blevet til en udeladelse af min yndling, Valentina Giacinti. I stedet er det Juventus-duoen bestående af altid solide Girelli og den seneste sæsons åbenbaring Sofia Cantore, der skal score målene. Og så skal man glæde sig til at følge Romas vidunderlige centrocampista Manuela Giugliano styre løjerne på midtbanen. Desværre afholder en skade supertalentet Giulia Dragoni fra at få et potentielt gennembrud.

Mellem desinformation og substans
Netop skader (og sygdom) er desværre en konstant følgesvend, der ofte serverer dårlige nyheder lige op til kvindefodboldens slutrunder. Så sent som i dag fik fodboldverdenen sig lidt af et chok, da verdens bedste fodboldspiller, Aitana Bonmati, lagde et Instagram-billede op fra en sygeseng, som hun befinder sig i, fordi hun har fået konstateret viral meningitis. Hvad det betyder for hende, for ikke at tale om hendes slutrundedeltage, vil jeg af manglende faglig viden ikke begive mig ud i så tidligt i forløbet.

Noget andet, der fylder i Schweiz kort inden den første EM-bold sparkes op, er værternes tilstand. En god slutrunde bliver kun bedre af, at værterne klarer det godt, men Schweiz’ forfatning er ikke for god med få dage til start. I den her uge tiltrak det meget opmærksomhed, at landsholdet spille en træningskamp mod FC Luzerns drenge-U15-hold og tabte 1-7. Efterfølgende gik en video viralt, der skulle forestille højdepunkter fra kampen, men videoen er manipuleret13 og stammer fra en kamp for 11 år siden, og er slet ikke landsholdet, men i stedet FC Zürichs kvinder mod et drengehold fra Zürich. På den måde er resultatet mest blevet brugt til at rakke ned på kvindefodbold, men hvis man nu går op i substans, så er der noget interessant i 1-7-resultatet som rent faktisk fandt sted. Der er bare ikke video af det.

Resultatet har fået negativ opmærksomhed i den schweiziske presse14, hvor det bliver brugt til at forstærke indtrykket af landstræner Pia Sundhage (senest landstræner for Brasiliens fodboldkvinder), der har dårligt fat om sin trup, og hvis træningsmetoder angiveligt ikke behager spillerne. Det er ærgerligt, hvis man håber på medvind til værterne, for hvis kollektivet ikke præsterer, har de kun tilbage at håbe på individuelle pragtpræstationer fra erfarne Lia Wälti og stortalentet Sydney Schertenleib.

Jeg kommer til at følge intenst med i EM. Måske det når at fylde et par sportsbreve, men følg ellers med på Bluesky og X. Det er i det hele taget svært at undgå fodbold i år, også den her sommer, der ellers, som det er kutyme med ulige år, kunne bruges til at trække luft ind og se færre fodboldkampe.

Som bekendt er der fuld gang i det omstridte VM for klubhold, som den seneste og første udgave af Sportsbrevet Calcio omhandlede15. Jeg er ofte meget påpasselig med at falde i gryden med confirmation bias, hvilket i det her tilfælde ville være at stemple konceptet som en fiasko over hele linjen på forhånd. Den kritiske dækning af klub-VM og hele processen op til taler forhåbentlig for sig selv, men nu skal turneringen have lov til at vise sit værd. Når det så er sagt, har jeg kun været imponeret i brudstykker. Halvtomme stadioner16 er naturligvis ikke et verdensmesterskab værdigt. Højdepunkterne har særligt de sydamerikanske klubber og fans stået for med Boca Juniors som det skinnende eksempel. I dag begynder knockout-kampene, hvorfor turneringen nu for alvor skal stå sin prøve.

Mens jeg færdigredigerer den her tekst, har jeg den første ottendedelsfinale mellem Palmeiras og Botafogo kørende i baggrunden. Jeg skal selvfølgelig også se den næste mellem Benfica og Chelsea og klemt inde mellem de to kampe står den på U21-finalen mellem England og Tyskland. Klub-VM foregår som bekendt i USA, og de amerikanske fans har tidszoner, der giver dem rig mulighed for også at se det nordamerikanske svar på EM, Gold Cup. De kan også følge med i aktuelle MLS-kampe. Alt sammen inden for de kommende 24 timer. MLS mister store stjerner, fordi de er til Gold Cup, der til gengæld mister endnu større stjerner, fordi de er til klub-VM. Hvornår findes der for meget fodbold?

Det optager mig:

På det seneste har jeg været dybt begravet i at færdiggøre anden sæson af den podcastserie, der først hed “Fodboldens pengemænd”, men som nu forvandler sig til “Kampen om din klub”. En serie, hvor hvert afsnit er et portræt af en fodboldklub med udgangspunkt i dem, der ejer og har ejet klubben. Seks nye afsnit, der er længere og mere nørdede end i første sæson, lander fra på lørdag d. 5. juli. Vi frigiver en lille teaser onsdag d. 2. juli. Du kan abonnere på podcasten allerede nu. Eksempelvis her.

Så lander afsnittene automatisk hos dig. Du kan jo også bruge ventetiden på at høre de første otte afsnit fra sæson et, der allerede ligger i feedet.

Derudover har jeg arbejdsmæssigt over flere gange i efterhånden tre år brugt en masse tid på at afdække det stigende problem med spilafhængighed i Danmark. Det blev en varm kartoffel, da en rapport17 bestilt af Skatteministeriet i 2022 fortalte, at en halv million danskere havde en eller anden grad af spilproblemer. En fordobling på fem år. Regeringen lovede handling, men har ikke gjort noget siden.

For en måned siden lavede jeg så historien om, at regeringen via Indenrigs- og Sundhedsministeriet de facto skar i støtten til de største behandlingssteder for ludomani i Danmark, bl.a. Center for Ludomani. Ministeren på området, Sophie Løhde, ville ikke stille op til interview, men skrev i et skriftligt svar, at der måske kunne blive forhandlet om yderligere penge til behandlingsstederne senere.

Nu har regeringen så fundet pengene, så behandlingsstederne alligevel ikke kommer til at mangle penge18. Dog kun i 2025, så problemet kommer til at genopstå til næste år. Pengene bliver taget fra en aftale fra 2022.

Slutteligt i det her afsnit vil jeg runde en meget glædelig nyhed, for et af de absolut fineste medier, når det kommer til kritisk sportsjournalistik, overlever. Norske Josimar fortalte for nylig, at de stod overfor lukning, hvis ikke de kunne indsamle 1000 nye abonnementer inden juli. Der er stadig et par dage tilbage, men Josimar er heldigvis reddet. De er på 1086 nye abonnenter.

Det læser og lytter jeg til:

Jeg færdiggjorde for nylig Miguel Delaneys States of Play, som er en kæmpe anbefaling værdig. Det er lige til tiden, at vi får en velresearchet og fyldig bog om den udvikling, fodbolden har været i de seneste 15-20 år, hvor (geo)politik har formet meget af fodbolden. Det er sportswashing, soft power, VM-tildelinger, klubejerskaber og meget mere.

Lige nu er jeg i gang med den danske oversættelse af den italienske skribent og tidligere ultra Giovanni Francesios bog om ultrakulturen i Italien, Tifare Contro: Una Storia Degli Ultras Italiani. Bogen er oprindeligt fra 2008, men for nyligt stødte jeg helt tilfældigt via bibliotekets hjemmeside på, at der er en dansk oversættelse. Desværre er jeg ikke sikker på, at den er så vellykket. Om det er selve bogen eller oversættelsen skal jeg ikke kunne sige, men sproget er simpelthen for kroget og unaturligt. Enten er den ikke godt skrevet eller oversat. Emnet er dog interessant nok til, at jeg kæmper mig igennem.

Til gengæld findes der nu hele to podcasts, der altid holder niveau i kraft af, at de er sammensat af nogle af de absolut dygtigste fodboldjournalister, der er derude. Først kom Sport Unlocked, der har tre af de dygtigste undersøgende sportsjournalister rundt om bordet.

Senest har et væld af store skriverkarle sammen lanceret podcasten Libero. Det er lutter dygtige navne som Jonathan Wilson, Rory Smith, Miguel Delaney, James Horncastle, John Brewin, Jack Pitt-Brooke og Tariq Panja, der står bag, og de kan ikke alle sammen være med hver gang, så der roteres på skift, hvilket allerede har afstedkommet et relativt stort bagkatalog. Skynd dig at komme med, mens det stadig er friskt.

Den sidste anbefaling lander i samme boldgade, men dog på skrift. Rigtig meget handler som tidligere nævnt om klub-VM i de her dage, og det gør også en uforholdsmæssig stor porten af den journalistik, jeg forbruger. Det mest ambitiøse sportsmedieprojekt i nyere tid, The Athletic, har været forudseende og begyndte allerede sidste år at styrke deres tilstedeværelse med journalister i USA inden klub-VM og næste års VM. De er også førende på at dække klub-VM. De har lige begået noget, som man kan undre sig over ikke rigtig eksisterede i forvejen: Et stort portræt af FIFA-præsident Gianni Infantino.

Som afrunding på denne udgave af Sportsbrevet Calcio vil jeg bare ganske kort sige tak, fordi du læser med. Den første udgave bragte lidt over 100 abonnementer, hvilket jeg er enormt taknemmelig for. Hvis du fortsat kan lide det, du læser, må du gerne dele Sportsbrevet Calcio på sociale medier eller tippe en ven, der kunne have interesse. Men den største støtte er i bund og grund den tid, du bruger på at læse med. Tak!

Der er skam rigeligt med bifald, når der afholdes Fifa-kongresser i imposante hoteller og konferencelokaler rundt omkring i hele verden. Spørgsmålet er, om det er de rigtige, der klapper ad Fifa. Eller blot dens egne. Organisationens faste greb om fodbolden synes at være blevet endnu stærkere, og det fodboldens verdensherredømme, som organisationen altid har måttet dele med Uefa, er nu under opbrud. I det perspektiv, kan det meget vel være et sportshistorisk point of no return vi så for nyligt ved Fifa-kongressen i Paraguay, hvor Uefa-delegerede anført af præsidenten Aleksander Čeferin udvandrede i protest over, at Infantino havde forsinket kongressen, så han kunne færdiggøre sin rundtur i Mellemøsten som en del af den amerikanske præsident Donald Trumps følge. Det blev ikke vist på det offentlige livestream, men Infantino undskyldte overfor forsamlingen. Han tog sig selv i forsvar, fordi der var vigtige samtaler mellem USA og Saudi-Arabien og Infantino “følte, at jeg var nødt til at repræsentere alle jer”. Alligevel virkede det til at tage Infantino på sengen, da europæerne ikke dukkede op efter pausen1.

Mens disse linjer skrives er der kun timer til, at vi ser resultatet af Fifas seneste power grab. Muligvis det største hidtil. Det udvidede VM for klubhold begynder natten til søndag, dansk tid, i Miami. 32 hold er med og forud går endnu en meget speget proces, der meget vel gør det her til den mest kontroversielle og omstridte fodboldturnering i nyere tid. Det skriver jeg vel at mærke kun 2,5 år efter VM i Qatar. Det er fodbolden, der forener verden, siger Fifa, der har gjort en dyd ud af at komme så tæt som muligt på den nye amerikanske præsident i en tid, hvor det USA, der det næste års tid bliver fodboldens hjemland med både klub-VM og VM for herrer, splitter mere end nogensinde før. Kan fodbolden forene verden i Amerikas ikke længere så forenede stater?

Turneringen skulle oprindeligt være afholdt i Kina, mens landets store fodboldsatsnings sidste krampetrækninger blev kvalt af coronaen2. I stedet blev det USA i 2025 og i stedet blev det til et noget mere sammensat projekt end hvad nogen kunne have regnet med. Sponsorerne kom til meget sent og det samme med tv-rettighederne, der blev reddet af streamingplatformen DAZN i december for en pris på $1 milliard. En måned senere smed Saudi-Arabien $1 milliard i DAZN3. Selvom det er svært at se forretningsmodellen og selvom ingen har kunnet opstøve en seriøs analyse af efterspørgslen. Det er meldt ud, at kampene bliver vist på platformen gratis.

Turneringen begynder med en åbningskamp i Miami mellem de egyptiske giganter fra Al Ahly og David Beckhams celebre Inter Miami. At Al Ahly har en størrelse, der berettiger en plads i en kamp mellem kontinenter er ubestrideligt, men hvordan Inter Miami er havnet i turneringen står stadig tilbage som lidt af et mysterie. Klubben vandt ikke adgang via en på forhånd kvalifikationsgivende turneringstriumf. Det blev pludselig meldt ud, at klubben fik en af de 32 billetter, kort efter de sluttede på førstepladsen i MLS’ regulære sæson. Problemet er bare, at den amerikanske liga kører efter et andet system end det europæiske, så ligaens topplaceringer giver ingen titler, men i stedet adgang til MLS Cup, hvor det virkelig gælder. Inter Miami røg efterfølgende ud i første runde af MLS Cup til Atlanta United. LA Galaxy vandt turneringen Men det var altså Inter Miami, der fik klub-VM-billetten. Og sådan kan turneringen markedsføre sig med Messi, der har tørnet ud for klubben siden 2023.

Noget andet, det rekordstore klub-VM kan bryste sig af, er en bugnende præmiepulje. Sammenlagt lyder den på $1 milliard. Der var det tal igen. Cirka halvdelen af præmiepuljen ved verdens største guldkalv af en klub-turnering, Champions League. Til gengæld kan førstepræmien på $125 millioner mere end konkurrere med Champions League. Det er cirka samme beløb, som årets europæiske mester, Paris Saint-Germain, fik. Imponerende bedrift af en turnering, der afholdes for første gang, og kun tager en halv sommer at gennemføre.

Derfor står klubberne også i en prekær situation, for hvor der synes at være konsensus om - om ikke andet i det skjulte - at fodboldkalenderen er rigeligt pakket og at ingen virkelig har efterspurgt et nyt og opskruet klub-VM, så er de allerede bange for at misse den næste gang. Derfor optår den lettere absurde situation, hvor klubber nu er i gang med at lobbye for en 48-hold stor udgave4. Altså før den første bold ved den første udgave af turneringen er givet op.

Det er denne fagre nye verden, fodboldfans skal lære at engagere sig. Det er den verden, jeg synes, er så meget desto vigtigere at sætte under lup og kaste et lige dele kritisk og kærligt blik på. Det er formålet med Sportsbrevet Calcio. Jeg hedder Nicklas Degn og jeg udgiver sportsbrevet via mit lille con amore-medie Calcio.dk, der består af en hjemmeside, som godt nok lige pt. er nede, da jeg ikke har haft tid på at kaste den kærlighed på den, som den fortjener. Men det håber jeg, der snart bliver tid til igen. Og så bliver Sportsbrevet Calcio en fast integreret del. Men nu skyder vi det i gang på dets egne ben.

Nogle gange vil det ligne et nyhedsbrev med små tekster og tips til, hvad du skal lytte til og læse. Men det er ikke rigtig et nyhedsbrev, for det vil også bestå af essay-lignende tekster, artikler og andet godt. Det er heller ikke rigtig noget uge- eller månedsbrev, for jeg ved slet ikke, hvor ofte, det vil udkomme. Det kommer heller ikke kun til at handle om fodbold, selvom det kommer til at blive ret fodboldtungt. Derfor er jeg endt på navnet Sportsbrevet. Og så Calcio, som henviser til Calcio.dk, og som betyder fodbold på italiensk. Det er et af de få sprog, hvor ordet ikke er en sammentrækning af de pågældende ord for fod og bold. Det skal forhåbentlig gerne signalere, at det handler om fodbold. Men også om alt det, der omgiver fodbolden.

Jeg hedder Nicklas Degn og til daglig arbejder jeg på RADIO IIII, hvor jeg har lidt af et drømmejob. Den ene halvdel af min arbejdstid bruger jeg på at være vært på radioens aftenflade (lyt med alle hverdage kl. 17-20!) og den anden halvdel bruger jeg på at bedrive sportsjournalistik, opdyrke og formidle historier, der får plads i hele radioens flade. Og så får jeg lov til at sysle med nogle podcastserier om sport i ny og næ. Calcio.dk driver jeg derfor udelukkende i min fritid, hvilket også bliver tilfældet med Sportsbrevet Calcio.

Hvor ofte udkommer Sportsbrevet så? Jeg aner det ikke. Jeg savner at skrive og at udkomme på tekst, så jeg har længe taget tilløb til et projekt som dette, og nu skulle det så være. Jeg prøver det af henover sommeren og evaluerer siden hen. Derfor kommer det selvfølgelig også an på interessen og efterspørgslen. Derfor: Kan du lide det, så skriv dig endelig op. Jeg udgiver via Substack, som jeg selv er flittig bruger af og som jeg håber kan vise sig en gevinst for den hårdtprøvede skrevne (sports-)journalistik.

Kommer det til at koste penge? Med mulighed for at afslutte denne første udgave med den sløjeste FAQ, man kan forestille sig, så ved jeg det ærligt talt ikke. Som sagt er det noget, jeg laver i min fritid, og jeg kommer til at starte det ud som udelukkende et gratis tilbud. Ligesom Calcio.dk altid har været, i øvrigt. Men jeg aner ikke, hvilke idéer jeg senere kan komme på. Jeg er publicist og mediemand i hjertet, elsker journalistik og vil gerne gøre mit til, at der kommer til at eksistere gode, seriøse danske sportsmedier i fremtiden. Jeg er også af den overbevisning, at journalistik i sidste instans koster penge. Så hvordan det skal finansieres på den helt lange bane, tør jeg hverken forsikre om eller komme med et bud på. Nu begynder vi med den korte bane.

Velkommen ombord. Tak, fordi du læser med.

Nicklas Degn, juni 2025.

Det er altid større og bedre, hvis man følger verdensforbundet FIFA’s retorik, men denne gang er der noget om snakken.

Det forestående VM i fodbold for kvinder i Australien og New Zealand havde med en million solgte billetter en måned inden kickoff allerede kurs mod at blive det mest besøgte VM for kvinder nogensinde.

Hvad tallet ender på, må vi vente med at se, men noget, der længe har været sikkert, er, at der kommer til at være mere på spil end nogensinde før. Bogstaveligt talt. Den seneste håndfuld installationer af slutrunden har fra gang til gang budt på en fordobling af præmiepuljen, men denne gang er stigningen astronomisk. Præmiepuljen gik fra $15 mio. i 2015 til $30 mio. i 2019. I år næsten firedobles den så til $110 mio. Og for første gang giver FIFA individuelle præstationsbonusser til spillerne, så det ikke længere er op til forbundene om spillerne overhovedet skal præmieres baseret på præstationer ved slutrunden. Ikke at det helt har fjernet slagsmål og utilfredshed over forbundenes tilgang, men mere om det senere.

For det her er en grundig gennemgang af det VM, der begynder den 20. juli med deltagelse af 32 hold. Også en ny rekord, for det er en stigning fra de seneste 24 hold, der konkurrerede i Frankrig i 2019, hvor USA kom ud på toppen, hvilket de er tippet til at gøre igen denne gang. Men favoritværdigheden er smal og konkurrencen sjældent set stor. Havde det ikke været for skader var Europamestrene fra England formentlig favoritter. Men se så lige alle de gode spillere hos Tyskland! Frankrig og Spanien har en rygrad i henholdsvis Lyon og Barcelona. Ja, selv Australien kan drive det vidt på hjemmebane. Rigtig meget har artet sig for at kunne gøre det her VM til en (foreløbigt på papiret) meget seværdig, spændende og underholdende affære.

Så lad os hoppe ud i det. Med 10 dage tilbage kender vi selvfølgelig alle 32 hold, de otte grupper og efterhånden også samtlige navne på spillerne, der er blevet udtaget. Her er en fyldig gennemgang af det meste. God slutrunde!

Gruppe A

New Zealand
Norge
Filippinerne
Schweiz

Favorit: Norge
Stjernespilleren: Ada Hegerberg (Norge)

Værterne fra New Zealand åbner ballet hjemme i Auckland mod 1995-verdensmestrene fra Norge, der kommer fra en skuffende indsats ved EM, men med en positiv stemning om kvindefodboldens udvikling i landet. Den tidligere landsholdskæmpe Lise Klaveness er blevet forbundspræsident og har skabt krøller i jakkesættene rundt omkring hos fodboldens store mænd. Hendes udnævnelse i marts 2022 banede vejen for et comeback til Ada Hegerberg, verdens bedste fodboldspiller i 2018, der i 2017 droppede landsholdet. Hun var utilfreds med, at det norske fodboldforbund ifølge Hegerberg ikke ville gøre nok for kvindefodbolden i landet. Hegerberg, der fylder 28 år i dag, den 10. juli, gjorde comeback i april sidste år. Måneden efter, at Lise Klaveness havde sat sig i forbundsstolen.

Hegerberg har været hårdt plaget af skader de seneste år, men hendes indløb til VM har været fornuftigt og hun ankommer til slutrunden som en af VM’s største stjerner, samt til en gruppe, hvor Norge er klare favoritter, men hvor det kan blive tricky. Schweiz har mange spillere på pæne adresser og en fin, homogen trup, ført an af Barcelonas Ana-Maria Crnogorcevic, der kan spille alt fra højreback til angriber, og Arsenal-midtbanespilleren Lia Wälti. Norge har størst kvalitet med spillere som Caroline Graham Hansen til at yde verdensklasse-support til Hegerberg, men niveau-gabet ned til Schweiz er faktisk ikke stort. Det samme kan så igen siges om New Zealand, der ikke bør undervurderes, og som er et godt eksempel på den samlede mængde kvalitet, der er til stede ved det her VM.

Sidste hold i gruppen er Fillippinerne, der til gengæld er et af de hold, der nyder godt af, at slutrunden af udvidet til 32 hold. Landet vurderes sammen med Panama som det svageste hold af alle, og består af en håndfuld hjemlige spillere, foruden en stamme spredt ud over store dele af verden, der oprindeligt er følt andetsteds, men repræsenterer Filippinerne på grund af rødder i landet.

Den helt store historie i gruppen er dog New Zealands rutinerede forsvarsspiller Rebekah Stott. I 2021 blev hun diagnosticeret med den sjældne sygdom Hodgkin’s lymphona, der sendte hende i koma. Hun kom tilbage til livet og har til UEFA’s hjemmeside sagt, at slutrunden i New Zealand og Australien var en stor motivation, mens hun lå og kæmpede for livet. Da hun blev syg spillede hun i Brighton, mens hun i slutningen af 2021 gjorde sit comeback i den australske liga. Her gjorde hun det så godt, at hun hurtigt kom tilbage på landsholdet og siden fik et skifte tilbage til Brighton i den nu meget forstærkede Women’s Super League, hvor hun har spillet en håndfuld kampe op til sæsonafslutningen. Og nu skal Stott spille VM i hjemlandet.

Gruppe B

Australien
Irland
Nigeria
Canada

Favorit: Australien
Stjernespilleren: Sam Kerr (Australien)

Det andet værtsland fra Australien er et oplagt bud på en VM-outsider. Der er en håndfuld lande (USA, England, Spanien, Tyskland og Frankrig), der med mængden af stjernespillere og som hjemsted for de stærkeste ligaer i verden, er i en favoritkategori for sig, men lige uden for finder vi Australien, der selvfølgelig er ført an af en af verdens absolut bedste angribere, Sam Kerr.

The Matildas er dog så meget mere, hvilket er naturligt, når man er udråbt til den sjettestørste favorit til det største verdensmesterskab hidtil. Det åbenbarer sig også ret hurtigt, når man kigger ned over truplisten og bliver mødt med klubber som Lyon, Arsenal, Chelsea og Manchester City. Truppen er spækket med kvalitet i alle kæder, og er den klare favorit til at tage billetten videre fra gruppen. Sammen med Canada, der også er værd at notere ned på blokken, for de er et stort fodboldland, når det kommer til kvindefodbold. De er olympiske mestre, men kommer til VM efter et forår, hvor en fejde med forbundet over ligeløn har fyldt en masse. Noget, der går igen ved flere store nationer inden det kommende VM, hvilket vi vender tilbage til.

Canadas landshold protesterede i forbindelse med en landskamp i februar over forringede vilkår, hvilket pressede det canadiske fodboldforbund ud i at tilbyde en aftale med ligeløn for mænd og kvinder tilbage i marts. Det er uvist, hvor den sag er landet, og om tilbuddet er endegyldigt accepteret, så Canada risikerer at gå ind til slutrunden med det i baghovedet. Men de har en masse erfaring at læne sig op ad, hvis det skulle gå helt galt. Naturligvis symboliseret ved talismanen, den 40-årige Christine Sinclair, der er en institution i ikke blot Canada, men verdensfodbolden. Slutrunden bliver hendes sjette VM, og hun ankommer igen-igen som en spillemæssig profil. Hun er fortsat fast inventar i startopstillingen hos Portland Thorns i den stærke amerikanske liga.

Igen har vi to favoritter til at avancere, men så heller ikke mere. Det vil kun være artige overraskelser, hvis ikke Australien og Canada går videre. Også Nigeria har en 40-årig erfaren snart seksdobbelt VM-spiller at læne sig op ad i Onome Ebi, mens Asisat Oshoala er den store profil. Afrikas vel nok bedste spiller og en af verdens bedste niere er på femte år den mest pålidelige målscorer på Europas vel nok bedste klubhold, FC Barcelona.

Samme star quality kan de ikke mønstre hos Irland, der er med ved VM for første gang. De er dog også fyldt med kvalitet, der er godt spredt ud over hele holdet, ført an af den alsidige Arsenal-spiller Katie McCabe.

Irland kommer dog til slutrunden med en tung skygge hængende over for sig, for landstræner Vera Pauw blev i sidste uge anklaget for at have stået for et intimiderende regime i sin tid som træner i amerikanske Houston Dash i 2018. Pauw selv afviser alle anklager, men det fylder en del i forberedelserne 10 dage før VM, og på den seneste pressekonference måtte både Pauw og anfører McCabe forholde sig til anklagerne, der er frembragt i The Athletic.

Costa Rica er gruppens miniput og vurderes som et af slutrundens svageste hold. De gjorde dog nogenlunde figur som debutanter i deres hidtil eneste slutrunde i 2015, men skal som dengang prise sig lykkelige, hvis det overhovedet skal blive til point.

Gruppe C

Spanien
Costa Rica
Zambia
Japan

Favorit: Spanien
Stjernespilleren: Alexia Putellas (Spanien)

Med gruppe C kommer vi også til den førte større VM-favorit i Spanien. Dog også et landshold, der kommer til VM med en skygge over sig, om end en skygge, der har været påklistret i en rum tid efterhånden.

Også her handler det om landstræneren, der dog – modsat hos Irland – ikke får nogen udstrakte hænder fra sine spillere. Jorge Vilda har stået i spidsen for landsholdet siden 2015 og var inden da U19- og U17-landstræner, men han bliver ikke båret til sin plads på sidelinjen. Vilda har længe været på kant med en del af de allerstørste spanske profiler, hvor af flere af dem til hverdag spiller noget af verdens smukkeste fodbold i FC Barcelona. Stridens oprindelse er svær at gøre konkret, men sikkert er det, at der tegnes at billede af Vilda som egenrådig og magtfuld, og at der i kritikken ofte nikkes mod hans far, Angel Vilda, der i over 12 år har været chef for hele kvindefodbolden i det spanske fodboldforbund.

Striden mellem Vilda og landsholdsspillerne er det seneste år nået helt derud, at 15 spillere har været forvist fra landsholdet. ”De 15”, som de er blevet omtalt, når historien er turneret i medierne. De inkluderede verdens for tiden klart bedste fodboldspiller, Barcelona-stjernen Alexia Putellas. Vilda og spillerne har nået en eller anden for kompromis op til VM, og hovedparten af de 15 spillere er derfor en del af den VM-trup, der nu er i New Zealand, men det er ikke samtlige 15. VM bliver således uden af en verdens bedste forsvarsspillere, María ”Mapi” León, ligeledes fra Barcelona. Igen vides det endnu ikke helt præcist, hvad kompromisset og dermed den fortsatte strid består i, men meldingerne er, at indlemmelsen af de fleste af de 15 snarere er et nødvendighedens onde end en reel forbrødring.

Det er formentlig den usikkerhed (og dens længere forhistorie), der gør, at Spanien ikke er VM-favoritten over dem alle, men må se sig overgået i forventningerne af USA og England, for i samlet kvalitet og med det faktum, at de har en kerne fra det mest sammenspillede og velpolerede hold i europæisk fodbold, Barcelona, har Spanien potentialet til at være verdens bedste landshold. Men sådan noget kræver ofte harmoni. Den eksisterer formentlig inden for kridtstregerne, men en træner er også en del af et fodboldhold.

Derudover har spanierne ikke gjort det nemmere for sig selv efter ankomsten til New Zealand. De har fået kritik for at håne den lokale kultur, da en gruppe spillere på en video på de sociale medier forsøger at efterligne en Māori haka med lidet flatterende succes.

Også hos Zambia i gruppe C er der fokus på træneren om end af andre årsager. 12 dage inden VM udkom The Guardian med en artikel, der fortæller, at Zambia-landstræner Bruce Mwape undersøges for seksuelle overgreb i en sag, der er startet hos landets fodboldforbund, men overdraget til FIFA og også inkluderer landstræneren for U17-landsholdet. Hverken det zambiske fodboldforbund eller Mwape vil kommentere sagen overfor The Guardian, så det er uvist, hvor den ligger, men efter alt at dømme, er Mwape på sidelinjen for Zambia.

Sagen kom frem på det, der ellers skulle have været en festdag for Zambia. Landsholdet leverede i den sidste testkamp inden VM en regulær sensation af den slags, så selv de største ord bliver for små. Zambia vandt 3-2 over Tyskland i en sjældent set medrivende træningskamp, hvor Zambias største stjerne, Barbra Banda både stjal showet i selve kampen og lukkede den med det allerede historiske mål til 3-2 i mere end 10 minutters tillægstid. Det er Zambias første VM, og de vurderes til nogenlunde samme styrkeforhold som Nigeria, hvilket betyder, at de sagtens kan spille en rolle i gruppen, selvom Spanien sammen med Japan er de to hidtil største kombinerede favoritter til gruppeavancement, vi har med at gøre.

Japan er et landshold, vi nemt kan komme til at undervurdere her i Europa, men landet klemmer sig faktisk ind i top-10 over VM-favoritter. Den hjemlige liga er ganske stærk og er således pænt repræsenteret i truppen, lige som Europas vel nok stærkeste liga, den engelske Women’s Super League, er det. Holdet er sammentømret, har en god alder med størstedelen af holdet mellem 23 og 27 år og ledes af træner Futoshi Ikeda, der blev landstræner i 2021 og kender talentmassen, da han forud for jobbet tilbragte fem år som både U20- og U17-landstræner. Ligesom resten af holdet er Ikeda pinefuldt bevist om Japans rige fodboldhistorie på kvindesiden – de blev verdensmestre i 2011 som det hidtil eneste ikke-vestlige land.

Gruppe D

England
Danmark
Kina
Haiti

Favorit: England
Stjernespilleren: Lucy Bronze (England)

Danmark bliver testet fra første fløjt, for åbningskampen mod Kina bliver samtidig en regulær nøglekamp. Danmark indfinder sig nemlig i et sweet spot, hvor Haiti skal klares uden problemer, men hvor England højst sandsynligt er for stor en mundfuld. Det efterlader kampen mod Kina som vital, og det kan være svært at vide, hvad man skal forvente, for selvom Danmark vurderes bedre end Kina, så er det ikke med længder – og mere centralt er det, at Kinas trup for flere måneder siden blev hevet ud af den hjemlige liga og gik på træningslejr, så det er så godt som umuligt at kunne mønstre et nogenlunde aktuelt og tilstrækkeligt informationsniveau om holdet. Udover, at man kender de erfarne kræfter som Wang Shanshan og den offensive kvalitet i Tang Jiali, der fik sit gennembrud ved VM 2015 og siden da har været kortvarigt i Europa.

Danmark er til sit første VM i 16 år, og det bliver således også det første for Pernille Harder, der naturligvis er omdrejningspunktet. Danmark imponerede hverken ved EM eller for så vidt i den afsluttende test mod Spanien i sidste uge, men det er, som om der er mere i det nuværende danske landshold og den talentmasse, truppen består af, og som bliver Lars Søndergaards sidste mulighed for at forløse. Selvom det vil være en artig overraskelse, hvis Danmark spiller en større rolle vil VM, kan vi dog også snildt lægge det i kassen med skuffelser, hvis gruppespillet bliver endestationen.

Foruden Harder, der er blevet en skadesplaget tid kvit og fået fremtiden på plads i Bayern München, kommer truppen i fin form og med pæne adresser på CV’erne. Om end der er påfaldende mange, der her med 10 dage til VM endnu ikke ved, hvor de skal spille i den kommende sæson. Angrebshåbet Signe Bruun er først i dag blevet præsenteret i Real Madrid, mens vi fortsat ikke kender de kommende arbejdsgivere for den pålidelige midtbanemotor Sofie Junge, Rikke Sevecke, der er fast i midterforsvaret, og en anden formodet starter, Nicoline Sørensen, der har brændt banen af i Everton i foråret efter næsten to år med skader.

Spillerne forsikrer dog, at det er VM, der fylder i hovederne, og der er da også god grund til at være spændt på at se Harder endelig udfolde sig på den største scene, samt se noget af det fineste talent samme sted i form af 21-årige Josefine Hasbo og særligt kæmpetalentet Kathrine Kühl på 19 år, der endnu har til gode at møde et loft, hun ikke er brudt igennem.

Når det er sagt, så er det hos England, at kvaliteten og stjernerne er i gruppen. Europamestrene skal gå smertefrit gennem puljen og er de næststørste favoritter til at stå med VM-trofæet. Kun skader til nogle af verdens absolut bedste fodboldspillere i nærmest alle kæder, Leah Williamson, Fran Kirby og Beth Mead, forhindrer dem i at være de største favoritter.

England kommer med en forventning og en opbakning hjemmefra, som få andre lande kan matche. Kvindefodbolden er i rivende udvikling mange steder i verden, men få med så hastig en topfart som England. Der var meldinger om 3000 tilskuere til den seneste træningssession i Australien. Landstræner Sarina Wiegman har verdensklasse at råde over i alle kæder, hun er selv en glimrende taktiker, god til mandskabspleje, og muligheden for at se et stærkt sammenspillet England er bestemt til stede. Det er svært at udpege en stjerne over alle andre, og samtidig er spillerne fordelt over mange af de hjemlige klubber, så risikoen for klub-kliker bør ikke være til stede. De tre spillere, der ikke spiller i den stærke engelske Women’s Super League, er på de absolut største adresser udenlands: Lucy Bronze og Keira Walsh i Barcelona og Georgia Stanway i Bayern München.

Dog er ikke alt fryd og gammen i den engelske lejr. Kort inden afrejse fik truppen nemlig at vide, at de ikke får individuelle præstationsbonusser af det engelske fodboldforbund, FA, der mener, at den nye struktur der nu kommer fra FIFA er rigeligt. Den melding er blevet modtaget med skuffelse fra spillerne.

Ligeledes kan England næsten kun skuffe på banen – hvis ikke fordi et verdensmesterskab vil være den ultimative kulmination.

Gruppe E

USA
Vietnam
Holland
Portugal

Favorit: USA
Stjernespilleren: Alex Morgan (USA)

Og så til de største favoritter. USA er et kapitel for sig i kvindefodboldens historie og ordet institution gør sig ikke længere ordentligt gældende. De har vundet de seneste to verdensmesterskaber, har vundet halvdelen af samtlige otte verdensmesterskaber, der er spillet for kvinder, og der bliver fortsat investeret i kvindefodbolden i landet. USA har derfor stadig en af verdens stærkeste liga, om end det efterhånden bliver svært at sammenligne, nu hvor Europa endelig er kommet efter det på lidt bredere skala.

Hele truppen spiller i den hjemlige liga på nær Lindsey Horan, der lige har forlænget i Lyon. Svageste position på papiret må nærmest være træner Vlatko Andonovski, der efter verdensmesterskabet i 2019 tog over efter Jill Ellis, der nu er præsident i NWSL-klubben San Diego Wave. Inden da var Andonovski træner for stjerner som Megan Rapinoe i det nuværende OL Reign, men dette bliver hans hidtil største test som træner.

Netop Rapinoe bliver på sin vis igen et symbol på det amerikanske landshold, om end anderledes end tilbage i 2019, hvor hende og Alex Morgan stjal showet. Måske det bliver de to ikoners sidste slutrunde. Det bliver i hvert fald 38-årige Rapinoes sidste. Hun meddelte for blot to dage siden, at hun stopper karrieren ved årsskiftet. Rapinoe har været plaget af skader det seneste år, og 2019-slutrundens bedste spiller (der også skaffede hende en Ballon d’Or) er denne gang med på et af de ydre mandater. Det er hun selv indforstået med, og Rapinoe er klar til at byde sig til, når der er brug for en erfaren indskifter i anden halvleg.

Alex Morgan derimod er still going strong og ligner en lige så sikker starter som dengang i 2019. Hendes niveau er fortsat så højt, at man helt glemmer, at hun tog et år ud af kalenderen mellem 2019 og 2020 for at føde sin datter. Hun vendte tilbage med et kort ophold i Tottenham i England, der sammen med hendes 2017 i Lyon har bevist, at hun også kunne i Europa.

Med i truppen er også andre kendinge, som den bredere fodboldverden for alvor lærte at kende i 2019 som Julie Ertz, Rose Lavelle og Kristie Mewis. Men det er altså for tidligt at sige, om det er et decideret generationsskifte, amerikanerne står overfor. Den ældste af de omtalte er Mewis på trods alt beskedne 32 år.

Men sikkert er det, at næste generation står klar. Mest symbolsk i angrebet, hvor stortalentet Trinity Rodman fra Washington Spirit er mere end godt i gang med at skyde sig VM-klar og bejle til den position, der står fri, når Alex Morgan på et eller tidspunkt siger stop. Washington Spirit, der i øvrigt er et godt eksempel på den førnævnte fortsatte investering og innovation i amerikansk kvindefodbold. Klubben er blevet opkøbt af forretningskvinden Michele Kang, der har skabt sig en formue inden for sundhedsteknologi, og hun er lige nu i gang med at købe Lyons kvindehold fri fra herresiden og skabe kvindefodboldens første store flerklubsejerskab. Men det er en anden historie til en anden tid…

USA har ikke fået nogen nem gruppe, om end de naturligvis skal gå videre. Holland er altid solide uden at være blændende, og det er kun fraværet af verdensstjernen Vivianne Miedema, der gør, at man ikke snakker mere om dem. Portugal er undertippede, men har en god stamme fra det stærke Benfica-hold, og oppe foran kan en Jessica Silva på sine gode dage køre alle forsvarsspillere rundt.

Vietnam er til gengæld på en på papiret umulig opgave og vurderet til at være blandt turneringens tre svageste hold. USA skal naturligvis gå videre, og det vil vurderes som en overraskelse, hvis Portugal kan snuppe den anden plads foran Holland.

Gruppe F

Frankrig
Jamaica
Brasilien
Panama

Favorit: Frankrig
Stjernespilleren: Marta (Brasilien)

Gruppe F er den gruppe med på papiret størst konkurrence om førstepladsen, men til gengæld også mindst at kæmpe om samlet set. Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis ikke Frankrig og Brasilien spiller sig videre foran Panama, der vurderes som det svageste af alle 32 hold, og så Jamaica, der ligger i gruppettoen lige foran Panama og som lige nu er ved at crowdfunde sig det sidste stykke vej til slutrunden.

Frankrig er spændende at følge af to årsager. Selvfølgelig er der talentmassen båret af lokomotivet Lyon, mens også PSG begynder at få et kvindehold, der kan konkurrere blandt Europas bedre hold. Men så er der også landstrænersituationen. Efter seks år er den kontroversielle Corinne Diacre veget fra posten efter vedvarende meldinger om gnidninger mellem hende og flere af landets største profiler. Det havde oprindeligt konsekvensen at en af verdens bedste forsvarsspillere, Wendie Renard, droppede VM, men Diacre røg først og nu er Renard alligevel med.

I stedet for Diacre er kommet Hervé Renard, der har gjort det til sin metier at udrette små fodboldmirakler i det, der for fodboldeuropæere får det lidet flatterende og fortærskede udtryk ”eksotiske steder”. Det var Renard der var træner under Zambias historiske Africa Cup of Nations-triumf i 2012. Han var senest fire år i Saudi-Arabien, men er et ubeskrevet blad i kvindefodbold.

Også Frankrig er dog ramt af skader til profiler, der er så dygtige, at de kan være svære at erstatte trods en bugnende liste af spillere fra øverste hylde. Særligt angriberen Marie-Antoinette Katoto, men også de øvrige offensive profiler Delphine Cascarino og senest Amandine Henry bliver svære at undvære.

Der er dog stadig verdensklasse at finde på alle områder af banen, hvor Frankrig særligt kan mønstre en forsvarskæde, der kandiderer til VM’s bedste. Angrebet kan dog blive en svær nød at knække uden først Katoto og nu Henry, for selvom man stadig har erfarne kræfter til rådighed i Kadidiatou Diani og Eugenie Le Sommer, så tvinger det formentlig Renard ud i at spille en smule anderledes og uden en regulær nier.

Brasilien er med længder den største sydamerikanske favorit til turneringen og kommer med et ikon, som de førnævnte hos USA kun kan matche. Muligvis den største i hele turneringen. Marta er med til sit sjette VM og skal forsøge at bygge videre på den rekord for flest mål i VM-historien (17), som hun i forvejen sidder trygt på. Selvom hun ikke længere er nogen garanti i startopstillingen, så må den 37-årige legende stadig siges at lede et hold, der kan blive en sand fornøjelse at følge, hvis de får det til at klikke. Med Debinha og kometen Kerolin har de individuel klasse af absolut højeste karat oppe foran, og nede bagved sørger Arsenals Rafaelle for at lukke af.

Brasilien bliver ikke nævnt blandt de første seks-syv favoritter til det VM-trofæ, de aldrig har vundet, men været tættere på end nogensinde før – men svenske Pia Sundhages tropper har ingredienserne til en gedigen overraskelse.

Gruppe G

Sverige
Sydafrika
Italien
Argentina

Favorit: Sverige
Stjernespilleren: Fridolina Rolfö (Sverige)

En sjov gruppe med lande der er fordelt ud over næsten hele favoritspektret. Kun seks hold er større guldfavoritter end Sverige, mens Italien befinder sig i området med klare underdogs med mulighed for overraskelse, ligesom Danmark i øvrigt. Argentina befinder sig styrkemæssigt lige under midten af det 32 hold store felt, mens Sydafrika er i den tunge ende.

Sverige har en stærk liga, der i mange år har kunnet trække store navne til, men som naturligt ikke har kunnet følge med de store investeringer, der lige nu bliver gjort i særligt England og Tyskland. De har dog stadig et fortrinligt landshold med profiler spredt ud over hele banen. Fra offensivstjernerne i Barcelona og Arsenal, Fridolina Rolfö og Stine Blackstenius, og til Magdalena Eriksson, en af verdens bedste forsvarsspillere, der i den kommende sæson tørner ud for Bayern München. De kommer med massiv erfaring: Alene midtbanetrioen Caroline Seger, Kosovare Asllani og Olivia Schough kan sammenlagt mønstre over 500 landskampe!

Italien skuffede ved EM og har ikke vist noget af betydning siden da, men de kommer på bagkant af en meget spændende sæson for italiensk fodbold. Den bedste række, Serie A Femminile, var i den nu forgangne sæson fuldtidsprofessionel for første gang, og samtidig bød Roma sig på banen med et spændende hold, der endelig brød ellers så bomstærke Juventus’ dominans. Næsten alle udtagne spillere spiller således også i den hjemlige liga og stammen udgøres af spillere fra Roma og Juventus, der sammenlagt råder over 17 fra den italienske VM-trup.

Mange af Roma-spillerne har været en åbenbaring og har fundet et hidtil ukendt niveau under de nye og forbedrede forhold, og det har smittet af på landsholdet. Samtidig har det skabt en hidtil ikke tilstedeværende konkurrence om pladserne, meget klart symboliseret ved kampen om nier-positionen, der længe har tilhørt Juventus’ Girelli. Det gør den nok stadig til VM, men hun har fået skarp konkurrence fra Romas Valentina Giacinti, der var ligaens bedste angriber i 2022/2023. Pludselig råder Italien over to meget dygtige skarprettere.

Kan de kendte Juventus-profiler som Girelli, Bonansea og Gama finde sammen med Roma-åbenbaringer som Giacinti og Giugliano kan det blive rigtig spændende. Det samme kan i øvrigt siges om udtagelsen af den blot 16-årige Barcelona-spiller Giulia Dragoni. Et kæmpetalent, der dog næppe kommer til at spille nogen stor rolle. Hun har stadig sin landsholdsdebut til gode.

Argentina er ubeskrevet blad her i Europa, men det skyldes primært, at de fleste spillere huserer hjemme i Argentina og Brasilien. Noget ubeskrevet blad i VM-sammenhæng er de dog ikke, da de er med for fjerde gang.

Ubeskrevet er Sydafrika til gengæld. De var også med i 2019, men uden at gøre noget væsen af sig på banen, og er med igen i år som vindere af kvindernes Africa Cup of Nations. Der kan dog ligge en soliditet i, at meget af defensiven til daglig spiller sammen i Mamelodi Sundowns i den hjemlige liga.

Gruppe H

Tyskland
Marokko
Colombia
Sydkorea

Favorit: Tyskland
Stjernespilleren: Alexandra Popp (Tyskland)

Tyskland har længe været en magtfuld skikkelse i kvindefodbold, men tørster efter slutrundesucces. De har ikke været på podiet ved et VM siden VM-triumfen i Kina i 2007. I år der dog meget at være begejstret for, og af gode grund er Tyskland den fjerdestørste favorit til titlen. Kun marginaler bag Spanien. Og hvor der netop er spørgsmål om harmonien på et hold som Spaniens, så virker Tyskland som en velsmurt maskine, hvor der er tænkt over det hele. Også de kan præstere noget af det allerbedste fra hver kæde lige fra en af verdens bedste målmænd i Merle Frohms, over hendes Wolfsburg-forsvar lige foran hende, Wolfsburg-kanten Oberdorf, der kan blive en af verdens bedste spillere, og op til Wolfsburg-spidsen Alexandra Popp, der allerede er en af verdens bedste angribere. Det var allerede meget Wolfsburg, men det var faktisk Bayern München, der løb med Bundesliga-titlen i år, og også de er repræsenteret med kvalitet i Lea Schüller, Lina Magull med flere.

Tyskland er kæmpefavoritter til at tage førstepladsen i gruppen og må føle sig heldige over en meget overkommelig lodtrækning, hvor Colombia må anses de største konkurrenter. Colombia ligger dog kun lige midt i det 32 hold store felt styrkemæssigt, mens gruppens to resterende hold, Marokko og Sydkorea begge hører til blandt de svagere hold.

Det betyder dog ikke et fravær af profiler. Den spiller, der utvivlsomt bliver mest spændende at følge i gruppen, er nemlig ikke tysker, men derimod Colombias kun 18-årige Linda Caicedo. En af fodboldens mest spændende teenagere, der allerede har vundet guldbolden ved Copa America og fået et stort skifte til Real Madrid. Caicedo blev som 15-årig diagnosticeret med livmoderhalskræft. En nyhed, der gjorde drømmen om en professionel fodboldkarriere umulig. Alligevel skal hun kun tre år senere spille VM som sit lands store håb og et af verdens største talenter. Og reelt en favorit til en ottendedelsfinale foran Marokko og Sydkorea.

Disclaimer: Nicklas Degn er Tottenham-fan på 19. år. Denne tekst er skrevet med det fanforhold in mente og ud fra tilstræbt objektivitet.

En fodboldklub på afveje er en besynderlig størrelse.

De fleste slags organisationer kan vel miste fodfæstet. Glemme, hvem de er, hvad de står for og hvor de kommer fra. Men sjældent ser det så uskønt ud, som når det sker for en fodboldklub. Det skyldes ene og alene den mekanisme, der hedder fans. Modsat store virksomheder i erhvervslivet har fodboldklubber en følgerskare, der ved lige præcis, hvorfor de oprindeligt har valgt at kaste tid og kærlighed på den respektive fodboldklub. Oven i købet er det sjældent, at fodboldfans til fals for penge. Ingen er så romantiske, ingen har så lidet et fundament for at blive magtkorrumperede som fodboldfans. Derfor fungerer fans som fremkaldervæske, når en fodboldklub tager en forkert afkørsel.

Netop derfor er situationen i Tottenham Hotspur lige nu så interessant. Den mest toneangivende fanorganisation, Tottenham Hotspur Supporters’ Trust, er i en diplomatisk om end meget åben og direkte konfrontation med klubbens ejerskab og direktion, der ikke vil give klare svar på noget så basalt som hvad fansene egentlig skal forvente af klubben. Så hvordan endte det her? Svaret på det spørgsmål skal vi tage i etaper.

Ildevarslende stilhed
Meget af den kløft, der eksisterer mellem Tottenhams ledelse og visse dele af fankredsen, kan tilskrives to datoer i april 2021. Eller European Super League-miseren, for at oversætte til noget mere universelt forstående. Det var ganske givet også point of no return, men som i enhver god berettermodel skal vi starte andetsteds og tidligere.

Nu kan det så være, at undertegnedes beskedne alder bliver udstillet, men mig bekendt har Tottenham altid været begunstiget af sympatiske bekendtskaber i det sportslige setup. Ikke at vi snakker samtlige trupsammensætninger gennem årene, så langt vil jeg ikke gå for at være karaktervidne, men Tottenham-årgange har oftest haft en Ardiles, Ginola, Klinsmann, Bale, Modric, Eriksen, Kane. Spillere, der har ladet fødderne tale, og altid haft en gennemgående sympatisk persona på græstæppet og lige uden for i mixed zone, til tider også decideret anonyme uden for banen. Spillere, der ikke har prioriteret pokaler højest (hvorfor ellers vælge Tottenham i første omgang?), men via deres valg og spillestil har vundet indpas i fanhjerter. Hvilket også har været noget af det, man har valgt at købe ind på, når man har truffet det til tider ulogiske valg at holde med Spurs.

Måske har Tottenham blot være heldige på det område med spillerne. Måske har det aldrig været noget, der har været en del af rekrutteringen, men som fan kunne man nemt projicere sådan nogle ønsker over på klubben. Hvis det var tilfældet, så begyndte der at ske noget, eftersom Tottenham fik hul på den sportslige succes i midten af 10’erne. Det kulminerede med andenpladsen i Premier League 2017, og så valgte Tottenham at hente Serge Aurier. En højreback af høj kvalitet, der var uønsket i Paris Saint-Germain, efter at han var kommet med en række lidet flatterende udfald mod sine holdkammerater og andre dele af truppen. Mest grelt var det homofobiske udtryk fiotte, der blev brugt om den tidligere PSG-træner Laurent Blanc. Det gjorde ham uønsket i PSG, men ikke i Tottenham.

Året efter fulgte klubben trop med at hente et andet kasseret PSG-emne i brasilianske Lucas Moura. Det problematiske i den handel kan virke underligt, i og med kantspillerens udtryk på fodboldbanen nemt ville kunne sættes i samme kasse som førnævnte Tottenham-yndlinge. Og - hvilket understreger en fans dilemma i sager som det her - med udgangspunkt i hanshattrick mod Ajax, der gav en Champions League-finale. Men der er også tale om en spiller, der åbent brugte sit navn til at støtte den kontroversielle daværende brasilianske præsidentkandidat, Jair Bolsonaro, der endte med at blive valgt til præsident. En præsidentkandidat, der stod citeret for at sige, at han hellere så sin søn død end homoseksuel, samt som har sagt om en kvindelig politisk modstander, at hun end ikke var værd at voldtage.

Bolsonaro-tilkendegivelsen kom godt nok først efter at Spurs-kontrakten var underskrevet, og det er dog de færreste, der vil påstå, at en fodboldklub skal spørge potentielle nye spillere ind til, hvor langt ude på de politiske fløje, de eventuelt læner sig, men det udslagsgivende i de her to tilfælde er ikke så meget rekrutteringeren i sig selv, som det er Tottenhams håndtering. I både eksemplet Aurier og Moura har ingen af de to været ude at imødekomme kritikken. De har via stilhed stået fast på deres handlinger, og i den forlængelse har Tottenham heller ikke imødekommet den kritik, der kom fra visse fankredse. Et bekymrende varsel om manglende lydhørhed, som blev blæst ud i fuld skala de skæbnesvangre dage i april for to år siden. Som vi så passende kan hoppe ombord i nu.

The Odd One Out
Da 12 klubber satte brand i fodbold-Europa den 18. april 2021 var Tottenham iblandt. European Super League (ESL) blev materialiseret (for en stund) og nogle af verdens største klubber, heriblandt størstedelen fra Premier League, var med ombord. Hvad der siden skete, er en kendt sag, og selvom sagen har skabt rifter i mangt en fodboldklub og dens fanbase, er situationen ekstra prekær i Tottenham. For hvad sagde det her lige om klubbens selvforståelse eller mangel på samme? Klubberne uden for Premier League kunne man forstå. Spanien og Italien kæmper med at komme på omgangshøjde med det monster af en liga, som England har skabt. Manchester-klubbernes ræsonnement skulle man heller ikke lede længe efter, for flere store kampe mod store modstandere er et trækplaster i sig selv. Men hvor var Tottenham i hele ESL-pyramiden? Den eneste ud af de 12 klubber, der ikke havde vundet en eneste titel i hverken 20’erne eller 10’erne.

Man fik hurtigt fornemmelsen af en klub i komplet identitetskrise. Var det de forhøjede kommercielle indtægter og goodwill over det nye, fantastiske stadion, der havde steget dem til hovedet? Var det Champions League-finalen i 2019? Uanset hvad stod Tottenham-formanden siden 2001, Daniel Levy, og dennes ENIC, der ejer klubben, foran mange gode spørgsmål, men udtrykte ikke noget stort ønske om at svare. Modsat Liverpools amerikanske ejer John Henry, der hurtigt havde set skriften på væggen og måtte krybe til korset i en hurtig orkestreret video til de sociale medier.

Den manglende lyst til at svare på spørgsmål har vist sig at være et gennemgående karaktertræk for Tottenham-ejerskabet. At ESL-fejlskuddet har efterladt et sår, der stadig er i gang med at hele, så man tidligere i år. Førnævnte Tottenham Supporters’ Trust, der ikke er kendt for at hoppe hurtigt til konklusioner, var blevet så trætte af en manglende strategi og kommunikation fra klubbens top, kombineret med den offentlige og lignende kritik af fra daværende cheftræner Antonio Conte, at fanorganisationen i fuld offentlighed sendte en række spørgsmål til ENIC og Tottenham-bestyrelsen. Ville klubben dele sine planer og strategi for den lange til mellemlange horisont? Var kritikken fra Conte, der primært gik på manglende investeringer, på linje med klubbens egen filosofi? Og hvor meget og hvad var de egentlig villige til at investere fremover? Alt det ville fansene gerne vide.

Svarene, der kom retur, var banale ikke-svar, hvilket blot tændte yderligere ild under frustrationerne hos visse dele af fansene, og formentlig hev endnu flere fans med i koret. Indtrykket af en klub uden klar idé om en retning blev nu suppleret med indtrykket af en klub uden forståelse for det oprør, der ulmede blandt dens vigtigste relationer. Tottenham havde efter en periode med store sportslige højdepunkter tabt sin identitet i processen. Fra en klub fra et af Nordlondons fattigste områder, en klub, der op gennem 1900-tallet blev kendt for en stærk jødisk fanbase, som måtte stå offer for en utrolig mængde uretfærdighed, til hvad? Det vil selv ikke dem, der bestemmer retningen, svare på.

Det er nu ikke fordi Spurs-toppen har manglet visioner. Det er førnævnte state-of-the-art stadion et bevis på. Med stadion fulgte foruden en unik oplevelse for tilskuere, og så et nyt kommercielt potentiale ulig det klubben havde oplevet indtil da. Oven i købet fulgte en bæredygtigheds- og klimaplan, der ikke er set magen til mange andre steder i fodboldverdenen. På den front har Tottenham måske ligefrem været forud for sin tid. Kulminerende med den Premier League-kamp mod Chelsea i septemer 2021, der efter Tottenhams eget udsagn og egne beregninger blev en klimaneutral topkamp. Men hvordan det udmønter sig i en strategi, der ultimativt skal forbedre selve spillet på banen, er svært at få svar på.

Amatørisme eller arrogance
Så vidt altså rigeligt med udfordringer for Tottenham, men i dette endnu spæde forår har problemerne tårnet sig yderligere op. Først var der afskeden med Antonio Conte i sidste måned, der udfoldede sig som et langsomt biluheld, man anede på kilometers afstand.

Dernæst - og på mange måder endnu værre - er der håndteringen af sportschefen. Den nu suspenderede italiener Fabio Paratici blev hvirvlet ind i det omfattende net af sager mod hans tidligere arbejdsgiver Juventus, der ud af blå eksploderede i november sidste år. Først trak hele Juventus-bestyrelsen sig uden at nogen rigtig vidste hvorfor, og dernæst blev Paratici af det italienske fodboldforbund udpeget som en af hovedarkitekterne bag Juventus' påståede systematiske opskruen af transferindtægter og spillerværdier. En lang række daværende og tidligere lederskikkelser i Juventus fik lange karantæner. Ingen så lang som Fabio Paratici, der blev serveret en karantæne på 30 måneder. Dommen blev mødt af komplet stilhed i Tottenham. Enkelte journalistiske øjenbryn blev rejst, for det var åbenlyst opsigtsvækkende, at en sportsdirektør, der lige havde modtaget en voldsom dom i hjemlandet, kunne arbejde videre i England uden nærmere undersøgelser. Men det gjorde han, og mens stormvejret først lige havde fået fart i Italien, lagde det sig hurtigt i England. Indtil den på et splitsekund gik fra let sidevind til tornado den 30. marts, da FIFA uden forudgående varsel valgte at udvide det italienske fodboldforbunds dom over Paratici fra kun at gælde i Italien til at være verdensomspændende. Paratici måtte hurtigt tage den mest ufrivillige orlov, man kunne forestille sig, og han kan nu ikke arbejde i fodboldverdenen før 2025.

Læs også:

Tottenham stod lamslåede tilbage på perronen og klagede sin nød. De havde intet forudgående fået at vide fra FIFA. Fansene rettede hurtigt skytset mod klubben, for hvad i alverden lignede det, at man dagen inden FIFA’s udmelding havde lagt en video ud på klubbens hjemmeside og sociale medier, hvor Paratici forklarede afskeden med Conte. Synet af en klub uden retning og strategi blev nu yderligere nedgraderet til det af en klub med amatøragtige tendenser. Måske havde klubben vitterligt ikke fået nogen varsel fra FIFA, men kunne de virkelig ikke forestille sig, at noget lignende kunne ske?

Så nu stå vi her. Tottenham har sagt farvel til mestertræneren Antonio Conte i en gensidig opsigelse, hvor den ene part nok var mere enig end den anden, men ingen nogensinde var enige om noget som helst op til den dag. Contes bror, der var en del af trænerteamet, har taget samme vej, men hans tro væbner Cristian Stellini bliver i klubben og tager foråret som cheftræner med Tottenham-drengen Ryan Mason som ny assistent. Ingen ved sine fulde fem tror på, at Stellini er Tottenham-træner efter sommer, men nu er det, som om Tottenham-fansene for en stund er blevet immune over for både fraværende retning og pile, der peger i hver sin retning.

Tottenham har nu brændt nallerne på to tidligere A-liste-navne i José Mourinho og Antonio Conte og ser ikke ud til at have lært lektien, for rygtemøllen melder om hurtig kontakt til den nyligt fyrede Julian Nagelsmann. Et wunderkind af en fodboldtræner, der kan rykke en klub og et fodboldhold, men som ikke kommer til at få nøglerne til ret meget andet end spillernes omklædningsrum, hvis det altså lykkes Tottenham at overtale ham til at tage til Nordlondon og ikke Chelsea i det vestlige London. Mourinho brokkede sig over Levys spændetrøje, Conte overtog den retorik, og ikke meget tyder på, at en ny træner, der er vant til frihed og transferbudgetter, vil gøre det modsatte.

På de hedengangne Holsten-prægede hjemmebanetrøjer fra Klinsmann-sæsonen i 1994, stod den latinske tekst “Audere est facere” imprægneret i klubbens daværende logo. I dag bruger klubben den engelske oversættelse “To Dare Is to Do”. Hvad det så egentlig er, de tør, kan ikke engang Tottenham selv svare på.

Et menneskehav formede og bølgede sig ude foran Stadio Diego Armando Maradona, kun afbrudt af en bil, der på en eller anden måde havde forvildet sig ind i midten af festen.

Kortvarigt var det svært at diagnosticere vrede fra glæde, men få sekunder inde i optrinnet stod det klart, at det her var euforiens vanvid. Uden nogen chancer for at komme væk vuggede karosseriet på den lille bil i takt med de omkringståendes begejstring.

Inde i bilen gentog billedet sig. Var manden på passagersædet rasende, eller opslugt i en overflod af glæde? Og igen skulle forvirringen kun bruge et par sekunder på at finde hoved og hale i det hele. Jo, Napoli-ejer Aurelio De Laurentiis var skam en glad mand, som han sad der og ufrivilligt måtte lade sig parkere, mens han blev tiljublet af Napoli-fansene efter holdets 2-1-sejr over hovedstadsklubben Roma, der konsoliderede Napolis suveræne førsteplads i Serie A. “La capolista se ne va,” sang fansene mod bilruderne, og 73-årige De Laurentiis, der er født og opvokset i Rom, gengældte med snart sagt endnu større vokal og vuggende musikalske bevægelser den anden vej.

“Lederen er stukket af,” lyder den danske oversættelse af Napoli-fansenes yndede slagsang, der stammer fra en svunden tid, hvor Napoli også lå i toppen af Serie A og blev ved med at udbygge føringen. En svunden tid, der er blevet til nutid igen.

Scenen med Napoli-ejeren er Napolis nuværende og meget gunstige situation kogt ind til ét moment. Det er godt at være napolitaner lige nu, for Napoli er fodbold og fodbolden går godt lige for tiden. Syditaliens største fodboldklub er ikke blot stukket af fra konkurrenterne, de er i gang med en magtdemonstration så stor, at de stadig har mulighed for at slå pointrekord i Italien. Derfor er Serie A-sæsonen 2022/2023 ikke historien om de øvrige tophold, der snubler, det er ikke historien om Juventus’ pointstraf og plusvalenza, og det er ikke fortællingen om et mesterskab, der er billigt til salg. Det er først og fremmest historien om et hidtil uset højt niveau fra Napoli.

Den åbenlyse og formentlig også korrekte analyse var ellers, at Napoli havde sin storhedstid bag sig. Den helt store af dem lå fra 1987 til 1990, men også set i forhold til klubbens nyere historie, lignede det, at Napoli ville skulle kigge bagud i stedet for fremad for at se storhed. Maurizio Sarri skabte mellem 2015 og 2018 et hold, der blev beundret og var kilde til inspiration hos alle de store i Europa. Trods et samlet pointsnit på respektindgydende 2,16 lykkedes det dog aldrig Sarri at vinde en Scudetto i Napoli, og det naturlige ville herefter være, at Napoli cashede ind på nogle profiler, lod de løntunge og aldrende profilers kontrakter løbe ud, for dernæst at skabe et nyt hold, der lige så stille og roligt kunne drysse nedad i tabellen, men konsolidere sig i den umiddelbare subtop. Det var da også præcis, hvad der skete, pånær placeringen i tabellen. Napoli holdt fast i toppen, men begyndte efter Luciano Spallettis indtræden i 2021 at kravle opad i stedet.

Vinbondens søde revanche
Spallettis egen historie er også den om en mand, der ikke fulgte den sti, der ellers var lagt foran ham af eksperter. Den anden svingom i AS Roma blev på papiret utroligt flot, men vil for fodboldromantikere være mudret af, at Spalletti var ham, der pensionerede Francesco Totti. Og at han nær var ved ikke at give prinsen af Rom en værdig afsked. Dernæst holdt Spalletti lige akkurat skruen i vandet i Inter, inden han trak stikket. Lod fodbold være fodbold i 2019 og fortrak sig til vingården i Toscanas underskønne landskab. Fødselsattesten rundede 60 år. Der var da et par anseelige pokaler i skabet og mange fine hold på CV’et. Det var måske egentlig et meget fint tidspunkt at sige tak for nu? Man undede Spalletti et vineventyr væk fra det rampelys, som han egentlig klarede meget fint, men aldrig rigtig virkede til at trives i.

Sådan skulle det dog ikke blive. Spalletti takkede ja til De Laurentiis’ ønske om at se, om ikke der var et eller andet ekstra tilbage i Napoli-tanken, og om ikke Spalletti skulle være manden, der indfriede det potentiale, som både han selv og Napoli endnu manglede at køre helt ind over målstregen. Spalletti trak i arbejdstøjet og styrede Napoli på ret køl efter lige akkurat at have undgået kollisionskurs under Gennaro Gattuso.

Spalletti byggede brik for brik et nyt hold, som han var blevet givet af en mand, vi vender tilbage til, men Spalletti fandt også noget nyt frem fra posen. Fodboldspillet er under forandring i disse år, og spillets velkendte positionsspil er ved at flyde ud. Formationer er ikke længere formationer, du kan stole på, og spillerne får større frihed til selv at finde rum undervejs i en kamp og at improvisere. Den udvikling greb Spalletti tidligt, og det er blandt andet det, man ser bære frugt i Napoli lige nu.

Men Spalletti er ikke hjernen bag, for det talentmateriale, han på visse områder råder over, er unikt. Arkitekten hedder Cristiano Giuntoli, og hvis Napoli vinder det mesterskab, de for alt i verden ikke bør smide nu, så må klubbens seneste otte år først og fremmest betragtes som hans mesterværk. Sportsdirektøren kom til klubben i 2015 efter at have forvandlet den lille Emilia-Romagna-klub AC Carpi fra en tredjedivisionsklub til en Serie A-oprykker. Giuntoli hev den relativt ukendte Maurizio Sarri til klubben og byggede den trup til ham, som få år senere vakte genklang over hele Europa og afkrævede salver af rosende ord fra Pep Guardiola. Han skabte meget pæne salg undervejs med Gonzalo Higuain som kronjuvelen med et prisskilt på €90 millioner.

Ikke bare en fattig klub fra syden
Det var således også Giuntoli, der stod med arbejdet med at skabe et nyt hold, da spillere som Marek Hamsik, Dries Mertens og Lorenzo Insigne måtte videre til deres respektive karrierers sidste destinationer. I samme ombæring havde Giuntoli med råd fra De Laurentiis sparet op til en satsning. Ind kom Victor Osimhen for €70 millioner, Hirving Lozano for €45 millioner, Matteo Politano for €21 millioner og en lang række trupinvesteringer mellem €10 og €20 millioner, der samlet hober sig op til et anseeligt beløb. Investeringer, der foreløbigt ser ud til at være frugt i en imponerende grad, men også indkøb, der tegner et andet billede end det af et Napoli-hold, der har få midler og mod alle odds bider skeer med de store. Napoli har efterhånden et råderum, der skal placere dem permanent blandt de største klubber i Italien, som den fremragende grundige danske italienskcentrerede fodboldpodcast “De 3 senatorer” detaljeret har udredt. Det er ikke længere blot en klub fra syden, der kæmper lige op med de traditionelle giganter fra det mere velhavende og mindre kaotiske nord.

Det nuancerer toscaneren Giuntolis købmandsskab, men gør det ikke mindre imponerende. Det samme må siges at være tilfældet om det ejerskab, der til næste år fylder 20 år. Den romerske filmproducer Aurelio De Laurentiis købte klubben, da den var gået konkurs i 2004. Dermed nåede det lige akkurat at gå så galt, som AC Milan undgik i 80’erne, hvor Silvio Berlusconi købte Milano-klubben undre lignende omstændigheder. Romeren De Laurentiis har skabt sin formue ved at producere film i primært Italien, men også med et par enkelte afstikkere til Hollywood. Om end det var hans onkel Dino, der var den mere kendte producer i familien med titler som Dune, King Kong og Hannibal på CV’et.

For fodboldelskere er det manuskript, der kan skrives over Aurelio De Laurentiis tid i Napoli, dog meget mere appetitvækkende. Få år under den excentriske nye ejer, der også indsatte sig selv som præsident, og så var klubben igen Serie A-klar. Med hans vilde øjne og konstante tilstedeværelse på godt og ondt, og med de mange fordomme om byen Napoli og det sydlige Italien intakt, hersker der formentlig stadig en generel opfattelse af, at fodboldklubben SSC Napoli balancerer på en knivsæg. Det er en forkert opfattelse.

De Laurentiis har i realiteten skabt en af få klubber uden nævneværdig gæld og som konstant sætter tæring efter næring. En komplet modsætning til det Napoli, de fleste fodboldfans over 40 somre lærte at kende, med Diego Maradona i front og klubbens to hidtil eneste scudetti i argentinerens hænder. Selvom resultatet kan blive det samme som dengang.

Men man bør ikke fortabe sig i at sammenligne Napolis storhedstid med den nuværende, for de to perioder fungerer i hver sin egen ret. Selvom georgiske Kvicha Kvaratskhelia har et tyngdepunkt og en driblefærdighed - samt ikke mindst lyst til at vise prøver på den - der minder om en svunden fodboldtid, og selvom tilhængerne lystigt har døbt ham Kvaradona, så bærer han ikke mange ligheder med den Maradona, der i sandhed bar en by, en klub, et landshold og et land på sine skulder og betalte prisen for det. Hvem Kvaratskhelia er, og hvordan hans fortælling skal skrives, skal vi første til at finde ud af, men det er med udgangspunktet i et nyt Napoli og ikke et af i går. Det er helt okay og ikke mindre betagende af den grund.

I skrivende stund topper Napoli Serie A med 14 runder tilbage og et forspring på 18 point. Spørgsmålet er efterhånden ikke, om de vinder mesterskabet, men hvor tidligt, de kan sikre sig det. Og hvor langt de kan nå i Champions League. Og hvad så derefter?

Til sommer vil de kunne bogføre en betragtelig profit på sensationerne Osimhen og Kvaratskhelia. Men spørgsmålet er, om Napoli kan træde op på næste niveau og beholde så attraktive profiler. De er tidligere lykkedes med Kalidou Koulibaly, som der længe var bud efter, men som blev i Napoli i transfervindue efter transfervindue, indtil ny-nyrige Chelseas bud i sommer endelig blev for godt. Men offensivprofiler på et kommende mesterskabshold, har Giuntoli og co. endnu ikke rådet over.

Men det gør de nu. De er de førende, og de stikker af. La capolista se ne va.